Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10393Visninger
AA

31. De forladte venner

 

I nat er drømmenes land lukket land, hvad mig angår. Min bevidsthed svæver vægtløst rundt i intetheden, eller måske er det intetheden, der svæver vægtløst rundt i min bevidsthed. En ting er dog sikkert, uanset om det er den ene eller anden vej rundt, er begge dele fanget i min søvntunge krop. Jeg kan ikke helt afgøre, hvilke vej rundt det foregår. Mine tanker er pakket ind i flere lag beskyttende vat, og min krop er dækket af et halvt ton dun, mindst. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er godt eller skidt, men jeg ville ønske, at jeg kunne blive her forevigt.

Amelia? spørger en stemme langt, langt væk fra mg. Jeg vender og drejer mig for at få øje på stemmens ejermand, men mørket vil ikke lade mig se igennem sig og hen til stemmen.

Amelia, siger en anden stemme. Denne gang er den tæt nok på til, at jeg kan høre, at det er en piges stemme, men jeg kan stadig ikke se noget.

Amelia. Denne gang kan jeg genkende stemmen, det er Lisas. Mørket blænder mig stadigvæk, men mit indre er i oprør. Hvad laver hun? Jeg ved det ikke, det burde ikke være muligt.

Amelia, hvisker en drengestemme i mit øre. En kvalmende sød duft slår op om mig. Duften af dug hænger ved de sarte knopper, der står halvåbne under den smørgule måne. Græsset strækker sig under mine fødder.

En dreng med leverpostejsfarvet hår, to brunhårede skiftere og en blåøjet magiker står på græsplænen foran mig med en glatpoleret, grå stenbygning i baggrunden. Kompassets fire tårne knejser mod himlen. Det er ikke muligt. Jeg ryster vantro på hovedet.

Åh, Amelia, sukker Lisa og styrter frem imod mig og slår armene om mig. Hun borer fingrene ind i ryggen på mig. Jeg trækker vejret hårdt ind for at få det hele med. Hendes skulder er som skabt til, at jeg kan lægge hovedet på den, så det gør jeg. Jeg smiler til hende.

Lisa, mumler jeg. Hvordan?

Hun trækker sig fri af mig og træder et skridt baglæns. Pernille og Victoria kommer over til os og giver mig hver et hurtigt kram, men ingen af dem svare på spørgsmålet. Da Pernille lægger armene om mig snuser jeg godt ind, hun dufter stadigvæk friskt. Af citronmelisse.

Vi ku-kunne vel ba-bare ikke undvære d-d-dig, lyder en stammende stemme, der ikke er til at tage fejl af. Jeg vender mig om og smiler stort til ham, og hans mund spejler min munds bevægelser ned til mindste detalje.

Latteren tvinger sig vej forbi mine læber, jeg gør ikke noget for at stoppe den. Det er rart at grine. En lille knude i min mave, jeg slet ikke vidste, at jeg havde, løsner sig og går op. Jeg sender dem alle sammen et stort, varmt smil.

Jeg har også savnet jer, hvisker jeg til dem, bange for, at hvis jeg hæver stemmen, vil de forsvinde.

Hvordan går det med Benjamin, Pernille? spørger jeg, men jeg frygter at jeg allerede kender svaret.

Pernilles klare, blå øjne bliver blanke, og hun kigger stift ned i jorden. Lisa hvisker stille til mig, at det faktisk slet ikke går. Dagen efter jeg var taget afsted, forsvandt både Benjamin, Una og alle skyggejægerne, ingen ved hvorfor eller hvorhen, men væk var de. Ingen kunne regne ud, hvor de var taget hen. En kuldegysning løber ned langs min rygrad. Det er min skyld.

Victoria lægger en hånd på Pernilles skulder og stryger hende over håret. Hun mumler forsikrende, at det nok skal gå, men Pernille bliver ved med at være stiv i blikket. Forsigtigt går jeg helt hen til hende og løfter hendes hage, så vores øjne mødes.

Det er jeg ked af at høre, Pernille. Det er jeg virkelig. Jeg er ret sikker på, at ordene ikke vil have nogle indflydelse, men et lille smil lyser hendes ansigt op. Før jeg ved af det, er et par arme slynget rundt om min hals. Helt paf af glæde gengælder jeg knuset. Den slags knus har jeg aldrig fået før.

Da knuset er overstået, lader jeg mig falde ned på græsplænen, og jeg lader fingrene glide igennem de fugtige græsstrå. Jeg banker indbydende på jorden ved siden af mig, og lidt efter lidt sætter de andre sig ned ved siden af mig. Stilheden ligger om os som et uldent tæppe, der kradser, så for at jage den bort, bruger jeg et af de spørgsmål, der aldrig virker.

