Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10418Visninger
AA

49. Fuldbåren

 

Som tre, sorte silhuetter står vi på alléen, der leder op til Kompasset. Det er anden gang inden for et halvt år, jeg står her, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvilken en af gangene, der føles mest mærkværdig. De to rødhårede skikkelse ved siden af mig trækker sig ned i min skygge og udrydder dermed al tvivl. Dette er den mest mærkværdige gang.

Med lange skridt træder jeg op til døren og trykker ned i dørhåndtaget; den er åben. Med et lettelsens suk træder jeg indenfor i den mægtige skolebygning og går ned ad den ene gang efter den anden, korridor efter korridor, trappe efter trappe. Til sidst når jeg den store trappe, der leder op til de førsteårsstuderendes værelser.

Hurtigere end man kan nå at tælle til ti, står jeg øverst oppe og kigger hen ad den smalle gang med de mange døre på begge sider. Jeg styrter hen til den nærmeste af de to døre, der leder ind til mine venners værelser. Victors seng er redt og uberørt, hans skoletaske hænger hen over en af de to skrivebordsstole. Det værelse, jeg delte med Lisa, Victoria og Pernille ser lige, ser ligeså uberørt ud som Victors seng.

”Hvor fanden er I?” bander jeg ud i det tomme værelse, som om svarene ligger på spring i hjørnerne. Det gør de ikke, men det gør Jack Belzeboop, eller på spring og på spring, vi ramler ind i hinanden, da han skal hente sin matematikbog til sin næste time.

”Amelia, hvad laver du her?” udbryder han overrasket og retter lidt på sit hår, så det ligger lidt pænere hen over den alt for fedtfyldte pande.

”Har du set Victor?” spørger jeg uden at svare. Jeg har ikke tid til at besvare alle hans spørgsmål lige nu.

”Sygeafdelingen, men Amelia…!” Hans stemme drukner i lyden af blod, der suser i mine øre, da jeg styrter ned ad gangen med kurs imod det sted på Kompasset, hvor jeg må have tilbragt allermest tid.

Mine skridt giver genlyd i de mennesketomme gange. Alle eleverne er til time, professorerne underviser, og det ser ikke ud til, at der er nogen jægere på gangene heller ej. Da jeg stormer ind på sygeafdelingen får jeg straks øje på mine tidligere værelseskammerater og Victor. Victor ligger en seng væk fra de andre, og det er ham, jeg først går hen til.

”Victor?” hvisker jeg og knæler ned ved siden af ham. Jeg prøver at fange hans blik, men det lykkes ikke.

”Hve-hvem er d-du?” stammer han nervøst og vrider fingrene så meget, at jeg er bange for, at de vil brække.

”Victor, det er mig, Amelia,” hvisker jeg så lavt, at pigerne ikke hører det. Med blide hænder tager jeg fat om hans fingre.

Husk, Victor, hvisker jeg til hans tanker. Husk.

Lidt efter lidt kan jeg se genkendelsen oplyse hans ansigt, men pludselig bliver den varme opløsning stoppet og erstattet af en iskold frygt. Mit hoved vender sig alt, alt for langsomt. Mine reflekser er ulideligt lang tid om at reagere, de er for lang tid om at reagere.

Bag mig står en skyggejæger med løftede hænder. Et rosa skær kommer susende imod mig, og jeg får først mit skjold op få sekunder før, det brager ind i mig. Jeg vælter bagover. Min ryg presses hårdt ind imod sengekanten.

”Nej,” hvisker jeg, idet jeg falder om på gulvet med den ene arm strakt ud foran mig, og mørket overtager mit synsfelt. Jeg ved ikke, om det er Victor, Nur eller mig selv, jeg siger nej til, men måske er det til os alle sammen. Jeg når ikke at finde svaret, inden jeg ikke længere kan se mine omgivelser.

 

Mit hoved værker, og min ryg gør ondt. Mine øjne glipper mod det sidste lys fra den nedgående sol. Rundt om mig danser utydelige stemmer blandet med gyldne støvfnug, der hvirvler rundt i solstrålerne. Jeg hiver i min arm, men den nægter at bevæge sig. Noget rundt og stramt gnaver sig ind i mine håndled. Reb, jeg er bundet. Fantastisk!

”Du er vågen,” hilser en af skyggejægerne, men mit hoved dunker så meget, at hans ord næsten drukner, før de når mine ører.

