A lost soul

'Det var som om jeg kunne mærke hans frygt, før jeg hørte hans skrig. Med et sæt slog jeg øjenene op. En lok langt lyst hår klæbede sig til min pande. Charles lå og kastede sig skrigende rundt i sin seng. Jeg for ud af min, og var henne hos ham i løbet af et øjeblik. "Charles," sagde jeg og ruskede ham kraftigt. "Charles, vågn op." Hans skrig blev svagere og afløstes af en blød klynken. "De kommer" stønnede han. "De er efter dig"' Dette er faktisk en skole opgave, som jeg blev stillet sidste år (skoleår). Men jeg kan rigtig godt lide den måde, det viste sig at blive. Så jeg tænkte, at jeg kunne dele den med jer og se hvad i synes om den. Når men ihverfald handler den om en ung pige og hendes lillebror, som hun elsker over alt på jorden, og som hun vil gå i gennem ild og vand for. Deres forældre er ikke inde i billedet, og de bor netop hjemme ved deres mormor, som de aldrig at mødt før nu. En nat ser den unge pige, en dreng ned i gården, som hun føler sig draget til.

1Likes
3Kommentarer
268Visninger
AA

4. Kapitel 4, Charles? Hvor er Charles?

Kapitel 4, Charles? Hvor er Charles?

 

Charles? Hvor er Charles? Det var den første tanke, der fløj ind i mit hoved, da jeg vågnede. Jeg lå i en blød seng og kiggede op i et hvidt loft, der både måtte havde været malet lyseblå og baby gul. De fleste steder havde malingen givet op og efterladt et bart hvidt gipsloft. Jeg satte mig op, bare for at se drengen ved min side. Han sad i vindueskarmen og kiggede ud af vinduet. Lyset fra månen indrammede hans ansigt som en glorie.

”Hvor er jeg? ”spurgt jeg svagt. Han vendte hovedet med et overrasket udtryk i ansigtet.

”Du er vågen, doktor Ivashov sagde… nej det er lige meget. ”

”Hvad kiggede du på? ”

”Jeg kiggede ned i gården, den minder mig om den derhjemme. Da jeg var omkring syv år, blev jeg sur på min mor og nægtede at komme op igen. Så hun kom først ned med aftensmad, og bagefter sendte hun min storebror ned med et telt. Som vi slog op. Vi lå og snakkede hele natten om alt mellem himmel og jord. Han fortalte mig nogle historier om krigen. Kender du den historie med… ej jeg skal nok holde op med at snakke. Sover du? ”

”Nej jeg lytter, det er en meget spændende historie”

Han nikkede og spurgte forsigtigt: ”Er du okay. ”

”Ja, det har jeg jo sagt”

”Det var ikke det, jeg mente, og det ved du godt.” Hans bekymring for mig, strålede ud af ham. ”Det der skete”

”Ja jeg ved det. ” afbrød jeg ham. Og det gjorde jeg. Hele min krop var stadig helt spændt, og jeg havde mest af alt lyst til at ligge mig ned og græde ind i puden. ”Men jeg har det fint”

Han rystede opgivende på hovedet, som om han havde fejlet. ”Få noget tøj på, Silvia vil snakke med dig. ”

”Silvia? Hvem er Silvia? ”

”Du skal være på biblioteket om 10.”  Med de ord havde han rejst sig og gået hen til døren. ”Der ligger noget tøj på stolen” sagde han og gik.

Jeg rejste mig og gik hen til spejlet. En kedelig pige stod på den anden side, og kiggede på mig med kedelige grå øjne. Hendes lange blonde hår sad rodet på hovedet af hende, og hun havde et blåt mærke på størrelse med en knyttet næve, lige der på kindbenet. ”Fedt. ”mumlede jeg og vendte ryggen til spejlet. På stolen lå der et par sorte jeans, en hvid T-shirt, og en læderjakke med et underlig logo på ryggen.

 

Jeg gik hen ad de smalle betonbelagte gange uden nogen anelse om, hvor biblioteket var. På min vej så jeg gange fyldt med træningslokale, jeg så også sovesale og teknikrum. Hvad var dette for et sted? Da jeg endelig nåede frem til biblioteket, sad en middelalderen kvinde i en lænestol og læste. ”Det var på tide. ”sagde hun uden at kigge op.

”Det må du undskylde, men det var sandelig svært at finde vej gennem alle de gange. ”sagde jeg lidt irriteret. Silvia kiggede op. ”Det var da den dårligste undskyldning, jeg længe har hørt” sagde hun, med et glimt i øjet. Hun tog sin hånd og bankede på den bløde stol ved hendes side. ”Kom og sæt dig. Vil du have en kop te? ”

”Nej” mumlede jeg, og satte mig akavet på stolen. ”Hvorfor har du sendt bud efter mig? ”

”Jo nu skal du høre. Jeg har snakket med Ashton, og han har set nogle kvaliteter i dig, som vi har desperat brug for..”

”Ashton? ” afbrød jeg.

”Ja Ashton. Ash. Drengen ved telefonboksen. ”

”Nåårrh”

”Som sagt har han set nogle kvaliteter i dig, som vi har brug for til vores modstandsbevægelse. ”

”Hvordan ville du have at jeg skulle kunne hjælpe en modstandsbevægelse? ”

”Vi har brug for nogle der er modige og som tør at tage kampen op mod Nynazisterne. ” sagde Silvia ærefuldt

”Hvis jeg sagde ja hvad skulle jeg så gøre? ” spurgte jeg nysgerrigt.

”Det ville kræve at, du omgående pakker dine ting og tager med Ashton til London. For at gennemføre din træning som modstandskvinde. ”

”Men hvad med Charles? Jeg skal havde ham med.”

”Ligegyldig hvem denne Charles er, så er dette noget du må gøre alene”

Jeg kan da ikke efterlade ham. Han er mit ansvar. Han har ikke andre. Jeg kiggede på Silvia, og kunne mærke tårnene presse mod mine øjne. Tanken om at efterlade Charles var absurd, hvem ville dog nogensinde kunne efterlade sin lillebror. Men tanken om at løsrive sig, stikke af med Ash til London, og blive modstandsmand. Tanken om at kunne gøre en forskel derude i verden, var så tiltrækkende. Jeg rystede på hovedet ude af stand til at sige noget. Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke lade ham i stikken. Jeg rejste mig og bakkede langsomt tilbage mod døren. Jeg måtte hjem til ham. Jeg vendte mig om jeg styrede ude gennem de lange gange.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...