Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10406Visninger
AA

46. Glemselsbesværgelser

 

Lyset rammer mig i den helt specielle vinkel, der afslører, hvor jeg er. Jeg mumler og drejer om på den ene side, så sollyset rammer min ryg i stedet for mit ansigt. Det blågrønne uldtæppe, der ligger henover mig som en puppe, hvor intet ondt kan trænge igennem, bliver hevet lidt længere op om mine ører, og de regelmæssige masker buer op og ned hen over min hud. Puden under min kind er heldigvis ikke dækket af et strikket pudebetræk, så jeg har ikke fået maskemønster i hele hovedet.

Et hvidt loft møder mine øjne, da jeg åbner dem. På bordet lige til venstre for sengen står et fyldt vandglas. Mine fingre lukker sig om det, og en tår klart vand løber ned igennem min hals. Jeg læner ryggen imod hovedgærdet og trækker benene op til brystet. Uden for vinduet danser bløde snefnug med hinanden og bliver kastet rundt i vinden i ligeså mange forskellige mønstre, som der er stjernekonstellationer.

Mon han kommer med morgenmad? overvejer min hjerne. Morgenmad, bare ordet får min mave til at rumle højlydt. Jeg samler det blågrønne tæppe om skuldrene og svinger benene ud over sengekanten på den side af sengen, der ikke grænser op til de hvidmalede vægge. Gulvet er ikke koldt, men den der køligvarme fornemmelse kun et gammelt plankegulv kan have.

Amelia, hvisker en stemme i mit hoved, men jeg skubber den væk og kommer på benene. Den skal ikke ødelægge min morgen, jeg har ikke engang fået morgenmad endnu. Jeg håber, han har lavet røræg. Jeg bæller glassets sidste indhold og skubber værelsesdøren op.

Jeg drejer ned ad gangen. Her er gulvet også lavet af glatte planker, der emmer af stille varme under mine fodsåler. Fornemmelsen er rar, og jeg får lyst til at blive stående i gangen i al evighed. Skridt nærmer sig bagfra. Først sænker de farten, så sætter de den op igen, og til sidst stopper de ved siden af mig. Ud af øjenkrogen får jeg et glimt af rødt hår og bløde træk.

”Kat?” spørger Septus med rystende stemme og lægger en hånd på min skulder. Jeg vender mig smilende om imod hende og spøger, om hun tror, Nur har lavet røræg.

”Rør-røræg? Øhm, det tror jeg ikke,” siger hun perplekst, ”men han vil sikkert gerne lave noget, hvis du beder ham om det.”

Hun sender mig et forsigtigt smil og tager mig under armen, inden hun venligt trækker mig de sidste skridt hen til køkkenet. Med skulderen skubber hun døren op, og sammen træder vi ind i det hyggelige køkken, hvor et lille, rundt bord står presset ind i det ene hjørne med tre træstole rundt om. Septus skubber mig ned på en af de tre træstole. Jeg smiler beroligende til hende. Hun opfører sig mærkeligt.

”Han kommer lige om lidt,” siger hun og lægger hovedet på skrå. ”Han blev nødt til at snakke med Pano.”

Pano? Hvorfor skulle han snakke med Pano? Han er da ikke syg, er han? Mit blik farer op og møder Septus’. Mine læber er gledet lidt fra hinanden, og mine øjenbryn trækker sig sammen. Hun blinker kraftigt og lægger til sidst en hånd på min. Hun smiler beroligende til mig.

”Han har det fint, Kat,” siger hun og klemmer mine fingre.

”Septus, er du…?” Jeg tør ikke engang tænke tanken. Bare det at overveje det får mit hjerte til at knuge sig sammen. Jeg vil ikke miste nogen af dem, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. I det samme svæver lyden af en dør, der åbnes og lukkes, og to sæt fødder ind til os i køkkenet. Septus rejser sig op i en flydende bevægelse.

”Vent her, så kommer vi om lidt,” siger hun og kigger mig alvorligt i øjnene. ”Forstår du det, Kat?”

Jeg nikker bare til hende og trækker på smilebåndet. Hun vender sig om, og først da hun har forladt køkkenet, tillader jeg mit ansigt at trække sig sammen til en ulæselig grimmasse. Hvis de ikke er syge, hvorfor skulle han så snakke med Pano? Jeg forstår det ikke. Rumlelyde tvinger mig til at fokusere på noget andet, min mave.

Jeg rejser mig op og skal til at finde noget spiseligt frem fra køkkenskabene, men idet samme kommer de tre skygger ind igennem døren. Jeg smiler pludselig genert til dem og kigger ned på mine hænder. Et lettelsens udtryk får hans ansigt til at lyse op. Jeg smiler skævt til ham og lader mig glide tilbage ned på stolen. Hans hænder lukker sig om mit ansigt, han glider ned på hug foran mig og holder stramt fast om mit hoved. Sukkende lader han sine hænder glide ned langs mine arme, indtil de finder mine hænder. Han knuger dem så hårdt, at det næsten gør ondt.

”Nur,” stønner jeg, han løsner sit greb, men han slipper ikke helt.

”Åh, Kat. Min Kat, min lille, vilde killing,” hvisker han igen og igen. ”Hvordan har du det?”