Du ville væmmes ved mig. Den sætning kører rundt i mit hoved igen og igen. Sado Jäger kunne ikke haft mere ret.

Hvorfor dunker dit hoved sådan? Det burde ikke dunke sådan.

”Hvordan slap du fri?” spørger skyggejægeren mig.

”Hvad?” spørger jeg uforstående. Jeg hører, hvad han siger, men forstår det ikke.

”Hvordan. Slap. Du. Fri?” gentager han langsomt, som snakkede han til et imbecilt barn, og måske er det lige præcis, det jeg er i dette øjeblik. Dum.

”Fri,” gentager jeg sløvt. Ordet gentager sig selv i mit hoved igen og igen. Jeg prøver at tage mig sammen til at give manden et brugbart svar, men mit hoved siger stop. Det falder tungt ned på min brystkasse, som om det blev for tungt for halsen at bære.

Fri, fri, fri, fri, fri, nynner min hjerne, som om det er det eneste ord, den kender. I brøkdelen af et sekund er jeg overbevist om, at det faktisk er det eneste ord, den kender, men så popper en ny række ord op på indersiden af mit kranie.

”Hvad har du gjort ved hende?” raser en af skyggejægerne.

”Ikke noget,” stammer en anden. ”Det var bare en harmløs besværgelse!”

”Harmløs! Hvad kalder du harmløst?”

”På æresord, den burde kun slå hende ud,” hakker stemmen igen, ”ikke forvandle hende til en grøntsag!”

Nur? kalder jeg ud i tomrummet, der omgiver min hjerne. Pas på.

Og så sker det. Min mund åbner sig, og de ukendte ord strømmer ud over mine læber. Mit bryst begynder at dunke i takt med mit åndedræt.

”Sværger du ved jægerhjerte,

At du vil kæmpe uden stop,

For hvad du ser, hvad sandhed mærke,

Med din sjæl og med din krop?” messer min mund, men jeg kan ikke genkende min egen stemme, den er blevet delt op i to, en kvindes og en mands, og så fortsætter jeg, denne gang med min egen stemme: ”Ja, jeg sværger nu ved denne ed,

At jeg har i sinde,

At slå løgn og usandhed,

Lad mine ord mig binde,” afslutter jeg min del af skyggejægereden, for det er den, jeg rabler af mig. Uroen breder sig i luften, og som en luftbåren virus spreder den sig fra den ene jæger til den næste. Så begynder jeg igen på den sidste del af eden med den tvedelte stemme: ”Da siger jeg ved altings navn,

En skyggejæger er du,

Gør nu ved vor side gavn,

For det er der du står nu.” Jeg kan mærke en liflig kræft løbe igennem mig og slikke hen over min hovedbund og lige der, ved jeg, at jeg er fuldbåren skyggejæger. Jeg har fået min anden stribe. Alle de andre jægere gisper.

Det burde ikke være muligt! tænker de. Hun kan ikke indlemme sig selv. Det er et helt ritual, hvordan kan det her lade sig gøre?

Hvis jeg havde haft kræfterne til det, ville jeg have tænkt præcis det samme, men det har jeg ikke, og jeg er ikke færdig med at indlemme mig selv i skyggejægernes rækker. Min stemme bliver fulgt af mandens og kvindens.

”Er det da en skyggedød,

Eller den af en skyggejæger.” Alle jægerne gisper og træder længere op imod væggene i det lille tårnkammer.

”Da gør jeg som min ed mig bød,

Ellers vil den mig fortære.”

Imellem de mange skyggejægere får jeg øje på en lille, gylden hårtot, der skræmt titter frem imellem sin families ben. En tåre løber ned over mine kinder.

”For både løgn og usandhed, 

Begge folk fortærer,

Og jeg edsvoren slår dem begge ned,

For jeg er usandhed og løgnens jæger.”

Jeg spænder i armene og rebet om mine håndled rives op. Jeg ser på med koldt hjerte, da min krop rækker ud imod de forsamlede jægere. Med en kræftanstrengelse holder jeg den energi tilbage, som min krop har trukket til sig og bliver ved med at trække til sig.

