Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10433Visninger
AA

23. Et nøk på smilometeret

 

Teoretisk set burde jeg kunne deltage i undervisningen nu, da det er helt sikkert, at jeg ikke er besat, men så simpelt er det ikke. Hver gang jeg træder ind ad døren til en ny time, bliver jeg overhældt med nysgerrige, nervøse og uvenlige blikke. Ikke kun fra eleverne, selv nogle af lærerne er utrygge ved mig. Professor Phoebe er en af dem.

Jeg ser ikke frygteligt meget til mine tidligere værelseskammerater, da jeg af uvisse grunde stadigvæk er tvangsindlagt til at sove på sygeafdelingen. Victor holder sig på lang afstand af mig, men af og til fanger jeg ham i at skæve til mig, men ligeså snart jeg kigger på ham, er han væk. Benjamin lister rundt i hælene på mig hele tiden, og skyggejægernes tilstedeværelse vækker nogle instinkter, der meget længe har været pakket langt, langt væk.

Endnu et par fodtrin slutter sig til Benjamins bag mig. Et diskret blik over skulderen og det karakteristiske blonde hår, der er sat op i en stram hestehale, afslører øjeblikketligt, hvem det er. Det eneste mystiske er, at hun burde være på vej til time i den anden ende af bygningen.

”Benjamin, har du hørt det?” lyder hendes overentusiastiske stemme.

”Hørt hvad?” mumler Benjamin halvtvært, men det lader ikke til at gå Pernille på.

”De vil træne ude foran skolen, skyggejægerne.” Pernilles stemme går fra entusiastisk til nervøs, da hun tøvende fortsætter. ”Jeg tænkte ligesom på, om du ikke ville med hen og se det, sammen med mig…”

Mine ører har ikke lyst til at opfange Benjamins svar, men kedeligt nok har de ikke noget valg. Ikke fordi jeg ville have noget imod at høre Benjamins undskyldning, men jeg har ikke lyst til at høre Pernille blive såret. Med et strålende solskinssmil vender jeg om på hælen og stopper op. Mit smil bevæger sig et nøk eller to højere op på smilometeret, da jeg ser Benjamins ansigtsudtryk.

Hans øjenbryn er trukket sammen, så en rynke træder frem lige over hans næse. Hans kæbemuskler er spændte, og hans mund åbner og lukker sig, som en fisks ville gøre det på landjorden. Han ligner virkelig en fisk i det forkerte element. Store, stygge skygger kan han klare, men lille, harmløse Pernille kan han ikke håndtere.

”Skal I se skyggejægernes træning?” spørger jeg i det samme tonefald, som Pernille anvendte for lidt siden, og det skærer mig i ørene. Jeg foregiver at være utroligt spændt over noget, der for nogle få år siden, nærmest var min dagligdag. Jeg redder Benjamins røv, fordi Pernille er min veninde. Jeg håber, at han idet mindste vil udvise pli nok til ikke at komme med et fornærmende udbrud.

”Jeg var på vej der hen nu. Kom, så kan vi følges,” tilbyder jeg med et stort smil og tager Pernille under armen. Under den anden arm får jeg plads til et noget modvilligt hankønsvæsen med meget store muskler. Pludrende går Pernille og jeg afsted efterfulgt af en tavs Benjamin. Omkring halvvejs lægger jeg mærke til Pernilles nye duft, ikke at jeg lagde mærke til hendes forrige, men denne her er…dejlig frisk, tror jeg, beskriver den bedst. Med en hemmelighedsfuld mine læner jeg mig tættere på hende og hvisker, at ingen kan stå imod den duft.

 

Hundredevis af stemmer rammer os som en lydmur, da vi træder ud af slottes porte. Sammen danner stemmerne en utydelig mumlen, der sender svage vibrationer op igennem min brystkasse. Indtrykkene overvælder mig, og et øjeblik lader jeg dem gøre det.

Plænen er proppet med elever. Unge mennesker, der snart vil træde ind i de voksnes rækker, og unge mennesker, der allerede for mange år siden lagde barndommen bag sig. Det er det rene farvekaos, menneskemylder. Kun en mindre gruppe står helt stille midt på plænen. Skyggejægerne.

”Du kender os nemt på vor hår

Hvor to striber tydeligt fremstår,” synger en pigestemme, og på trods af larmen når den mig uden problemer. Jeg genkender straks melodien og teksten, og jeg kan ligefrem se de trin, der følger med ordene.

”Den højre viser vor styrke

Nu må du bære den byrde,” svarer to drenge stemmer, ligesom vi træder ind imellem de mange mennesker, indtil vi slår os ned på en lille plet med frit udsyn til jægerne. Vi dumper ned på græsplænen med Pernille i midten, så Benjamin bliver tvunget til at tale med hende.

”Det er at have sin kræft

En byrde vi altid har haft,” synger to nye børnestemmer. Mit blik låser sig fast på de fem børn, som står midt imellem alle de voksne. De sidste, der sang, laver trinnene, der passer til linjerne. Den ene laver et perfekt cirkelspark, den anden undviger og laver en baglæns koldbøtte.

”Du kender os nemt på vor hår

Hvor to striber tydeligt fremstår,” messer pigen og ryster på hovedet, samtidig med at hun går i bro, fortsætter op på hænderne og lander på fødderne. Jeg holder øje med de fem børn, imens de afslutter den strofe, de er i gang med, inden de begynder på tredje og sidste strofe.

