Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10406Visninger
AA

4. Første time

 

Sød, liflig saft eksploderer i min mund, da jeg lukker tænderne om en saftig drue. Morgenmadsbordet bugner af ligeså mange mærkelige varianter af morgenmad, som middagsbordet bugnede af aftensmad i går aftes. Jeg nipper til endnu en drue, imens jeg betragter mit skema.

Pernille og Victorias stemmer glider i baggrunden, og deres endeløse diskussion om hvilke tekstiler, der er de fineste, fortoner. Lisa fører et stykke pandekage op til munden, tygger, synker, men deltager ikke i samtalen.

To timers genkendelse af arter, historie og matematik og en times filosofi. Jeg rynker på næsen. Flere af timerne ville jeg helst undgå, men der er ikke meget, jeg kan gøre ved det. Jeg kniber øjnene sammen, tager en dyb indånding og rejser mig op.

”Hvor skal du hen?” spørger Lisa og kigger på mig fra bag en brun hårtot.

”Time,” svarer jeg og sender et kort blik i hendes retning. Jeg når kun få skridt, før endnu en sætning stopper mig.

”Vi har god tid. Du behøver ikke sådan springe op midt i morgenmaden.” Denne gang er det Victorias stemme, der fylder mine øre.

”Anden- og tredjeårgang er forduftet, og jeg har ikke lyst at komme for sent første skoledag,” siger jeg og laver en fejende bevægelse, som omfavner hele salen. De to andre langborde er næsten affolkede, kun en håndfuld elever sidder tilbage ved resterne af deres morgenmad. Lisas mund laver en sjov trækning, inden de alle tre er på benene, og jeg med dem i hælene haster ned af de ukendte korridorer.

Vi træder igennem den mørke trædør med det gyldne ulvehovedhåndtag. Lokalet summer af ophedet mumlen, alle eleverne er spændte på deres første time. Sammen med de andre lader jeg mig glide ned på en stol bagerst i rummet. Endnu en håndfuld førsteårsstuderende smutter ind efter os, så da læreren træder ind, er der ikke en eneste ledig plads tilbage.

”Velkommen, kære elever. Det er dejligt at se så mange nye ansigter. Jeg er professor Phoebe, og jeg har fået æren af at være jeres lære i genkendelse af arter i år. Hvad siger I til at komme i gang?” Hun slår hænderne sammen med et kridhvidt smil om læberne, og hendes stemme svæver lidt for højt over det behagelige. Hendes hår står som en sølvfarvet glorie om hendes ansigt, selvom jeg ikke kan se skyggen af en rynke noget sted på den nøddebrune hud.

Hun drejer rundt om sig selv, så hendes løse sommerfarvede tøj danser om hendes krop, bukker sig ned bag kateteret og fisker en stak bøger frem. Med et bump lander den på det forreste bord, hvor efter den bliver sendt længere og længere bagud, imens den systematisk skrumper ind, indtil der ikke er flere bøger tilbage.

”Hvis I vil være søde at slå op på første side, så vi kan komme i gang,” kvidrer professoren. En blød hvislen fylder mine øre og en tør, krydret lugt min næse. Et diagram stirrer op på mig fra bogens første sider. De to første sider afslører meget mere om bogen, end dens sorte, læderindbundne ydre gør. Sirlige bogstaver snor sig under diagrammet, og snart snor Phoebes stemme sig igennem lokalet. Jeg besværer mig ikke engang med at følge med i teksten, der allerede står indprentet i min hukommelse. Professorens blik glider lysende hen over os alle sammen, da hendes stemme forstummer.

”Er der nogen, der vil genfortælle, hvad vi lige har hørt?” spørger hun ud i lokalet, alle er mussestille. Ingen svarer, ingen rækker hånden i vejret.

”Hvad med dig min ven?” spørger hun og peger på en dreng på anden række. Drengen krymper sig under vægten af alle i klassens blikke, tvunget til at svare på professorens spørgsmål. Et af de der retoriske spørgsmål kun lærer kan stille.

Han rømmer sig og synker, før han svarer: ”Det, du-du lige læ-læste op, for-ortalte om-m-m…” Han hakker sig klodset igennem sætningen, man kan høre ordene slå knuder på hans tunge. Tandhjulene kører på højtryk, da han prøver at få tungen til at makke ret. ”…om ge-ge-gennemsnitsalderen for, hvor-hvor-nå-år vi-vi normalt f-får vores evner,” afslutter han sætningen og sukker let.

Jeg kniber øjnene sammen og kigger væk, inden mit blik igen rettes imod professoren. Hun begynder på en sætning, fisker efter hans navn, så hun kan rose ham.

”Victor Hansen.” Idet mindste stammer han ikke de to ord ud, men de er så lave, at de næsten er uhørlige. Om muligt krymper han sig endnu mere.

