Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10390Visninger
AA

12. En fridag, en læsedag

 

En selvopfunden melodi graver sig vej igennem min morgentågede hjerne. Bag den simple nynnen gemmer sig en boblende og sprudlende lyd. Der burde ikke være noget, som er i stand til at boble og sprudle på vores værelse. Langsomt åbner jeg øjnene. Det første, der møder mit blik, er et blåt vindspil. Det blå vindspil klirrer ganske let i en usynlig trækvind, men mit vindspil er ikke blåt.

Med et ryk sidder jeg ret op og ned i sengen. Værelset minder om mit værelse, men alligevel er det så langt fra at være mit værelse, som noget kan komme. Mit blik farer rundt for at finde ud af, hvor jeg er. Det stopper ved en skikkelse med en lang gylden fletning. Det er hende, der nynner, og bag hende koger en kedel vand. Også går det op for mig. Una, Stella Stenaris, mindesøvn. Alle nattens begivenheder skyller ind over mig som en tidevandsbølge, uventet og kold, og får mig til at gispe.

Una vender ansigtet om imod mig og sender mig et venligt tandsmil, så hendes brune blik lyser op for en stund. Med øvede hænder løfter hun det lystigt boblende vand af kogepladen og hælder det over i to tekrus. Vandet falder ned over to grønne teblade. En hvirvelstrøm af gulligt te hvirvler op og blander sig med resten af vandet, hvis temperatur lynhurtigt falder til under kogepunktet.

”Godmorgen,” siger hun stille og stiller kopperne fra sig på bordet, der også er dækket op med en lille frugtskål og nogle boller. Hun sætter sig ned på en stol, der ikke var der aftenen forinden, med anklerne lagt over kors. ”Jeg hentede lidt morgenmad til dig imens du sov. Du er velkommen til at spise noget, hvis du er sulten.”

”Tak.” Da jeg er kommet på benene, står jeg og svajer lidt frem og tilbage som et nyplantet træ i blæsevejr, og så lader jeg mig falde ned på stolen over for Una.

”Hvornår skal jeg i skole?” spørger jeg og løfter den ene kop op til munden og kniber øjnene sammen. De føles grumsede, som havde nogen proppet sand i, imens jeg sov.

”Du skal ikke i skole i dag. Du havde en hård nat, og jeg vil gerne holde dig under opsyn en dags tid, Amelia, mindesøvn er ikke noget at spøge med,” siger Una, og hendes ellers så venlige stemme lyder professionel. Hendes kropssprog afspejler ikke hendes tonefald. Hun ser fuldstændig afslappet ud.

”Men så kommer jeg bagud. Jeg bliver nødt til at tage til time, Una.” En ting er ikke at lære noget nyt og spændende, en anden ting er at gå glip af timerne.

”Du skal have mindst en fridag, før jeg lader gå til time igen. Er det forstået, frøken August?” Hun sidder tilbagelænet på stolen med sin tekop balancerende på det ene knæ, hun støtter den med sin ene hånd. I den anden holder hun en lilla frugt. Hendes afslappede holdning får mig til at føle, at hun ville binde mig fast til sengen, hvis jeg sagde nej.

Jeg nipper til teen, der i dag er med citronsmag, og strækker benene ud under bordet, så jeg frit kan vrikke med tæerne. I frugtskålen midt på bordet ligger det blankeste æble, jeg længe har set. Skallen er en indbydende rød farve, og den er fuldstændig lydefri. Jeg rækker hånden ud efter det. Jeg er ved at blive kvalt i en klat spyt på vej ned igennem mit spiserør, da min mave slår knuder på sig selv i protest. Hurtigt bliver tanken om at spise noget som helst droppet, og jeg beslutter mig til at holde mig til citronteen.

En bolle bliver skubbet ind i mit synsfelt, jeg kigger op. Mine øjenbryn ryger i vejret. Una nikker bare stumt mod bollen, som for at få mig til at samle den op og putte den i munden. I et stædigt forsøg på ikke at skulle tvinge noget ned i min modvillige mave, ryster jeg krampagtigt på hovedet. Hun peger bestemt på bollen og kommanderer: ”Spis.”

Med et suk samler jeg bollen op, og uden at kigge på hverken Una eller bollen sætter jeg tænderne i den. Jeg tygger mig hurtigt vej igennem den første bid og synker besværet. Da jeg har fået kæmpet mig igennem en halv bolle, der ligesom svulmer op i munden på mig og nægter at blive skyllet ned med te, lægger jeg den fra mig.

”Glad?” spørger jeg og stiller koppen fra mig ved siden af den halvspiste bolle, der ligger og ser fortabt op på mig.

”Nej, men det må vel gå an, går jeg ud fra. Idet mindste spiste du noget,” siger hun med ekstra tryk på de sidste ord.

Hun foreslår, at vi skal bevæge os ned til mit værelse og finde noget tøj til mig. Jeg nikker, og i samme bevægelse er jeg på benene. Nattens mareridt har sat sig sit spor på min pyjamas, der lugter af indtørret sved. Ikke ligefrem charmerende.

 

Gangene ligger øde hen, hvilket jeg sætter pris på. At skulle gå ned ad de mennesketomme gange i nattøj er pinligt nok i sig selv. Da vi forlader sygestuen, er jeg, til forskel fra da jeg kom, i stand til at se, hvilken vej vi går. Da vi endelig når gangen, hvor førsteårseleverne bor, stopper jeg op ude foran mit værelse. Jeg står bare og glor på døren, inden jeg trykker håndtaget ned og træder ind med sammenknebne øjne.