Det varer ikke længe, før nogle sætter sig ned bag ved os. Ud fra snakken at dømme er det en håndfuld drenge og for min skyld, må de gerne beholde deres diskussion for sig selv, men uden selv at ville det, suger samtalen mig til sig, som en magnet suger et søm til sig.

”…bedste,” siger den ene stemme.

”Hvad så med skyggerne?” Der er en let tøven før det sidste ord bliver udtalt, men ellers er der intet.

”Nogen af dem kan godt måle sig med skyggejægerne. Jeg har hørt, at nogle af de stærkeste og bedste skyggejægere er dem langt overlegne.” Det er den første stemme igen, og nu tager min nysgerrighed over.

”Hvad så med ham der?” spørger den anden dreng, hvis runde ansigt og brune øjne nemt kunne lede mig på vildspor i forhold til, hvem han er i familie med.

”Hvad er der med ham?” spørger jeg nysgerrigt de to drenge bag mig. De kigger begge to mærkeligt på mig. Til sidst svarer Emil, at han skulle være den bedste kæmper på hele skolen, hvis man altså tror på rygterne. Jeg smiler underspillet, for jeg kender tilfældigvis et par elever, der kunne slå ham til plukfisk.

”Han har ikke en levende chance,” fastslår den første, helrunde dreng fast. Jack Belzeboop, min sidekammerat fra velkomstmåltidet. Han er åbenbart et omvandrende opslagsværk, han virker til at have et enormt kendskab til alt, der bare tænker på at have noget med magi at gøre. Han har vidst noget om alt indtil nu.

”Ingen på hele skolen har en chance, hvis det kom til en kamp, bare vendt og se,” fortsætter Jack ufortrødent. Emils opmærksomhed er fast fokuseret på Jack og hvert eneste ord, der forlader hans læber. Jeg kan ikke lade være med at smile, for normalt ville han jo have ret, men lige nu hersker der langt fra normale omstændigheder her på stedet.

Jeg borer fingrene ned i den kølige jord, så græsset sætter sig under mine fingernegle, ikke at der er meget at sætte sig under. Mine øjne tæller græsstrå, da jeg slynger ud, at der mindst er tre på skolen, der ville kunne klare en af skyggejægerne. Og når man taler om solen, skinner den. Min redning, så jeg slipper for at forklare. Nu kan jeg istedet vende min opmærksomhed mod jægerne.

De danner en løs cirkel, femten stykker med en meters penge imellem sig. En mand, jeg ikke har lagt mærke til før, træder et skridt frem. Noget ved ham får mig til at tænke på Benjamin, måske hans måde at bevæge sig på og det runde ansigt. Hans stemme skærer sig igennem den kollektive mumlen, og der breder sig en total tavshed. Lidt til venstre for mig kan jeg se alle skolens voksne stå forsamlet. Eleonora og Una er de eneste, der ikke ligner skoleeleverne på deres fremtoning.

”Par. Nedefra. Reglerne.”

Pernille hvisker spørgende, hun ved ikke, hvad han mener. Hendes uvidenhed lader sig spejle i mange af de andres lavmælte samtaler. Jeg river en tot græs op og begynder at nulrer den imellem fingrerne. Mageligt strækker jeg benene frem og støtter mig på den ene hånd. Det her skal nok blive sjovt. Det er mange år siden, jeg sidst så en træningskamp imellem jægere. Trods de mange år hænger træningssproget stadig fast, ligesom så meget andet også gør det.

Manden vil have jægerne til at dele sig op i par, de yngste kæmper først, reglerne skal overholdes. Ingen dødelig magi, ingen dødelige kvæstelser. Såresimpelt, hvis man kan afkode meningen bag sætningerne, der er blevet kogt ned til enkeltstående ord.

To drenge, de er måske fire eller fem år yngre end mig. De stiller sig overfor hinanden og udveksler kort navne, inden de begynder. Formentligt kender de godt hinandens navne allerede, men det er kutyme at præsentere sig selv før en træningskamp.

De to drenges kamp er guf for øjet. De bruger ikke unødvendigt lang tid på at cirkle om hinanden. Deres overblik er forrygende, deres bevægelser er glidende. Den ene, en ranglet fyr, langer ud efter den andens hoved. Den lyshårede dreng undviger instinktivt, men den ranglede rammer ham hårdt i maven. Lynhurtigt er de begge to klar igen.

En let brise fejer igennem hans lyse hår. Han sender en energikugle af sted imod sin modstander, ikke noget farligt, bare en lille, lysende boldt. Den ranglede sætter et skjold op og lægger derfor ikke mærke til den lyshåredes næste træk. Et slag går ind lige på den rangledes kæbeben, men det ser ikke ud til at have nogen som helst effekt.

Med hungrende øjne opsluger jeg alt, hvad de fortager sig. Jeg har det som en sultende, der endelig står over for et måltid. Det er vidunderligt. Kampen varer ikke mange minutter, og så er det slut. Efterfølgende bruges der noget tid på at gennemgå fejlene, rette enkelte detaljer og rose god taktik og teknik, inden de næste to kæmpere træder frem. De er ligeså fantastisk, som jeg husker dem. Træningskampene altså.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...