Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10433Visninger
AA

25. Farvel alle sammen

 

Som at svæve på en blød sky, sådan føles det at sidde på sengen med en rosenduftende hovedpude i nakken. Klokken nærmer sig de elleve, og solen er for længst blevet afløst af månen. Nu blinker stjernerne om kap med hinanden på den mørke himmelbue, og sytten par øjne hviler på mig, men i et kort sekund er det muligt at ignorere dem og bare nyde nattens skønhed.

”Hvad er du?” spørger manden, der også førte ordet under træning tidligere på dagen. Mine øjenlåg åbner sig halvt, så jeg kan se på dem ud igennem en smal sprække dækket af lange, sorte vifter. Grundigt overvejer jeg, hvad jeg skal sige, jeg kommer frem til, at sandheden er bedst. Sandheden er så en samtale, som kræver, at man kan se ordenligt på hinanden. Træt retter jeg mig op og flytter puden fra nakken og hen til skødet i stedet for.

”I kan jo begynde med jer selv. Det nytter jo ikke noget at holde noget tilbage, der kunne være vigtigt,” siger jeg og vælger at tilføje noget, Una og Benjamin sagde til mig for nogle dag siden. "Hvis ikke I fortæller mig det hele, kan jeg jo ikke hjælpe jer.” Det er sjovt at se deres blikke. De kigger på hinanden og uden at sige et eneste ord, når de frem til en fælles beslutning.

”Vi holder ikke noget skjult, Amelia,” siger manden og smiler, så hans tænder blottes.

”Hvad hedder du?” spørger jeg, da jeg ikke lige føler for at vrisse af en navnløs mand.

”Marcus,” siger han. Pænt navn må jeg indrømme, jeg har altid godt kunne lide navnet Marcus.

”I kunne jo starte med at indrømme, at både Una og Benjamin er jægere også. I kunne også fortælle mig, hvorfor der er sytten skyggejægere på skolen,” siger jeg. ”Så nej, Marcus, I holder slet ikke noget skjult.” Med den mest sarkastiske stemme, jeg kan mønstre, vrænger jeg det sidste. Hans øjne flakker, det samme gør et par af de andres. Afsløret. Nogen rømmer sig. Jeg drejer hovedet.

”Vi er her på grund af halskæden,” siger en pige, jeg straks genkender som min mørkhårede sengenabo. Hedes ene mundvig bevæger sig prøvende opad. ”Den må ikke falde i skyggernes hænder, og her var en skygge for nogle uger siden.”

”Fortsæt,” siger jeg indbydende. En anden jæger tager ordet og siger, at kun skyggejægere må kende til halskædens eksistens. Jeg lader blikket glide hen over dem, jeg kender. Una og Benjamin ser lettere flove ud. Marcus bider sig i underlæben, og Pega står skødesløst lænet op ad en sengestolpe. Så må jeg vel bare forklare dem, hvem og hvad jeg er, inden de udleverer de sidste brikker til puslespillet.

”Godt,” siger jeg uden helt at vide, hvor jeg skal begynde. ”Lad mig se.”

Jeg funderer lidt over mit liv. Det nemmeste må være bare at spring ud i det, beslutter jeg mig, og så begynder jeg: ”Amelia, sytten år, skyggejæger. Min mor hedder Urvashi, min far hedder Carlos, og min bror hedder Johan.”

Marcus’ blik flakker imellem Pega og mig. En del andres blikke kan heller ikke helt bestemme sig for, hvor de vil lande henne. Pegas næse er udspilet, hendes krystalklare øjne har forvandlet sig til dybfrosne, krystalklare skovsøer.

”Urvashi og hendes familie blev dræbt for seks år siden. Ingen overlevede.” Hendes stemme er ligeså kold som en istap. Det kan jeg ikke bebrejde hende.

”Ikke alle døde,” hvisker jeg og blinker tårene væk. ”Mine forældre jagede en skygge, til sidst lykkedes det dem at opspore den og dræbe den.” Min stemme er følelsesløs, da jeg fortsætter. ”Efter at have dræbt hende, tog de os med til en afsides liggende hytte. De mente, at det var bedst at holde lav profil for et stykke tid. Vi havde været der et par dage, da det skete. To skygger angreb os. Min far var den første, der døde.”

Min fars sidste ord farer igennem mit hoved. ”Forsvind!” Tonefaldet er hårdt og kommanderende. ”Du har ingen ret til at være her. Ud nu! Du har intet at gøre her. Forsvind nu, inden nogen kommer til skade.” Det er far.

”Min bror handlede hurtigt og gemte mig i skabet. Min mor prøvede at stoppe dem, de dræbte hende.”

