Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10390Visninger
AA

28. Bjerget Bako

 

Aftenen kommer alt for hurtigt. Jeg er slet ikke klar til at stoppe, da de andre gør holdt, men jeg vil jo gerne følges med dem. Alle har en opgave at udføre. Alle lige fra det mindste barn til den ældste voksen har noget, de skal gøre. Det er som at se en menneskelig myretue. Det er ligesom at se jægere slå lejer, bortset fra at truppens medlemmer er noget mere snaksaglige end jægerne.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så til sidst ender jeg med at gå ud for at samle noget brænde sammen. To unge piger med flettet hår er også i gang med at samle kviste og grene sammen, så jeg slutter mig bare tavst til dem. Småsludrende bukker de sig ned og samler en håndfuld kviste op, inden de går nogle skridt frem og begynder forfra.

”Vi bruger brændende klinger næste gang,” siger den ene pige og retter lidt på sit brænde.

”At sluge brændende sabler ville helt sikkert være imponerende,” siger den anden og stryger sin fletning om bag skulderen.

Jeg retter mig op og vender tilbage til lejerpladsen, bag mig efterlader jeg de to piger, som prøver at regne ud, hvordan man bedst sluger en brændende sabel uden at komme til skade. De er ilddansere. Jeg har aldrig set ilddanserne danse, men jeg har hørt om dem. Det skulle være et uforglemmeligt syn, hvis man altså skal tro på rygterne.

Jeg knæler ned midt på den tomme plads imellem de opslåede telte og begynder at stable småkvistene op i en lille pyramide. Jeg lægger resten af grenene ved siden af den lille stabel og sætter mig lidt væk derfra. Lidt efter lidt falder de andre ned ved siden af mig, og Gammelmor finder en stor gryde frem sammen med en håndfuld ingredienser. Rundt omkring rumsterer enkelte mænd og kvinder rundt, imens de sætter de sidste telte op. De to ilddansere vender tilbage med resten af brændet, så bålet kan komme i gang.

 

”Katharina, vil du stadigvæk prøve kræfter med Bako?” spørger Kerun bag mig. Jeg krummer mig sammen. Mine øjne lå begravet i flammernes væsen for et splitsekund siden, og min opmærksomhed lagde slet ikke mærke til ham, men nu bliver mit blik tvunget hen på manden med tatoveringerne. Han ser uhyggelig ud i det flakkende lys fra bålet.

”Æhm, jeg er ikke sikker på, at det, øm, er en god ide,” siger jeg og kigger op på Kerun, der tårner sig op bag mig. Efter en hel dags overvejelse er jeg kommet frem til, at truppens tro på Bako er bedst ladt i fred. Kerun løfter bare sine hænder og går væk fra mig. Gammelmor har fået sat maden over bålet, og ligeså stille og roligt begynder den at simre.
Den krumryggede kvinde, der rører rundt i kødgryden, kalder mig op til sig. Da jeg står ved siden af hende, og varmen banker ind imod mig, beder hun mig om at dele skålene med gryderetten ud. Jeg kan kun have tre skåle af gangen, så det tager sin tid at komme hele cirklen rundt.

I dag er retten ikke krydret stærkt, men krydret farverigt. Et hav af forskellige smagsoplevelser breder sig over min tunge. Flammerne snor sig som slanger op imod himlen. De snor og bugter sig rundt om hinanden og slår knuder på sig selv. Små, glitrende lysglimt springer rundt i luften over bålet, og en knitrende lyd fylder luften.

Med min egen skål dampende gryderet går jeg tilbage til min plads i kredsen. Jeg lader mig dumpe ned på den hårde jord og sætter skålen fra mig. Stroppen er ikke meget for at smutte af, men til sidst lander tasken på jorden bag mig.

”Hvor mange har villet være karavanevagt?” spørger jeg Badja, der i aften sidder ved min side. Hans ske stopper endnu en mundfuld mad i munden på ham, men det forhindrer ham ikke i at svare.

”Nogle stykker. Gøgler er ikke det, der lokker mest,” smasker han, så maden står ud af munden på ham. Jeg ryster på hovedet af hans manere og begynder selv at indtage dagens varme måltid.

 

Træerne åbner sig foran mig, og lyset fra bålet kommer igen til syne, da jeg træder ind imellem teltene. De to ilddansere sidder og snakker med en sabel placeret imellem sig, og en musiker sidder og stemmer sit instrument. Jeg lader en fugtig hånd glide igennem håret og smiler.

