Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10406Visninger
AA

32. Cora hedder Zea

 

Jeg glipper med øjnene, nogen står bøjet over mig. Lyset falder ind igennem teltlappen og gør, at personen ikke er mere end en sort klat. Jeg drejer ansigtet lidt, så jeg kan se, hvem det er, der står bøjet over mig.

”Katharina, der er en, der gerne vil tale med dig,” siger den rynkede stemme og det lyder ikke, som om hun har været vågen ret længe selv. Jeg smiler til Gammelmor og rejser mig op. Med hænderne børster jeg det værste støv af min nederdel og trækker min taske til mig. I virkeligheden behøver jeg ikke gå rundt med den hele tiden, men det er nemmest sådan, hvis jeg skal hurtigt afsted.

Knoglerne borer sig ind i min håndflade, da jeg giver Gammelmors skulder et klem. Teltdugen er tung, men ikke fugtig, da jeg trækker den til side og træder ud. Sollyset er skarpere end forventet, og mine øjne blinker kraftigt for at få synet tilbage.

”Se far, sommerfuglepigen,” siger en sød stemme, jeg vidst nok har hørt før. Da mine øjne får vænnet sig til det skarpe lys, får jeg øje på en lille pige. Det er hende, jeg blæste sommerfugle for, hende med de uimodståelige øjne. Bag hende står en mand, jeg også har set før. To hvide striber snor sig ned igennem hans hår.

”Jamen, goddag til dig, min ven,” siger jeg og knæler ned foran pigen. Et stort smil breder sig over hendes læber, da hun rækker ud for at røre ved mit hår.

”Det må De undskylde, Katharina, ik?” Jeg nikker bekræftende til skyggejægeren, men undgår at se på ham. I stedet kigger jeg ind i de chokoladebrune øjne, der fremtryllede sommerfuglekunster i går.

”Hun har brugt hele morgenen på at rable op om sommerfugle, og hun nægter at rejse videre uden at se dem.” Hans stemme er opgivende. Da han spørger, om jeg ikke kunne lave et par stykker, er hans stemme beklagende, men det gør jeg med glæde. Jeg kigger op mod solen og kommer frem til, at der ikke kan være gået meget mere end et par timer siden solopgang.

”Hvad hedder du så, min ven?” spørger jeg pigen og går helt ned på knæ, så vi er fuldstændig i øjenhøjde. En rosenrød rødmen spreder sig på de små kinder og får den lille pige til at ligne en prinsesse. Hun bider sig tænksomt i læben, inden hun svarer.

”Cora,” siger hun og kigger ned.

”Smukke Cora,” siger jeg og løfter hendes hage med min pegefinger. ”Vil du have en sommerfugl?”

Den lille pige nikker, så slangekrøllerne danser om hendes skuldre. Så trækker jeg vejret ind og blæser en hel flok rødgyldne sommerfugle ud af munden. De bakser elegant med vingerne og flyver rundt om Coras hoved.

Jeg rejser mig op og betragter den fire år gamle pige, imens hun jager sommerfuglene rundt imellem teltene. Mit blik er sørgmodigt, men jeg kan ikke lade være med at smile. Den hvidstribede skyggejæger flytter sig hen ved siden af mig, så han kan betragte sin datter.

Jeg ved ikke, hvor længe vi står sådan. Måske et halvt minut eller et kvarter, men for mig kan det være godt det samme. Gøglertruppens medlemmer vimser rundt omkring os og udfører de pligter, de nu engang skal have overstået. Nogle øver, nogle gør rent, nogle finder brænde, nogle køber ind, alle har noget, de skal.

Skridtene er på vej hen imod os. To par. Jeg drejer ikke hovedet for at finde ud af, hvem det er. Mit blik er som svejset til den lille, lyshårede pige. Den hvidstribede jæger vender sig om og omfavner vedkommende. Da jeg drejer hovedet, ser jeg den mand, den hvidstribede var sammen med i går, og en kvinde.

”Du må være Coras mor,” siger jeg bare for at sige noget.

”Hun er min niece,” siger kvinden og kigger smilende efter den lille pige, samtidig med at hun rækker manden ved siden af mig en tungt pakket taske.

”Det før mig ondt,” siger jeg og fletter mine fingre sammen.

”Hvad gør dig ondt?” spørger kvinden. Enten er hun langsom i optrækket, eller også er det ikke gået op for hende, at jeg ved, hvad de er.

”Din søsters død,” forklarer jeg og gentager: ”Det gør mig ondt.”

Kvinden ignorer mig, og jeg tror, hun havde foretrukket, at jeg havde undladt uddybningen. Hun sætter sin egen oppakning fra sig og går ud for at fange sin niece. Cora er ikke meget for at efterlade sommerfuglene, men til sidst følger hun med sin moster hen til resten af familien og mig.

