Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10433Visninger
AA

43. Glemte venner og gamle skrifter

 

Vi bliver ledt fra den første gård ind i en noget større gård, der er omkranset af enkle celler hele vejen rundt. Nogen af cellerne står åbne, andre er lukkede, men da vi passerer forbi en af de åbne, får jeg et godt glimt af dens indhold. Den er spartansk indrettet, men med plads til en mindre gruppe jægere.

Alt aktiviteten stopper, da vi træder ind i den anden gård. Mine fingre leger nervøst med hinanden, og mit blik synker så lavt ned, det overhovedet kan komme. Alles blikke hviler på os. Ni mennesker, det er formentligt det højeste antal, de har set i flere år, og så er fire af os ikke engang jægere. De ved det instinktivt, de behøver ikke engang lade deres energier udforske vores for at finde ud af det, det er sådan, det er, at være med jægere hele døgnet, hver dag, hver uge, altid. Ingen hemmeligheder.

Det er ikke kun skyggejægerne, der ikke kan have hemmeligheder for hinanden, hvis de er sammen længe nok. Det samme gælder skygger, skiftere og magikere, de eneste, der kan holde livslange hemmeligheder er menneskene. Menneskene er heldige, og de ved det ikke engang. Det er noget rod at skulle gå som katten om den varme grød for at undgå at træde i spinaten, men det er nu engang, sådan det er.

Manden med de hvidestriber præsenterer sin familie medlem for medlem, og denne gang er det de rigtige navne. Zea hedder Zea og ikke Cora. Den lyshårede pige glider ned fra min arm og springer efter en håndfuld af de andre børn, og selvom de mindst er et par år ældre end hende, er de snart i gang med at lege sammen alligevel.

Mine venner rækker hånden op, når jeg kommer til dem. Den sidste jeg præsenterer er Victor Hansen, der er snog, og som bestemt ikke ser ud til at nyde at være midtpunkt for alle skyggejægernes opmærksomhed. De bliver alle sammen præsenteret med deres fulde navn, og hvad de er.

”Amelia, jæger,” siger jeg og holder mund. Der er ikke mere at sige, så hvorfor fylde et hav af overflødige ord på.

”Du sagde, du hed Katharine Vinter,” lyder det muggent fra manden, der følges med den hvidstribede. Jeg ruller med øjnene af ham, hvornår har han sidst brugt sit rigtige navn? ”Så giver Sommerfugle Ammi lige pludselig god mening.”

”Ammi som i Ammi-Ammi?” spørger en drengestemme. Jeg vender mig om imod den, men da mit blik finder personen, der sagde det, kan jeg ikke genkende ham. Jeg kommer med en bekræftende lyd.

”Ali,” siger han og rækker hånden frem imod mig. Uden at tøve griber jeg den og ryster den let, inden vi slipper hinanden igen. ”Du er Johans søster, jeg troede, du var død.”

”Jeg er ked af det, Ali, men jeg kan ikke huske dig,” siger jeg beklagende. ”Var du Johans ven?”

Med blikket fikseret på hans ansigt forøger jeg at grave ham frem fra min hukommelses dyb. Jeg leder og leder, men uanset hvor hårdt jeg prøver, kan jeg ikke finde noget match på det kulsorte hår og de mandelformede øjne. Det er mindst seks år siden, jeg så ham sidst, men det gør det ikke nemmere at acceptere, at jeg slet ikke kan huske ham.

”Det gør mig ondt med din familie,” siger han og giver min skulder et klem, inden han vender sig om og forsvinder ind imellem de andre jægere.

”Tak,” hvisker jeg til hans ryg. Seks år og det er først gang, nogen har sagt det til mig. Det lader til, at alle i gården med mindst et brugbart øre lyttede med til Alis og min samtale. En af de nærmeste må bare vide, hvad der skete med min familie, så det spørger hun selvfølgelig om.

Mit blik bliver fjernt og zoomer ind på revnerne i de mørkegrå sten, der udgør klostervæggene og det mat grønne græs, der stikker op imellem brostenene. En varm tåre falder ned over min kind, og jeg bider tænderne sammen. Tåren bliver siddende på min kind, da jeg svarer hende.

