Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10415Visninger
AA

36. Farvel i Trinovia

 

Husene dukker op i horisonten i løbet af formiddagen som en stor, sort tandrække, der er ved at lukke sig om himlen. De hvide skyer blander sig med den grå røg, som stiger op fra bål og skorstene i og uden for byen. Time for time kommer vi tættere på, og vognene gynger rundt om mig.

Badja laver gadedrengehop ved siden af mig, og Nuradin går bag mig med et gennemsigtigt blik, der ikke ser ud til at se noget. Den krumnæsede dreng nynner en munter melodi, hans humør ryger en tak i vejret for hvert skridt, han tager.

En kold brise griber fat i mit hår og sniger sig ind under mit tøj. Alfavejen er den sidste times tid gået fra hårdt stampet jord til toppede brosten, og i stedet for at være faste under mine fødder, borer brostenene sig op igennem læderhuden under dem. Jeg kan mærke tasken dunke imod min lænd hver gang, jeg tager et skridt.

Det er flere år siden, jeg sidst passerede igennem Trinovia den prægtige hovedstad i Venuma, ikke at den har forandret sig synderligt. Der lugter stadigvæk af røg og afføring, når man nærmer sig byporten, og der står stadig to vagtposter poseret ved porten. Den ene af de to vagter beordrer truppen til at gøre holdt, og lidt efter lidt stopper alle vognene.

”Hætten op,” hvisker jeg over skulderen til Nuradin og kaster et kort blik på ham for at være sikker på, at han gør det. Hætten mørklægger hans ansigt, så kun hagen og noget af næsen er synlig og så selvfølgelig hans smalle læber, men hans hår og øjne er skjult i mørket.

”Jeres papirer,” lyder en kommanderende stemme. Den er lys af en mandsstemme at være, men det gør den ikke mindre myndig. Med faste skridt skræver jeg forbi de mange vogne, indtil jeg når den forreste. Kerun kigger ind i den forreste vogn, hvor jeg kan høre Gammelmor rumstere rundt for at finde de påkrævede papirer.

”Papirerne,” gentager den lyse mandsstemme. Kerun spænder i armene, så hans tatoveringer bliver vagt til live af de spillende muskler. Hans tatoverede isse hopper frem og tilbage. Han vender sig om imod vagterne og åbner munden.

”Et øjeblik, så skal jeg være der,” siger han og slår beklagende hænderne, der mere ligner nogle, der tilhører en smed end en historiefortæller, sammen og havde han ikke været gøgler, var han nok røget i flint allerede. ”De må have forputtet sig et eller andet sted.”

”Vi har ikke hele dagen,” tilføjer den anden vagt med ildevarslende stemme. Jeg lader mit blik glide vurderende hen over dem. Manden med den lyse stemme er mørkhåret og kan knapt nok kalde sig for en mand. Den anden er en muskuløs mand, der ser ud til at være sidst i trediverne, ingen af dem ser ud til at udgøre den store trussel.

”Jeg vil foreslå, at I flytter jer og lukker os ind,” siger jeg med en stemme lige så faretruende som den muskuløse mands. Nu er det vagternes tur til at lade deres blikke glide hen over mig. Ham med den lyse stemme slår en hård latter op, og den anden mand stemmer hurtigt i med sin egen ru version.

”Hvad er det, I finder så underholdende?” spørger jeg i samme skræmmende tonefald som før.

”Vis os papirerne eller bliv ude, sådan er reglerne, lille frøken,” siger den ældste af de to vagter. ”Hvis alle dagdrivere bare blev lukket ind, ville byen jo vrimle med skidtfolk.”

”Var dig dine ord, du kunne jo gå hen at gøre nogen sure,” hvisler jeg ud imellem sammenbidte tænder og sætter et smil på, der lover alt andet end godt. Jeg kan føle flere blikke i nakken. Det ene er Keruns, og det andet afslører sig slev, blidt, når det kigger på mig, men faretruende, når det rammer vagterne. Han bryder sig slet ikke om det. Resten af truppens blikke er også boret ind i min ryg.

”Gammelmor, kom så med de papirer,” hvisker Kerun ophidset til den gamle kone, og hun sætter febrilsk tempoet op. Keruns blik flakker imellem mig, vagterne og Gammelmor inden i vognen, bange for, at en af os vil rive hovedet af den anden, inden papirerne er fundet.

”Det er dig, der skal passe på, lille frøken,” hvæser den ene vagt til mig, og jeg kan ikke lade være med at more mig. Han har ingen ide om, hvad jeg er. En vejrtrækning får mine energier til at slippe løs, og med et fortætter de luften omkring mig som en lavt hængende uvejrssky. Hele min krop slapper mærkbart af, da jeg ikke længere holder dem indespærret. Der er ikke noget som at kontrollere ens energier, der kan få en til at spænde i skuldrene.

”Åh, der tager du grueligt fejl, min ven,” hvisker jeg med honningblød stemme. Jeg slikker mig om munden og træder helt op til de to mænd. De er begge to højere end mig, og at stirre ondt på dem er noget af en udfordring, men heldigvis har jeg en del træning i at løse den slags udfordringer.