Hvordan går det så med forvandling? spørger jeg og krydser fingre for, at spørgsmålet virker bedre nu, end da vi spiste frokost sammen i Den Store Sal. Jeg betragter de tre tilstedeværende skifteres ansigter, da jeg stiller mit spørgsmål.
Victor kigger sky ned på sine hænder, som vrider sig i hans skød, og stammer et halv entusiastisk fint uden så meget som at kigge på mig. Jeg ryster på hovedet af drengen med det leverpostejsfarvede hår og fniser lidt. Han sender mig et muggent blik ud under det alt for lange pandehår, men vælger ikke at kommentere på sagen.

Victoria ryster på hovedet og begynder at forklare noget med, at der er tre faser i forvandlingen, og at de kun er nået til den første fase, men at de snart skal videre til den anden fase, hvor man rent faktisk vil skifte form. Den første fase består af at kunne finde den rette sindsstemning, så man kan komme ind og ud af forvandlingen uden at sidde fast midt i processen.

Lisa griner lidt og fortæller, at en af drengene fra deres klasse ved et uheld kom til at begynde forvandlingen, men at han ikke kunne fuldføre den. Det viste sig så, at han heller ikke kunne komme ud igen, så han sad tilbage med en hale, knurhår og øre. Både deres professor og professor Eskil brugte hele eftermiddagen på at forvandle den stakkels dreng tilbage.

Den historie kan vi alle sammen grine af, så det er netop, hvad vi gør. Griner. Da latteren forstummer, vender jeg mig om imod Pernille. Jeg spørger nysgerrigt ind til, hvordan det gør i magitimerne. Sidste gang jeg så hende, kunne hun løfte et viskelæder, jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad hun mon kan præstere nu.

Sådan nogenlunde, vil jeg mene, siger hun og trækker beskedent på skuldrende.

Ej, Pernille. Kom nu, vis hende det! stemmer ikke blot Lisa og Victoria i, men også Victor. Mine øjne finder hendes og borer sig dybt ind i dem. Mine brune øjne prøver at hive svaret ud af hendes havblå blik. Måske er det farveforskellen eller bare, fordi det er umuligt, det lykkes i hvert fald ikke.

Vis mig det, Pernille, tigger jeg hende. Det kribler i min brystkasse, imens jeg venter på, at se, hvad hun har lært. Hendes gyldne hår hænger løst ned over hendes skuldre og ryg, og det får hende til at ligne en feprinsesse fra et af de eventyr, Kerun fortæller om aftenen, da månens lys rammer det.

Skyggerne danser blidt omkring os, og så lukker hun øjnene. Jeg kan mærke, hvordan hun rækker ud efter energierne, der omringer både hende og os. En rynke opstår på hendes pande, og så sker det. Hendes energier lukker sig om vores, og vores hår falder imod tyngdekræften.

Klokkegrin er det, der forlader min mund. Det er det, jeg gjorde den dag på græsplænen, da jeg hjalp Pernille med den formular første gang. Det føles som en hel livstid siden nu, men det kan ikke være mere end halvanden måned side, vi alle sammen roede rundt på den mudrede græsplæne.

Hvor har du været henne? hvisker Victor. Man kan ikke ligefrem påstå, at spørgsmålet kommer ud af den blå luft. Jeg burde have vidst, at det ville komme, men alligevel formår det at tage mig med bukserne nede. Jeg tænker mig om i brøkdelen af et sekund. Jeg bliver nødt til at fortælle dem sandheden. Jeg har lyst til at fortælle dem sandheden.

Lidt her og der og allevegne. Den sidste tid har jeg rejst med en gøglertrup, nordpå, siger jeg og studerer mine neglebånd. Mod Sortefloden og Thróren Bjergene.

Et hav, eller i hvert fald en mindre sø, af udbrud strømmer imod mig fra mine fire venner fra Kompasset. De vil vide alting. Hvordan jeg endte op hos en gøglertrup. Hvem de er. Hvad jeg laver. Alting. Stort som småt, de vil have alting fortalt ned i mindste detalje, og så begynder jeg at fortælle.

Jeg fortæller dem om den første aften, om Gammelmor, Badja, Kerun og alle børnene. Jeg fortæller dem om ilddanserne, og om da jeg slog karavanevagten, Bjerget Bako. Jeg fortæller om det landskab, jeg er rejst igennem, og om hvordan jeg, de første par dage efter jeg forlod Kompasset, gik mine fødder til blods.

Lav os en sommerfugl, beder Victor mig stille, og han stammer næsten ikke. Det er i sig selv så stor en præstation, at det fortjener en belønning. Jeg nikker bare til dem og trækker vejret ind. En kølig brise leger med mit hår, og fugten fra det dugvåde græs trænger igennem min grønne nederdel og de kradsende strømpebukser.

