Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10433Visninger
AA

18. En indespærrende besættelse

 

Dunk. Dunk. Dunk. Lyden af brusende blod fylder mine øre og får mit hoved til at dunke hæmningsløst. Min hjerne summer, og min krop er forvandlet til en ispind. Mit åndedræt er det eneste, der ikke larmer, samtidig er det det eneste, der føles normalt. Nogen taler stille sammen, men den mumlende samtale stopper brat, da en uartikuleret lyd svømmer ud over mine læber.

”Hvor længe har jeg været væk?” spørger jeg som det første, da jeg får kæmpet mig op at sidde i sengen.

Omgivelserne er alt for velkendte, selvom de dugger lidt i kanterne. Heller ikke de personer, der står samlet for enden af min seng, er ukendte for mig. Personerne, der står forsamlet omkring mig, kaster nervøse blikke til hinanden, inden de svarer. 

”Lidt over to timer,” siger Eleonora, en af de personer jeg ikke har noget imod at se.

”Har I haft taget min trøje af, imens jeg var bevidstløs?” Jeg lader blikket glide hen over hvert eneste af ansigterne, så alle bliver tvunget til at møde mit blik. Også denne gang er det Eleonora, der svarer. Jeg kan med god grund ånde lettet op, da hun siger, at ingen har haft min trøje af. Min hemmelighed er med andre ord sikker. De ved ikke, hvad jeg er, eller hvad jeg ved.

Jeg lader mit hoved synke tilbage ind imod de ru sten, der føles kølige imod mit ømme baghoved. Lyset falder ind i en skrå vinkel, som får rummet til at virke magisk og støvfnuggene til at danse gyldent hen over det mørke gulv. Min far sagde altid, at man skal se det fra den lyse side, og han har stadigvæk ret. Man burde se det fra den lyse side, men når man er på flugt og prøver at skjule sig fra fortiden og nutiden, så er det nemmere sagt end gjort.

Jeg snapper efter vejret, da et rødglødende jag af smerte skyder igennem mit hoved. Så forvandles det endnu engang til en evindelig dunken. Med fingerspidserne masserer jeg mine ømme tindinger for at dulme hovedpinen en anelse. Jeg kom her til for at slippe for det hele. Glemme ham. Dem. Det. Men det er tydeligvis for meget forlangt. Idet mindste lader det til at min familie har opgivet at hjemsøge mig og ruinere min nattesøvn, så er der i hvert fald et problem mindre at tage hånd om.

En stemme, jeg absolut foretrækker stille, får mine øjne til at springe op. Hele verdenen gynger for mit blik. Lige overflader går i bro, og op beslutter sig for at lege ned. Jeg kniber øjnene i og åbner dem igen, så verden dropper sine narrestreger og vender tilbage til normal. Una gentager sig selv, da det går op for hende, at jeg ikke hørte, det hun sagde.

”Eleonora siger, at du var som besat af en ånd ond, og Benjamin er enig med hende. Rektor og jeg er blevet enige om, at hente en ekspert ind, så jeg har kontaktet en fordriver. Det er en veninde af mig, hun…”

”Nej!” hvæser jeg og svinger benene ud over sengekanten. Jeg skubber fra med hænderne og kommer på benene, men min balance er lidt langsommere end mig. Min røv lander på madrassen.

”Amelia, hun er den bedste til…” prøver Una at overtale mig, imens hun holder øje med mig med bekymrede øjne. Der opstår en rynke imellem hendes øjenbryn, der får hende til at se ældre ud, end hun er.

”Nej!” siger jeg med en stemme ligeså fast som sten og skubber mig op igen, denne gang uden at få overbalance.

”Amelia August, du er potentielt til fare ikke kun for dig selv, men for alle du omgås," bryder Eleonora ind i vores ordveksling. Hun nidstirrer mig med hænderne i siden. "Det er med andre ord ikke til diskussion. Det er ikke et valg, men en kendsgerning, frøken August. Fordriveren vil undersøge dig, og så er den snak ikke længere.”