Cora standser lige foran mig og nægter at gå et eneste skridt mere. De tre voksne kigger opgivende på hinanden og ud fra deres blikke, kan jeg gætte, hvad de tænker på. Hvis tur er det til at knuse den lille piges hjerte? Ingen af dem har lyst til det, det ved jeg, men de skal videre, og små hjerte knuses nemt.

Jeg går ned på hug foran den lille pige og kigger hende ind i øjnene, så spørger jeg: ”Vil du ikke efterlade sommerfuglene?”

Den lille pige nikker og kigger bedende på mig. Jeg smiler til hende og stryger en slangekrølle om bag hendes øre. Så læner jeg mig helt tæt på hende og hvisker ind i det lille øre. Da jeg er færdig med at hviske min plan til hende, nikker hun ivrigt.

”Godt, så er det sådan, det bliver,” siger jeg, samler Cora op og vender mig om imod de tre skyggejægere.

”Cora vil ikke efterlade sommerfuglene,” siger jeg, og selvom det virker totalt latterligt, er jeg gravalvorlig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange mit hjerte blev knust, da jeg var fire år. Jeg skulle efterlade venner og veninder, badesteder, klatretræer, vilde kaniner og alt, hvad jeg ellers kunne finde på at knytte mig til. Til forskel fra et klatretræ kan sommerfuglene tages med.

”Cora og jeg vil lære jer at blæse sommerfugle,” smiler jeg og sætter den lille pige lidt bedre tilrette på min arm.

 

De tre skyggejægere er blevet bænket rundt om bålet, og de har fået publikum på. Antallet af elever kunne heller ikke begrænse sig til tre, en håndfuld af truppens magikere har sat sig for at lære tricket også. Jeg sidder med Cora på skødet, da jeg begynder at forklare, hvordan man skal gøre.

”Det er ganske simpelt,” begynder jeg. Det er en start, der aldrig slår fejl. ”Det, I skal gøre, er, at trække vejret og lade duftene og lugtene blande sig med jeres magi i svælget og puste ud, imens I tænker på sommerfugle, ellers bliver det bare en gylden hvirvelvind.”

Jeg smiler, men kommer i tanke om en ting til, de skal vide. ”Hvis I tænker på noget andet end sommerfugle, lad os sige kaniner, bliver det kaniner, der kommer ud, og Cora her er dommeren, værsgo at begynde.” Og med de ord er de skudt i gang.

Både Cora, jeg og resten af publikum morer os herligt. Kun for en af dem, der forsøger, lykkes det at frembringe en sommerfugl førstegang, han prøver, og det er ikke en skyggejæger. Ind imellem de mange mislykkede forsøg, er der nogle værd at grine af.

Vi ser et hav af en vingede sommerfugle og gyldne sandstorme, men ham, der kunne i første forsøg, kaster sig hurtigt ud i noget lidt større end sommerfugle. Først prøver han med en kanin, og det går meget godt bortset fra, at den har fem øre. Så prøver han med en hund, der mangler en hale og en kat med knurhår over det hele.

Til den tid han har fået lavet et mindre dyrskue, er det lykkedes for de andre, at frembringe en sommerfugl. Cora hopper ned fra mit skød og danser rundt imellem sommerfugle og dyreliv. De tre skyggejægere puster frustrerede ud, og de formår at frembringe en håndfuld graciøse, gyldne sommerfugle. Cora hviner og klapper i de små hænder. Det er lige før, hun hopper op og ned af glæde.

Hun styrter hen til mig og omfavner mig. Mine arme holder blidt om hende, og jeg lægger min kind ind til hendes hår. Hun trækker sig et skridt væk, men hun er ikke helt klar til at give slip endnu.

”Hvad hedder du rigtigt, Cora?” spørger jeg og kigger på hende.

De små, buttede kinder trækker sig tænksomt ind ad. Jeg smiler beroligende til hende og hvisker omkvædet af Den Smukke Kobra. Den Smukke Kobra var hendes navn/Nu fanget i en skygges favn. Kun jægere kender den sang, og det ved den gyldenhårede pige godt. Eller næsten kun jægere, en enkelt skygge eller to har muligvis opsnappet den igennem årene, men det behøver hun jo ikke vide noget om.

”Zea,” hvisker hun så lavt, at hendes familie ikke kan høre hende.

”Zea, det er et smukt navn. Jeg hedder Ammi,” siger jeg og læner mig frem, så jeg kan kysse hende på håret.

”Tak, Sommerfugle Ammi,” siger Zea og prikker mig på næsen, inden hun sammen med sin familie forsvinder ud af truppens lejer. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var, at være på den alder i en jægerfamilie, og det er ikke noget at råbe hurra for.

”Du ved godt, at du lige har undervist skyggejægere, ikke?” spørger Badja bagfra og lægger hovedet lidt på skrå. Jo, det ved jeg godt. Jeg nikker og kigger efter dem, indtil de er forsvundet ud af mit synsfelt, men jeg er jo også selv jæger, så det går vel lige op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...