Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3207Visninger
AA

7. X'et

Pistolen blev trykket mod Lucifers tinding. Lucifer blev holdt fast i et jerngreb af manden med det røde hår. Will stod ude af stand til at gøre noget.

   "Vi tager ham med os," sagde den brede bestemt. "Hvis nogen har nogen indvendinger eller prøver at stoppe os, er vampen død!" Lucifer knurrede og stampede hans fangevogter over foden. Manden skreg og løsnede grebet, Lucifer tog fat om hans arm og vred den om på hans ryg. Manden hylede i smerte. Lucifer skubbede ham ud mod springvandet, rev pistolen ud af hans hånd og pegede på den brede med den.

   "Nogen indvendinger mod at I skrider fra min ejendom nu, er mandslingen død." Manden bakkede væk, tilbage mod sin klynkende partner. Lucifer sænkede pistolen. Indenfor begyndte ungvampyrerne at true agenterne. Lucifer smilede skævt.

   Men så løb den brede pludselig mod Lucifer, der havde sænket paraderne. Manden slog ud mod Lucifer, em Lucifer, der var mange gange hurtigere end ham, blokerede slaget med én hånd. Desværre tabte han også pistolen. Manden slog ud med den anden hånd. Lucifer greb også den.

   "Jeg advarede dig jo," sukkede Lucifer. Og så bed han manden. Manden skreg skingert, men inden længe faldt han til jorden. Lucifer rettede sig op og tørrede blodet væk fra munden. Bag ham begyndte ungvampyrerne at juble. Will kom hen til Lucifer.

   "Er du okay?" Lucifer nikkede.

   "Ja... Vil du fjerne vores gæster, inden solen står op?" Will nikkede. Han vendte sig mod ungvampyrerne.

   "Eshe," kaldte han. Eshe kom hen til dem. "Vil du ikke hjælpe Lucifer op på værelset?"

   "Nej, Will, Eshe, det er virkelig ikke nødvendigt..."

   "Hold mund dit stædige gamle æsel," sagde Will kærligt. Eshe støttede Lucifer ovenpå. Will tog den bevidstløse agent op, gik hen til den rødhårede og gav ham et slag i nakken, så han faldt om. Will fnøs. "Amatører." Han fik dem ind i bilen og kørte dem ud i skoven. Men da han ville begive sig tilbage, så han, at himlen var ved at lysne. Solen stod op, og ruderne i bilen var ikke tonede.

   Hurtigt fandt Will en shelter, hvor han kunne søge ly, til solen igen gik ned. Han havde ikke sin telefon med, og han kunne ikke tage en i bilen, da solens første stråler allerede skinnede igennem løvtaget, der i det område var ungt og ikke skyggede meget.

   Timerne gik. Will kedede sig ulideligt. Agenterne kom til sig selv, kunne ikke huske noget og kørte videre. Bekymringen for Lucifer og de andre gnavede i Wills mave. Som den ældste følte han indimellem, at nok mente Lucifer, at han havde ansvaret for ungvampyrerne, men Will havde ansvaret for Lucifer.

   Klokken halv et om eftermiddagen puslede det i nærheden af Will. Han var krøbet sammen i shelterens mørkeste hjørne, det eneste sted, solen ikke ramte. Sandra kom frem, hun smilede til ham.

   "Nå der er du," sagde hun glad. Hun kastede en sort paraply og et par handsker hen til ham. Han tog handskerne på og kravlede ud til hende. Sammen gik de hen til bilen, som blev kørt af Bryan. På vejen hjem fortalte Sandra, at Lucifer havde været helt syg af bekymring, da solen var stået op.

   "Hvordan har han det ellers? Han så ikke for godt ud, da han havde bidt agenten." Sandra trak på skuldrene.

   "Ulrich er kommet på en kur. Det er åndssvagt at vi ikke så det før."

   "Hvad?"

   "I er jo alle sammen vampyrer. Hvad plejer at få Lucifers sår til at heale hurtigere?" Will slog sig for panden.

   "Blod! Åh, hvor føler jeg mig dum!" Sandra lo.

