Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10427Visninger
AA

13. Gamle uvaner

 

Jeg læner ryggen imod en reol og retter lidt på bogen, så den ligger bedre på mine sammenfoldede ben. Mine øjne pendulerer frem og tilbage over siderene så hurtigt, at mine hænder ikke kan følge med. Irriterende pauser forhindrer mig i bare at suse igennem bogen, man skal jo bladre. Jeg vender bogens næstsidste side og lader øjnene løbe ned over den.

Una tvang mig til frokost tidligere på dagen, men ellers har jeg ikke engang forladt biblioteket for at tisse. Una har åbenbart en noget mindre blære end mig, så af og til er hun smuttet på toilettet, men ellers har hun våget over mig som en løvemor hele dagen. Jeg lukker bogen, sætter den tilbage på plads og hiver den næste ud.

Forsiden er malet i en mærkelig nuance af grøn, som jeg godt kunne fristes til at finde navnet på. Det er en af den slags omslag, der ikke siger noget om bogens indhold, men er som skabt til at stå på rad og række. Jeg flipper hurtigt de første blanke sider over, så jeg når frem til titlen. Vinden hvisker. Jäger har også skrevet denne bog, men til forskel fra Kærlighedens væsen er denne her alment kendt, hvilket vil sige, at jeg allerede har læst den.

Jeg skal lige til at sætte den ind på plads igen, da døren går op. Stille snakken og forsigtige trin kommer nærmere, indtil de stopper lidt efter lidt. Jeg skubber Vinden hvisker på plads og rejser mig op. Næsten lydløst bevæger jeg mig ned ad de smalle gange imellem reolerne, kort efter titter jeg ud imellem to af dem.

En kvindestemme hæver sig over elevernes og bringer dem alle til ro. Jeg genkender hende med det samme, selvom hun står med ryggen til mig. Hun er iført en himmelfarvet sommerkjole, og det sølvgrå hår hænger løst ned ad hendes ryg. Hun må være gået totalt fejl af årstiderne. Armbåndene om hendes håndled rasler, da hun svinger med hænderene. Professor Phoebe.

”Herr’ Bun, vil du ikke være sød at finde Grundtegn i genkendelse af Allan Wilfränd? Den skulle gerne stå på reol syvogfyrre.” Professorens stemme er kun lige hørlig fra der, hvor jeg står, men jeg får det hele med alligevel. En dreng træder ud fra gruppen af førsteårs elever. Emil, Lisas bror.

”Undskyld mig, professor Phoebe,” siger jeg højt, så jeg er sikker på, at hun kan høre mig. Hun vender overrasket hovedet imod mig, da jeg tager et skridt frem. Unas hånd griber fat i den tomme luft, hvor jeg for få sekunder siden stod lænet afslappet op ad reolen.

”Professor,” siger jeg og træder helt hen til hende med et venligt smil. ”Den står ikke på reol syvogfyrre, men syvoghalvtreds. Det er den,” jeg kniber øjnene sammen og tæller efter i hovedet, ”fjerde bog fra venstre, tredje hylde oppefra.”

Phoebes pande rynker sig sammen, hun ser på mig med et desorienteret udtryk i ansigtet. Før hendes hjerne når at sammenstykke de informationer, jeg lige har rablet af mig om bogen, hun bad Emil hente, spørger en af pigerne i flokken, hvordan jeg kan vide det med sikkerhed.

”Det var en af de bøger, jeg læste før frokost,” siger jeg bare.

”Amilia.” Una lægger en hånd på min skulder. Da vores øjne mødes, ser hun advarende på mig.

”Amelia. Opfør. Dig. Pænt,” siger hun og gør hvert ord til en sætning, som taler hun til et uartigt barn.

Jeg holder hænderne op med håndfladerne fremad. Et lille tandsmil breder sig over mine læber, samtidig med at jeg vender min opmærksomhed tilbage til professoren. Hendes øjne flakker forvirret fra side til side, inden hun genvinder talens brug.

”Emil søde, henter du ikke bogen?”

