A lost soul

'Det var som om jeg kunne mærke hans frygt, før jeg hørte hans skrig. Med et sæt slog jeg øjenene op. En lok langt lyst hår klæbede sig til min pande. Charles lå og kastede sig skrigende rundt i sin seng. Jeg for ud af min, og var henne hos ham i løbet af et øjeblik. "Charles," sagde jeg og ruskede ham kraftigt. "Charles, vågn op." Hans skrig blev svagere og afløstes af en blød klynken. "De kommer" stønnede han. "De er efter dig"' Dette er faktisk en skole opgave, som jeg blev stillet sidste år (skoleår). Men jeg kan rigtig godt lide den måde, det viste sig at blive. Så jeg tænkte, at jeg kunne dele den med jer og se hvad i synes om den. Når men ihverfald handler den om en ung pige og hendes lillebror, som hun elsker over alt på jorden, og som hun vil gå i gennem ild og vand for. Deres forældre er ikke inde i billedet, og de bor netop hjemme ved deres mormor, som de aldrig at mødt før nu. En nat ser den unge pige, en dreng ned i gården, som hun føler sig draget til.

1Likes
3Kommentarer
272Visninger
AA

3. Kapitel 3, Tårerne løb ned af mine kinder

Kapitel 3, Tårerne løb ned af mine kinder

 

Jeg havde dårligt nok trykket min hånd til mig, før min anden modstander slog mig mig med håndryggen og snerrede. Jeg valkede,men holdt mig på benene, mens jeg stillede mig overfor ham. Højere. Stærkere. Sikkert også hurtigere end mig.

Vi cirklede om hinanden, og jeg sprang frem og sparkede ham. Han rokkede sig knap nok. Han greb ud efter mig, og det lykkedes kun lige at undvig ham igen. Jeg prøvede desperat at finde en åbning for at få et godt slag ind. Der. Jeg svingede min fod ind i hans lår. Men det sinkede ham ikke, og han angreb straks igen. Han slog mig i jorden og holdt mine arme fast. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han var for stærk. Sveden dryppede ned fra hans panden, da han bøjede sit ansigt ned mod mit. "Hvem har vi her?" Spurgte han. "Et nyt medlem? Nej.. Det er du for køn til." Jeg samlede mod til mig, og spyttede ham i ansigtet. Hele min krop spændtes, og jeg var klar på en lussing eller to. Men han tørrede det bare væk mens han fortsatte: "Det var da ikke pænt. Opdrager de jer ikke pænt her på landet? Ej se din pande, hun fik virkelig ram på dig, dit smukke ansigt er jo helt hævet." Han tog sin hånd og aede mig over håret. Jeg kæmpede imod hans jerngreb, men det var nytteløst. Igen bøjede han sig ind over mig, og kyssede mig. Jeg fandt hans læbe og bed til. "Av, for satan. Hvad laver du."

To hænder lukkede sig rundt om hans skuldre, og slyngede ham væk fra mig. Jeg satte mig op, bare for at se drengen stående bøjet over manden der overfaldt mig. Havde han reddet mig? Det var ikke nogle tegn på kamp mellem dem. Hvorfor lå manden så helt stille? Pludselig strejfede en syg tanke mig. Kunne han virkelig have dræbt ham? "Er han død?" Spurgte jeg forsigtigt.

"Ja."

"Dræbte du ham?

"Nej"

"Hvordan.. Det var mig"hulkede jeg og trak benene ind til mit bryst. "Var det ikke?" Han kom hen til mig, og satte sig ved min side. "Nej det var ikke." Sagde han blidt. "Bare rolig."

"Rolig... Rolig hvordan kan jeg været rolig når der ligger et..." Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg kunne ikke få flere ord over mine læber. Han tog sine arme om mig, og vuggede mig i hans arme. Den dejlige duft af mynte og aftershave strejfede min næse. Jeg følte mig tryg i hans arme. Mit hjerterytme bankede på en mærkelig måde, det samme gjorde hans. Underligt. Jeg kiggede igen ud mod horisonten, og de store stjerne var ikke længere så skræmmende. Min øjenlåg gled ligeså stille i, og alt blev mørkt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...