Bange for, hvad jeg vil få at se, når jeg åbner øjnene, træder jeg et lille skridt længere ind i rummet og så et til lille skridt mere. Una træder ind bag mig og lukker døren i efter sig. Jeg tæller ned fra tre.

Tre, tæller min indre stemme, og jeg tager en dyb indånding. Luften lugter ren og lidt parfumeret.

To, siger stemmen, og jeg spidser ørene. Ikke nogen knirkende lyde fra vakkelvornt træværk.

En, afslutter stemmen, og jeg kan ikke længere udskyde det, jeg spærrer øjnene op. Intet. Næsten intet er nok mere korrekt. Jeg ånder lettet op. Mit sengetøj er i uorden, og en tynd, sort streg løber fra det sted, hvor jeg sad foroverbøjet på gulvet i går, og op under min dyne, hvor den forsvinder i en lille sort plet på væggen. Ikke slemt. Første gang jeg drømte om min families død, var hele værelset sortsveddent, da jeg vågnede op.

Mine fødder bærer mig hen til skabet, mine hænder finder noget tilfældigt tøj frem, og så forsvinder jeg ind på badeværelset. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg skal tage et hurtigt brusebad, men jeg opgiver hurtigt ideen. Hvis jeg træder ind under det rindende vand, er det ikke kun badevandet, der vil forsvinde ned igennem afløbet. Jeg har ikke brug for at bryde sammen igen lige nu, så badet må vente til senere.

Jeg trækker mit nattøj af og lader det dumpe ned på stengulvet. Brune, sårrede øjne stirrer tilbage på mig fra spejlets indre, og dybe blå rande slanger sig neden under dem, de får øjnene til at se endnu værre ud. Jeg bider mig i læben. Ikke græde, ikke igen.

Jeg dumper ned på toiletbrættet, så jeg kan hive mine uldne strømpebukser på uden at falde, hvorefter jeg stikker benene igennem hullet i en nederdel og trækker den op om hofterne. Jeg vipper lidt med dem, så det olivengrønne stof rasler om mine ben. Et sølvfarvet glimt i spejlet får mig til at stoppe, da jeg skal til at hive trøjen ned over hovedet. Et sølvfarvet glimt på mit bryst.

Jeg lader armene falde ned langs siderne igen. Langsomt læner jeg mig fremad, så jeg bedre kan se min overkrop i spejlet. Lige der, ved siden af mit hjerte, er et sølvfarvet vedhæng synligt. Det har lagt sig som en tatovering lige over mit hjerte og hviler nu lige under min hud. Kæden, den hang i, da jeg fandt den i går, er ikke mere end en næsten usynlig sølvtråd, der smyger sig op og rundt om min hals.

Jeg blinker kraftigt. Jeg havde helt glemt halskæden, jeg fandt i det ubrugte tårnværelse. Jeg havde glemt alt om vedhænget, der tilhører jægerne, månen og solen, der overlapper hinanden. Jeg står paralyseret nogle sekunder, inden jeg løfter armene igen og får trukket trøjen ned over hovedet. Da man ikke længere kan se symbolet, snupper jeg mit nattøj op fra gulvet. Nøglen drejer nemt rundt i låsen, og døren går op uden en lyd. Nattøjet flyver i en blød bue og lander på min seng.

”Una,” siger jeg. Hun står med ryggen til mig dybt optaget af en bunke bøger, der ligger på kanten af det ene skrivebord. Hun lægger den bog fra sig, hun står med, inden hun vender sig om.

”Er det dine?” spørger hun. Jeg kan ikke lade være med at smile.

”Nej, de er Pernilles. Skal vi smutte?” spøger jeg og gør et kast med hovedet i retning af døren. Jeg er ude af den, inden hun når at svare, og snart kan jeg hører hendes fodtrin bag mig. De bliver dæmpet lidt, da jeg drejer ned ad en gang, jeg ikke har været på før.

 

Da Una endelig når op på siden af mig, spørger hun lettere stakåndet, hvor vi skal hen. Mit svar er at stikke hånden ned i en af lommerne, der er skjult i en af de olivengrønne folder i nededelen, og trække et krøllet stykke papir op. Med nænsomme fingre folder jeg det ud og glatter folderne. Det er det kort, jeg fik over skolen første dag, jeg var her. Jeg studerer det nøje og indprenter mig den rette vej til mit bestemmelsessted.

Dørene svinger op og afslører et skjult skattekammer fyldt med meterhøje reoler, der står så tæt, at man kun lige akkurat kan snige sig ind imellem dem. Jeg gisper henført og træder ind i det højloftede rum, der lugter af støv og gammelt pergament. Det er enormt, og bogryg efter bogryg står opmagasineret på hylderne.

Jeg går hen imod den nærmeste reol, men stopper så op. Jeg har ikke set så mange bøger i årevis. Jeg tager det sidste skridt hen til bogreolen og lader mine fingerspidser glide hen over de mangefarvede bogrygge. Hurtigt skimmer jeg titlerne på den første hylde, men en hel del af dem har jeg allerede læst. De er alle sammen skrevet af den samme forfatter, og de har alle sammen den samme højrøde farve på omslaget.

Da jeg vender mig om med favnen fuld af bøger står Una med hænderne i siden og et misbilligende blik i øjnene. Mine øjenbryn skyder i vejret, da jeg spørger: ”Hvad?”

”Du burde ligge i en seng og hvile dig, Amelia,” siger hun i et bebrejdende tonefald.

”Det kan godt være, at jeg ikke må deltage i undervisningen, Una, men jeg kom faktisk også hertil for at lære noget,” siger jeg i en perfekt imitation af Unas bebrejdende stemmeføring. Uden yderligere ord træder jeg uden om hende og bevæger mig længere ind på biblioteket i jagten på en siddeplads.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...