Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10444Visninger
AA

40. Den forkerte vej

 

Jeg rejser mig op og kigger rundt. Overalt omkring mig kan jeg se mørke silhuetter, men de er alle sammen lige utydelige. Jeg drejer rundt om mig selv. Hurtigere og hurtigere, indtil mine omgivelser ikke længere er konturer, men blot en stor, brun, sammentværet masse.

”Ammi,” hvisker en stemme fra et sted i mine snurrende omgivelser. Alt står stille. Bomstille. Der er noget galt.

”Ammi,” hvisker stemmen igen, denne gang er den tættere på.

”Hvem der?” råber jeg ud i luften, men det er, som om luftpartiklerne dræber mine ord endnu før, de har forladt mine læber. Jeg prøver at tage et skridt frem. Min fod slipper jorden, tyngdekræften slipper mig og jeg falder og falder og falder-opad.

En hul klokke bimler, da jeg rammer himlen, og alt vendes om som ved et trylleslag. Tre skikkelser træder ud af det lyseblå mørke, som fyrtårnet dukker frem af tågen. For hvert skridt de tager, bliver de mere og mere synlige, mere og mere genkendelige.

”Pas på, Ammi,” siger Johan med den samme alvorlige stemme, han brugte sidste gang jeg så ham. Hans hår er helt fedtet af en rødlig substans, og hans hud er ligbleg. Mine øjne søger hans. Livløse, som sidste gang jeg så ham, stirrer hans trettenårige øjne tilbage på mig.

”Stol ikke på nogen, Amelia,” siger min far. Hans stemme skriger på alle måder, at det ikke er for sjov. Han laver ellers altid sjov, selv når mor siger, at det ikke er noget at gøre grin med. Jeg vil række ud efter ham, men hans blik holder mig tilbage.

”Vi elsker dig, Amelia.” Mors stemme er mild som en sommerdag. ”Vi vil altid elske dig, husk det.”

Jeg rækker ud efter dem. Min hånd stryger lige igennem dem, men de står foran mig så solide som en klippeside. Rundt om mig danser skyerne en eksotisk dans på røde roser, og da jeg trækker hånden til mig, opløses min familie i en duftsky af hvide rosenblade.

Det sidste, der forsvinder, er mors mandelformede øjne. Bundløse som verdenshavet. Jeg snubler frem og falder igennem det lyseblå mørke, lige ned i min mors bundløse, mandelformede, brune øjne, hvor kun kærligheden og ømheden bremser mit fald.

 

Det føles, som om jeg falder i en evighed, men så lander jeg hårdt på ryggen på den kolde jord, og al luften bliver slået ud af mine lunger. Jeg hiver efter vejret. Besværret, men støt. Lidt efter lidt bliver mine lunger atter fyldt med den kølige morgenluft, og et svagt ekko af hvide roser hænger stadigvæk fast i mine næsebor.

Oven over mig blinker den sidste af himmelens stjerner mat, inden den bliver opslugt af solopgangens sarte nuancer. Rolige åndedrag lyder hele vejen rundt om det udslukte bål, hvor kun de allermest standhaftige gløder stadig ulmer svagt.

Jeg ryster Victor i skulderen og lægger en finger mod hans læber. Jeg bøjer mig så langt ned over ham, som jeg kan komme og hvisker ham i øret. Lydløst kommer vi begge to på benene. Victor stopper sit tæppe ned i sin taske, og tæppet jeg lå med i min. Jeg vækker Victoria, Pernille og Lisa, men først efter at have kastet en forsvarlig soveformular over de rødhårede skyggesøskende.

De har alle sammen et hav af spørgsmål, de gerne vil have svar på, men det må vente, til vi er langt væk fra de to sovende skygger. Irriteret vender jeg mig om imod de fire andre, da de for syttende gang spørger, hvor vi er på vej hen, men så stivner jeg med solen på ryggen.

På ryggen, solen burde ikke stå bag mig, det er forkert, den skulle være på min højre side. Min stemme er fast, da jeg forlanger at få at vide, hvilke af de tre veje vi endte med at gå ned ad i går. De kigger undrende på hinanden, inden Victoria lader en hånd glide igennem sit uglede hår og fortæller, at det er den venstre vej vi befinder os på.

Jeg bander ligeså grimt, så Nuradin gjorde i går. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, jeg nægter at tro det. De valgte at gå mod Sortefloden og ikke Thróren Bjergene, det ligger mindst en halv dagsrejse oveni. Rundt om os står buskene tæt side om side med krattene og træerne, der gør det nærmest umuligt at komme igennem.

Mit blik strejfer hen over det visne landskab, indtil det falder over en dyreveksel. Perfekt. Vekslen er usynlig imellem de nøgne grene, der kroger sig sammen om hinanden, og stedsegrønne gevækster, der snor sig imellem de stikkende tornefingre. Det er kun, fordi jeg ved, hvad jeg skal se efter, jeg får øje på den.

”Jeg svarer på alle jeres spørgsmål, hvis I kommer med,” siger jeg og kaster et hastigt blik over skulderen, hvor der intet er at se. ”Jeg beder jer.”

Få sekunder senere presser vi os en efter en forbi de stikkende grene og forsvinder ud af syne, da dyrevekslen drejer først til højre og så til venstre. Knæk. Knas. Knas. Knæk. Knæk. Knak. Vi bliver akkompagneret af vores egne kluntede fodtrin i den frostklare luft, hvor kun lyden af en ensom fugl fylder luften. Kort efter bliver jeg overfaldet af det første spørgsmål, som hurtigt efterfølges af det næste.

