Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10402Visninger
AA

17. Forsvarskatastrofe

 

”Kom så. Få nu lidt fart på!” Eleonoras stemme skærer igennem den friske morgenluft, der stadig dufter af dug, som en kniv igennem smør. Selvom hendes stemme ikke er til at overhøre, vælger jeg ikke at sætte farten op, som hun befaler. Jeg har lagt mig i det midterste felt, der er lidt bag de hurtigste og lidt foran de langsomste, og det synes jeg ikke, at der er nogen grund til at ændre på nu. Helt forrest kan jeg se Benjamin begynde at sætte farten ned.

De hurtigste elever står allerede og tripper foran Eleonora for at holde på varmen, imens vi andre kommer dryssende lidt efter. Lige bag ved hedes svingende hestehale kan jeg ane Benjamins muskuløse skikkelse. Ud over genkendelse af arter er Eleonoras timer de eneste timer, vi har sammen. At de begge to er tilstede, gør ikke ligefrem timerne bedre, men nu har kamptræning heller aldrig været min favorit beskæftigelse.

De sidste af mine klassekammerater har nu sluttet sig til os, så vi danner en pæn halvcirkel foran Eleonora. Benjamin er stadig synlig bag den svingende hestehale, men jeg vælger at se væk fra ham. Eleonora, der begynder at dele os ind i par, er en dejlig distraktion, uheldigvis varer den ikke længe, da hun beslutter sig for at sætte mig i gruppe med ham.

”Øhm, undskyld? Professor?” spøger jeg lavt, da Eleonora passerer forbi mig for at inddele resten af klassen i tomandsgrupper. Jeg griber fast i hendes ærme, da hun kort efter passerer forbi mig igen uden at have hørt mig.

”Ah. Frøken August, hvad vil du?” spørger hun og vender sig helt om imod mig. Et smil, hvor stramme rynker tegner det endnu tydeligere op, pryder hendes ansigt. Jeg kigger ned på mine hænder og fugter læberne.

”Jeg synes ikke, at det er en god ide. Jeg vil helst ikke kæmpe imod nogen som helst.” Ordene lyder klodsede, da de forlader min mund, men nu hænger de i luften, og jeg kan ikke ændre ordlyden.

Eleonoras øjne ruller en opgivende omgang, inden hun siger: ”Så du er årets udfordring, kan jeg se. Det havde jeg ikke forventet. Frøken August, du skal kæmpe, gå nu hen til din partner, så vi kan komme i gang. Der er ikke nogen risiko for, at du kommer slemt til skade lige foreløbigt. Afsted!”

Det er jo ikke, mig, jeg er bange for, kommer til skade. Jeg gør mine til at komme med en indvending, men hun tilføjer striks, at det ikke er til diskussion. Nogen kommer op på siden af mig, og jeg behøver ikke engang vende hovedet for at vide, hvem det er. De sidste par finder sammen, og Eleonoras stemme skærer igen igennem morgenluftens tykke forhæng.

”Kan I huske, hvad jeg viste jer sidste gang? Det I øvede jer på?” spørger hun og får en enstemmig mumlen retur. Jeg kan næsten høre, hvordan klassens puls ryger en tak i vejret, da hun nævner det. Klassen var så spændt sidste gang, at det ville være et under, hvis de ikke kunne huske det. ”Godt, det er de bevægelser, I skal øve med jeres makker i dag. Det er ikke tilladt at skifte form eller bruge magi, er det forstået?”

Denne gang er det en mumlen ladet med undertrygt spænding, der kommer Eleonoras spørgsmål i møde. Den eneste person, der ikke kommer med en eneste lyd, er mig. De andre par stiller sig op rundt omkring os. Ud af øjenkrogen kan jeg se to piger stille sig foran hinanden og begynde at cirkle rundt, som var det en boksekamp. Bag ved Benjamin styrter en dreng frem imod en tynd pige, der let og elegant træder til side og spænder ben for ham, så han må bide i græsset.

”Amelia?” Benjamin kigger på mig, og en knugende fornemmelse beslutter sig for at tage bolig i min maveregion. Mit hoved falder bagover, og mine øjne kniber sig krampagtigt sammen.

Forsvind. Forsvind. Forsvind. Forsvind, messer jeg lavt i mine tanker, men det nytter ikke noget. Både de prustende lyde og de leglighedsvise udbrud, der omringer mig, bliver hængende i luften. Faktisk har det den helt modsatte virkning, da endnu en lyd føjer sig til samlingen.

”Amelia. Benjamin. Kom så i gang!” Eleonoras stemme er som en knivsæg, der sprætter mit indre op. Jeg får solen direkte i øjnene, så Benjamin blot er en sort silhuet. Noget suser igennem luften, men først i sidste sekund går det op for mig, hvad det er, der suser gennem luften. I sidste øjeblik når jeg at trække lidt til siden, så Benjamins knytnæve suser en halv centimeter forbi mit ansigt i stedet for at smadre det. Han trækker sin arm til sig igen.

Amelia…Amelia… En blid stemme får mig til at vende blikket indad. Jeg ved med det samme, hvor jeg er. Jeg står i et hjørne i en træningssal. Gulvet er dækket af et blødt, gråt materiale, der er optimalt til at slå kolbøtter på. Det ved jeg. Man slår sig ikke, når det ikke lykkes. Men i dag skal der ikke slås kolbøtter. I dag skal der trænes.

