Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10393Visninger
AA

38. En brændende smerte

 

”Amelia!” kalder Victor bag mig, og med det simple ord, der udgør mit navn, stammer hans stemme ikke. Jeg ignorer ham og fortsætter med at gå. Hver tredjegang jeg tager et skridt ryger min fod i et hul, så risikoen for at forvride en ankel er stor. Løbende skridt og hidsige bandeord følger efter mig, indtil de når op på siden af mig.

”Hvor skal du hen, Kat?” spørger Nur og griber fat i mit håndled. Hans fingre presser det varme stof, der udgør ærmet på min jakke, tæt ind til min kolde hud. Det kradser og river i hårene på mine arme. Jeg stopper og drejer rundt på hælen.

”Slip mig!” Mit pis ryger i kog hurtigere, end man kan nå at tælle til to. En varm, boblende følelse spreder sig fra den venstre side af mit bryst. Jeg vil ikke skændes med ham nu, men af en eller anden ubestemmelig grund kan jeg ikke kontrollere mit humør. Vreden kommer væltende ind over mig som en tidevandsbølge.

”Hvad fanden kommer det dig ved?” hvæser jeg ud imellem sammenbidte tænder. Over mig står solen i zenit, og dens stråler rammer toppen af mit hoved. ”Slip mig!”

Nuradins fingre er stadig lukket fast om mit håndled. De ligger som fem stålhårde lænker om min arm. Med en vridende bevægelse forsøger jeg at tvinge hans hånd til at slippe, men det eneste, jeg får ud af det, er, at hans greb strammes. Rasende sender jeg et stød op igennem hans arm, og stønnende ender han med at give slip.

”Amelia,” slynger Pernille ud og træder frem imod mig. Stroppen fra hendes oppakning sidder løst hen over hendes skuldrer, og hendes øjne er forbløffede. Hun tager endnu et skridt frem imod mig. Det røde hår, der omgiver Nuradins ansigt, og som før fyldte hele mit synsflet, falder langt, langt i baggrunden, og Pernilles gyldne hår og lave skikkelse optager al pladsen.Vurderende lader jeg blikket glide hen over hende. Lav, ingen magiske færdigheder værd at nævne, svag, men adræt.

Hvad fanden laver du, Amelia? råber en rasende stemme inde i mit hoved, den lyder skræmmende meget ligesom min far.

Forsvind! Stop! Forsvind! Mine tanker messer de to ord om og om igen, men intet sker. Jeg kan ikke genkende mig selv. Kanterne af mit syn bliver røde og mit hjerte sætter farten ned. Min hørelse skærpes, men alt, den hører, er Pernilles hjerteslag og åndedrag, alle andre lyde bliver lukket ude.

”Amelia,” siger hun og tilføjer noget mere, men det er kun navnet, der når mine øre, resten forvandles til hvid støj. Jeg læner mig lidt frem og går lidt ned i knæene. Den varme strøm flyder stadigvæk igennem mig med udgangspunkt i min brystkasse.

Jeg registrerede hendes bevægelse, men jeg så den ikke. Pludselig står jeg lige foran hende med den ene hånd lukket om hendes hals. Jeg kan se hver eneste porre i hendes hud. Hun spiler øjnene op til to blanke skovsøer, blå som sommerhimlen.

”A-amelia,” gisper hun besværret. Mine hænder blokerer hendes luftvej. Mit ene ben svinger om bag hendes og fejer benene væk under hende ved at presse i hendes knæhaser. Med slappe fingre forsøger hun at løsne mit greb, så hun igen kan trække vejret, men så nemt skal det ikke være.

Nej, slip hende! skriger jeg til mig selv og kæmper for at genvinde kontrollen over min egen krop. Jeg kan mærke angsten gøre sit indtog i mit sind, men min krop nægter at slippe sit tag. Det er ikke længere kun Pernille, der kæmper for at få mine hænder til at give slip, men også mig. Ingen af hos er videre heldige i vores foretagende. Jeg kan mærke en varm tåre løbe ned ad min kind.

 

Høje stemmer indtager mine øre. Den ene af stemmerne lyder bekendt, men den anden kan jeg ikke placere. Faste fingre lukker sig om begge mine arme, og før jeg ved af det, griber mine fingre krampagtigt fat i den tomme luft. Den ene af stemmerne, en mands, kommanderer nogen til at tage sig af Pernille.

Skrigende bliver jeg presset ned på jorden. Sne og snavs filtrer sig ind i mit hår, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg vrider og vender mig under vægten af to kroppe, som læner sig ind over mig. Jeg vil fri, have dem til at slippe mig. Sneen finder vej ned i mine støvler, og iskoldt smeltevand løber ned imellem mine tæer.

Brændende, skærende smerte borer sig vej ned igennem min brystkasse. Det borer sig ind igennem mit heftigt bankende hjerte, indtil den rammer min rygsøjle og får min overkrop til at løfte sig i vejret. En energi, der er ligeså brændende som den, der står igennem min brystkasse som et spyd, eksploderer ud igennem mine arme og op igennem de arme, der holder mig nede.

