Kompasset

Da hun var elleve, blev hendes familie dræbt. Da hun er sytten, søger hun tilflugt på Kompasset. Hun vil lægge fortiden bag sig, og hun knytter bånd med folk, hun aldrig havde troet, kunne blive hendes venner. Alt går dog ikke som planlagt. Fortiden har ingen planer om at lade hende slippe så let, og snart dukker undertrykte minder og uønskede bekendte op i hendes liv. Kan den syttenårige Amelia undgå den totale katastrofe, eller ender alting med at køre fuldkommen af sporet? Og hvad sker der, når ikke blot hendes egen, men flere generationers genfærd pludselig ånder hende i nakken? (Cover: Faquella)

35Likes
50Kommentarer
10404Visninger
AA

2. Ankomsten til Kompasset

 

Vognen bumler hen ad vejen, imens jeg sidder dybt begravet i mine egne tanker. Mit hår falder ned foran mit ansigt som et sort slør, men jeg tager mig ikke af det. Lige nu er det ikke så vigtigt, hvordan jeg ser ud, men at jeg kommer sikkert frem til skolen.

Nogen puffer til min skulder. Forvirret kigger jeg op og opdager, at tre par nysgerrige øjne er rettet imod mig. Hurtigt slår jeg blikket ned igen.

”Undskyld, men hvad spurgte I om? Jeg sad lige i mine egne tanker,” siger jeg og sender dem et sky smil. Pigen ved siden af mig, hende, der skubbede til min skulder, ryster på hovedet, inden hun gentager sit spørgsmål.

”Jeg spurgte bare, hvad du hedder, og hvad du er.” Pigens nøddebrune hestehale svinger frem og tilbage, imens hun taler. Jeg folder det sky smil om mine læber endnu mere ud, inden jeg svarer hende.

”Jeg er magiker, og mit navn er Amelia.” Samtidig med at ordene forlader mine læber, lader jeg mit sind udforske hendes energier. Ræv, konstaterer jeg uden det store besvær.

”Hedder du andet end Amelia?” spørger pigen, der sidder over for mig. Selvom hendes tonefald er venligt, får spørgsmålet mig til at krympe sammen indvendigt. Jeg kunne slå mig selv oven i hovedet for den bommert, jeg lige lavede.

”Jo, selvfølgelig. August. Amelia August,” siger jeg og krydser fingre for, at de ikke opdager løgnen.

”Nå, Amelia August, jeg hedder Lisa Bun, ravn,” præsenterer pigen over for mig sig som.

”Hende der,” siger Lisa og nikker hen imod pigen med den nøddebrune hestehale. ”Hun hedder Victoria Brems, hun er ræv.” Et skævt smil spreder sig over mine læber. Så havde jeg ret, det kan jeg godt lide.

”Og ham der,” fortsætter Lisa og kaster med hovedet imod drengen, der ejer det tredje par nysgerrige øjne, ”hedder Emil Bun, han er ravn og, tro det eller lad være, min bror.” Lisa ruller opgivende med øjnene, men hendes ene mundvig vender lidt op og mildner udtrykket.

Det er faktisk svært at tro, at Lisa og Emil Bun er søskende. De har samme mørkebrune hårfarve og korte snit, men ellers er familieligheden ikke sådan til at få øje på. Hvor Lisas ansigt er ovalt, er Emils rundt. Hvor hendes øjne er blå, er hans brune, men måske er de kun halvsøskende.

Et bump på vejen afbryder den strøm af ord, der frit flyder ud af Lisa og Victorias munde. Vognen bumler så kraftigt, at vi bliver nødt til at gribe fat i noget for ikke at ende på gulvet.

Jeg er lige døset hen igen, da vognens bumlende bevægelser stopper, den sætter farten ned og holder ind til siden. Blidt skubber jeg den rødpolstrede vogndør op og træder ud.

Åndeløst står jeg med kæben hængende langt nede på brystet, da det overvældende syn møder mine opspærrede pupiller. Et elegant slot tårner sig op foran mig omgivet af en smaragdgrøn græsplæne. Dets fire tårne snor sig imod himlen ligesom træerne på alléen, der strækker deres grene imod himlen.

Bag mig kan jeg høre et åndeløst suk. De andre er også trådt ud af vognen og står nu og beundrer det samme syn som mig. Jeg giver mig selv lov til at blive stående et øjeblik mere, men så tvinger jeg mit blik væk fra Kompasset.

Rundt om mig ankommer flere vogne indeholdende flere nye elever. Rundt om mig stimler flere og flere sammen, alle lige bjergtagede af det magiske syn. Mine tænder begraver sig blidt i min underlæbe, jeg knuger hænderne. Der er overvældenden mange mennesker, men det var jo på den anden side planen.

Hverken jeg eller nogen af mine medstuderene ved, hvad der forventes af os. Skal vi gå op ad alléen eller vente her? Heldigvis bliver vi ikke nødt til at træffe en beslutning. Da en høj kvinde kommer smilende hen imod os, forstummer alt snak i de små grupper. Idet hun beder om alles opmærksomhed, kigger mindst et halvt hundrede øjne på hende.

"Velkommen til Kompasset. Mit navn er Eleonora,” præsenterer hun sig, inden hun beder os følge med. Hun vil vise os Den Store Sal. Ligeså hurtigt som hun dukkede op, begynder hun at bevæge sig hen imod slottets porte.

