Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10424Visninger
AA

22. En ubehagelig undersøgelse

 

Mine spinkle fingrer holder godt fast i min mors bluse. Vi er omringet af fremmede mennesker. Vores familie. De andre jægere. Det er næsten midnat, men på trods af det sene tidspunkt har jeg ingen problemer med at holde mig vågen. Det er næsten tid. Mine små fødder bevæger sig fremad, men jeg bliver stående, kun min næsten elleveårige krop træder nærmere bålet.

Med nød og næppe når min mor at gribe fat i min krop, inden den vandrer ind i flammerne. Hun tager mig op på armen og løfter sin pegefinger belærende. Jeg træder rundt om hende, så jeg kan se hendes ansigt. Hun prikker mig på næsetippen, og både hendes moransigt og mit barneansigt flækker af grin.

Hvis tårene ikke havde været en fysisk reaktion, var jeg begyndt at græde, men her har jeg ingen krop. Ingen tårer. Far lægger armene om os, samtidig med at min bror og en håndfuld andre børn på samme alder træder frem. En ældre mand begynder at tale. Jeg bliver suget væk. Væk fra ilden. Væk fra min familie. Jeg kan høre ekkoet af min bror og de andre, der aflægger skyggejægereden for første gang, inden mørket omslutter mig.

Ildtungerne æder sig vej igennem mine arme, selv uden fysisk form kan jeg mærke deres svitsende varme. Jeg styrter ud af døren, gispende efter luft, der ikke er der. Kun røgen fylder mine lunger. Fortumlet vælter jeg omkuld på den svedne græsplæne ude foran. To sorte silhuetter står på en bakketop ikke så langt fra mig, den ene bærer på noget.

Mig.

Selv så langt fra ilden, som jeg er, kan jeg mærke hedebølgerne overstrømme mig. Luften nægter at fylde mine lunger. Røgen fremkalder tårer i mine øjne, får dem til at svi. Min hud sitrer. Mit hår krøller sig sammen, og nogle steder er det blevet svedet delvist af. Mine lunger skriger efter luft. Hyperventilation. Krampetrækninger. Sorte pletter danser for mine øjne. Hostende ruller jeg op på siden. Jeg falder…

 

…og lander på det kølige stengulv med et ordenligt brag. Mine ben er godt viklet ind i både dynen og lagnet. Gispende sparker jeg mig vej ud af sengetøjet og kommer hakkende og hikstende op at sidde. Luften er kølig, den føles vidunderlig ren, kold og klar i mit røgtørre svælg. Jeg sidder foroverbøjet med mit sorte hår hængende som et skjold imellem verdenen og mig. Min hals brænder. Mit hår stinker langt væk af lejerbål, ildebrand og ganske, ganske svagt af opkast, og min hud gløder nærmest rødt i mørket.

Sagte vejrtrækninger omgiver mig og er det eneste, der bryder den øredøvende stilhed, der fylder rummet. Jeg ved, at alle omkring mig sover så let som en fjer, så for mig gælder det om ikke at lave mere støj, end jeg allerede har gjort.
Langsomt kommer jeg på benene og med dynen over armen, lister jeg hen i vindueskarmen, hvor Victor og jeg snakkede i går. Jeg trækker knæene op til brystet og hiver dynen sammen om mine skuldrer. At sove er det, jeg har allermindst lyst til i dette øjeblik, så i stedet døser jeg hen, imens stjernerne blinker ned til mig. En sky glider forbi, kun efterladende et uigennemtrængeligt mørke.

 

De første solstråler sniger sig forsigtigt op over horisonten, og snart står himlen i brand. Solen ser umådelig stor ud, som den bevæger sig længere og længere væk fra horisonten og får mørket til at søge tilflugt i skyggerne. Gennem ruderne kan jeg høre, at de første fugle begynder at synge deres morgensang i glade triller. Mit hår lugter stadigvæk surt, men den ubehagelige lugt bliver jaget bort af skønheden.

De første skyggejægere begynder at flytte på sig, og snart er sygeafdelingen forvandlet til en velorganiseret myretue, der lige er vågnet. Søvndrukne kommer jægerne langsomt på benene, og da der er gået et minut, er de alle sammen lysvågne. En pige på omtrent min alder ser skræmt på den tomme seng med det roede sengetøj og den manglende dyne. Hendes blik farer rundt i lokalet, inden hun får øje på mig og ånder lettet op. Et øjeblik længere sidder jeg tryllebundet af solopgangen, men så slipper den sit tag i mig, og jeg vender mig om imod jægerne.

