Mellisa The Ghost

Det hele burde være på engelsk!! Hvis nogle har tid & lyst må i meget gerne hjælpe med at oversætte!!

1Likes
2Kommentarer
167Visninger

1. Mellisa

Mellisa sad i klassen, hun kunne ikke lade være at grine, hendes kammerat fortalte de sjoveste ting. Læren bad om ro, og roen lagde sig over klassen. Som Mellisa sad over sine ting, grinet svandt hurtig hen. Hun mærkede de stirrende blikke, den kolde uro, de misblisende tanker. "De er bare jaloux" sagde hendes mor altid, men sandheden var de troede hun var en heks. Smilet forsvandt, hun mærkede de varme tårer glide ned over hendes kinder. Den betryggende varme, det slukkede flammerne i hende. Hun bukkede hovedet, de skulle ikke se hende græde. Hendes sidemakker spurgte hende om noget, og hun kiggede hurtigt på ham. Han blev helt bleg, han lignede en der havde set et spøgelse - som meget vel skulle passe. Hun græd blod, de store, røde, varme tårer gled ned over kinderne på hende. Hun mærkede en sær varme stige op inde fra, en glæde. Et smil bredte sig uselt på hendes mund, inden hun noget at stoppe sig selv, havde hun rejst sig og brændt skolebøgerne. Hun gik med rettet ryg, og hastige skridt op mod læreren, hun gled tændstikken og satte ild til hans frakke. Hun blev sendt hjem, skolen ville ikke se hende mere. Hendes mor skældte hende ud, hun havde hørt hvad der var sket. Mellisa var ligeglad, den glæde, den varme hun havde følt. Samme nat løb Mellisa af sted, hun satte ild til skolen. Aldrig mere skulle den forbandes bygning plage hende, aldrig mere skulle folk se ned på hende. Hun var Mellisa, hun var anderledes. Folk skulle frygte hende nu, ingen skulle gøre nar af hende. Hun sad lidt derfra og så på, hun så også hvordan folk styrtede til med spande. De kunne intet gøre, ilden havde fat. Folk vidste det var hende, ingen andre i byen udover hende, var sindssyg nok til at brænde skolen af. Hun havde troet det ville hjælpe, at folk ville frygte hende. Men folk var onde nu, de så ikke længere ned på hende. De ignorerede hende totalt. Der blev snakket om hende ved De Kloge, hun vidste det ikke kunne være godt. Men at det skulle ende som det gjorde, havde hun ikke forudset.

 

Alle børnene i byen havde hørt om Mellisa The Ghost, efter hendes noget grove forbrydelse var hun blevet henrettet. Hun var blevet brændt, alle i byen havde været der. Små som store, venner som fjender. Man sagde hun hjemsøgte byen endnu 29 år efter, men kun dem der havde oplevet det troede på det. På dødsdagen 30 år efter, slukkede alle lys byen over. Folk samledes på torvet, da Mellisa trådte frem. Hun var pigen mere, hun var en ånd. En ånd folk frygtede, hun holdte hænderne over hovedet. Lyset stormede fra hende, tønderne omkring hende satte i ild. Det var sket Mellisa var vågnet, fra den lange og uudholdelige søvn. Et øjelik stod folk og kiggede på hende, kiggede i frygt på det væsen der gik sagn om. Nogle folk løb i panik, de der gjorde det blev brændt på stedet. Da først flammerne var at se mellem folkene, styrtede andre hen til dem eller væk. Byen brændte bid for bid, de der flygtede fra dette mareridt brændte op. Når en hel familie var død, antændte alle deres ting, og deres hus. Kornet brændte ned, dyrene løb og satte i brand. Men én enkel mand blev stående, han så alt dette kaos som om det var en uslebet diamant. Hun kiggede ned på ham, han var den eneste overlevende. Med sin dybe anderledes stemme, sagde hun til manden. "Led. Du ved hvor, hvis du tænker dig om. Du vil kunne løse gåden, og befri min sjæl. Tak" Hun var væk, ansvaret lå på hans skuldre. Igennem årene rejste han jorden rundt, han fortalte historien om den ulykkelige pige. Til sidst synes mange hun var ond, men han sluttede altid af med... "Det var jo ikke hendes fejl, hun fik en gave. Vi mobbede hende, vi var onde. Nu fik vi advarslen, tag jer i agt." Og i årevis var folk søde ved hinanden, indtil for et par år siden. Da begyndte vi igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...