Imens jeg trækker vejret langsomt ind igennem næsen for ikke at fare i flint, fortæller Una mig, at jeg skal sove på sygeafdelingen. På sygeafdelingen! Jeg retter ryggen og bider tænderne sammen i frustration. Mit blod er i bogstaveligste forstand på vej over kogepunktet.

”Fint!” råber jeg og slår ud med armene. ”Fint.”

Med rasende skridt skræver jeg hen over gulvet med kurs mod døren, jeg efterlader næsten et røgslør i mit kølvand. En stærk hånd lukker sig om mit håndled og holder mig tilbage. Den holder mig i et jerngreb, uden at klemme alt liv ud af min hånd. Jeg tager en dyb indånding for at kontrollere ilden, der brænder sig vej ud igennem min hud.

”For din egen skyld vil jeg foreslå, at du slipper min arm. Når det nu ikke kan være anderledens, bliver jeg nødt til at hente mine ting, så hvis det ikke gør dig noget, vil jeg hente dem nu," hvæser jeg, "og hvis I virkelig tror, at jeg vil rive skolen ned, kan du jo komme med mig, Benjamin.” Jeg spytter hans navn ud, som var det giftigt.

Eleonora nikker, og Una giver tegn til Benjamin om at give slip. Vi ser hinanden i øjnene i nogle sekunder, inden han lader sin hånd falde. Med en sur grimasse begiver jeg mig af sted mod mit værelse eller det, der var mit værelse. Foran døren stopper jeg op og henvender mig til Benjamin, og så træder jeg ind.

 

Hverken Lisa, Pernille eller Victoria er på værelset-og gudskelov for det. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have kunnet håndtere dem alle tre, eller bare en af dem for den sags skyld. Midt på gulvet stopper jeg op og ryster på hovedet. Jeg træder de sidste skridt frem, som fører mig hen til skabet og åbner lågen. Jeg sætter mig på hug og trækker den sorte stoftaske frem fra bunden af det rummelige monstrum, der indeholder alt mit tøj. Den er åben, præcis som da jeg kastede den ind i skabsbunden, så jeg behøver kun at skubbe den op med hænderne.

Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen, hvilket får mit hår til at danse om ansigtet på mig. Benjamin står lænet afslappet op ad dørkarmen, som var det den mest naturlige ting i verden at holde øje med en muligvis besat pige. Døren er lukket og han holder skarpt øje med mig. Jeg vender mig om imod skabets indhold og laver et let sving med håndledet, så alt mit tøj svæver ned i tasken-pænt sammenfoldet og det hele.

På badeværelset har jeg næsten ingenting stående, hvilket gør det dejligt nemt at pakke. På vejen ud fanger jeg et hastigt glimt af mig selv i spejlet og stopper overrasket. Mine badeværelsesartikler falder skramlende ud af mine arme og lander på de hvide fliser.

Benjamins skridt nærmer sig hastigt døren ud til badeværelset, men idet han når den, smækker jeg den i hovedet på ham med et ordenligt brag. Jeg sætter en blokering op, så han ikke kan åbne døren. Det er en magisk blokering, så hverken muskelkraft eller magi kan tvinge den op. Da det er gjort, træder jeg helt hen foran spejlet.

”Amelia!” Han rusker hårdt i døren, trykker håndtaget ned igen og igen. Han kaster sin skulder imod døren, men han kommer nok mere til skade end døren. Han prøver både med magi og med styrke at tvinge døren op, men lige lidt hjælper det. Døren er og bliver lukket.

”Amelia, luk så op. Amelia!” Hans stemme bliver næsten overdøvet af hans knytnæver imod det malede træ.