 

”Du skal bare sidde behageligt og slappe helt af, så klarer jeg resten,” siger den muskuløse kvinde med de krystalblå øjne foran mig. Pega, min mors adoptivsøster. Jeg undgår at møde hendes blik ved at opsluge mine sammenflettede fingrer med øjnene. Mine tænder lukker sig om min underlæbe. Pega ligner sig selv, sådan som jeg husker hende fra, da jeg var helt lille. Det er flere år siden, vi sidst mødtes, men det eneste spor af tidens gang er et fint net af rynker. Selv de tofarvede striber i håret er de samme ned til mindste hårstrå.

”Jeg er ikke besat,” mumler jeg for hundrede og syttende gang. Det har ligeså stor effekt nu, som de foregående hundrede og seksten gange, ingen overhovedet. I stedet for at tage mig alvorligt, tager de mig for et naivt barn. Hvis jeg fortalte dem, hvad jeg er, ville de ikke behandle mig sådan. Det er jeg næsten sikker på. Der er så også en mindre risiko for, at det ville gå fuldkommen, helt og aldeles galt, så jeg lader være. Tidspunktet er ikke det rigtige.

Pega placerer sine muskuløse hænder mod mine tindinger og lukker øjnene. Energien fra hende siver ind i mig på jagt efter min besætter. Una står ved siden af hende og tripper nervøst på stedet. Hendes gyldne hår er sat op i en hestehale i dagens anledning. Tiden snegler sig afsted et sekund af gangen. Det går ulideligt langsomt. Pegas energi kryber rundt i min krop og fremkalder gåsehud og myrekryb alle vegne.

Det er ikke første gang, jeg er blevet underkastet denne form for undersøgelse, og den bliver ikke behageligere med tiden. Det er mindst ligeså ubehageligt nu, som det var første gang. Min egen bevidsthed, min egen energi og magi bliver tvunget i baggrunden. En fremmed overtager al styring. Musklerne spændes. Knoerne mister al farve. Vejrtrækningen sænker farten, indtil den næsten går i stå. Isninger løber ned langs min rygrad, da hun endelig trækker sig tilbage.

”Ing…” Hun kniber øjnene sammen, og næseborene spiles ud, så næsen vokser til dobbelt størrelse. ”Dit hår lugter af røg.”

Mine øjenlåg bliver tunge og min stemme sarkastisk. ”Godt set, Belgus.” Jeg ruller opgivende med øjnene. I et elegant spring er jeg på benene og på vej væk fra de to kvindelige skyggejægere. En løssluppen hårlok falder ned i ansigtet på mig, da jeg laver gadedrengehop forbi de to kvinder.

”Ikke så hurtigt, unge dame,” lyder Pegas dybe stemme bag mig. Jeg stivner midt i en bevægelse med blanke øjne. Mor kunne have sagt præcist det samme. Hun har sagt præcist det samme mere end en gang. ”Dit hår, hvorfor lugter det af røg?”

Sort hår omkranser et hjerteformet ansigt. Et par blide, brune øjne danser for mit indre blik, og et behageligt smil får dem til at lyse op. Små smilerynker snor sig om kvindens øjne. Min mors øjne. Mine øjne. Mit hjerte bobler af lykke, men brusen går hurtigt af flasken, den efterlader kun en fad væske i sit sted. Det hjerteformede ansigt med smilerynkerne ligger halvt begravet under glasskår og pudefyld. Øjnene, der altid så på mig med sådan varme, er fulde af skræk. Ikke for sig selv, men for os. Munden er formet i et rasende råb, der er stivnet i dødens stilhed.

”Hvorfor fanden skulle jeg fortælle dig det?” Den defensive taktik. Skyd fjenden med fjendens egne våben. Besvar et spørgsmål med et spørgsmål. Den mest geniale udvej at ty til, når alt andet fejler, men jeg ved, at de to kvinder ikke vil lade sige nøjes med det.

Una begynder på en sætning. Hendes stemme smyger sig rundt om mig som vand og klistrer som honning. Hendes forsøg på at liste svaret ud af mig bliver dog på det groveste forpurret, da Pega vælger at udstede en ordre. Hun befaler mig til at fortælle det, uheldigvis for hende er jeg ikke i humør til at lege den leg. Ikke nu, ikke her, ikke med dem.

”Du skulle finde ud af, om jeg var besat. Det er jeg ikke, hvilket jeg forresten fortalte jer, så alt det her,” jeg gør en fejende håndbevægelse, ”var spild af både jeres og min tid. Det rager ikke jer, hvorfor mit hår stinker, og I må endelig ikke tage det personligt, men jeg trænger virkelig til en forandring både i omgivelser og selvskab, så nu må I have mig undskyldt,” hvisler jeg ud imellem sammenbidte tænder. Mit tonefald fortæller, at de i høj grad skal tage det personligt. Jeg skræver ud af lokalet og smækker døren efter mig med et imponerende brag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...