Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10437Visninger
AA

48. Jægersladder

 

En af fordelene ved at være en skygges ene og være på god fod med skyggen er den måde, man rejser på. Hvor det, da jeg rejste på egen hånd, tog lidt længere end meget lang tid at komme fra den ene til den anden ende af landet, tager det med Nuradin og Septus’ hjælp næsten ingen tid.

Skygger rejser på en helt anden måde end gennemsnitsbefolkningen. Hvor en hvilken som helst anden race, om det så havde været jægere eller mennesker, ville have været en uge om af forcere et område, tager det kun Nur og Septus et par dage. Skyggerne rejser i bogstaveligste forstand med skyggerne. Ser de en fugleskygge, der rejser samme vej som dem, træder de ombord og lader fuglen gøre alt arbejdet. Kan de bruge træernes skygger bruger de dem, og især ved aftenstide og om morgenen går det stærkt.

Ulempen ved at rejse på den måde er, at man kommer til at føle sig så forfærdeligt krøllet. Da vi efter et par uger lander i Balleløse, den lille landsby, der ligger mindre end en dagsrejse fra Kompasset, føler jeg mig som en overbåren trøje. Da jeg klager min nød til Nuradin, griner han bare af mig, ryster på hovedet og kalder mig overfølsom. Skyggerne har åbenbart ikke de samme problemer som mig.

Vi træder ind i den lille by, og hans hånd lukker sig om min. Septus går nogle skridt bag os med armene lagt over kors. Jeg lader min tommelfinger cirkle hen over Nurs håndryg, det har en beroligende effekt på mig. Han giver mine fingre et let klem, da vi træder ind i det dunkle rum, der udgør krostuen. Uden for døren dingler det rådne skilt knirkende frem og tilbage, men at dømme ud fra selve kroens stand, vil jeg mene, at den ikke er helt forladt.

Septus overhaler os på vej hen til skænken, hvor en ranglet mand står og tørrer glas af. Hun sender ham et blændende smil, inden hun åbner munden. ”To værelser,” siger hun og lægger et tykt lag nordligaccent hen over ordene.

”Vi har et,” siger den ranglede mand med et sleskt smil. ”De andre er optaget.”

”Så tager vi det,” siger hun og tænker sig om. ”Tre portioner aftensmad oveni og en kande øl.” Nuradin og jeg træder op bag hende. Nuradin lægger en hånd på hendes skulder og giver den et klem. Kroværten nikker og lægger en nøgle på disken. Septus fremtryller en håndfuld mønter fra et skjul i sit ærme og lader dem rasle ned ved siden af nøglen.

 

”Skyggejægere?” spørger manden, da han smækker en skummende kande øl ned på bordet.

”Mhm,” mumler jeg og hælder øl op i de tre trækrus, vi fik med ned, da vi havde bestilt.

”Hvad laver I her, om man må spørge,” spørger han og sætter tre skålfulde stuvning ned ved siden af vores glas. ”Hvis I da ikke er ligeså tilbageholdende som de andre.”

Det er tydeligt at høre utilfredsheden i hans stemme, men jeg kan ikke lade være med at smile. Hvad havde han forestillet sig? At skyggejægerne lige pludselig besluttede sig for alle sammen at holde ferie i den sydligste del af Venuma, og så i en gudsforladt lille by som Balleløse? Eller at de ville være nemme at få information ud af? Selvom jeg, hvad alt andet angår, er rent ud sagt elendig til at komme op med løgne på stående fod, er dette et felt, hvor jeg ikke har nogle problemer.

”Kom lidt tættere på,” siger jeg og vifter af kroværten. ”Du må love ikke at sige det til nogen.” Jeg stirrer på ham, og han nikker energisk. ”Vi har fået nys om usædvanlig skyggeaktivitet i området,” hvisker jeg og ser betydningsfuldt op på ham, og det er lige før han taber den rødmossede kartoffeltud ned i min skål.

Han nikker vedholdende med hovedet, da han træder tilbage til sin plads bag disken og begynder at tørre glassene af igen. Jeg fører en skefuld af stuvningen op til munden og må skuffet konstatere, at den ikke er ligeså god som Gammelmors madlavning eller den på Kompasset.

”Han holder ikke mund, du ved,” siger Septus ind imellem to bidder. Jeg nikker bare, det ved jeg da godt, jeg er ikke komplet idiot.

”Og hvad så,” smasker jeg og tager en slurk lys øl, ”det var jo sandheden? Det er ikke så tit, at hele to skygger er i nabolaget.”

 

Mine ører opfanger lyden af småsludrende stemmer og en halvsnes fodtrin, der nærmer sig kroen. Jeg er ikke den eneste, som hører dem, og i løbet af ingen tid er vi forsvundet op på vores værelse med resten af øllet og maden under armen. Septus fremtryller nøglen og låser døren op.

Værelset er trængt, men hyggeligt. Det er sparsomt møbleret. To senge og et bord, der står placeret under vinduet er det hele. Med en lykkelig mine lader jeg mig glide ned på sengen længst til venstre. Jeg lader både skålen med resten af min stuvning og det halvtømte ølkrus falde ned på bordet, hvor de snart får selvskab af både Nuradin og Septus’ middag også.

