Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10408Visninger
AA

29. En drøm om engang

 

Jeg står tavs imellem Nuradin og Septus. Vi står foran et lille, rødt hus, hvor en eviggrøn klatreplante snor sig op ad husmuren. Jeg rykker lidt på mine gule sko og nulrer det blå skørt. Septus løfter hånden og lader de fintformede knoer ramme døren. Bank, bank, bank. Der sidder en fugl i en busk, den synger gladeligt.

Døren går op, fuglen letter, sangen stopper. Det er en mand, der åbner døren. Han lyser lidt op, da han ser os, men han ser meget træt ud. Blå rende hænger under hans øjne. Brunt fuldskæg, det er det, der fanger min opmærksomhed. Det er stort og uglet og får ham til at ligne en skovhugger. Jeg sender ham et forsigtigt smil, det første smil i en måned.

”Nuradin. Septus. Det er alt for længe siden, kom ind.” Han træder til siden, jeg er den første, der går ind. Hyggen emmer ud af huset. Der dufter af fyrretræ. En høj lyd, jeg farer rundt, det er bare manden, der lukkede døren.

”Tom,” siger Septus og giver mandens skulder et lille klem. Manden og Nuradin giver hinanden hånd. Holder hinandens hænder, længere end høflighed byder. Tom vender sig om imod mig.

”Og hvem er så den lille frøkken?” spørger han med sin let hæse stemme. Jeg sender ham endnu et forsigtigt smil, men svarer ikke. Han smiler tilbage til mig, det får hans skæg til at krølle sig sammen. Den ene af de rødhårede skygger foreslår, at vi går ind i stuen, så det gør vi.

Sofaerne tiltrækker straks de voksnes numser, men reolen tiltrækker mig. De begynder at snakke bag mig. Jeg hiver en tyk bog ud af reolen. Med ryggen til dem sætter jeg mig i skrædderstilling og begynder at flippe mig vej igennem de mange sider. Matematik er bogens hovedemne. Noget jeg aldrig før har vist den store interesse.

”Hvem er hun?” spørger Tom og rykker lidt på sig i sofaen, så en af sofapuderne knitrer. Jeg vender hovedet for at være sikker på, at det bare er en sofapude, der knitrer. Varm te bliver hældt op i tre kopper. En til hver.

”Hun er mine ene, Tom,” siger Nuradin. Hans stemme er lav, men den når mine øre uden problemer. Tom rykker på sig igen, endnu en sofapude knitrer.

”Men hun er så ung." Hans stemme er blevet en smule anstrengt i kanten. Det stopper dog ikke deres samtale. "Hvad hedder hun?”

”Jeg ved det ikke, hun vil ikke snakke med mig,” siger Nuradin og sukker. Han er bekymret.

”Hun har ikke sagt noget, siden vi…fandt hende,” tilføjer Septus, men hun tøver lidt, før hun afslutter sætningen. Hun løfter sin kop, puster på den varme væske og tager en slurk. Hun er næsten ligeså bekymret som Nuradin, ved jeg, men også kun næsten.

”Jeg kalder hende Kat,” fortæller Nuradin. ”Hun er alt for ung, jeg ville ønske, det ikke skulle være sådan. Hun…” Efter det bliver deres stemmer for dæmpede til, at jeg både kan læse og følge med i deres samtale. Jeg forstår, ikke det jeg læser. Det er bare en masse tal, og ind imellem er der endda et bogstav eller to. Det er ikke til at finde hoved og hale i, men det kommer vel en dag. Jeg ved, at jeg ikke glemmer det. Hele bogen ligger i min hukommelse nu.

Mine tanker flyver tilbage i tiden. Ikke særligt langt, kun lidt over et halvt års tid. Mine spinkle fingre holder godt fast i mors bluse. Vi er omringet af fremmede mennesker. Vores familie. De andre jægere. Det er næsten midnat, men på trods af det sene tidspunkt har jeg ingen problemer med at holde mig vågen. Det er næsten tid. Mine små fødder bevæger sig fremad.

Med nød og næppe når min mor at gribe fat i mig, inden jeg vandrer ind i flammerne. Hun tager mig op på armen og løfter sin pegefinger belærende. Hun prikker mig på næsetippen, og hendes ansigt flækker af grin og lyser af hengivenhed. Far lægger armene om os, samtidig med at min bror og en håndfuld andre børn på samme alder træder frem. En ældre mand begynder at tale. Jeg bliver suget væk. Væk fra ilden. Væk fra min familie. Jeg kan høre ekkoet af min bror og de andre, der aflægger skyggejægereden, inden mørket omslutter mig.

”Hun kan da sove her et par dage, hvis det er,” siger Tom og river mig helt ud af min egen tankeverden. ”Måske hun ville have godt af det.”