Det er ligeså imponerende indvendigt, som det var udvendigt. Væggene er dekoreret med billeder og farverige vægtæpper, og vores fodtrin giver genlyd på det glatte stengulv. Eleonora leder os ned ad den ene gang efter den anden, den næste altid mere imponerende end den forrige. Vores vandring ender foran en smukt udskåret trædør.

Eleonora vender sig om imod os og siger, at der vil være tre langborde inde i salen og et bord, der står på tværs. Med et strålende smil siger hun, at vi skal sætte os ved det længst til venstre, og så slår hun døren op. Jeg er blandt de sidste, der træder ind. Størstedelen af pladserne ved bordet længst til venstre er allerede optaget. Forsigtigt smutter jeg ind på en tom plads ved siden af en dreng med fladt hår og buttede kinder.

Klap! Klap! Klap! Lyden suger min opmærksomhed til sig. Den kommer fra længst fremme i salen, hvor en mand har rejst sig fra sin plads ved lærebordet, det, der står på tværs. Hans rynkede hænder svæver et øjeblik i luften for at få ro, selvom man allerede kan høre en fjer falde til jorden.

”Velkommen til Kompasset. Jeg er rektor Claudius, og jeg vil gerne byde jer alle sammen velkommen. Nye såvel som gamle elever. Lad os nu spise, hvor efter Eleonora vil vise de nye op til deres værelser," siger han og smiler bredt. "Undervisningen begynder allerede i morgen, så jeg vil forslå jer at gå ordentlig tid i seng. Værsgo.” Han slår ud med armene, det sidste ekko af hans stemme dør ud.

Selv efter han er færdig med at snakke, hviler mit blik på ham. Hver eneste af hans bevægelser, opfanges mit opmærksomme øje. Hvordan han læner sig hen imod Eleonoras høje skikkelse og hvisker hende noget i øret. Hvordan hans knoklede hænder stryger hen over det hvide skæg. Han minder mig om en bedstefar, ikke at jeg nogensinde har haft sådan en, men han ligner de gamle mænd, der leder indvielsesritualet.

Faktisk er jeg ikke sulten, men alligevel rækker jeg ud efter et stykke madbrød. Det ser godt ud alt det, bordet bugner af. Den sødlige duft fra en skål blander sig med den krydrede duft fra et fad. Alt, hvad hjertet kan begærer, er stillet frem. Supper og kød, brød og salater, ris og kartofler, sovs og mange flere og langt mere eksotiske retter, jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad er.

Mine fingre piller små strimler af brødet, hvorefter jeg putter dem i munden. Imens jeg tygger, lader jeg blikket glide hen over de andre borde. Eleverne ved dem er kun nogle få år ældre end os, alligevel hænger der en helt anden aura om dem. De virker meget mere modne end mit bord. Måske skyldes det, at de har lært at kontrollere deres kræfter.

Imens jeg kigger på dem, rejser de ældre elever sig en efter en eller i små grupper og forlader salen. Men det er ikke kun de ældre elever, der er ved at være mætte. En del af dem med pladser længst fremme i salen er også færdige. Nogle få, så som drengen, der sidder ved siden af mig, han er i gang med sin femte portion, er endnu ikke færdige. Og det er ikke kun på hans buttede kinder, alt den mad har sat sine spor.

”Førsteårselever, hvis I vil være så venlige at følge med mig,” siger Eleonora, hendes stemme tvinger selv den langsomste spiser op. Hurtigt kommer jeg på benene og følger lige i hælene på hende, da hun forlader salen. En af fordelene ved at komme sidst ind er, at man kommer først ud. Bag os lyder skramlen og mumlen, idet alle de andre førsteårselever følger trop.

Vi bliver vist op ad en snoet trappe, der leder op til første sal. Den slanke skikkelse, der udgør Eleonora, stopper op foran en lang, lige gang, hvor døre pryder væggene til begge sider. Hendes stemme svæver hen over vores hoveder, idet hun siger: ”Her er jeres værelser. Jeres ting er allerede blevet båret ind. Der ligger et skema samt et kort over skolen til jer på jeres senge. I skal dele værelse med tre andre.”

”Hov, vent! Hvordan kan vi vide, hvor vi skal bo?” spørger drengen med det flade hår, idet hun gør mine til at gå tilbage ned ad trappen.

”Det står på dørene, nu ikke noget med at gå for sent i seng,” siger Eleonora uden at vende sig om, og med det som sin afskedsreplik svæver hun tilbage den vej, vi kom.

Folk begynder at gå fra dør til dør for at finde ud af, hvor de skal sove henne og med hvem. Efter at have passeret de første ti døre, begynder jeg at ane et mønster. Drengene bor til den ene side, pigerne til den anden. Jeg går længere og længere ned ad gangen uden at finde døren med mit navn på. Rundt om mig begynder de mange skridt at forstumme, indtil kun mine egne giver genlyd imellem væggene.

Victoria Brems. Lisa Bun. Pernille Itallo. Amelia August. Kun halvdelen af navnene ser bekendte ud. Lisa og Victoria, de to piger jeg delte vogn med. Navnet Pernille Itallo siger mig ingenting, og selv mit eget navn, Amelia August, virker fremmed. Jeg trækker vejret dybt ned i maven.

”Kom så. Du kan godt, Amelia,” hvisker jeg til mig selv og trykker dørhåndtaget ned.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...