Uhåndgribelige hændelser

Thomas' hænder er slappe, og hans knogler er af gummi. Men så pludselig bliver hænderne varme, og alle knogler spændes.

17Likes
11Kommentarer
454Visninger
AA

2. Uhåndgribelige hændelser

 

Rummet summer af lyd, og der lugter af sved og alkohol. Støjen fra en unødvendig høj bas har sat sig fast i Thomas’ ører. Hans øjne flimrer svagt, og han har svært ved at holde fokus, da han lader blikket tage en omgang. Mennesker. Kroppe overalt. Bevægende kroppe. Frisindede kroppe. Men Thomas selv har placeret sig i et hjørne. Lænet op af en grå, livløs betonvæg. Han mærker, hvordan han har lyst til at sætte sig ned på gulvet. Sidde ned og kigge rundt. Men han gør det ikke. For det gør man ikke. Øldåsen i hans hånd er tæt på tom, og hans ånde stinker syrligt. Men det er lige meget. Alt er lige meget. For intet er muligt mere. Alt var muligt for små to timer siden. Men tiden flyver så hurtigt, og nu er alt håb væk.

Thomas tager flere gange øldåsen op til munden for så at opdage, at det kun er dråber, der herefter blidt rammer hans tunge. Penge har han ikke flere af. Dem brændte han af på alkohol tidligt på aftenen i håbet om at komme i stemning. I håbet om at det ville gøre ham modig. Fri. Men spiritussen synes at have den modsatte effekt. Han er træt nu. Og vred.

Thomas' hænder er slappe, og hans knogler er af gummi.

Måske er det ikke kun alkoholens skyld. For der er noget helt specifikt i rummet, der gør Thomas arrig. I et andet hjørne står Alice. Hun læner sig elegant ind over baren, mens hun ivrigt knipser af en bartender, som kommer styrtende få sekunder efter. Alice er et år ældre og mere moden end de andre piger, synes Thomas. Og hun er smuk. Det har han syntes i lang tid. Men han fortæller det ikke til nogen. Det er hans egen lille hemmelighed. Han husker tiden, hvor han tit fulgte hende hjem fra skole. Hun så ham aldrig. Han holdt sig ti meter bag hende. Men han passede på hende. Han fulgte hende hjem fra skole. Og det var det vigtigste.

Thomas mærker, hvordan han hænder bliver varme, hver gang han lader sit blik beskue hende.

Alice er meget smuk, synes han. Sådan som hun står der i sin røde kjole og med det lange mørke hår hængende ned langs ryggen. Og hendes øjne er smaragdgrønne.  
Men det er fyren ved siden af hende, der får Thomas til at trække vejret hektisk. Små korte indåndinger kæmper bravt mod den dobbelte mængde udåndinger, og snart vil han være i underskud af ilt. Så han kvaser øldåsen i sine hænder sammen i forsøget på at lægge fokus på noget andet og derved få sit åndedræt tilbage i et normalt tempo. Det er svært. For han er så rasende. Alice er Thomas’. Thomas ejer Alice. Det ved hun ikke. Men det behøver hun heller ikke vide, så længe Thomas er klar over det.

Thomas mærker alle 28 fingerknogler i sine hænder. Han mærker hvordan de alle spændes og hvordan hans tænder ridser mod hinanden.

Som tiden går, er det som, at alle de dansede kroppe på diskoteket flyder sammen. En for en slutter de sig til den slørede mængde. Kun to skikkelser står stadig klart - Alice og fyren. Og Thomas ved ikke hvad eller hvor han skal gøre af sig selv og sine spændte knogler. Så han tripper rundt på stedet i et stykke tid. Smider så den kvaste øldåse ned foran sig og sparker den ind i det slørede menneskehav. Nogen råber. Nogen råber, at han er en idiot. Et svin. Men Thomas hører det ikke. Det er ligemeget, tænker han. Alt er ligegyldigt.

Og så går han. Fast og målrettet hen mod Alice og fyren. Han ser, at Alice får øje på ham, men i første omgang skænker han det ikke en tanke. Egentlig ved han ikke, hvad han vil. Han handler istedet på instinkter - om de så er til at stole på eller ej. Hans tankestrøm er en motorvej, og alle bilerne dytter af hinanden. Nogle har så travlt, at de hamrer sammen i et voldsomt sammenstød – og så splintres de. Thomas er forvirret. Hans muskler trækker ham tilbage mod betonvæggen men river ham derefter et skridt tættere de to. Og så stopper han pludselig op. 

Hans hænder begynder at sitre. Først svagt, men så voldsommer og voldsommere. Og til sidste står han og ryster i hele kroppen som et gammelt nervevrag.

Først bliver han bange. Han forstår ikke sin egen reaktion. Han burde gå hjem, tænker han kortvarigt. Men det gør han ikke. For det gør man ikke. Og så sker der noget, der får alt til at slå klik. Alice stiller sin drink fra sig og lægger så armene om fyrens skuldre. Han trækker hende tættere ind til sig. Og så mødes deres læber i et kys. Fra da af går alt i sort. En galakse af farvede pletter, der styrter rundt mellem hinanden, dukker op foran Thomas’ øjne. Han bliver svimmel. Før var alt lige meget, og intet var muligt. Nu er ingenting noget værd, og alting er umuligt. Thomas løber, han skriger, og han slår.

                                                                                                    . . .

Pludselig kan han mærke sin hånd dunke voldsomt. Hver eneste åre pulserer i takt til hans ophidsede hjertebanken. Men hans vejrtrækning er stabil.

Thomas ser hvordan fyrens næse begynder at bløde, hvorefter han falder sammen på gulvet. Thomas ser, hvordan Alice stirrer rædselsslagen på ham. Alligevel reagerer han ikke uden videre. Står bare og kigger. Forundret. Kigger på Alice og hendes smaragdgrønne øjne. De skinner, og i øjeblikket endnu mere end nogensinde før. Og hun er så smuk. Thomas drages. Han tager hendes hånd, og han holder godt fast. Men det er jo ikke fordi, han vil hende noget ondt. Han vil bare gerne have, at hun bliver. Og det gør hun. Men hendes krop er bange. Hun ryster.

”Alt er muligt”, hvisker Thomas og aer hendes slanke fingre. De er iskolde. Men Thomas mærker, hvordan han som sekunderne går, bliver mere og mere afslappet. Hans før anspændte skuldre ligger nu igen på plads. Den voldsomme dunken i hans hånd forsvinder. Han smiler.

Thomas holder Alices hænder i sine. Og Alice er smuk. Alt er muligt. Alt er perfekt. Alice græder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...