Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10427Visninger
AA

39. Forkert

 

”Tror du, hun har det godt?” spørger Victoria hviskende ud i den kolde luft. Nogen rykker på sig, så et tyndt lag sne knitrer skarpt, men tyst. Det er ikke kun sneen, der knitrer. Varme omringer min krop, og flammer slår klirrende imod hinanden.

”Lad mig dog se til hende!” Lisas normalt så blide stemme har fået en skarp, opgivende kant. Noget, nej, nogen bevæger sig under mig. En slank hånd bliver lagt på min skulder. Han svarer ikke, jeg kan i hvert fald ikke høre svaret, så Lisa henvender sig til en anden i stedet for. ”Så sig dog noget til ham, Victor!”

”Hva-va-vad skal je-eg si-sige?” spørger han, og hans stammen står i fuldt flor. Lysten til at le bobler op inden i mig. Lisa vil have Victor til at tage kampen op imod Nur, han ville tabe stort, det er jeg sikker på. Nuradin er bedre både fysisk og med ord. Victor står ikke en levende chance, jo mindre der er tale om matematik, så ville han slå Nur med flere længder. Lisa har været opmærksom, kan jeg høre, hun har lagt mærke til den næsten umærkelige forskelsbehandling, der har fundet sted i forhold til pigerne og Victor.

”Så må du sige noget til ham, Septus!” fortsætter Lisa sin tur rundt blandt dem, der kunne have blot den mindste chance for at rokke Nuradin ud af stedet. Da Septus svarer, kan jeg næsten se hendes ansigtsudtryk. Hvordan håret hænger ned over den ene skulder, armene, der ligger foldet over brystet, de udstrakte ben og øjnene, der ligger hengemt i skygger.

”Glem det, tøs. Jeg blander mig først, når han prøver at flå hovedet af dig.” En blanding imellem et suk og et hvin fylder luften, og det er ikke Septus, den mærkværdige blanding kommer fra.

”Så vidt kommer det forhåbentlig ikke,” hvisker jeg ud imellem mine trætte læber. Små violette stød bliver sendt ned igennem min krop bare, da jeg siger den lille håndfuld ord. Mine øjenlåg glider op, så jeg kan se ud igennem to smalle sprækker, jeg har ikke kræfter nok til at åbne dem mere.

Hånden på min skulder flyver engleblidt hen over min kind og hviler i brøkdelen af et sekund lige ved siden af mit øje. Og min korte sætning sætter gang i en kædereaktion, for først er det hånden, og så er det Lisa.

”Åh Gud, Amelia,” pludrer hun lettet, og hun fortsætter fuldkommen ustoppelig med sin ordstrøm. Efter at hun tredjegang har fortalt mig, hvor bekymrede de har været for mig i præcis de samme vendinger, hopper mine ører fra.

”Pernille?” Jeg samler en stor del af mine kræfter for at kunne stille det simple spørgsmål, uden at jeg rigtigt ved, hvem det er rettet imod. Først dukker hendes gyldne hår op i mit synsfelt efterfulgt af et sæt blå øjne. Røde mærker slynger sig om hendes hals som et halsbånd og enkelte blå mærker på hendes skuldrer og ansigt, men ellers ser hun stort set uskadt ud.

”Amelia,” hilser hun hæst. Hun lyder hverken vred eller bebrejdende, kun en trækning omkring munden afslører, at hun ikke har det helt godt. Jeg tvinger mine fingrer til at stryge hen over de blå mærker, så de forsvinder, inden jeg nær kvæles i et hosteanfald og min hånd styrter igen.

”Undskyld.” Et skævt smil kommer i min retning, da hun skælmsk kommenterer, at jeg ser ud til at have det værre end hende, men en gnavende fornemmelse bliver alligevel siddende i mit bryst. Hånden lægger sig til rette på min kind og sender beroligende varmebølger ned igennem min krop.

”Suppe?” spørger Septus’ stemme stille et sted til venstre for mig. Flammerne danser lystigt om hinanden og lyser den ene halvdel af mit synsfelt op i varme orange farver. En skål bliver rakt ud imod mig, men min arm nægter at række ud efter den. En gang var åbenbart mere end rigeligt for den.

Han flytter på mig. Det ene ben bøjer han op, så han kan læne mig op ad det. Jeg sidder halvt om halvt op støttet af hans ben og bryst, der hæver og sænker sig bag mig. Dunk, dunk, dunk. Jeg stønner, da min skulder begynder at dunke. Et kort jag af smerte løber ned igennem armen, men forsvinder hurtigt i en blød berøring.

Han fører træskeen op til mine læber efter at have pustet på den. Den er varm. Skefuld efter skefuld forsvinder suppen ned i min mave. Nur gør det meste af arbejdet, det eneste, jeg skal gøre, er at synke. For hver mundfuld, jeg får listet ned i maven, føles min krop en smule mindre mørbanket. Ikke at det ikke stadig føles, som om jeg har været ude for et mindre uheld, men det er bedre end en mindre katastrofe.