Duftene af friskt faldet, fugtig dug blander sig med den mere vammelsøde duft af historiske roser, der synger på deres sidste vers. Lugten af Pernilles citronmelisseparfume blander sig med en kølige natteluft, og alle disse dufte blander sig sammen og bliver til noget andet og mere, da de samtidig møder min magi.

Jeg spidser læberne og blæser en lille flok smørgule sommerfugle ud. Jeg åbner øjnene, og sammen med mine smørgule sommerfugle danser en lille flok sølvhvide guldsmede. Det besvarer mit spørgsmål fra tidligere. Nu ved jeg, hvordan de kom i kontakt med mig, og jeg bryder mig bestemt ikke om svaret.

Jeg borer fingrene ned i græsplænen og hiver en klump græs op. Græsstrå og jord suser igennem luften i en stor pærevælling. Det snitter kun lige hans arm, men idet mindste snitter det. Han ser det komme, men han gør ikke noget for at afværge det. Bag ved ham står Septus med en mørkegrøn jakke trukket om skuldrene, og en hætte skjuler hendes ildrøde hår.

Han bliver stående nogle meter fra mig uden at gøre mine til at rygge sig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Mit blik farer hen over landskabet uden at vide, hvor det skal slå sig ned. Mine håndflader bliver svedige, og jeg slikker mig nervøst om læberne.

Hans øjne, som normalt enten er stormfulde eller stålhårde, er nu forvandlet til et blødt, gråt dyb. Hans hår står som en glorie af ild omkring hans blege ansigt, og får ham til at stå ud fra det mørk, der begærligt omringer ham. Nogle pusler bag mig, jeg vender mit blik for at finde ud af, hvem det er.

Mine tre forhenværende værelseskammerater rykker nervøst på sig, de er ikke helt trygge ved situationen. Victor sidder fuldkommen stille, ikke på en stiv måde, han sidder bare stille. Han ser betydeligt bedre tilpas ud i de to skyggers nærvær, end han gjorde med alle skyggejægerne listende rundt omkring på skolens gange.

Kat, hvisker den rødhårede mand, og intet ved hans stemme antyder, at han bæger nag over mit pludselige forsvindingsnummer. Han kommer tættere på mig, og Septus følger efter ham på få skridts afstand. Afstanden imellem os bliver mindre og mindre, indtil der kun er en halvmeters nattegrøn græsplæne imellem os. Han stopper op og glider ned på jorden bag min ryg.

Jeg betragter stadigvæk mine værelseskammerater. Lisa synker besværet, og Pernille snurrer en lang hårlok imellem sine fingre. Jeg vender mig helt om, så vi sidder front mod front, og møder hans øjne uden at blinke, men lader dem så falde væk igen.

Nur, siger jeg. Et øjeblik sidder vi bare der. Forstenede. Ingen af os ved, hvem der skal tage det første træk. Hvem der skal bryde den elektriskladede, stillestående luft imellem os. Han rækker den ene hånd ud og lukker den om min. Jeg bliver siddende. Efter nogle sekunder lukker jeg fingrene om hans. De føles slanke, kølige og skrøbelige imellem mine, men jeg ved, at et blidt klem kan forvandles til et jerngreb på ingen tid.

Af bejlere blev hun opsøgt,

Hver og en fik et nej,

Men en dag blev hendes hjerte opslugt,

Han tog hend’ med på sin vej, mumler jeg et stykke af en børnesang, jeg lærte at kende, længe før min families død. Han bevæger sin anden arm op og rører min kind med bevægelser, der er ligeså flydende som vand. Små isninger snurrer sig vej under min hud. Mine øjenlåg glider i, og jeg må koncentrere mig om at trække vejret normalt.

Min lille Kat. Min lillebitte Kat, hvisker han, og hans varme ånde kilder mine kinder. Hans energier lukker sig om mig. De sniger sig tæt op ad mine egne energier, de omslutter mig fuldstændigt.

Den Smukke Kobra var hendes navn

Nu fanget i en skygges favn, citerer jeg en af skyggejægernes børnesange.

Jægerne har ikke et utal af børnesange, men de få de har, har fået en speciel plads i mit hjerte. Den Smukke Kobra er en af mine absolut yndlings, og så afspejler den meget godt Nuradins og mit forhold. Jeg håber bare ikke, at jeg vil ende op livløs i hans favn, ligesom Kobra endte livløs op i sangen.

Amelia, siger nogen bag mig. Jeg vender hovedet, men Nur slipper ikke min hånd, så jeg sidder med overkroppen vendt imod ham. Lisa åbner munden for at fortsætte, men hun når ikke at sige mere, før nogen ryster i mig og tvinger mig væk fra græsplænen bag ved Kompasset.

Min Kat, hvisker Nurs stemme og snor sig om mig, lige før mine øjne spærres op. Min egen killing.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...