Mit hår drypper stadigvæk ned ad nakken på mig og får gåsehuden til at bryde frem, men nu er jeg da i det mindste ren. Eller renere ville nok være mere præcist, da en del af vejstøvet stadig hænger ved under neglene og helt inde ved hårrødderne.

Gammelmor hælder det sidste af gryderetten ud, så truppens hunde kan spise det og muligvis en enkelt vildkat. Kerun sidder sammen med en håndfuld børn, og det ligner at han fortæller en historie. Badja er også i gang med et eller andet, da jeg træder ind i lyskredsen.

Noget knaser bag mig. Luft bliver presset imod min ryg, som om nogen bevæger sig hen imod mig. Jeg er kun få meter fra bålet, da alt aktivitet ophører som ved et hemmeligt signal. Ilddanserne, musikeren, Gammelmor, Kerun, børnene, Badja og alle andre vender sig om for at kigge på mig.

Det knaser bag mig igen. Sagte, men det knaser helt sikkert. En tør lyd, der knapt er hørlig. Min hørelse skærpes, og mine muskler strammes. Inden jeg ved, hvad der sker, glider jeg et skridt til side. Mit ene ben strækker sig ud, og nogen falder over det. Jeg trækker benet til mig og skubber personen hårdt i ryggen, så han snubler fremover.

Mine øjne er blinde for alt andet end den store mand, der snublende styrter frem imod flammerne. Han er mindre end to tommer fra at lande lige oven i ilden, da min arm snor sig rundt om hans kraftige hals. Min anden arm vrider hans ene arm så højt op på ryggen, at hver eneste bevægelse vil gøre ondt.

Mit hjerte galopperer der ud af, mit åndedræt er roligt. Adrenalinen bliver pumpet rundt i mine åre hurtigere, end min krop kan nå at bruge den. Den mand, jeg holder låst fast lige over bålet, er stor som et bjerg. Armen om hans hals begynder at dunke af anstrengelse. Stor som et bjerg, og så går det op for mig, hvem det er, det er Bako. Bjerget Bako.

Armen om hans hals glider ned, så den får fat om hans brystkasse i stedet for, og så hiver jeg til. Den store mand kommer på benene uden alt for mange problemer. Jeg slipper hans anden arm og lader begge mine falde. Bako tager sig til halsen og gnider den forsigtigt, og mit blik begynder at fokusere på omgivelserne også.

Altomfattende stilhed. Kun bålet knitrer frit uden at bekymre sig om, at jeg lige har slået karavanevagten så godt som sønder og sammen. Alle ansigterne ligger i skygge og får dem til at se endnu mere uhyggelige ud, end de ville have gjort ellers.

”Jeg sagde jo, at det var en dårlig ide,” mumler jeg og sukker. Jeg kigger på Bako.

”Der skete ikke noget, vel?” spørger jeg og kigger intenst på hans ømme hals. Da han svarer, lyder hans stemme som et tordenvejr, der ruller ind over havet, men heldigvis siger han, at der ikke skete noget alvorligt.

”Lad mig se,” siger jeg og træder et skridt frem, og den store mands blik flakker. Jeg holder hænderne op foran mig og løfter øjenbrynene. ”Fred.”

Jeg vifter ham nærmere med pegefingeren. Et rødt mærke toner frem på hans fedtede hud der, hvor min arm spændte om hans hals. Blidt stryger mine fingrer hen over strubehovedet for at være sikker på, at der vitterligt ikke er sket nogen skader. Alt, hvad de finder, er et blåt mærke. Jeg lukker øjnene, stryger hele vejen hen over mærket med fingrene og lader en knivspids magi flyde over i ham.

”Så, nu skulle det ikke gøre så ondt i morgen,” siger jeg og smiler undskyldende til ham. Endnu engang gentager jeg, at det var en dårlig ide, jeg sætter mig ned ved siden af min taske. Rundt om bålet starter folk noget tøvende med at snakke med hinanden igen, og snart er alt tilbage ved det gamle. Kun børnene ser ud til ikke at have opgivet interessen helt. Nogle af de yngste kommer hen til mig. De sætter sig i en lille kreds omkring mig, og jeg bliver til deres lejerbål.

”Hvordan slog du Bako?” spørger en lille dreng med gyldent hår, han er åbenbart den modigste blandt sine kammerater lige nu. Jeg smiler skævt til ham.

”Det er min hemmelighed, lille mand,” griner jeg, rejser mig op og griber fat i ham på vejen. I strakt arm svinger jeg ham rundt i luften, indtil han skraldgriner. Jeg purrer op i hans gyldne lokker, inden jeg slipper ham. Så vender jeg mig rundt, griber min taske og forsvinder ind i teltet, Gammelmor og jeg deler.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...