Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10439Visninger
AA

30. Jæger på jagt, vær på vagt

 

Bako kommer op til mig dagen efter vores slagsmål ved bålet. Han smiler bredt til mig og bryder derefter den ubehagelige tavshed, der har hængt om mig hele dagen. Det lader til, at resten af truppen skal bruge længere tid på at komme sig over chokket og nederlaget, end Bako selv skal. Vi falder hurtigt i hak, og den aften sidder vi ved siden af hinanden ved bålet. Gammelmor sætter sig hurtigt ned sammen med os, og tilsammen kan de to trupperer nogle helt utrolige historier.

 

Vores vogne triller ind i den lille bys hovedgade kort efter middag nogle få dage senere. Det, at vi triller op ad byens hovedgade, betyder i praktisk bare, at vi kører på det stykke vej med flest huse. Lidt længere fremme står en håndfuld byboere samlet, og bag os vandrer en håndfuld markarbejdere. Kerun holder en knytnæve i vejret, og i løbet af de næste tredive sekunder holder alle vognene bomstille.

En gammelmand med en krumbøjet ryg går Kerun i møde. Hans hænder er ru, hans hud og hår bærer præg af et langt liv på marken under den bagende sol, og rynkerne på hans hænder er så sorte, at jeg tvivler på, at de nogensinde vil kunne blive rene igen, selv for den mest ihærdige ildsjæl. Han tager stråhatten af hovedet som hilsen og rækker Kerun hånden.

De to mænd står for langt væk fra mig til, at jeg kan høre, hvad de snakker om, men det ligner, at truppen har været her forbi før i tiden. Manden holder i hvert fald Keruns hånd et sekund eller to længere, end etiketten foreskriver, og Kerun klapper den gamle på skulderen, inden han vender sig om imod os.

”I kender rumlen, kom så i gang!” brøler han, og straks sætter vognene i gang igen på vej til en åben plads midt imellem de tættest stående huse. Byens torveplads. Stumt følger jeg med resten af gruppen og giver en hånd med, hvor jeg nu kan. I dag hjælper jeg med at sætte teltene op. En knoklet hånd lægger sig på min skulder.

”Ah, Katharina, min ven, vil du ikke hente et fad øl eller to på kroen?” spørger Gammelmor. Jeg vender mig om og møder de rynkeomkransede øjne. Jeg nikker.

”Du kan tage Bako med, han kan hjælpe dig med at bære,” siger hun og rækker mig en håndfuld skillinger til at betale med. Jeg stikker mønterne i en lomme i min nederdel og svinger tasken over skulderen, da jeg går forbi Bako.

”Bako, vil du ikke give mig en hånd?” spørger jeg og smiler bredt til den store mand. ”Gammelmor har sendt mig på indkøb.” Og få sekunder senere er vi begge to på vej ned ad gaden med kurs mod kroen.

Min hjerne bliver gennembanket et øjeblik, og det føles nærmest som at gå ind i en mur. Luften fortættes og bliver til en næsten håndgribelig størrelse, da vi får øje på det dinglede kroskilt. Luften bliver så tyk, at den sætter sig fast i halsen på vej ned i mine lunger.

”Gå du bare ind, Bako,” siger jeg og stopper op foran døren. ”Jeg kommer om lidt.”

Hans øjenbryn skyder skeptisk i vejret, men så slår en fedladen hånd døren op, og den enorme mand forsvinder inden for i kroens skyggefulde skænkestue. Tasken glider ned fra min skulder og ender på den støvede landevej. Med rutinerede fingre endevender jeg dens indhold, indtil jeg finder en lille kniv, der kun har været brugt et par gange i sin livstid.

Kvish. Det halvsløve blad skærer igennem mit hår, så jeg sidder tilbage med en ildrød hårtot i hånden. Dansende lander den i den smalle gyde imellem kroen og den tilhørende staldbygning. Jeg rejser mig og træder ind i krostuen.

Stilheden fylder rummet, og skyggerne ligger som et mørkt lag virkelighed hen over alle overflader og får rummet til at virke dystert. En rund kvinde står bag ved en smal skænk og tørrer bordpladen af med en klud. Der er tre andre i rummet ud over kvinden og mig, den ene er Bako.

Fire par øjne vender sig imod mig, da døren lukker sig selv bag mig. En støvet lugt blandet med den karakteristiske lugt af alkohol slår mig i møde. Blinkende med øjnene prøver jeg at vende mig til manglen på lys. Et par skridt kommer i min retning. De er for lette til at være Bakos.

Rummet lysner ligeså stille, og både stole og borde tager form. Henne ved skænken rumsterer kvinden med noget, og to tønder øl kommer til syne på den skinnende rene bordplade. Et til par skridt kommer hen imod mig, også disse er for lette til at tilhøre Bako. Jeg begynder at gå hen imod Bako.