”Hvad er dit rigtige navn?” spørger Pernille og stønner, da hendes overfrakke hænger fast i endnu en lavt hængende gren. Svaret til det spørgsmål er rimeligt simpelt. Amelia, ikke nogen dikkedarer der.

”Og du er magiker.” Ikke et spørgsmål, men man har vel ret til at korregere det alligevel.

”Nej.” Jeg hanker op i min taske og kigger på jorden under mine fødder. ”Skyggejæger.”

”Sky…” begynder Pernille, men kløjes i ordet, da hun er ved at udtale det.

”…ggejæger,” tilføjer jeg resten af ordet, så er den del da på plads. ”Og nu vi er ved det, så er Benjamin en form for fætter.”

Jeg træder op i hælene på Victoria, som går foran mig. Lisa og Victor er også stoppet op midt på vekslen, og ingen af dem gør mine til at flytte på sig. Ulideligt langsomt vender jeg mig om på hælen og møder Pernilles flaksende øjne.
Hendes mund står let åben, så hendes hvide tænder er synlige, og en rynke pryder hendes pande. Ved et uheld strejfer mit blik hendes. De lyner, hendes øjne, de slår gnister, og for et øjeblik er jeg ikke i tvivl om, at hun ville være i stand til at flå hovedet af mig, hvis hun kastede sig ud i det.

”Hvad?” raser hun ud imellem sylespidse tænder og røgen i næseborene. Jeg synker klumpen i halsen.

”Benjamin er en form for fætter,” gentager jeg. ”Han er min mors adoptivsøsters søn.”

”Din egoistiske, selvretfærdige, spytslikkende…” Det ene tillægsord efter det andet slynges lige luks i fjæset på mig det ene grimmere end det andet, inden alt, der forlader hendes læber, er uforståelige lyde, og også disse fader ud til sidst.

Arrigt skubber hun sig forbi mig, så jeg vakler ind i en tornebusk. Hendes fodtrin lyder som tordenbrag, når hun bevæger sig hen over den sarte veksel uden tanke for andres ve og vel, eller i hvert fald ikke for mit. De andre tre skynder sig efter hende.

Min hånd kører hen over mit ansigt, hviler kort over munden og falder så tungt ned langs siden igen, inden jeg begiver mig i hælene på den rasende Pernille og de tre andre, som vader af sted efter hende i deres forgæves forsøg på at holde trit med hendes rasende tempo.

 

”Arghh!” Visne blade og kold sne finder vej ind i mine ærmer og tvinger hårene på mine arme til at rejse sig. Små dryp af dybdeborende, rødglødende smerte hagler ned over min krop som snefnug i en snestorm. Stormen blæser ikke min selvkontrol væk, men min evne til at kontrollere min krop svækkes gevaldigt.

”Amelia!” Lyserød flimren suser frem og tilbage i luften foran mit ansigt, og jeg smiler anstrengt.

”Bare giv mig en hånd op,” stammer jeg afbrudt af små gisp. ”Og en skulder at støtte mig til, så skal det nok gå alt sammen.”

Jeg får, hvad jeg beder om. Et par hænder lukker sig om begge mine og hiver mig op at stå ved fælles indsats. Vaklende, som et nyplantet træ i blæsevejr, bliver jeg vippet over på en persons skulder og får listet en arm om livet. Mit hoved falder ned på vedkommendes skulder. På Victors skulder.

”Jeg synes ikke, det er en god ide, Amelia.” Lisa. Jeg ruller med øjnene og foreslår, at vi kan blive og vente til, at nogen tilfældigvis falder over os midt i skoven på en sti, der kun benyttes af dyr. Møjsommeligt sætter jeg i gang, og inden vi har taget de første ti skridt, læner Victor sig helt hen til mit øre.

”Jeg troede, at det at stamme var forbeholdt mig,” hvisker han i mit øre, og vi smiler begge to varmt. Hver af sin grund, men begge to af hans vittige bemærkning.

 

Solen forlader zenit, ligesom vi forlader skovens uhyggelige, nøgne grenskeletter, der de sidste timer har tårnet sig op rundt om os og sørget for, at vores hjerter konstant har siddet helt oppe i halsen på os. Ude på vejen drejer vi til venstre, så vi ender op med at bevæge os mod nord, mod Umbra Thróren. Hjerterne falder tilbage ned på deres plads i vores bryster, da vi atter kan se himlen strække sig stor og blå over vores hoveder, uden at grålige grene spærrer for udsynet.

Lisa åbner munden, og hendes lyse stemme når mine ører uden problemer, da den spørger: ”Hvor er dine forældre henne?”

Efter Pernilles udbrud kom der ikke flere spørgsmål, men jeg lovede jo at besvare alle deres spørgsmål ikke kun dem, de stillede i skoven. En krum pegefinger vifter hende op på siden ad mig, så vores ansigter kan mødes, når vi snakker.
Som ørneklør lukker mine fingre sig om Victors arm, der stadigvæk ligger rundt om livet på mig, så jeg ikke vælter om midt på vejen. Små dryp af smerte regner endnu ned over min krop, men de er taget af, så jeg ikke længere befinder mig i en snestorm, men en sommerbyge.

”Mine forældre,” siger jeg og trække vejret ind, inden jeg begynder at fortælle den historie, jeg fortalte Victor, endnu mens vi var på Kompasset, men som også mine tidligere værelseskammerater har fortjent retten til at kende.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...