Et par hænder slipper mig, og et højt hvin trænger igennem det brusende blod i mine øre. Det andet par hænder holder stadig fast i mig, kun et let skift i vægten indikerer, at han mærkede min magiske ladning.

Min krop får spasmer, alle mine muskler trækker sig sammen. Jeg ruller om på siden, samtidig med at endnu et jag af smerte får min krop til at krumme sig sammen i forsterstilling. Min skulder bliver revet af led og med et gisp, som i mine øre lyder højere end hvinet, der for et sekund siden fyldte luften, giver genlyd i min øregang.

Jeg vrænger jakke af og river trøjen op, så mit bryst bliver blottet. Jeg ved, stoffet må lave en kradsende lyd, men mine øre opfanger den ikke. Mine fingre kradser i huden på mit bryst. Jeg kommer op på knæ, og små blodstænk lander i sneen under mig. Mine negle bliver fugtige, men smerten bliver ved. Stærke arme lukker sig om mig, forhindrer mig i at rive mig selv helt til blods. Mit baghoved og bagsiden af min krop bliver presset ind imod en andens overkrop.

”Få den ud!” skriger jeg og min ryg strammes. Jeg bider tænderne sammen.

”Få den ud!” Min stemme er så skinger, at den ikke engang kan kaldes et skrig. Kulden omfavner min nøgne overkrop, men jeg kan ikke mærke kulden, smerten overdøver alt andet. Jeg bliver ved med at messe, at de skal få den ud. Min stemme ryster så meget, at jeg er i tvivl om, om den overhovedet giver mening.

Den velkendte stemme bliver ved med at messe mit navn i mit øre. Kat gentager den igen og igen og igen uden at stoppe. Den blander sig med min egen smertefulde messen, men hverken den ene eller anden gentagelse hjælper mig med at nedkæmpe smerten.

”Nuradin,” siger en anden stemme, jeg ikke kan beslutte mig for, hvem tilhører. Nuradin, navnet kører rundt inde i mit hoved. Nuradin, det er ham, der messer mit navn, men hvem er den anden stemme? ”Hendes bryst.”

Armene, som holder om mig, flytter lidt rundt på mig, så jeg kommer til at ligge med øret imod en brystkasse. Hans stemme holder op med at messe mit navn, en isnende kold hånd lægger sig lige der, hvor smerten har sit udspring. Eller måske er hånden kun kold, fordi jeg er så varm, jeg ved det ikke.

En lindrende bølge strømmer ind i mig og modvirker den sydende, brændende smerte, der har ætset sig vej hele vejen igennem mit hjerte, og får varmen til at fortage. Mine øjne er slørede, men alligevel finder de hans intense, stormomsuste blik. Mine arme skubber for at få mig op, men Nuradin vil ikke lade mig rejse mig. Han behøver ikke engang lægge kræfterne i, jeg er fuldstændig afkræftet.

Med den ene hånd rækker han ud efter min jakke og svøber mig i den. Så tager han min taske på ryggen og rejser sig op, som om jeg ikke vejer mere end en fjer. Han folder mine arme ind over mit bryst og lægger mit hoved godt tilrette imod hans brystkasse, så jeg kan føle hans regelmæssige hjerteslag.

”Kan du gå?” spørger han hen over skulderen og vender sig om imod mine venner. Pernille hiver lidt efter vejret, inden hun med hæs stemme spørger, om jeg har det godt. Jeg kan mærke musklerne i Nuradins krop spændes, da han bryskt gentager sit spørgsmål.

Jeg vil så gerne berolige ham, hver eneste, lille celle i min krop skriger efter det, men alt, jeg har kræfter til, er at presse min næse ind til hans kraveben. Det lader dog til at have den ønskede effekt, han slapper lidt af. Ud af øjenkrogen kan jeg se Pernille nikke.

Under mig sætter Nuradin i gang igen, og snart er vi på vej hen ad den gennemhullede vej. Bag os kan jeg høre fire sæt fodtrin følge efter os, og ved siden af os går det femte og sidste sæt. Jeg snuser ind, og Nurs krydrede duft fylder mine næsebor og får mig til at slappe af.

”Umbra Thróren,” hvisker jeg. Han bøjer hovedet frem og kysser mig florlet på panden.

”Stille Kat,” hvisker han, sætter endnu et kys på mine pande og retter hovedet op igen. ”Bare slap af, så skal det hele nok ordne sig, bare vent og se. Vent og se.”

Mine sidste kræfter forsvinder, og jeg falder hen i en underlig døs lige på grænsen imellem virkelighed og drøm uden at vide hvilken af de to, jeg skal vælge, men til sidst forsvinder jeg så langt ind i drømmenes verden, at den virkelige forsvinder.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...