Varsomt lader jeg fingerspidserne glide hen over min kæbe, hvor et blåt mærke ligeså stille er ved at tage form. Også mit ene øje er dækket af farverige plamager, så er det ikke så mærkeligt at mit hoved dunker. Mine fingre stryger hen over den farverige ring rundt om mit hævede øje, og betragter det, der er gået uskadt igennem kampen. Jeg glider ned langs døren med hovedet begravet i hænderne.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået, da Pernilles overraskede stemme river mig ud af min hjernes ingenmandsland. Jeg kan dog konstatere, at Benjamin har opgivet at bryde døren ind, så det er nok længere end et par minutter, men han befinder sig stadigvæk et sted på den anden side af den. Pernilles lyse stemme skingrer i hvert fald hans navn.

Jeg rynker kort på panden, trækker min magi til mig og lader den magiske barriere falde. Forsigtigt åbner jeg døren lidt på klem. Benjamin har ikke forladt værelset, men sidder på en skrivebordsstol med front imod døren og Pernille med. Hun står med munden vidt åben og glor med opspærrede øjne. Først da jeg ser hendes skræmte ansigt, går det op for mig, at Benjamin har fået et blåt øje magen til mit.

”Pernille,” siger jeg stille, idet jeg træder ind på værelset med mine badeværelsesting knuget i hånden. Hendes opmærksomhed er ikke meget for at skifte fokus, men hun vender blikket imod mig. Om muligt ser hun endnu mere forskræmt ud, da hun har kigget på mig, og et forskrækket gisp forlader som det eneste hendes læber. Fortumlet forsøger hun at formulere et spørgsmål, men det er ikke nødvendigt, jeg kan gætte, hvad hun vil spørge om. Et hurtigt blik på Benjamin afslører, at han ikke har tænkt sig at svare.

”Kamptræning,” siger jeg, som om det ene ord kan forklare alting. Inden hun kan nå at forsøge at få det næste spørgsmål formuleret, tilføjer jeg: ”Det gik lidt voldsomt for sig. Eleonora, Una og rektor Claudius mener, at det vil være bedst, hvis jeg bliver på sygeafdelingen et stykke tid. Benjamin er her for at slæbe mine ting derned.”

Tydeligvis ikke helt tilfreds, men helt klart for chokkeret til at gøre noget ved det, mumler Pernille, at hun faktisk bare kom for at hente sin bog, inden hun smutter ud af døren igen. Jeg lader toiletartiklerne flyve igennem luften, så de lander i min taske, så piller jeg drømmefangere og vindspil ned, og med tasken svunget over skulderen er jeg klar til at gå.

 

I et humør, der befinder sig meget langt under kuldkælderen, trasker jeg hen ad gangen med Benjamin lige i hælene. Fra taskens dyb trækker jeg Pernilles hue frem og trækker den over ørene. En tryghedsfornemmelse breder sig i mig og får mine skuldrer til at slappe af. Benjamin kommer op på siden af mig.

”Hvorfor svarede du hende sådan?” spøger han og stikker hænderne ned i sine bukselommer.

”Hvorfor skulle jeg ikke svare hende sådan?” svarer jeg på hans spørgsmål med et andet spørgsmål.

”Du kunne have fortalt hende altmuligt. Hvad som helst, men du gav hende stort set hele sandheden,” konstaterer han undrende. Jeg stopper op midt i et skridt og vender mig om, så vi står med front imod hinanden.

”Stikke hende en løgn, mener du. Det at lyve er ikke en af mine stærke sider, Benjamin." Jeg kan ikke lade være med at vrænge ansigt af ham. "Du burde også vide, at når man har spundet nok løgne sammen, begynder de at gå i kludder, så laver man en fejl, og alting falder sammen om ørene på en.” Efter mit lille udbrud begynder jeg at gå igen, og Benjamin falder hurtigt i trit med mig.

”Hvis jeg ikke holdt mig, om ikke til sandheden så til noget, der mider om, ville hele mit liv være en stor løgn." De første del er i min normale stemmeføring, men så sænker jeg tonlejet. "Alting. Fra ende til anden. Jeg har for mange løgne og historier allerede,” mumler jeg næsten lydløst, ligeglad med hvorvidt han hører mig eller ej.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...