”Min bror, min mor og min far blev dræbt af skyggerne.” Jeg blinker kraftigt med øjnene for at holde de næste tårer tilbage. ”Og nu vi snakker om skygger, skal I vide, at I risikerer at blive angrebet, så længe jeg er her.”

Som om udsigten til at blive angrebet af skygger, vil gå en skyggejæger på, men nu kan de ikke komme at sige, at jeg ikke advarede dem bagefter. En kølig brise griber fat i mit hår og kærtegener blidt min kind, så min tåre bliver blæst væk. En dyb vejrtrækning, der dufter af kogte grøntsager, fylder min mave med det fornødne mod til at fremstille min anmodning.

”Jeg vil gerne tale med Skrifternes Vogter.”

 

”Sæt dig ned,” tilbyder den midaldrende mand og slår ud med hånden imod en træstol, som står ved siden af et lille bord. Jeg lader mig dumpe ned på stolens flettede sæde og folder hænderne i skødet. Et andet sted i klosteret sidder Victor også med foldede hænder, nervøs og på dupperne.

”Hvad leder du så efter?” spørger Skrifternes Vogter. Mine brune øjne suser hen over hans ansigt. Han har begge sine striber, og han har sikkert dræbt mere end en skygge i sin livstid, men striberne er hverken røde, hvide eller sorte. De har en dybblå farve, der får hans øjne til at se døde ud, men de smiler stadig til mig.

”Adgang til skrifterne.”

Hans pande rynkes, inden han rejser sig op og vinker mig med sig. Jeg gør, som han beder om, og snart står vi foran en lille, spinkel dør med de smukkeste blomstermønstre på. Vores øjne mødes, inden den skubbes op, og et lavloftet rum kommer til syne.

Med tilbageholdt åndedrag træder jeg forbi manden og ind i rummet. Foran mig strækker den ene hylde sig efter den anden, men kun under halvdelen af dem er fyldt med bøger. Resten af dem indeholder oldtussegamle breve, kort og oversigter indeholdende antallet af dræbte skygger per skyggejæger i et specifikt årstal.

Et eller andet sted her inde ligger oversigten over mine forældres skyggedrab også. Og måske vil de en dag indeholde mine også. Min bror ligger her også i en optegnelse over ny optagede skyggejægerlærlinge. Jeg vil aldrig blive en ny optaget skyggejæger, det løb er kørt for længe siden.

”Værsgo,” siger Skrifternes Vogter og smiler. ”Hvad havde du tænkt dig at gøre med dem?”

”Læse dem. Det vil nok tage mig to dage,” siger jeg og kigger vurderende på de fyldte hylder. ”Eller lige der omkring, jeg håber ikke, det gør noget.”

”Der er lidt over firehundrede bøger,” siger manden og ryster opgivende op hovedet.

”To dage så.” Han ryster på hoved, så det dybblå hår danser om hans ansigt. Han mumler noget hen over skulderen, da han forsvinder tilbage til rummet med stolen. Da han har lukket døren bag sig, går jeg hen til den nærmeste reol og trækker en bog ud.

Støv slår op imod mig og fylder min næse med den tørre lugt af gamle bøger. Siderne forsvinder ligeså hurtigt som altid, og snart har jeg lagt op til flere bøger bag mig. Jeg har aldrig læst jægernes arkiv før, men det føles alligevel gammelkendt.

Omkring middag træder jeg ud i den anden gård igen. Rundt omkring står de sidste par og træner eller strækker ud, inden de forsvinder i retning af middagsmaden. Jeg følger en blanding af min næse og de andre jægere, og snart finder jeg kilden til den søde duft, der hænger i luften. I den forreste gård står en stor gryde, som simrer lystigt over et sløvt bål.

Victor og de andre står klemt sammen som en flok ællinger i det ene hjørne uden at vide, hvad de skal gøre. Victor har den ene arm liggende om livet på sig selv, og den anden piller nervøst ved hans bukser. Mine skridt er faste, da jeg træder hen til dem.