”Rigtig flot, Victor,” siger Phoebe, inden hun plaprer videre om alt, hvad der er værd at vide om kræfterne, og hvornår de viser sig første gang. Op, ned, op, ned, op, ned. Min fod vipper i takt med mine øjenlåg, imens jeg prøver at holde fokus. Mine fingre tiptapper hen over bordpladen igen og igen. Enkelte elever besvarer forslaget om et lille eksperiment med et lavmælt ja. Det er åbenbart alt, hvad professor Phoebe behøver, for kort efter er vi i gang.

”Hvor mange af jer har fået jeres kræfter?” lyder hendes første spørgsmål. Alle rækker hånden i vejret.

”Hvor mange af jer fik kræfterne, da I var sytten?” spørger hun, hvortil lige omkring fem elever rækker deres hænder i vejret. Professoren skrabler antallet op på tavlen.

”Hvor mage af jer fik jeres kræfter, da I var seksten?” Lige omkring halvdelen rækker hånden op og bliver noteret på tavlen. Den nervøse dreng, Victor, er en af dem. Da hun gentager spørgsmålet med femtenårige, er resultatet stort set identisk.

”Hvor mange fik deres kræfter, da de var fjorten?” spørger hun og regner tydeligvist ikke med mange oprakte hænder.

Kun en muskuløs hånd ryger op og bliver noteret. Professoren vender sig om imod tavlen og begynder at tegne et diagram meget li det i vores bøger. Det hvide kridt kradser hen over den mørkegrønne tavle med en skrattende lyd. Fra anden række skyder en hånd i vejret. En stammende stemme siger: ”Pro-professor, tallene stem-stem-m-mer ikke. D-der mangler en.”

Hun stopper med kridtstykket halvt løfte, hendes hjerne kører på højtryk, imens hun regner efter. Victor har ret, det ved jeg, jeg behøver ikke regne efter. Et hurtigt kig på tallene viser, at der er en stemme for lidt. Phoebe vender sig om imod os med et lille smil. Hun takker Victor og spørger så, hvem der ikke har stemt. Ingen siger noget, alle har stemt. Eller alle undtagen mig.

Alles blikke begynder at søge rundt i klassen. Jeg krymper mig. Mine fingernegle har næsten boret sig ind i min håndflade. Mit blik er som svejset til bordpladen og de gammelkendte ord på papiret. Sekunderne snegler sig ubønhørligt afsted. Nakkehårene rejser sig, et par blå øjner brænder sig ind i min nakke.

”Du har ikke rakt hånden op, Amelia,” siger øjnenes ejermand. Pernille sidder bag mig med det gyldne hår svingende om skuldrene. Hendes stemme er hverken ondskabsfuld eller på nogle måde ude på at skade mig, det eneste, den gør, er at flyde over med nysgerrighed. Alle øjne lander på mig, jeg bider mig i kinden.

”Hvornår fik du så dine kræfter, søde?” spørger Phoebes flyvske stemme indladende. En stor klump sætter sig fast i halsen på mig, den forhindrer mig i at sige noget. Ved siden af mig hvisker Lisa opmuntrende til mig, men der skal mere end et par ord til at få klumplen væk.

Fjorten. Sig fjorten, Kat, siger min indre stemme mig, men det er ikke de ord, der smutter ud over mine læber.

”Tidligt. Meget tidligt,” siger jeg, og den indre stemme råber af mig.

Fjorten! Sig fjorten, Kat, fjorten, gentager den igen og igen, men da professoren beder mig om at uddybe, er det den rigtige alder, der kommer ud. Forundret mumlen bliver hurtigt forvandlet til ophidset summen.

Jeg skæver forsigtigt ud af øjenkrogen, både mine værelses- og klassekammeraters øjne hviler på mig. Længst fremme i lokalet, stadig med et stykke kridt i hånden, får professor Phoebe endelig samlet sig sammen.

Hun klapper i hænderne for at få alles opmærksomhed, da hun har den, sender hun alle videre til næste time, undtagen mig, selvom der er ti minutter til, at klokken ringer. Da alle de andre har forladt lokalet, den sidste, der går ud, er er en muskuløs dreng med brunt hår, kommer hun hen til mig.

”Hvad hedder du, min ven?” spørger hun, uden at hendes blik på noget tidspunkt forlader mit ansigt.

”Amelia August,” siger jeg. Denne gang husker jeg i det mindste efternavnet. Det virker, som om hun lige skal bruge lidt tid på at forberede sit næste spørgsmål. Da hun endelig stiller det, svarer jeg sandfærdigt, at jeg er sytten år gammel.

Et øjeblik snor hun tænksomt en sølvfarvet hårlok om fingeren, inden hun med knitrende skørter drejer rundt på hælen i et væld af farver.

”Kom, Amelia,” siger hun hen over skulderen, og så er hun ude af døren. Med hastige skridt småløber jeg efter hende. Med min taske, jeg købte for nogle dage siden for mine sidste penge, over den ene skulder følger jeg efter professoren ned ad den ene gang efter den anden. Da jeg spøger, hvor vi skal hen, får jeg bare besked på at følge efter, så det er, hvad jeg gør.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...