”Hold jer fra dem. I rør dem ikke!” råber hun. Jeg kan hører en høj lyd. Noget sprænges. Så kun stilhed. Johan skubber mig ind i skabet. Min mors sidste gerning var at beskytte mig og min bror. At give os tid nok til at gemme os.

”Vær stille og bliv her uanset hvad, Ammi. Forstår du det, Ammi?” Jeg nikker stumt, og han skubber skabsdøren i med et voksent udtryk i ansigtet. Skrapt lys. Et brag. Johan bliver kastet tilbage ind ad døren. Jeg presser hænderne hårdt imod munden. Jeg skal være helt stille. Tårene strømmer ned ad mine kinder.

”Skyggerne dræbte også min bror. Det var på det tidspunkt, jeg opdagede mine kræfter. De forhindrede mig i at dø. Skyggerne satte ild til hytten, da de gik.”

Jeg stopper overvældet af mindet. Det virker, som om det var i går, selvom det i virkeligheden er lidt over seks år siden efterhånden. Jeg kan mærke tårene brænde bag mine øjenlåg, men jeg tvinger dem tilbage. Jeg vil ikke græde foran dem. Jeg bliver nødt til at fremstå stærk, hvis det her skal gå godt. Med kølig stemme spørger jeg, om der er mere, de vil vide. De kigger frem og tilbage imellem hinanden. De ved ikke, hvad de skal sige.

”Hvorfor er du her? Hvordan? Hvor længe har du vidst, at Una og Benjamin er jægere?” En lang række spørgsmål lyder rundt om mig. De har alle sammen noget, de gerne vil vide. Jeg fugter mine læber og trækker den beroligende, vammelsøde duft af roser ind.

”Jeg stak af. Sådan er det bare. Siden den dag i Phoebes timer, hvor vi skulle bestemme racer.” Jeg svarer på spørgsmålene i samme rækkefølge, de bliver stillet. Min næse og min mund fortrækker sig i en utilfreds grimasse. Race er sådan et grimt ord. Det smager grimt i munden.

”Kan du bevise, at du er jæger?” spørger Pega. Hun vil åbenbart ikke accepterer, at jeg er en del af familien. Jeg ruller opgivende med øjnene. Hvad tager hun mig for? Selvfølgelig kan jeg det. Jeg går ikke rundt med skyggejægersymbolet på skulderen for ingenting. Jeg vender ryggen til dem og trækker ned i blusen, så min venstre skulder blottes.

”Du kender os nemt på vor ryg

Hvor mærket sidder så trygt,” nynner jeg, da jeg stryger en hånd igennem håret, inden jeg vender tilbage til min forrige position. Jeg samler hovedpuden op igen og strækker benene ud foran mig. Både Benjamin, Una, Marcus, Pega og min sengenabos blik er klistret til venstre side af mit ansigt. Spørgende løfter jeg øjenbrynene.

Benjamin prøver at formulere noget, men det mislykkes. Hans hånd flagrer der, hvor hans striber kommer til at sidde. Så går det op for mig, hvad de alle sammen stirrer på. Jeg trækker ud i en hårlok, og rigtigt nok snor en knaldrød stribe sig tværs igennem den.

”Du kender os nemt på vor hår

Hvor to striber tydeligt fremstår

Den venstre viser vor styrke,” citerer jeg den samme børneremse, som de yngste af børnene legede til tideligere på dagen. ”Den glemte jeg at nævne, gjorde jeg ikke?” griner jeg.

”Jo, det gjorde du,” siger Una lavt. Jeg lader dem nyde synet af min stribe lidt længere, inden jeg beslutter mig for at rykke videre. Vi kan jo ikke bruge hele dagen på det.

”Hvad er det så med den halskæde?” spørger jeg. Nu ved de, hvad jeg er, at jeg er en af dem. Åbenbart er der ikke nogen af dem, der brænder efter at svare. Efter flere sekunders stilhed, ender det med at pigen, der bragte den på bane også uddyber.

”Det er den første jægers halskæde.”

 

Kort efter midnat er alle jægerne gået i seng. Den blide lyd af stille åndedrag fylder nattemørket. Jeg anstrenger ørerne for at være sikker på, at alle sover. Så vidt jeg kan høre, er der ikke nogen vågne. Forsigtigt svinger jeg benene ud over sengekanten. Jeg smutter fødderne ned i mine sko, rejser mig op. Fra under sengen hiver jeg min taske frem, alt mit tøj ligger allerede i den.