   "Le nu ikke for tidligt," gabte Bryan. "Mange af de andre fik det rigtig dårligt, da det lugtede blodet. Vi har ikke lært at lukke det ude endnu." Will så undrende på Bryan i bakspejlet. Bryan havde sorte solbriller på, hans strittende hår var sat med voks.

   "Men du er ikke påvirket?" Bryan rystede på hovedet.

   "Nej, mig, Gustav, Nico, Ulrich, Anna, Susila og Jenni er de eneste, der ikke er påvirkede - nårh ja, og så dig og Lucifer, selvfølgelig." Bryan var britisk som Sandra, Will og Lucifer, han kom fra York, og hans accent gjorde Will roligere.

   "Hvad er der så galt med de andre?"

   "Vi fik dem i seng. De ligger med hovedpiner og kvalme. Det er forhåbentlig noget, der går over?" Will nikkede.

   "Ja, sådan havde jeg det også, de første gange jeg lugtede blod." Wills første bid var Lucifer, og Will havde næsten kastet de op lige efter han havde spist. Det var forfærdeligt og ubehageligt, og ikke noget, Will frivilligt eller bevidst ville gøre igen. Han indtog blodet, når det var blandet i aftensmaden. Sandra lavede altid en sideportion til sig selv, uden "det ekstra krydderi", som blodet havde fået som tilnavnet.

   Will og Bryan skyndte sig indenfor, Sandra slentrede med et stort, hoverende smil gennem solen, hænderne i lommen og langsomme, dovne skridt. Will rakte tunge af hende, hun blinkede drilsk til ham.

   Bagefter skyndte Will sig ovenpå til Lucifer. Lucifer omfavnede ham lettet.

   "Åh, jeg var så bekymret!" sagde Lucifer. "Du er ikke forbrændt, vel?" Will rystede på hovedet.

   "Nej, jeg har det helt fint." Han så Lucifer ind i øjnene. Lucifer var anspændt og bed sig hele tiden i læben. "Du er sulten, ikke?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Lidt." Will trak sit lange lyse hår til side og blottede halsen, men Lucifer stoppede ham: "Nej, vent hellere. Jeg vil gerne have, at du besøger ungvampyrerne, og giver dem nogle gode råd til, hvordan de få det bedre." Will nikkede langsomt.

   "Et du sikker?" Lucifer nikkede.

   "Ja. Start på værelse 37, Kathy og Samantha har været oppe at diskutere flere gange, og jeg magter det snart ikke mere." Will nikkede og gik ud. Han åbnede døren til værelse 37, hvor Kathy og Samantha lå i hver deres seng og mundhuggedes. Will kunne somme tider undre sig over, at Lucifer havde sat de to piger på samme værelse. Kathys side var klassisk pigeværelse med hylder med runde hjørner, billeder, kunstige blomster, parfumer og make-up lå i skufferne og på hendes hvide kommode, hendes sengetøj var lyslilla og hvidt. Teenageblade lå på hendes seng, kommode, natbord og i hendes skuffer.

   På Samanthas side, derimod, var der hængt plakater med punkerbands op, rock Cd'er stod på hendes sortmalede hylder, hendes skab havde flere billeder af hendes familie i Brisbane. Smykker var sorte og med nitter, og hun foretrak mørke, dystre farver. Kort sagt: De to var totale modsætninger.

   "Will, sig til Sam at hun skal lade være med at høre så høj musik!" Sam satte sig op og så bebrejdende på Kathy. hun havde en rød og sortstribet trøje på under en sort vest

   "Hvad?! Den er kun skruet op på én! ÉN!"

   "Jamen jeg kan altså stadig høre det!"

   "Okay, Will, sig til damen, at hun skal holde op med at spise min chokolade!"

   "Den lå på min side af værelset!"

   "Det er lige meget, det er min!" Will sukkede og himlede med øjnene.

   "I to virker da ikke så dårlige," sagde han kort. Kathy prustede.

   "Er du blind? Kan du ikke se hvor bleg jeg er?"

   "Nej, det er lidt svært med al den make-up!" bed Samantha. Kathy så rasende på hende.

   "Det er dig der har mest make-up på!"