 

Et tæppe bliver viklet om mig, og først der opdager jeg, at nogen har givet mig en ny trøje på. Rumlen og rumsteren rundt om mig indikerer, at også de andre er på vej i seng, at jeg er den eneste, der bliver puttet, er så en mindre detalje, der ikke har den store indflydelse på noget.

Han ruller mig om på siden, så min ømme skulder vender op. Hans hånd stryger blidt hen over min arm. Lydløse skridt træder rundt om mig, inden et par slidte bukseknæ knæler ned foran mig. Mine læber bevæger sig op ad, men falder hurtigt tilbage til at være en smal, lige streg.

”Det skal nok gå, Kat,” hvisker han, stryger mig over håret og rejser sig op. ”Vi skal nok finde ud af det.” Fødderne løfter sig og rammer jorden igen som nedfaldsblade, efter en håndfuld skridt planter begge ben sig i jorden. To tynde ben stiller dig ved siden af hans og får dem til at se tykkere ud, end de er. Deres stemmer lyder som vinden, der leger imellem bladene i skoven. En utydelig hvisken.

”Amelia?” hvisker nogen fra et sted skråt foran mig. Jeg blinker langsomt for at klare tankerne i et forsøg på at placere stemmen.

”Lisa,” hvisker jeg tilbage med blikket fast fikseret på Nurs ben og med et halvt øre fæstnet til søskendeparrets samtale. Man kan næsten mærker luften vibrere rundt om hende, min tilstand gør det umuligt for mig at afgøre hendes sindsstemning.

”Hvad er det, der foregår imellem jer to?” spørger hun hviskende, som om hun er bange for, at nogen vil høre hende, og måske er det lige præcis, det hun er. De små hjul inde i min hjerne begynder at arbejde på højtryk for at dekryptere spørgsmålet, men det er, som om at uanset hvordan jeg vender og drejer det, vil det bare ikke vil give mening.

”Hvad mener du?” spørger jeg hakkende og så lavt, at det er et under, at hun rent faktisk hører mig.

”Det er forkert, Amelia. Du virkede…skræmt, og nu, du… Kan du ikke se det, Amelia, det er forkert,” remser hun af sig så hurtigt, at jeg kun lige akkurat når at få det hele med. Forkert. Forkert. Forkert. Ordet bliver ved med at drejer rundt i mit hoved som en flue, der summer rundt.

Forkert, forkert, forkert, forkert, messer min hjerne til mig. Min skulder skriger af mig, da min hånd lukker sig hen over mine øre. Hun tager fejl. Hun kan ikke have ret, det kan hun ikke. Hun kan ikke, men alligevel bliver det ene ord, forkert, ved og ved med at hjemsøge mig i mit stille sind. Et støn fylder luften så kraftesløst, at det nærmest er hult.

Humm, hmm, mmmmm, mah, hah, ummhumm. Lydene bevæger sig op og ned på tonskalaen. De samme to linjers melodi nynnes igen og igen. Omkvædet til en sang, der for de fleste mennesker er ukendt, men for mit vedkommende er en af de mest rammende sange, man kan finde.

”Kat.” Mit navn bliver gentaget igen og igen. Han fjerner forsigtigt mine hænder fra mine øre. Mine øjenlåg nægter at lukke sig, vandet løber ud af mine svidende øjne, men de ser ingenting. En kølig bølge strømmer ud over min hud, men den når ikke længere end til min hud. Det tynde lag ekstra hud blokerer dets mulighed for at trænge ind under huden på mig.

For anden gang inden for alt for kort tid lukker hans arme sig rundt om mig og presser sig mig ind til hans bryst. Et jag af smerte udgår fra min brystkasse og videre ud under den tynde beskyttelse, som har lagt sig over min krop. Et kraftigt spjæt tvinger ham til at slippe mig. Jeg ruller ud på jorden med tæppet viklet stramt rundt om benene.

Forkert, forkert, forkert, forkert, messer min hjerne uden så meget som at stoppe for at trække vejret. Mine ører opfanger hans forbitrede bandeord, da han forgæves forsøger at trænge igennem mit nu udvidede skjold.

”A-amelia,” stammer Victor og rejser sig med sit tæppe i armene. Energien omkring ham er rolig, afslappet, og skridt for skridt kommer han tættere på, og så træder han igennem mit skjold.

En beroligende kriblen dækker hele min krop og får mig til at slappe af, selvom den ene beskidte frase efter den anden hagler ned over os, eller Victor for at være helt præcis, jeg tror ikke, at han kunne kalde mig bare en af de ting, han kalder Victor, selv hvis han ville. De bandeord Nuradin før udstødte er intet i sammenligning med dem, han nu hvæser ud imellem sine sammenknebne læber. Victor sætter sig på knæ foran mig, jeg trykker hovedet imod hans skulder, sidende sådan tager søvnen mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...