HJÆLP! skriger jeg i mit stille sind og håber, at Nur hører mig. Mine lemmer ryster efterhånden ustyrligt, og energien, der hober sig op inden i mig, begynder at hvirvle hurtigere og hurtigere rundt. Venstre side af mit bryst brænder varmere end noget bål, jeg nogensinde har stået i nærheden af.

Min skygge begynder at vibrere og trække sig sammen i små hvirvelstrømme. Jeg har altid troet, at man ikke kunne mærke sin skygge, men lige nu er jeg klar til at sværge på, at Nuradins fremkomst af min skygge er lige så smertefuld som halskæden.

Et vindpust af ophobet energi springer ud af mine fingre og rammer lige midt imellem de nærmeste skyggejægere. Væggen bag dem bliver dækket af en stor, sortsveden plamage. Med fortvivlede øjne stirrer jeg på Nur, og tårene står ned af mine kinder i mindre floder.

FÅ DEM UD! Mit sind begynder at syde og boble. Jeg møder hans normalt uvejrsgrå øjne, men lige nu ligner de mere hærdet stål end uvejrsskyer. Han lægger en hånd over min og trækker forsigtigt lidt af energien ud af mig.

Han lyser hele rummet op. Krystalklare flammer slår op imod loftet. Septus træder også ud af min skygge, også hun trækker på den energi, som presser sig på inden i mig. Mine hænder skiftevis knyttes og løsnes. Jeg vipper på tæerne.

”Kom ud herfra!” brøler Nuradin med en stemme, der har suget alt uvejret ud af hans øjne. ”Nu!”

Han kaster om sig med energi, magi og besværgelser. Alle skyggejægerne bliver presset hen imod døråbningen i det lille tårnværelse, og hvis jeg ikke brugte alle mine kræfter på at holde sammen på mig selv og at holde min krop i kort snor, ville jeg skraldgrine.

For første gang i mit liv ser jeg skyggejægerne gå i panik. De styrter ned ad vindeltrappen hurtigere end en hest kan rende. Ud igennem mine slørede øjne kan jeg se Zea stirre på mig tværs igennem rummet. Hun står der bare, indtil hendes moster med et skrækslagent blik hiver hende med ned af de ikke uendelige, snoede trapper.

Septus trækker sig tilbage til en skygge og forsvinder ind i den. Jeg ånder lettet op og bukker sammen. Stød sendes op igennem mine knæ, da mine ben giver efter under mig. Nuradin knæler ned foran mig og lægger en hånd på begge sider af mit ansigt. Hans ansigt nærmer sig langsomt mit, og vores øjne mødes. Hans blik er fuld af hengiven bekymring.

Jeg elsker dig, Amelia, hvisker han til mine tanker.

Kat, hvisker jeg tilbage. Jeg vil så gerne sige noget mere, men det er det enesete ord, jeg kan præstere. Kat.

Han læner sig helt hen til mig, og i en milliontedel et sekund rører vores læber hinanden. Så glider han ned i min skygge, og jeg er alene tilbage i tårnkammeret. Det kildrer, da min og Nuradins energi forenes, og jeg kan mærke alle Nurs år glide over i mine. For første gang, siden han dræbte min familie, er vi faktisk forenet som skygge og ene; den udvalgte.

Det føles, som om jeg eksploderer, selvom jeg ved jeg ikke gør det. Min krop skriger i smerte sammen med mit sind. Da min krop endelig er løbet tør for energi, er tårnværelsets før så hvide vægge sorte som midnatshimlen, intetheden, tvivlen, sorgen, hadet.

Blidt løfter nogen mig op, og jeg vendes ind imod et varmt bryst. En behagelig kølighed spredes fra venstre side af min brystkasse og får min dunkende, værkende krop til at føles lidt mere tilforladelig. Min brystkasse hæver og sænker sig i et afsindigt tempo. Jeg hyperventilerer. Nuradin bøjer sig ned og sætter et blidt kys på min pande. Nur bøjer sit hoved, så en rød hårlok lander på min kind, og hans mund er kun få centimeter fra mit øre.

”Det skal nok gå, killing. Du skal ikke være bange. Det skal nok gå alt sammen, det lover jeg,” hvisker han. Hans ånde kilder mit øre, varm og fugtig. Jeg lukker øjnene og lader tårene strømme ned ad mine stikkende kinder. Det føles ikke, som om alting nok skal gå, men jeg stoler på ham. Han reddede dem. Jeg kan ikke lade være.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...