Emil er allerede på vej hen imod den anviste reol, før de sidste ord forlader professorens læber. Jeg kan mærke et hav af øjne stikke mig i ryggen, da jeg går hen imod en tilfældig reol og lader mig glide ned op ad den. Uden at kigge trækker jeg en tilfældig bog ud fra en af hylderne. Jeg åbner den og kigger på de første sider. Det er ikke en, jeg er stødt på før, så jeg begynder at læse den.

”Du sagde en af de bøger, du læste før frokost,” siger en af pigerne med nervøst blik. Det er ikke den samme pige som tidligere. En bekræftende lyd kommer op igennem min hals og ud af munden. ”Hvor mange bøger har du læst?”

”I dag?” spørger jeg og løfter blikket. Jeg er allerede godt inde i bogen. Hun nikker, hvilket er en lettelse. Jeg vender øjnene imod loftet, imens jeg tæller sammen.

”Hundrede treoghalvfems, fireoghalvfems måske, jeg er ikke helt sikker, det er der omkring,” siger jeg og vender tilbage til bogen. En eller anden skal til at sige noget, men så vender Emil tilbage med Wilfränd, og Phoebe, der ikke bryder sig om min indblanden, rømmer sig.

Hun får straks alles opmærksomhed, men da hun begynder at snakke, vælger jeg at koncentrere mig om noget andet. Hendes plaprende stemme bliver lukket ude og forvandler sig til meningsløs baggrundsstøj. Noget gyldent bevæger sig ind og ud af mit synsfelt. Det er Unas hår, der svinger, da hun sætter sig ned ved siden af mig, imens side efter side bliver lagret i min hjerne.

Jeg ser godt hendes misbilligende blik ud af øjenkrogen, men jeg lader som ingenting. Det var ikke mig, der ville have en fridag, hvis hun ikke kan lide det, så er det bare synd for hende. Jeg sagde til hende, at hun bare kunne lave, hvad hun nu plejer at lave, når hun ikke holder øje med mig, da vi spiste frokost, men det sagde hun nej til. Jeg havde enligt troet, at hun havde noget bedre at tage sig til, men nej.

 

Mit sind befinder sig flere mil fra biblioteket i en anden del af landet, hvor der på denne årstid allerede ligger flere centimeters sne. Jeg befinder mig langt nordpå langt væk fra Kompasset og de sydlige breddegrader. I biblioteket underviser professoren stadig mine medstuderende, men langsomt går det fra baggrundsstøj til en lidt nærmere form for støj. En del af min bevidsthed kredser stadigvæk om bogen, og mit sind er ikke helt tilstede i min krop. En florlet hånd på min skulder river både min bevidsthed og mit sind tilbage til mine omgivelser og min krop.

”Hvad?” spørger jeg irriteret, imens jeg glor olmt på Una. Hun ser nervøs ud.

”Øhm, du sådan overtog lidt det, Phoebe var ved at læse højt, Amelia.” Hendes hår ligger slynget hen over hendes skulder.

Varmen skyder op i mine kinder som en hed flod, der får dem til at lyse skrigrødt. Jeg slår hænderne for munden og kniber øjnene i. Et pludseligt hav af baksende insekter tager øjeblikkeligt bolig i min mave. I en hurtigt bevægelse er jeg på fødderne, og så står jeg foran professoren med bøjet hoved.

”Tilgiv mig, jeg talte med et barns tunge. Jeg beder dig om ikke at lade et øjebliks glemsomhed farve dit indtryk af mig,” remser jeg ordene op, som udgør en traditionel undskyldning, jeg lærte det andet år hos ham. Da jeg er færdig med at tale, bliver jeg stående i noget, der føles som en evighed. Intet sker.

Min mave trækker sig sammen i en stram knude og kvæler alle insekterne. Til sidst løfter jeg blikket fra mine skosnuder. Professor Phoebe står med overraskelsen malet i ansigtet, jeg ved ikke hvilke ben, jeg skal stå på. Et øjeblik står jeg ubevægelig foran hende som et dyr, der er frosset fast uden at vide, om det skal kæmpe eller flygte.