”Skyggejæger, siger det dig noget?” spørger jeg uden at vente på et svar. ”I skal bare lukke os ind uden at stille spørgsmål.”

Den ene vagts ansigt fortrækker sig i en underlig, tvivlende grimasse, der får ham til at se temmelig komisk ud, men han får hurtigt styr på sin mimik igen. Den anden vagtpost, ham med det mørke hår og den lyse stemme, er ikke sådan at slå af pinden, ikke at jeg havde regnet med, at han var.

”Undskyld, lille frøken, men du er ikke en skyggejæger,” griner den yngste vagt, så hans uniform hopper på hans veltrænede mave, der ikke vil gøre ham spor godt i en nærkamp med mig, men som helt bestemt er dekorativ.

”Ikke? Hvad er jeg så, om jeg må spørge?” De to vagter udveksler blikke med hinanden, inden den ældste begynder at undersøge mine energier, der syder og sprutter i luften rundt om mig efter for lang tids fageskab.

”Øh, skyggejæger, frøken,” stammer han og strammer grebet om sit våben så meget, at hans knoer bliver hvide. Jeg smiler og træder et skridt tilbage.

”Hvad siger I så, kan vi komme ind nu?” spørger jeg og stryger håret om bag øret. Gammelmor holder op med at rode febrilsk rundt inde i vognen, og Keruns blik går fra ængsteligt til noget, der i hvert fald ikke er mere afslappet.

Vagterne træder til side og vinker vores vogne igennem porten. Stille og roligt sætter først den ene vogn og så den næste sig i bevægelse og forsvinder ind på Trinovias allerede overfyldte gader, hvor handlende og almindelige dødelige trækker til siden, så vogntoget kan komme forbi.

Da Nuradin når mig, stopper han op ved siden af mig med hætte trukket ned over ansigtet. Hans arm sniger sig rundt om livet på mig og havde det ikke været for de to tykskallede eksemplarer af vagtposter, der stod placeret foran os, gjorde jeg mig fri af den.

”Det var da ikke så svært,” smisker jeg, da den sidste vogn vuggende er trillet forbi. Jeg giver den ene vagt et dask på skulderen og vader ind efter truppen, der allerede er på vej dybt ind imellem de tårhøje, faldefærdige huse, der skråner ind imod hinanden som gamle mænd på en bænk.

 

Over os står solen lavt på himlen, men ikke så lavt, at det er en dårlig ide at fortsætte sin vandring. Vognene stopper på en tom plads dybt inde i byens labyrintiske vejsystem, i aften vil der ikke blive slået telte op, i aften vil de sove under bugen på deres vogne.

”Katharina,” siger Kerun, da jeg stopper foran ham. Nuradins arm hænger nu slapt ned langs hans side og ikke slynget om mit liv.

”Kerun,” hilser jeg tilbage og lukker min hånd om hans. Jeg smiler blidt til ham og studerer de farverige tatoveringer, der slynger sig hen over hans ansigt.

”Vores veje skilles vist her, hvis jeg ikke tager meget fejl,” siger han og smiler trist. ”Far vel, Katharina, far trygt.”

Jeg smiler til ham og gentager hilsenen, inden jeg omfavner ham. Efter ham går turen videre til Badja, der triumferende hvisker, at han havde ret, jeg er skyggejæger, og Gammelmor, så Bjerget Bako og selv ilddanserne får et kram med på vejen. Jeg kan mærke, hvordan de holder lidt strammere end nødvendigt, da de krammer mig, og de hvisker samme hilsen, som Kerun brugte i mit øre, inden de slipper mig.

”Far vel, far trygt, Katharina, det har været en fornøjelse at have dig hos os. Jeg håber, vi ses igen,” hvisker Bako og giver mig et ekstra kram, inden han lader mig gå. Jeg smiler til dem og vinker, inden Nuradin og jeg forsvinder i menneskemylderet.

 

Jeg trækker Nuradin med mig, da jeg presser ryggen op imod en stenmur i en smal gyde, der stadigvæk emmer af solens hede. Med fingerspidserne på den ene hånd trækker jeg den grove hætte henover hans hår, som bliver sat i brand af solens stråler. Med fingrene på den anden hånd trækker jeg hætten på min egen frakke op, så også mit ansigt henlægges i skygger.

”Hvor langt fra byen venter Septus?” hvisker jeg så stille, det er muligt, hvis han stadigvæk skal kunne høre, hvad jeg siger. Han svarer mig i samme lavmælte tonefald, at hun er lidt under en halvdagsrejse fra Trinovia.

”Godt, jeg håber, de er udhvilede. Vi skal så langt væk, vi kan, så hurtigt vi kan,” mumler jeg og kaster et blik over hans skulder. Den lyshårede, spinkle kvinde, der går side om side med den noget mere muskuløse dreng, er gået forbi os. Et hurtigt blik fra højre til venstre afslører, at det kun er Una og Benjamin, der er tilstede lige nu.

”Hvad sker der, Kat?” spørger Nur, da jeg trækker ham med igennem de myldrende mennesker, som omringer os. Jeg stopper op på et gadehjørne og vender mig om.

”Kan du se de to der?” spørger jeg og peger i retning af Una og Benjamin, da Nur nikker, fortsætter jeg. ”Han er min fætter.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...