Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10439Visninger
AA

44. Den kommer fra en børnesang

 

Den næste dag tilbringer jeg i det lavloftede rum. Jeg flipper hver eneste side i hver eneste bog hurtigere, end jeg nogensinde har gjort før. Det er, som om ordene bliver presset sammen, så de fylder mindre og kan absorberes hurtigere. Da solen er på vej ned, finder jeg en bog, der kaster lidt lys over halskædens mysterium. Jeg vender alle bogens sider i et adstadigt tempo, indtil jeg har læst hele bogen, men da den sidste side vendes, kan jeg konstatere, at den ikke ligefrem var en guldgruppe.

Jeg bokser rasende på muren med knyttede næver, og snart er huden på mine knoer revet op og blodet drypper ind imellem mine fingre. Jeg glider ned på knæ, og mit hoved bukker under, som er der bundet et tungt lod på, så det ikke kan holde sig oppe mere. Tårene drypper ned over mine kinder, ligesom blodet drypper ned over mine fingre.

Mørket griber fat ikke kun i mine omgivelser, men også i mit indre, og snart sætter nattekulden ind. Først sætter kulden sig bare fast i min hud, så kommer den til mine fingerspidser og tæer, og til sidst ender den med at bore sig hele vejen ind til mine knogler. Tårene på mine kinder bliver så kolde, at de næsten fryser til, men jeg bliver siddende i nattekulden og -mørket uden at gøre noget for at holde mig varm.

Ind imellem døser jeg hen, andre gange sidder jeg bare lammet af kulden, mørket og den storm af følelser, der raser rundt i mit indre og får mig til at føle mig varm, selvom mine fingre er blåfrosne. Jeg rokker ikke engang frem og tilbage, min ryg er stiv som et bræt hele natten igennem.

Som solen står op, begynder jægerne at rykke på sig, og snart vrimler gården af liv. Tomme for tomme begynder jeg at rykke på mine stivfrosne lemmer. Rødglødende nåle bliver stukket i fingrene på mig, og en følelse af at få kogende vand hældt ned over sig bruser igennem mine åre.

Hele min krop skriger, at jeg skal lade være, og både mine arme og ben er stivfrosne, da jeg rejser mig op. Alligevel bliver jeg ved med at skridte hen over gårdspladsen, indtil jeg tumler ind ad døren til den lille celle, jeg deler med mine fire rejsekammerater. Frem fra min taske fisker jeg den store, uldne jakke og begraver mig i den. Snart ligger jeg godt begravet under den varme jakke, der lidt efter lidt tvinger den smertende varme tilbage i mine lemmer.

 

”Amelia,” siger en stemme, jeg ved ikke, hvor længe jeg har ligget under jakken, men mine lemmer er lige så bøjelige, som før natten faldt på. Sløvt vender jeg mig om og møder de uhyggeligt blege øjne, der kun er blege på grund af det mørkeblå hår.

”Hvad ledte du efter?” spørger manden, men jeg kigger bare tomt på ham. Bag ham sniger lyden af skyggejægernes stemmer og aktiviteter sig ind igennem døren, men den er hevet så meget til, at kun en tynd stribe gyldent lys falder ind igennem sprækken.

”Den Førstes Halskæde,” hvisker jeg. ”De ville ikke fortælle mig noget om den.”

”Alle jægere, der er trådt ind i de voksnes rækker, kender da historien om halskæden,” siger han undrende. ”Du må da mindst være…seksten eller sytten.”

”Hvor mange striber ser du i mit hår?” hvæser jeg uden at vente på svar. ”Og hvor sidder den placeret?”

”Den venstre,” sukker han og slår blikket ned. Jeg smiler bittert til ham og syrlige tåre triller ned ad mit ansigt. Mine ben flyver ud over sengekanten, og små gysninger løber op igennem mine ben. Som et sort slør falder mit hår ned over mit ansigt, så jeg ikke behøver bekymre mig om omverdenen.

”Hvem har taget sig af dig, siden din familie døde?” spørger Skrifternes Vogter, og en bitter latter forlader min mund.

”I hvert fald ikke jer. I efterlod mig, tog mig for død!”

Jeg gemmer hovedet i hænderne og ryster på hovedet. Da jeg løfter blikket, har mine øjne indtaget et vanvittigt skær, der får mig til at se skræmmende ud. Det får mig til at føle mig skræmt.

”Vil du gerne høre historien om halskæden?” spørger han. Jeg nikker. Han rejser sig op og smiler ned til mig, men i stedet for at begynde på en længere historie, rabler han bare otte linjer fra en børnesang af sig.

”Han så sin datters forfald,

Fra glad til sorgfuld pige,

Han fulgte nu sit kald,

Tvang skyggerne til at vige.

 

Vi der ham efterfølger,

Kæmper ligesom han,

En jæger som os ikke helmer,

Før skyggerne forlader vort land.” Med de ord er han ude af døren. Mine ben er hurtigere end resten af mig, så få sekunder senere står jeg midt på gårdspladsen imellem trænende skyggejægere. Jeg råber af ham, forlanger et svar, men mine ord ignoreres så let, som var de ingeting.

”Hvad betyder det?” råber jeg efter ham.

”Den har været med ved alle de store slag,” siger han over skulderen. ”Den Smukke Kobra. Mit liv som jæger. Begge sangene er skrevet af halskædens bærer, forstår du det nu?”

”Nej,” hvisker jeg og knuger hænderne sammen. Det kan ikke være rigtigt. Hvis det han siger er rigtigt, så har halskæden været med ved alle de største drab i jægernes historie. Den gyldenstribede skygge og Kobras skygge. Mine hænder begynder at ryste, og mine knæ giver efter under mig. Det er ikke til at sige, hvad der sker først. Smerten i brystet eller stødet i knæene, men det ene opvejer knapt nok det andet. Jeg ryster på hovedet.