Skyggejægerstemmerne er stoppet op uden foran kroen. Forsigtigt trækker jeg det lasede gardin til side og titter ud bag det. Sammensætningen af brunt, gyldent, næsten sort og sort hår afslører, hvem det er, der står og diskutere nede på vejen.

”Hvorfor kan de ikke huske noget?” hvæser den sorthårede kvinde. Hvem, end der svarer, gør det så lavt, at jeg ikke kan høre det.

”Det er umuligt,” hvæser kvinden videre. ”Det er ikke muligt at fjerne et halvt års hukommelse!”

”Det er nu engang, hvad der er sket,” raser Unas stemme iskoldt. ”Og lad os ikke diskutere det her.” De fire jægere går ind i kroen. Lidt efter træder endnu en gruppe jægere ind i kroen også. Jeg har aldrig set nogen af dem før, men at dømme ud fra mængden, er mindst to grupper blevet slået sammen.

Hvad er der med dig og overdimensionerede jægergrupper? spørger en stemme inde i mit hoved. Den lyder opgivende, og jeg kan kun undre mig med den og ryste opgivende på hovedet, noget den nok havde gjort, hvis den ellers havde haft et hoved at ryste med.

Jeg lister tilbage til døren og ned ad gangen, inden en af de to skygger når at stoppe mig. Da jeg når reposen, stopper jeg og spidser øre. De andres jægerstemmer overdøver næsten det sidste af min familie og Unas samtale, men også kun næsten.

”Jamen hvordan?” spørger Pega opgivende.

”Jeg ved det ikke, søde,” siger en mandestemme, jeg kun lige kan genkalde mig at have hørt før, men jeg ved, at den tilhører Marcus. ”Hun må være umådeligt stærk.”

”Ja, og skyggerne vidste det,” mumler Una næsten uhørligt igennem den ophede snak nede i krostuen. Nogen træder op bag mig. Nur hvisker lavt til mig, men jeg holder bare en hånd op for at få ham til at tie stille og holder en hånd bag øret, han forstår min gestus og lytter med mig.

”Hun holdt cirklen alene længe nok til, at de kunne have brudt den, men det gjorde de ikke,” fortsætter Una uvidende om, at væggene har øre i denne kro. ”De brød den først, da hun slap den.”

”Og så må vi ikke glemme at hun slog dig, mor,” griner Benjamin. ”Den dag foran Kompasset.” Han griner endnu mere, men jeg ved ikke hvorfor.

”Han har ret, søde,” siger Marcus med så neutral stemme, han kan klare, men hvis man lytter godt efter, og det gør jeg, kan man høre latteren bag den.

”Du har ikke fortalt, at du slog en jæger,” hvisker Nur alt for tæt på mit øre.

”Der er meget, jeg ikke har fortalt,” hvisker jeg tilbage stadig med opmærksomheden rettet imod samtalen nedenunder.

”Ikke underligt, at vi ikke opdagede hende,” klukker Una og afslutter dermed den samtale.

”Ved vi overhovedet noget?” spørger Marcus og slår dermed fast, at der ikke snakkes mere om mine enorme kræfter. Jeg vedbliver med at lytte de næste mange minutter, men de siger ikke mere af interesse, så jeg vender mig om, og sammen går Nuradin og jeg tilbage til Septus.

”Fortæl,” kommanderer Nuradin, da jeg har sat mig ned på sengen. Over hans skulder kan jeg se Septus’ nysgerrige blik, jeg sukker opgivende.

”Hvad vil du gerne vide?”

”Det hele,” griner han og læner sig tilbage imod den ene af de snuskede vægge. Mine skuldre fortrækker sig i en opgivende skuldertrækning, imens jeg overvejer, hvor jeg skal begynde.

”Først kom mareridtene igen,” han ved godt hvilke mareridt, jeg hentyder til, ”jeg stak af, ankom til Kompasset under navnet Amelia August.”

Jeg fortsætter med at fortælle, først om mindesøvnen, så hvordan det gik op for mig, at Una og Benjamin var jægere. Hvordan jeg fandt halskæden og besvimede under træningen, Nuradin ser meget bekymret på mig, da jeg fortæller det, men det kan jeg ikke tage mig af.

Jeg fortæller dem om Aniss og Victor og Tom Hansen. Grinende fortæller jeg, at vi var atten jægere på Kompasset en overgang, og hvordan jeg slog min adoptivmoster. Så fortæller jeg dem om, hvordan jeg forlod Kompasset og mødte truppen. Hvordan Bako og jeg kæmpede sammen og om min drøm den nat, hvor jeg efterlod dem på vej mod Sortefloden, resten kender de.

Nogen gange griner de, andre gange ser de foruroligende tænksomme ud. Da jeg stopper, lægger Nur armene om mig og trækker mig ind i et stramt knus. Septus kommer over og lægger armene om os bagfra.

”Det gør du aldrig igen,” hvisker hun ind i mit øre.

”Aldrig nogensinde,” supplerer Nuradin, inden vi alle sammen går til ro.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...