Tidsrejsen (1)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2014
  • Opdateret: 10 dec. 2014
  • Status: Igang

3Likes
0Kommentarer
503Visninger

1. dixie og Sofie

Det starter med at dixie. Han var ny i klassen læren. Sagde, hvem vil sidde ved siden. Af dixie næsten alle tog sin hænder op men det, gjorde Sofie ikke så starter historien.

Dixie træder i pedalerne og verden omkring os smuldrer væk, tiden går i stå og alt står stille og så alligevel suser omverdenen forbi os. Jeg lukker øjnene og da jeg åbner dem igen er vi i 2020.

Ikke utroligt meget er ændret men alligevel kan man bare føle det. Jeg sukker lettet og tager min rygsæk ned af sædet. "Kom!" Vi hopper begge af og indånder duften af forandring. "Følg med." Jeg tager Dixies hånd og trækker ham med hen til min havelåge. Vi kravler op i den lille hytte i min baghave og begynde at pakke maden ud. Nogle vil måske mene at det er mærkeligt og unødvendigt at rejse frem i tiden bare for hyggespise lidt, jeg giver dem ret. Men alligevel så når man har chancen…

"Saftevand?" Spørger jeg, men får intet svar. Dixie kigger forundret ud af det lille hul i træhytten. "Sofie. Tjek det ud!" Jeg bøjer mig frem for bedre at kunne se. Ud ad træhyttens lille vindue kan jeg se mit hus. Ind af dets vindue står jeg! Jeg, 6 år ældre, står og sætter te over og laver mad. "Syret…" Siger jeg forundret. Dixie piller ved sin taske og hiver en underlig metaldims op. Han trykker på nogle af dets knapper, og en masse skratte-lyde kommer ud af den. "Vent." Siger han og retter dimsens antenne op og lyden af min stemme kommer ud af maskinen. "Så kan vi bedre høre hvad der foregår." "Fremtidsstads…" sukker jeg og puffer ham venskabeligt i skulderen.

"Her Birk, jeg er ikke sikker på om det kommer til at hjælpe men du må sikkert også være sulten." Hører jeg min stemme sige ud fra dimsen. Dixie og jeg kigger uforstået på hinanden. "Mor siger at planeterne står forkert på himlen og jeg hørte hende græde igår nat." Hører vi Birks stemme fra den. Jeg bliver først forskrækket af hvor meget han lille stemme er forandret. Han er blevet ældre og hans stemme er selfølgelig blevet mørkere, det ved jeg. Men den er også blevet svag og hæs, som en af de der syge, triste børn man ser i film. "Er han syg?" Spørger Dixie, som om jeg skulle vide det. Jeg trækket bekymret på skuldrene. "Nå men jeg bliver nød til at gå nu Birk, kan du godt være alene hjemme?" Kommer det fra dimsen. "Kom!" Dixie pakker dimsen ned og kravler ned af stien, fulgt af mig. Vi står presset op af min husmur indtil "ældre jeg" er gået. "Fri bane." Siger Dixie. Hvad? Nej! Han træder ind i huset hvor han derefter åbner døren til Birks værelse.

Her er forandret en del. Plakater af forskellige bands er hængt op på væggene og alle bamserne er forsvundet. Birk som nu er på vores alder rejser sig forskrækket op i sengen af synet af os, men bliver overvældet af en kraftig hosten og dunker ned i sin seng igen. "Bare rolig, det er mig Sofie… Ehm, bare ja… Lidt yngre. Du skal ikke være bange!" Men det er lige det har bliver. Det flimrer for hans øjne, og da han kommer til sig selv igen bliver han forskrækket over at vi ikke er forsvundet igen. "Birk, vi vil bare spørge dig om… Hvad fejler du?" Prøver Dixie så. Først reagerer han ikke, han lægger bare helt stille, men så får han så stammet ud: No-noget der h-he-hedder Faskelskvid."

Noget går op for Dixie og han får pludselig meget travlt. "Kom Sofie, skynd dig!" Han løber ud af værelset med mig i hælene. Vi standser forpustet op ude på vejen. "Sophie, Birk har fået en sygdom der har plaget 2030-Tallet meget, men i min tid, 2044, har vi fundet en løsning! Det er en farlig sygdom og Birk kan dø når som helst, selvom det ikke ser så slemt ud! At helbrede ham kræver nogle bestemte urter, vi bliver nød til at rejse frem i tiden for at finde opskriften inden det er forsent." "Wow, wow, wow, vil det sige at hvis ikke vi får rejst frem i tiden nu så dør han!" Jeg er målløs. Det hele skulle bare være en lille middag, bare os to, og så finder vi ud af at min lillebror er i livsfare! "Ja, kom!"

