A lost soul

'Det var som om jeg kunne mærke hans frygt, før jeg hørte hans skrig. Med et sæt slog jeg øjenene op. En lok langt lyst hår klæbede sig til min pande. Charles lå og kastede sig skrigende rundt i sin seng. Jeg for ud af min, og var henne hos ham i løbet af et øjeblik. "Charles," sagde jeg og ruskede ham kraftigt. "Charles, vågn op." Hans skrig blev svagere og afløstes af en blød klynken. "De kommer" stønnede han. "De er efter dig"' Dette er faktisk en skole opgave, som jeg blev stillet sidste år (skoleår). Men jeg kan rigtig godt lide den måde, det viste sig at blive. Så jeg tænkte, at jeg kunne dele den med jer og se hvad i synes om den. Når men ihverfald handler den om en ung pige og hendes lillebror, som hun elsker over alt på jorden, og som hun vil gå i gennem ild og vand for. Deres forældre er ikke inde i billedet, og de bor netop hjemme ved deres mormor, som de aldrig at mødt før nu. En nat ser den unge pige, en dreng ned i gården, som hun føler sig draget til.

1Likes
3Kommentarer
269Visninger
AA

1. Kapitel 1, Frygtelige drømme

Kapitel 1, Frygtelige drømme

 

Det var som om jeg kunne mærke hans frygt, før jeg hørte hans skrig. Med et sæt slog jeg øjenene op. En lok langt lyst hår klæbede sig til min pande. Charles lå og kastede sig skrigende rundt i sin seng. Jeg for ud af min, og var henne hos ham i løbet af et øjeblik.

"Charles," sagde jeg og ruskede ham kraftigt. "Charles, vågn op."

Hans skrig blev svagere og afløstes af en blød klynken.

"De kommer" stønnede han. "De er efter dig"

Jeg hjalp ham op at sidde. "Nej de gør ej, jeg er lige her." Hans hektiske åndedræt faldt til ro, og han lænede sig ind mod mig og hvilede hovedet på min skulder. Jeg lagde forsigtigt armen omkring hans spinkle skuldre og aede ham over håret. "Jeg er lige her," fortalte jeg ham med en blid klang i stemmen. "Du er i sikkerhed, det hele er okay."

"Jeg drømte…. det var den samme uhyggelige drøm igen."

"Ja.. Det ved jeg.”

Han lænede sit svedige ansigt ind mod min skulder og begyndte at hulke. Hans tårer lavede en våd plamage på min hullede t-shirt, men jeg var ligeglad. Det er nu tredje gang han har fået sådan et skræmmende anfald. Jeg er begyndt at blive bekymret for ham, han er deprimeret og kan ofte ikke lege med de andre børn. Mormor virker ligeglad, og sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Vores forældre besluttede imod vores vilje - måske ville de bare af med os? - at det ikke var sikkert for os at bo derhjemme på grund af krigen. På en måde kan jeg godt forstå deres bekymring, men de sendte os væk fra dem, fra vores hverdag og alt vi kendte. Jeg kan stadig huske mors grædende øjne og fars falske smil, da han sagde at det hele nok skulle ordne sig. At vi nu skulle på en vinderrejse for to. Men dette er ingen vinderrejse, vi får ikke mad nok så det kan mætte. Jeg plejer at give Charles noget af mit, hvis han stadig er sulten.

 

Charles er mit et og alt. Jeg ved ikke, om jeg kunne eksistere, hvis han ikke var her sammen med mig. Jeg kiggede ned på Charles og spurgte ham forsigtigt. Hvad nu hvis han sov: “Fryser du?” Han kigger op på mig med hævede øjne og nikker. “Så læg dig godt under tæppet her er ikke varmt, og jeg ved ikke hvor køkkenet er.” Han møvede sig længere ned under tæppet, imens jeg tog tæppet fra min seng og lagde det ømt om han. Hans ene mundvig dannede et skævt og kærligt smil, men han frøs nu stadig. “Vil du synge?” Det var lang tid siden, han sidst havde spurgt mig om jeg ville synge hendes sang, mors sang. Men svaret var og ville altid være: “Ja selvfølgelig.” Jeg tog hans hånd, lagde mig ved hans side og begyndte at nynne melodien. Charles vendte sig om på ryggen og kiggede op i loftet.

“I skovens dybe, stille ro

hvor sangerhære bo

hvor sjælen lytted' mangen gang

til fuglens glade sang,

der er idyllisk stille fred

i skovens ensomhed

og hjertets længsler tie her

hvor fred og hvile er.”sang jeg stille, imens jeg kiggede over mod Charles. Hans brystkasse hævede og sænkede sig langsomt og regelmæssigt. Han så yngre ud når han sov. Jeg rejste mig langsomt, mens et smil spillede på mine tørre læber. Kulden for op igennem mine bare fødder, jeg gøs og skuttede mig. Med lydløse skridt bevægede jeg mig over mod vindueskarmen og satte mig i den. Byen var tom, kunne jeg se fra vinduet. Mit blik faldt på den lysende telefonboks midt på gaden. En skikkelse kom gående ud fra mørket og ind i lyset fra boksen. Jeg kunne næsten høre, den knirkende lyd fra døren i telefonboksen. Ud fra hans ansigtsudtryk kunne jeg se lyden kom bag på ham. Drengen var ikke herfra, alle ved at det gamle bras nok aldrig har virket, det var det første mormor sagde da vi kom her til. Han trykkede et nummer ind og ventede. Uden at tænke over det kom jeg i mine sutsko, trak i en lang cardigan og gik ud af lejligheden. Da jeg gik ned ad trappen, løb der tanker rundt i mit hoved som. 'Hvem var han? Hvad lavede han ude på denne tid af natten? Og mest af alt hvorfor var jeg så ivrig for at komme ned til ham?' Jeg skubbede hoveddøren til opgangen op og gik ud på gaden.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...