Hans øjne er bekymrede og lettede på samme tid, uden at jeg forstår hvorfor. Jeg prøver at smile beroligende til ham, imens jeg svarer: ”Jeg er sulten. Røræg?”

Han griner, jeg smiler. Med et let kys på min pande rejser han sig op og går i gang med at røre æg sammen med mælk i en skål, inden det hele ryger på panden. Septus glider ned på den ene stol, og Pano glider ned på den anden. Mit hjerte sætter farten op, da de begge to stirrer på mig. Nur kaster mere end et blik i min retning, men siger ikke noget.

”Amelia, ikke?” spørger Pano. Jeg nikker bare og forsøger at få sveden i mine håndflader til at forsvinde. Det gør den ikke.

”Jeg hører, at du har været væk et stykke tid,” siger han og betragter mig under hele sætningen.

”Væk?”

”Ja,” siger han. ”De har ikke kunnet vække dig.”

”Hvad?” udbryder jeg og stirrer på den lysebrune mand. Hans hår er flettet i tusindvis af små fletninger, der ligger fladt hen over hans hovedbund. Han ligner en, der ikke kan være meget mere end de femogtredive, men hans øjne afslører ham. De mørkebrune, næsten sorte øjne er ikke ligeså gamle som Nurs, men de er på vej der op ad. Tre striber i samme farve som det hvide i hans øjne snor sig igennem hans fletninger.

”Hvad er det sidste, du kan huske, Amelia?” spørger han mig alvorligt og presser to fingre imod indersiden af mit håndled. Jeg kniber øjnene sammen og tænker tilbage. Det sidste jeg kan huske…

”At jeg vågnede i morges,” siger jeg tøvende.

”Før det, Amelia, før det.” Jeg mødte engang hans udvalgte, husker jeg pludselig. Sød kvinde. Hendes hår var sat op i de samme fletninger som hans. Jeg tvinger mig selv til at tænke tilbage.

”Sommerfugle,” hvisker jeg. ”Smerte, frygt, smerten.”

Jeg gisper efter vejret og slår hånden op for brystet, hvor en iskold fornemmelse er ved at lamme mig. Min krop knækker midt over, og mit hoved dingler frem og tilbage imellem mine knæ. En tallerken knaldes ned på den runde bordplade, og beroligende vikler et par arme sig rundt om mig. Mine tænder begynder at klapre. Han holder mig tættere ind til sig.

”Få hende ind i sengen, Nuradin!” kommanderer Pano. Nur gør, som han får besked på uden at tøve. ”Septus, du laver noget te, hurtigt.”

Amelia, hvisker stemmen i mit hoved igen, men jeg har ikke kræfter nok til både at lytte til den og holde mig ved bevidsthed. Jeg kæmper for at forblive vågen. Mine fingre ryster ukontrollabelt, mine ben ryster med dem. Sengen buler ned under mig, da Nur lægger mig fra sig, så giver sengen efter under hans vægt og så Panos vægt.

Pano placerer en hånd på min pande og siger noget til Nur med en urolig stemme, men jeg kan ikke tyde ordenes mening. Pano siger noget med kommandostemmen, og Nur flytter sig om bag mig, så jeg sidder oprejst i hans favn. Så bliver en dampende kop ført hen til mine læber, og lidt efter lidt vender varmen tilbage til min krop.

Halskæden, Nur, hvisker jeg og drejer hovedet væk fra Panos alvorlige øjne. Det er halskæden.

Han løfter mig lidt ud fra sig, så han kan se mit ansigt. Halskæden? gentager han og stryger mig over armen, så alle mine små hår rejser sig.

Den Førstes Halskæde, hvisker jeg og lukker øjnene. Et øjeblik sidder han som stivnet, inden han presser mig hårdt ind til sit bryst. Jeg er ikke sikker på, at de andre kunne høre mig, men jeg er ligeglad.

”Har hun udført nogle som helst form for magi på det seneste?” spørger Pano uden at lade sig røre med min kommentar om halskæden. Der går nogle sekunder, inden Nur svarer.

”Hun udførte glemselsbesværgelsen,” siger han, uden at hans hånd stopper med at ae mig. ”Fire af dem, tror jeg.”

”Fire?” Panos stemme er vantro. ”Hvor meget skulle de glemme?”

”Det ved jeg ikke,” hvisker Nur og presser ansigtet imod mit hår, som for at berolige sig selv.

”Fem…” begynder jeg, men min stemme svigter.

”En halv månede,” tilføjer jeg, da min stemme lystrer igen. Pano glipper med øjnene og spiler dem op til to store tallerkener.

”Det taget i betragtning, vil jeg mene, at du er sluppet nemt, unge dame,” siger han og rejser sig op. ”Hun burde være tilbage på toppen om en dags tid eller to, Nuradin.”

Nur mumler en utydelig tak uden så meget som at løfte hovedet fra mit hår. Det ender med, at Septus følger Pano ud. Fem en halv måned, fire glemselsbesværgelser, kan jeg høre, han mumler for sig selv, inden Septus smækker døren efter ham. Så kommer hun tilbage ind på værelset.

”Hvad sker der, Nur?” vrisser hun.

”Kobrakæden,” siger han og løfter blikket, så hans og søsterens øjne mødes. Luften slår gnister imellem dem, og temperaturen falder mindst ti grader.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...