Lisa smiler genert til mig og kigger hurtigt ned igen. Jeg hægter min arm ind igennem hendes albue og lægger den anden om livet på Victor. Med et opmuntrende smil hiver jeg dem med mig hen til gryden og finder en skål til hver af dem.

Den varme væske skvulper gladelig rundt i træskålene, da vi sætter os ned op ad den ene ydermur. Den emmer af varme og føles afslappende imod min ryg. Skridtene bliver højere og højere, indtil de stopper mindre end en meter fra mig.

”Må jeg sætte mig?” spørger Ali og kigger på mig med et skævt smil. Jeg nikker bare til ham. Hans ansigt føles stadigvæk så fremmet, men han taler sandt, det er jeg sikker på. En dampende mundfuld sursød suppe skolder sig hele vejen ned igennem min hals.

”Blev de begravet?” spørger han.

Jeg kigger ned, da jeg svarer: ”Nej, brændt. Borte med blæsten.”

Min mave trækker sig sammen, men jeg tvinger resten af skålens indhold ned i den alligevel. Ali ser ud til at have det samme problem som mig, men han siger ikke noget, så jeg lader ham blive siddende i tavsheden.

”Hvad er det egentligt, du leder efter, Amelia?” spørger Pernille og kigger på mig ud under sit hår, der er faldet ned i panden på hende.

”Et sagn. En myte. Et spor,” siger jeg og trækker opgivende på skuldrene. ”Hvad som helst.”

”Hvordan…hvordan døde han?” spørger Ali uden at kigge på mig. Hans skuldre spændes, men det er også alt.

”Dræbt.” Jeg bider mig i læben. ”En skygge. Han prøvede at beskytte mig.”

Ali nikker. ”Johan i en nøddeskal.”

Jeg klukker lidt. Ali kunne ikke have ramt mere plet. Johan ville have gjort alt for mig. Han gjorde alt for mig, og så døde han. Ali og Johan må have fået deres højre striber samtidig, går det op for mig. Han må have været der den aften ved bålet. Mine øjenlåg glider i, da jeg prøver at huske tilbage til den aften.

Jeg går tilbage til det øjeblik, hvor Johan og de andre skyggejægerlærlinge aflagde deres ed. Jeg fryser mit minde fast i lige præcis det øjeblik og lader mit blik glide hen over rækken af unge ansigter, der bliver gjort levende i lyset fra det flakkende bål, og der, lige ved siden af min bror, står han med de samme mandelformede øjne og det mørke hår som nu.

”Vil du være med til Kend Din Ven, når vi har spist?” spørger han. ”Vi mangler en.”

Jeg nikker bare. Selvfølgelig vil jeg det, han er det nærmeste, jeg kommer på min bror.

 

”Du kender os nemt på vor hår,

Hvor to striber tydeligt fremstår,” messer jeg mere end synger og ryster med håret, går baglæns ned i bro og svinger benene over hovedet, så jeg kommer op på hænderne, inden jeg igen står solidt plantet på fødderne. De næste to linjer bliver reciteret af et par, jeg ikke kender, men de udfører bevægelserne perfekt.

Da vi begynder på det næste vers, er det en anden, der har starten, og jeg udfører de to midterste linjer med en af pigerne, jeg ikke kender. I det sidste vers er jeg sammen med Ali, jeg udfører den midterste del igen bare med en ny partner.

Da vi stopper gør mine kinder helt ondt, men det gør ikke noget. Så længe smerten kommer fra et smil, har jeg ikke noget imod den. Jeg smiler taknemmeligt til Ali, inden jeg går tilbage imod rummet med skrifterne.

”Du så levende ud,” kommenterer Lisa, lige inden jeg forsvinder ind i det dunkle rum igen. ”Glad.”

Og jeg har da heller ikke følt mig så meget som en del af noget i en evighed. Det er rart til forveksling. Det er rart ikke at skulle kigge sig nervøst over skulderen hvert andet øjeblik, eller forvente det værste hvert øjeblik det skal være. En lille trækvind får papirerne til at løfte sig let fra hylderne, inden jeg skubber døren i.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...