Min hjerne kører på højtryg, men da jeg endelig kan bevæge mig igen, sender smerten mig på en vild flugt ind imellem reolerne, hvor jeg forsvinder, inden døren dukker op lige foran mig. Afvisningen svier som en lussing, og smerten får tårerne til at skyde op i mine øjne. Jeg burde være blevet stående.

 

I blinde styrter jeg ned ad en gang og drejer ned ad en anden. I udkanten af min hørevidde bevæger et par fødder sig afsted som trommestikker, der har tabt rytmen. Jeg styrter ned ad endnu et hjørne og støder ind i noget fast. Jeg bliver holdt ud i strakt arm, så vi kan se på hinanden. Alt, hvad jeg kan se, er en sortbrun glorie, der omkranser et kantet ansigt.

”Har du…” begynder han at spørge, men jeg vrider mig ud af hans stærke hænder og styrter forbi ham videre ned ad gangene. Skridtene, der før famlede sig vej efter mig, løber nu lige i hælene på mig. Min ene fod hænger fast i et dørtrin. Jeg falder forover, men jeg har ikke kræfterne til at rejse mig. Stødet fra mødet med gulvet farer op igennem mine ben. Mine skuldrer ryster, og jeg slår armene om mig selv.

Nogen knæler ned ved siden af mig, og et øjeblik ønsker jeg, at det er ham. Ikke drengen jeg stødte ind i, men ham. Det er det ikke. Det er Una. Jeg bevæger overkroppen frem og tilbage, og tårene ruller ned over mine kinder. De lander som mørke pletter på stengulvet. Jeg rokker hidsigere og hidsigere frem og tilbage.

”Det var en dum vane. Jeg troede, jeg var vokset fra det. Jeg tænkte ikke over det. Jeg ville ikke…” siger jeg, men jeg bliver nødt til at trække vejret, inden jeg kan fortsætte. ”Hun afviste mig. Jeg sagde undskyld, og hun afviste mig. Og ham. Hun fornærmede ham.”

Det er af en eller anden grund næsten det værste. Jeg skal til at sige noget mere, men et par bløde hænder lukker sig om mit ansigt. Med blide fingrer stryger Una mine tårevædede kinder. Hun tysser på mig, og får mig op at stå. Hun bugserer mig hen til et vindue og skubber mig ned i den lave vindueskarm. Hendes øjne møder mine.

Hendes stemme er lav, da hun snakker til mig. Hun siger, at Phoebe ikke afviste mig, men at hun ikke kendte ritualet. Phoebe ville ikke fornærme nogle. Professoren blev sikkert ikke engang sur over, at jeg afbrød hende. Der er ikke noget at være ked af, eller skamme sig over for den sags skyld, men der tager hun fejl.

Det kan godt være, at det ikke er en fornærmelse her, men de sidste seks år af mit liv, har jeg fået at vide, at det er forkert at overtage andres undervisning. Man må ikke rette på folk, der læser højt. Det gælder ikke så meget, hvis det er godnathistorier, private samtaler, familie eller venner, der læser højt for hinanden, men offentligt højtlæsning, ja, det er uforskammet.

Jeg måtte lære det på den hårde måde. Det første lange stykke tid, jeg var hos ham, sagde jeg næsten ingenting. Det var først et årstid efter, han havde taget mig til sig, at han opdagede, at jeg har superhukommelse, hvad nogen ting angår. Han vidste ikke, at jeg havde læst deres lovbog, så en dag da han tog mig med for at møde nogle andre, var der to mænd, der diskuterede en eller anden straf.

En af dem, der diskuterede, havde henviste til en eller anden lov i lovbogen. Straks havde jeg udbrudt, at det var forkert, og alle så på mig, som om jeg var et misfoster. Han havde sat sig på hug foran mig og spurgt, hvad der var forkert. Da jeg forklarede ham det, havde der kun været ømhed i hans blik. Han havde løftet mig op, undskyldt over for manden, og da vi kom hjem, forklarede han mig, hvad jeg havde gjort galt. Jeg gjorde det kun igen ganske få gange efter det.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...