   "Piger, piger, fald nu lidt ned," sagde Will leende. "Der er andre, der også har det dårligt, og jeres mundhuggerier gør det altså bare værre. Kathy, Samantha kan ikke skrue mere ned for sin musik. Du kan selv tage noget i ørene, hvis der er et problem. Samantha, det er ikke fair, at Kathy spiser din chokolade, men du skal ikke lade det ligge og flyde." De to piger så på hinanden fra hver deres seng, lagde armene over kors og fnøs. "Er det forstået?"

   "Jaer," sagde Kathy mut.

   "Helt sikkert," sagde Samantha lavt.

   "Godt. Og tag så jeres badetøj og kom ned til poolen." Pigerne så undrende på ham. Han smilede hemmelighedsfuldt. "Jeg har en overraskelse til jer."

   Da alle ungvampyrerne var samlet ved poolen, smilede Will til dem. De så stort set alle ret dårlige ud, bort set fra de få upåvirkede, Bryan havde nævnt.

   "Det, I oplever lige nu, skal nok gå over. Men vand hjælper faktisk imod det. Så nu skal I bare hoppe i, og gøre hvad I vil!" Selvom det var tidligt var alle ungvampyrerne med på ideen. Mens de begyndte at lege i vandet, overlod Will ansvaret til Sandra.

   "Hvad skal du?" spurgte Sandra lavmælt.

   "Op til Lucifer, han er sulten." Sandra nikkede, Will gik.

   Oppe på værelset lå Lucifer med en bog og læste, han så op, da Will kom ind. Smilede skævt.

   "Fik du beroliget dem?" spurgte Lucifer Will. Will nikkede.

   "Ja, de plasker rundt nede i poolen." Lucifer lo.

   "Du tilbragte også meget tid i badet, da du lige var blevet forvandlet." Will satte sig på sengekanten, satte en arm ved Lucifers højre skulder og lænede sig ned over ham. Lucifer lagde bogen fra sig på Wills side af sengen, tog fat om Wills hår og trak ham ned mod sig. Lucifer lod sine hugtænder hvile på Wills hals, tøvede. Han trak vejret, hæst og uroligt. Will strøg hans kolde ansigt. Selvom han ikke kunne se hans ansigt ordentligt, vidste Will, hvad Lucifer tænkte.

   "Det er okay," hviskede han lavt. "Det er fuldmåne i nat." Lucifer gispede hæst og bed ned i Wills hals. Will stønnede og greb fat i dynen på sengen. For en halvvampyr var det helt ulideligt smertefuldt, når en anden vampyr drak blod fra denne. Will havde selvfølgelig aldrig sagt det til Lucifer. Som fuldblodsvampyr kunne han ikke rigtig mærke smerte, heller ikke når han selv blev bidt. Lucifer stønnede og begyndte at slikke blodet væk fra såret. Will begyndte at slappe lidt af, da den bedøvende tunge gled over hans hals.

   "Hvor lækkert!" sukkede Lucifer. Han lod sine fingre glide gennem Wills hår. "Tak." Will smilede og kyssede Lucifer på munden, slikkede resterne af blodet af hans tænder.

   "Glæder du dig til i morgen?" Lucifer begyndte at kysse Will på halsen. For godt fem måneder siden var en politimand kommet forbi. Han havde et USB-stik og en masse spørgsmål til Lucifer, blandt andet om, hvilken forbindelse Lucifer havde til "den åbenbart hemmelige organisation i London". Afdeling X var selvfølgelig blevet afsløret, da hovedkvarteret brændte ned. På USB'en lå mange ting og informationer om Lucifer, krypterede, selvfølgelig - men også om Lucifers formodende fødselsdag.

   "Måske," sagde Lucifer ligeglad, og fortsatte med at kysse Will.

   "Er du slet ikke spændt?" Lucifer trykkede sig ind mod Wills bryst.

   "Nej!"

   "Hvorfor ikke?" Will satte sig op, Lucifer blev trukket med. Han så op på Will.

   "Jeg ved jo ikke hvor gammel jeg er." Will strøg hans ansigt, Lucifer knappede langsomt hans sorte skjorte op. Han lukkede den igen ud over sig selv, så han kunne sidde helt tæt op ad Wills bryst. Will lo og lagde armene om ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...