Nogen rejser sig og kommer hen imod mig. Mine fingre bliver ved med at bladre igennem bogen. Side efter uforståelig side. Luften bevæger sig, bliver skubbet ind mod min ryg. Jeg krymper mig.

”Kat, vil du overnatte hos Tom et par dage?” lyder Nuradins stemme bag mig. Jeg kan ikke svare, jeg koncentrer mig om at trække vejret. Han lægger sin hånd på min skulder. Mine muskler stivner. Min vejrtrækning stopper. Luften omkring ham er tæt af fortvivlelse, han vil så gerne gøre mig glad.

”Jeg kommer og henter dig om et par dage, Kat.” Han rejser sig op, og tre par skridt går ud i gangen. Døren åbnes og lukkes. Et par skridt kommer tilbage. Langsomt bløder mine skuldre op igen, ja, hele min krop. Ganske langsomt siver skrækken ud af mig og min krop og efterlader mig tom og træt. Jeg lægger mig ned på gulvet og lukker øjnene. I løbet af ingen tid er jeg faldet i søvn.

 

Nogle rusker let i mig. Min ryg er presset imod bogreolen, mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig. Rummet er dunkelt, det virker for småt til at være hans soveværelse. Foran mig sidder en kraftig mand, der minder mig om en skovhugger.

”Rolig,” siger han og løfter de kraftige hænder. ”Er du sulten, Kat?” spørger han. Jeg nikker, min mave rumler, selvom jeg ikke lagde mære til det før. Han slår en dyb latter op, der får min brystkasse til at vibrere. Han kaster med hovedet. ”Kom.”

Jeg kommer langsomt på benene. En stol bliver trukket ud, jeg lader mig glide ind på den. Ved bordet er der dækket op til to. Menuen står på kartofler og kylling med sovs, ser det ud til. Det er i hvert fald, hvad der står på bordet. Tom skærer et stykke kylling ud til mig, giver mig et par kartofler og hælder sovs over, inden han selv sætter sig ned.

”Mit navn er Tom Hansen,” siger Tom, imens jeg prøvende stikker til kyllingebrystet.

”Min skygge var Aniss, Septus og Nuradins søster,” siger han. ”Hun er død nu.” Aniss, navnet lyder bekendt, mor og far talte om hende. De dræbte hende, men jeg har ikke ondt af skyggen kun af Tom. Jeg stikker en bid kartoffel i munden.

”Jeg har en bror, han er gift. Han og hans kone har en søn, han må være på din alder.” Tom bliver ved med at tale, imens vi spiser. ”Jeg er rigtig glad for matematik. Jeg elsker Aniss.” Jeg brænder tungen på sovsen, men siger ikke noget. Da vi har spist, begynder han at tage af bordet. Jeg følger efter ham ud i køkkenet, hvor han begynder at vaske op.

”Vil du tørre af, Kat?” spørger han. Jeg nikker tavst og samler et viskestykke op. Han fortsætter med at snakke, imens vi vasker op. Efter opvasken er klaret, viser han mig hen til et værelse med en seng skubbet ind i det ene hjørne. Han går hen til et skab og trækker en stor, ulden trøje ud, han rækker den til mig.

”Du kan sove i den her. Mit værelse er lige ovre på den anden side af gangen. Sov godt, Kat.” Han træder ud af døren.

”Det er ikke mit navn,” siger jeg lavt og trækker i den bløde trøje. Tom vender sig om og kigger på mig med rynket næse.

”Lover du ikke at sige det til ham?” spørger jeg. Han nikker. ”Mit navn er Amelia.”

Jeg glider ned under dynen. Tom går hen til sengen og putter dyne og tæpper rundt om mig. Han stryger mig blidt over håret. Han bliver siddende på sengekanten lidt.

”Han holder af dig. Han vil ikke skade dig på nogen måde, hvis han kan undgå det. Har du hørt sagnet om skyggerne og deres ene?” Jeg ryster på hovedet.

”Det siges, at når skyggerne har fundet deres ene, kan de ikke leve uden. De vil gøre alt for deres ene. Den ene bliver hele deres liv, det samme gælder den anden vej rundt. Du bliver bare nødt til at give ham en chance.” Han rejser sig op og går hen til døren.

”Sov godt, Amelia,” siger han og lukker døren.

 

Jeg åbner øjnene, som om det er umuligt at sove både i drømmen og i virkeligheden. Du bliver bare nødt til at give ham en chance, gentager Toms stemme sig selv igen og igen i mit hoved. Jeg vender mig om på ryggen i det lille telt og lukker øjnene. Det er svært at give folk chancer, ikke kun ham, men alle folk. Som Toms stemme gentager sig selv for tredivte gang, dukker et billede at Victor op for mit indre blik. Jeg lukker ham ude og ruller tilbage ind i søvnen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...