”Sommerfugle Ammi?” spørger en lille stemme forsigtigt. Jeg løfter langsomt blikket og møder de uimodståelige, chokoladebrune øjne, der fik mig til at lave sommerfugle for noget, der føles som så lang tid siden nu. Jeg smiler forsigtigt til hende og tager hendes hånd. Hun træder et skridt tættere på, og hendes skygge glider hen over mig. Kuldegysningerne løber ned langs min rygrad.

Let som ingenting samler jeg den lille pige op og svinger hende rundt i luften. Hendes klare latter fylder gården og får alle andre til at smile, jeg smiler også, men ikke på grund af hendes latter. Med det lyse hår svingende om skuldrene bliver Zea båret rundt på min arm, da jeg går hen til Victor.

”Zea, kan du sidde her et øjeblik?” spørger jeg den lille pige. ”Jeg skal lige spørge dine forældre om noget, så kommer jeg tilbage.” Jeg ser dybt alvorligt ind i den lille piges øjne, og til sidst nikker hun. Med et beroligende smil rækker jeg hende over til Victor, der bare undrende tager imod hende. Jeg ryster på hovedet. Lige nu er et meget dårligt tidspunkt at uddybe nærmere.

Jeg spejder ud over de sammenstimlede skyggejægere i jagten på at finde Zeas familie. De må være her et sted, det ved jeg, men jeg kan ikke få øje på dem. Med albuerne skubber jeg mig vej igennem folk, indtil jeg støder ind i Zeas familie. Manden med de hvide striber er i gang med en trænings kamp med en jæger, jeg ikke kender, imens de to andre står og holder øje med ham. Forsigtigt træder jeg op bag dem og sørger for at vade godt og grundtig på deres skygger først. Intet sker. Jeg prikker kvinden på skulderen.

”Undskyld, hver sød at stil dig ved døren derovre,” hvisker jeg i hendes øre og peger på en dør ikke så langt fra Victor og hendes niece. Hun ser på mig med rynkede bryn. Jeg åbner munden, men mine ord kommer mere ud som et hvæs end som så meget andet. ”Bare gør det!”

Jeg skubber og puffer for at komme tilbage til Victor og Zea, men det føles næsten, som om alle med vilje står i vejen for mig. Midt på pladsen løber jeg ind i Ali og ham med de blå striber. En af dem prøver at gribe fat i mig, men jeg har ikke tid til det.

Irriteret ryster jeg hånden af min arm og fortsætter fremad. Lige som jeg skal til at vende alt min opmærksomhed imod Zea, løber en isnende kold fornemmelse op langs mine arme. Jeg vender mig om. Bag mig står kun Ali og manden. Genert smilende kigger jeg ned på mine fødder, der står solidt plantet i begge deres skygger. Lige hvad der manglede.

”Øm,” mumler jeg. Min hjerne er på overarbejde for at finde ud af, hvad jeg skal sige til dem.

Bare bed dem om at vente, sig at du skal sige noget til dem, hvisker fornuften bagerst i mit hoved. Uden omtanke gentager jeg, hvad den lige sagde til mig og skræver over for at løfte den småbuttede pige op på armen.

”Amelia, hvad sker der?” Lisas stemme er urolig, men fattet. Hun lyder mest af alt bekymret for mig. Med en finger stryger jeg en hårtot væk fra Zeas øre og placerer min mund lige ved siden af det.

”Nu sætter jeg dig ned, og når jeg siger til, løber du over til din moster,” hvisker jeg i hendes øre. ”Kan du gøre det?”

Pigen nikker så hendes hår hopper op og ned. Jeg mumler nogen beroligende ord i hendes øre og stryger hende over håret, så sætter jeg hende ned ved side af Ali og Skrifternes Vogter. Den lille pige knuger sin hånd om sømmen på min nederdel. Nogen træder op bag mig, men jeg har ikke tid til at se, hvem det er.

Jeg knæler ned og lukker øjnene. Med læberne former jeg en kort række ord så lavt, at ingen kan høre dem, men det er heller ikke meningen, at de skal høres. Mine fingre spreder sig ud inde i de tre sammenfiltrede skygger. Den varme energi, der strømmer ud igennem min hånd, får min hud til at lyse let. Hurtigere end jeg kan nå at registrere, er jeg kommet på benene.

”Løb!” skriger jeg og giver både Ali og manden med de blå striber et hårdt skub bagud. Zea er allerede stukket i løb. I et åndedrag får jeg vendt mig om. Jeg støder hovedet lige ind i Benjamin. Selvom jeg ikke bryder mig om ham, griber jeg alligevel hans håndled og trækker ham med mig og ikke et sekund for tidligt.

En høj eksplosion. Varm luft. En trykbølge. Mine nakkehår rejser sig. Jeg bliver væltet forover, men fortsætter alligevel snublende fremad. Ud af øjenkrogen kan jeg se mindst en halvsnes jægere gøre sig klar til at gå til angreb. Jeg selv snurrer rundt på hælen, slipper Benjamin håndled og tyrer hænderne i jorden.

Denne gang er energien ikke varm, men lysende, da den forlader mig. Den snor sig rundt i en cirkel dannet af runer fra et uddødt sprog. Midt i den lysende cirkel rejser to skikkelser sig langsomt fra de sorte plamager, der før var nogens skygge. Det er, som stiger de op af jorden, men i virkeligheden puster de form ind i det plane. De gør det todimensionelle tredimensionelt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...