Susende ud over mine læber kommer et skingert hvin, der ville have gjort Pernille stolt. Jeg snubler nogle skridt fremad og er på vej med næsen i gulvet, da nogen griber fat om min arm. Jeg smiler sky til manden med de hvide striber i håret og kigger hurtigt ned igen.

”Det må De undskylde. Jeg er så klodset,” rabler jeg af mig, og jeg er glad for at rummet er så mørkt, at de to mænd ikke kan se mig tydeligt.

”Tak, fordi De greb mig. Jeg må hellere hjælpe Bako med at bære dem der,” siger jeg og nikker imod disken, ”tilbage til de andre.”

”Lad dog os hjælpe, frøken,” siger den skyggejæger, der ikke har hvidestriber i håret. Jeg prøver halvhjertet at takke nej til deres tilbud, men ender med at smile taknemmeligt og tage imod deres hjælp. Jeg lader ni skillinger falde ned på den mørke træplade og smiler let til kvinden, der samler dem op med øvede fingre.

Bako tager det ene fad øl og en af skyggejægerne det andet, og så træder vi ellers ud i dagslyset igen. Jeg kan mærker Bakos blik i nakken, da vi går tilbage ned ad gaden, men jeg vælger ikke at tage mig af det. De to skyggejægere præsenterer sig, men jeg ved, at navnene er falske. De to mænd har samme efternavn, men deres energier røber dem. De er ikke i familie på nogen måde.

”Og hvad hedder De så, frøken?” spørger den hvidstribede jæger.

Jeg kigger ned på mine fødder, da jeg svarer: ”Katharina Vinter.”

Jeg håber, at mit svar er nok til at føre dem på vildspor, så de mister interessen for mig. Jeg har ikke brug for et helt hold skyggejægere på nakken lige nu. De to jægere var ikke på Kompasset og ved givetvis ikke, hvordan jeg ser ud, så mit nyeste navn og en god kamuflage skulle kunne gøre det.

 

”Hvad gik det ud på?” forlanger Bako at få at vide, da skyggejægerne er gået. Gammelmor er allerede begyndt at lave mad, og det ser ud til, at vi spiser tidligt i aften.

”Hvad gik hvad ud på?” spørger Badja, der kommer gående bagfra med en sabel i den ene hånd.

”Spørg ikke,” siger jeg og stirrer fast på dem begge to. Badja bakker væk med sablen dinglende i den ene hånd. Bako stiller ikke flere spørgsmål, men han er heller ikke helt klar til at give slip endnu.

”Du ville blive en glimrende skuespillerinde,” siger han, inden også han vender sig om og går væk. Tilbage står Gammelmor og jeg med den simrende aftensmad. Rundt omkring os er de fleste af truppens medlemmer i gang med at gøre sig klar. I aften skal de optræde, og det er første gang, siden de samlede mig op.

”Glæder du dig til senere?” spørger jeg Gammelmor, der rører rundt i maden.

”Det gør jeg altid,” siger hun med sin rynkede stemme og spreder et bredt net af smilerynker over den pergamenttynde hud.

Duften slår imod mig som en væg af eksotiske sten. Bålet gløder stadig midt imellem vores telte og vogne, men vi sidder ikke i den sædvanlige rundkreds og spiser. Alle har delt sig op i mindre grupper og planlægger aftenens optræden. Ilddanserne gestikulerer med armene som for at få de sidste detaljer på plads, inden deres nyeste nummer løber af staden.

”Vær hilset. Vær hilset,” siger en stemme.

”…sluger den, og så spiser jeg boldene,” siger den ene af ilddanserne.

”…ndt, rundt, op. Drej, drej, hop,” mumler en anden stemme og slutter sig dermed til den kakofoni af stemmer, der danser om bålet.

 

I aften har truppens børn ikke tid til at falde i staver over Keruns fortællinger. I aften er de en del af de hvirvlende kroppe og klare farver, der fylder luften. I aften er de med til at danne den lyd, der får luften til at vibrere. I aften er en af de aftener, hvor det er godt at karavanevagten ligner et bjerg på to ben. Det sørger for, at der er orden.

Jeg snor mig ind og ud imellem optrædende og publikum. Kursen er sat, og mit telt er målet. Jeg smutter igennem et par unge piger og får et glimt af ilddanserne igennem et hul i mængden. Den ene står lænet bagover i noget, der næsten ligner bro, og er ved at stikke en brændende sabel ned i halsen, imens den anden står på hænder og med fødderne svinger rundt med nogle lysende kugler i luften, så lukker mængden til igen, og de er væk.

”Hvad kan du?” spørger en lille pige. Hun kan ikke være meget ældre end fire år, og hendes øjne er uimodståelige.

”Sommerfugle,” siger jeg og blæser en lille, gylden sommerfugleflok ud af munden. Pigen hviner og klapper begejstret i hænderne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...