Vi løber hen til tidsmaskinen som står parkeret ude i garagen, og gør som vi plejer; Dixie taster på nogle knapper og jeg venter spændt. Verdenen omkring os forandres og vi havner i et underligt univers. Det starter som det plejer, men noget er forandret. Denne gang ER tiden faktisk gået i stå, eller vi er ihvertfald havnet i et tomrum.

Jeg skæver over til Dixie, men han ryster bare uroligt på hovedet og sætter sig så til at trykke rundt på forskellige knapper. "Nej. Det kan ikke passe! Gyroen kollapsede, den er løbet tør for batteri lige midt i tomrummet mellem to tider. Vi er fanget her!" Dixie kører uroligt hånden gennem håret og kigger så på mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg hopper af køretøjet og iagttager "rummet". Billeder kører frem og tilbage i luften, af min mor og min far og Birk. Og mig selv. Jeg ser Birk sidde på sin stol i skolen, ser hvordan han lige pludselig bliver overvældet af hosten. Jeg ser mor græde. Jeg ser en gravsten. Det bliver for meget.

"Hvad gør vi Dixie!" Hvisker jeg, selvom der alligevel ikke er nogen der kan høre os. Han trækker opgivende på skuldrene. Jeg prikker med fingeren på "væggen" men intet sker. Så hamrer jeg af vrede min knytnæve i den og det hele går itu som var det af glas. Alt falder fra hinanden og Dixie skynder sig op på tidsmaskinen, "Hop på, hurtigt!". Og det gør jeg. Vi er underligt nok havnet hvor vi skulle, i 2044-Tallet.

En lettelse fylder os begge, men vi skynder os med det samme at gøre hvad vi kom for at gøre. Han løber gennem gaderne, mens ansigter stiger uforståeligt på os. Han løber ind i en butik, tager en bestemt bog frem og bladrer hen til en side om "faskelskvid", som om han havde gjordt det tusindvis af gange. Efter et minut eller to løber han ud af butikken igen og hen til en anden. "Gruskorn, vievand og kvisteltorn." Mumler han for sig selv. "Tag en kurv." Siger han og jeg adlyder. Vi er indeni en grønhandler hvis man kan kalde det det. Lyset fra lamperne er blåt og gulvet under os er af glas. Der prisskilte, men med helt anderledes tal på og selve produkterne i butikken er langt fra hvad man kan få bare 30 år før.

Dixie fylder hurtigt kurven med en masse forskellige urter, og så lige til sidst… En pakke chokolade som der tydeligvis også findes i min tid! Han blinker til mig, "bare lidt godter du ved.". Men så bliver stemningen alvorlig igen og vi skynder os at betale, eller rettere sagt, han gør. På få minutter er vi tilbage til tidsmaskinen med alt hvad vi har brug for. "Parat?" "Parat. Eller vent! Gyroen virkede jo ikke!" Kommer jeg i tanke om. Først bliver Dixie urolig men trækker så triumferende et batteri op af indkøbsposen. Åh, Dixie dog! Og ja, så rejser vi så gennem tiden tilbage til 2020-Tallet hvor syge Birk stadig ligger syg i sin seng.

Vi løber ind i køkkenet, smider alle ingredienserne på bordet og resten bliver overladt til Dixie. Imens sidder jeg og beroliger Birk der stadig lige skal vænne sig til tanken om at have to storesøstre. Ti minutter efter kommer Dixie ind med en skål med suppe til ham. "Det smager nok ikke ligefrem pragtfuldt, men tro mig, det er for dit eget bedste!" Griner han og sætter suppen på sengebordet. En brummende lyd fra en bil lyder ude fra indkørslen. "Nå søde Birk, vi bliver nød til at gå nu. Du har ikke noget at bekymre dig om nu, det lover jeg dig." Siger jeg og kysser Birks pande. Så hopper Dixie og jeg ud af vinduet og fortsætter vores lille middag. "Sikke en dag." Sukker jeg lettet op. "Ja det må du nok sige!" Griner Dixie og tager min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...