Jeg sætter den fra mig på dynen og åbner den. Langsomt træder jeg op på sengekanten, så jeg kan nå drømmefangerne, jeg har hængt op. Efter at have lagt de tre drømmefangere i tasken, lukker jeg hånden om vindspillet, så det ikke begynder at rasle. Også vindspillet ender i tasken, inden jeg trækker lynlåsen i.

I døren vender jeg mig om og kaster et sidste blik på sygeafdelingen, hvor jeg har tilbragt størstedelen af min tid på skolen. Jeg trækker døren til bag mig og begynder at gå ned ad gangene. På den lange gang med de mange værelser tilhørende førsteårseleverne stopper jeg. Da jeg står foran døren ind til mit gamle værelse, nægter mine ben at gå længere.

Døren er åben, før jeg når at tænke. Uden tøven træder jeg ind. Jeg vækker først Lisa, så Pernille og som den sidste Victoria. Overraskelsen lyser ud af dem alle tre. Pernille sætter sig op i sengen med dynen trukket sammen om sig. Både Lisa og Victoria kravler ned fra deres overkøjer og sætter sig på skrivebordsstolene.

”Hvad laver du, Amelia?” gaber Lisa træt. ”Det er midt om natten.”

Jeg kigger på dem, jeg kan mærke, hvordan mit hjerte synker i brystet på mig. Et trist smil breder sig over mine læber. Jeg kigger ned, kan ikke se dem i øjnene.

”Jeg ville bare sige farvel, tror jeg.”

Deres blikke borer sig ind i min nakke. Der går et stykke tid, før det går op for dem, hvad det betyder. Det er ikke helt gået op for mig endnu, så jeg giver dem den tid, de har brug for.

”Amelia.” Lisas stemme får mig til at se op. Vi har begge to tårer i øjnene.

”Jeg rejser,” hvisker jeg. ”Men jeg blev nødt til at sige farvel først. I har været fantastiske alle sammen.” Jeg rejser mig op og hanker op i min sorte taske. Victoria kommer hen til mig og slår armene om mig.

”Farvel,” hvisker hun i mit øre. Også Pernille trygger mig ind til sig, og hvisker en farvelhilsen i mit øre. Lisa står foran mig og kigger mig i øjnene. Pludselig ligger hendes arme om mig og mine om hende. Jeg begraver ansigtet i hendes skulder. Da vi trækker os væk fra hinanden, er vores øjne blanke. Hendes hænder hviler stadig på mine skuldrer, da hun siger: ”Far trygt og far vel, Amelia. Vi kommer til at savne dig. Husk os.” Og så slipper hun.

 

Ude på gangen igen ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg har mest af alt lyst til bare at forsvinde i ly af mørket, men der er en til, jeg bliver nødt til at sige farvel til. Hvert eneste dørskilt bliver nøje undersøgt, inden jeg finder det navn, jeg leder efter. Jeg træder ind og kigger mig omkring. Han ligger i den nederste, venstre køje. Han er ikke nem at vække, men det lykkes mig. Min pegefinger hviler mod hans læber, så han ved, at stilhed er påkrævet. Jeg sender ham et forsigtigt smil. I det dunkle lys på værelset ser hans hår næsten brunt ud.

”Hej,” hvisker jeg.

”Hvad laver du her?” hvisker han tilbage, da jeg har flyttet fingeren.

”Siger farvel,” siger jeg og betragter hans ansigt. Med et sæt sætter han sig op, han slår hovedet ind i overkøjen på vejen. Drengen i den anden underkøje vender sig i søvne. Det er Jack, kan jeg konstatere, da jeg kaster et kort blik i hans retning. Hans buttede krop er ikke til at tage fejl af selv i søvne.

”Amelia!” stønner han ud imellem sine sammenbidte tænder.

”Farvel, Victor Hansen,” hvisker jeg og skal til at rejse mig, da han lukker sine arme om mig.

”På gensyn, Amelia,” hvisker han, idet han slipper sit tag.

 

Ude på alléen vender jeg mig om og kaster et sidste blik på Kompasset. Mørket hylder sig om det, og kun ganske få lys oplyser nogle få vinduer. Tårene løber i en lind strøm ned af mine kinder. Jeg har ikke lyst til at forlade Victoria, Pernille, Lisa eller Victor. Selv Jack og Emil, som jeg ellers knapt har snakket med, får en tåre med på vejen, men jeg bliver nødt til at gå.

Det er vigtigt, at jeg finder nogen svar, det kan jeg mærke. Skyggejægerne var ikke videre meddelsomme, hvad Den Førstes Halskæde angik. Den Førstes Halskæde, som af en eller anden mystisk grund har valgt at begrave sig selv under min hud ved siden af mit hjerte. Jeg bliver nødt til at finde svar, og der er kun et sted, jeg kan få dem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...