Jeg træder tre skridt til venstre, så solen ikke længere forhindrer mig i at se klart. Endnu en knytnæve suser igennem luften med kurs imod mig, men også denne gang undviger jeg med lethed. Mine pupiller udvider sig. Mine læber glider fra hinanden. Mit hjerte sætter farten ned. Verden bevæger sig langsommere. Blodet bruser for mine ører som havet i en konkylie. Endnu et slag kæmper sig vej igennem luften og slår mig i jorden.

Træningssalen er tom. Næsten tom. Midt på gulvet står to mennesker og lidt fra dem sidder en tredje i skrædderstilling. To rødhårede, en sort. Den sorthårede, en lille pige, flytter uroligt på sig. Tydeligvis ikke tryg ved situationen. Hun knuger armene tæt ind til sig.

Det føles, som om en elektriskimpuls baner sig vej igennem mine blodåre og får alt mit blod til at koagulere på sin vej. Det begynder lige over hjertet. Jeg bider tænderne hårdt sammen. Prøver at tvinge impulsen tilbage.

Den ene af de rødhårede, en mand, der står med ryggen til mig, begynder at snakke, imens han viser forskellige angrebs- og forsvarspositioner. Han er smidig. Musklerne spiller under hans hud, og bevægelserne glider ud i hinanden som vand.

Jeg kommer anstrengt på benene. Alt luften er blevet slået ud af mig, og jeg hiver efter vejret. Hårene på mine arme rejser sig under et pludseligt angreb af gåsehud. Mine sanser skærpes. Mine øjne forvandler sig til to vagtposter med falkeblik, der ser alt, hvad der bevæger sig.

Pigens blik flakker. Hun knuger hænderne sammen, så knoerne bliver hvide. Manden siger, at nu er det hendes tur. Hun skal angribe ham. Pigen lader armene falde ned langs siden, hvor de et øjeblik får lov at hænge, inden hun hjemmevant løfter dem op foran sig. Hun træder et skridt frem, men stopper så.

Jeg spreder benene og går lidt ned i knæ, så min balance bliver forbedret. Det tager kun nogle få sekunder, men så er min krop også klar til at udkæmpe en krig. Jeg kæmper for at lukke øjnene, men de nægter at adlyde mig.

Jeg kan se, hvordan manden løfter sine arme. Pigen langer ud efter ham, men han blokerer hendes slag uden de store problemer. Hun træder et skridt tilbage, lader armene falde og blinker kraftigt med øjnene. Mandens arme falder ned langs siden igen, og han rykker sig tættere på pigen, hvis øjne pludselig spiles op.

Benjamin slår ud efter mig igen, og jeg undviger. Jeg kan mærke musklerne i min arm spændes og koncentrer mig om at holde slaget tilbage. Imens bevæger mine fødder sig og holder mig på afstand af Benjamins udfald.

Hun springer frem, langer ud og rammer ham. Hans parader er nede. Hun langer ud en gang til, men han stopper slaget. Hurtigt som en klapperslange trækker hun sig tilbage. Står et øjeblik og betragter situationen. Et spark rammer manden i maven.

Mit næste slag når jeg ikke at blokere i tide. Jeg formår at få taget lidt af kraften af, så det ikke rammer nær så hårdt, som det ellers ville have gjort, men det får stadigvæk Benjamin til at vakle nogle skridt baglæns. Hans øjne bliver overopmærksomme, og hans bevægelser ændrer sig. De bliver mere flydende.

Manden griber fat om pigens arme og knuger hende tæt ind til sig. Hun vrider sig. Prøver at komme fri. Utydelige lyde, hvis betydning ikke er til at tage fejl af, suser over hendes læber. Et øjeblik er jeg bange for, at der skal komme røg ud af hendes øre. Et skrig flænger luften.

Rundt om os er alle tegn på andre kampe forsvundet. Det er umuligt at sige, hvor længe stilheden har omgivet os, men omgiver os gør den. Jeg kan mærke flere blikke i nakken, men jeg har ikke tid til at tage mig af dem. Endnu et udslag fra Benjamins side, får mig bragt lidt ud af balance.

Et par stærke arme lukker sig om min overkrop. Jeg kan mærke et par små bryster presse sig ind imod min rygrad. En fuldvoksen ulv, det er så tydeligt, som dagen er lang. Uden varsel ryger mit hoved bagover. Samtidigt slår min albue luften ud af vedkommende, så grebet løsnes, og jeg fejer det væk.

Den anden rødhårede kommer på benene. Hendes hår svinger fra side til side. Hun skynder sig hen foran manden, der stadig holder den kæmpende pige fast. Selvom armene er klemt ned langs siderne, er benene stadig fri, og da den rødhårede kvinde kommer inden for rækkevidde, sparker pigen ud og rammer.

Jeg fokuserer alt en energi, jeg kan mønstre om at tvinge impulsen tilbage, så jeg kan genvinde den fulde kontrol over min krop. Det lykkes mig at tage en dyb indånding. Den trækker luften ned i min mave, og som en rolig strøm flyder den igennem mine åre og gør mit blod flydende igen. Langsomt omfavner det impulsens udgangspunkt. Det druknes, forsvinder, og sammen med det forsvinder også alle mine kræfter.

”Kat. Kat,” hvisker den rødhårede mand i pigens øre. ”Rolig, Kat.”

Jeg forvandles til en slaskedukke, der bukker sammen på græsplænen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...