Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3220Visninger
AA

5. Syg

"GIV MIG DEN, DET ER MIN!" Den typiske lørdag aften var i gang, og som så mange andre gange stod Drake og Eshe og skændtes over et computerspil, eller et skateboard, eller en film, eller noget helt tredje. Sandra kom hen til de to drenge, lagde armene over kors. Drake var afroamerikaner, Eshe var afrikaner. De to sov på samme værelse, 31 i drengenes fløj.

   "Drenge, fald ned! Tving mig ikke til at hente Will eller Lucifer!"

   "Men Eshe har taget mig computerspil!" sagde Drake vredt. "Jeg vil have det tilbage!"

   "Jeg har ikke taget dit computerspil, du havde lånt det af mig, så det er mit!" Sandra rakte en hånd frem.

   "Okay drenge, giv mig det så!" De to drenge så vredt på hende. Hun hævede strengt øjenbrynene, og Eshe rakte hen langsomt spillet. "Mange tak. I får det tilbage når I kan enes igen. Forstået?" Drengene nikkede.

   I det samme kom Susila løbende. Hun stoppede op ved siden af Sandra, snakkede så hurtigt, at ingen kunne forstå ét ord af det.

   "Så så, Susila, tag det roligt - hvad er der galt?"

   "Det er Sophie og Riku, de er kommet op at skændes igen!" Sandra sukkede.

   "Åh Gud hjælp mig," mumlede hun. "Om hvad nu?"

   Riku var buddhist, og hun satte sin meditation meget højt. Men når Sophie ville dyrke yoga, og Riku optog hendes plads i træningscenteret, kunne Sophie tænde helt af. Selvom Riku var et år ældre en Sophie, nitten, så kunne man ikke mærke forskel, når de først var oppe at skændes.

   Sandra kom ned i centeret, og ganske rigtigt stod pigerne og råbte af hinanden. Bryan, Nico og Kim var stoppet med deres aftentræning, forbløffede over pigernes voldsomhed.

   "DET ER MIT STED!" råbte Sophie.

   "MEN JEG BRUGER DET ALTSÅ! GÅ ET ANDTE STED HEN!"

   "DET VIL JEG IKKE!"

   "HVORFOR IKKE?!"

   "GIV MIG NU BARE MIN PLADS!" Sandra sukkede, hun kunne ikke rigtig se problemet. Men det var den daglige weekendrutine i Lake Castle, og hun havde så småt vendt sig til det.

   "Så, piger," sagde hun, og stillede sig ind mellem de to, "slap nu af! Hvad er problemet egentlig? Sophie, du ved godt, at Riku bruger den plads til at meditere..."

   "Ja, og jeg er alligevel næsten færdig!"

   "Riku, lad være med at afbryde mig! Du kan sagtens vente ti minutter med at dyrke din yoga. Det bliver alligevel snart forår, og så kan I begge to være ude i parken. Men hvis I også kommer op at skændes over en bestemt plads dér, kan I begge to gøre jeres ting oppe på loftet! Her skal være plads til alle - er I med?" De to piger nikkede langsomt. "Godt så. Riku, du er færdig nu, eller hvad?" Riku sukkede og nikkede.

   "Ja."

   "Fint. Sophie, så kan du tage pladsen, og Riku, du kan hjælpe mig med maden." Sandra og Riku gik op i køkkenet. Sandra fandt de ting frem, de skulle bruge, og satte Riku i gang. "Okay, jeg skal lige vække Will og Lucifer, ellers kommer de aldrig op. Jeg er tilbage om lidt." Sandra gik ovenpå til det værelse, de to sov på, og bankede bestemt på døren. "Lucifer! William! Så er det op!" Ingenting. Hun bankede på igen. "Hey, solen er gået ned! Kom så op!" Hun åbnede døren. Lucifer låste den aldrig, hvis nu nogen skulle få brug for ham. "Hey, drenge! Ud af fjerene!" Til hendes store overraskelse, så var Will faktisk allerede oppe. Han var ved at knappe sin skjorte. Lucifer lå stadig i sengen. "Ah, dejligt du er vågen. Vækker du ikke lige Lucifer?" Sandra skulle til at lukke døren, men Will stoppede hende.

   "Faktisk..." Hun så på ham. "Jeg tror måske at Lucifer er blevet syg..." Sandra hævede øjenbrynene.

   "Syg? Lucifer? Har han ikke altid sagt, at vampyrer ikke kan blive syge?"

   "Nårh jo, han er stædig og stolt, men han er også svækket." Will nikkede mod ham. "Jeg ville have vækket ham, men prøv selv at mærke på hans pande." Sandra gik hen og lagde en hånd på Lucifers pande. Han var ganske rigtig varm, noget, han ellers ikke plejede at være. Han var lidt mørk omkring øjnene, hans kinder var en smule røde.

   "Hm... Måske er det bedst at lade ham sove." Will nikkede.

   "Hey William..." Kathy kom frem i døråbningen. Hun så undrende på Lucifer. "Hvad er der med ham?" Sandra trak på skuldrene.

   "Han er måske blevet syg. Vi ved det først når han vågner." Kathy nikkede.

   "Jamen hvorfor vækker vi ham så ikke bare? HEY LUCIFER!" råbte Kathy højt. Lucifer kneb øjnene sammen, hostede lidt og satte sig op. Han tog sig til hovedet.

   "Hvad? Ja, hvad er der?" Kathy lagde armene over kors.

   "Ah, det kan godt være at han er syg, men du er stadig lækker Lucifer." Hun så på Will. "Nahuel spørger, om du kommer ned i træningscenteret?" Will sukkede.

   "Nej, ikke i dag." Kathy nikkede.

   "Okay." Så var hun væk igen. Sandra sukkede og tog sig til hovedet. Lucifer hostede og trak knæene op under sig.

   "Mhm, jeg har det ikke så godt." Will satte sig på sengen og lagde en hånd på Lucifers kind.

   "Lucy, du har feber," sukkede Will. Lucifer rynkede panden.

   "Feber? Nej, det er latterligt, vampyrer bliver ikke syge." Sandra fnøs.

   "Hvad sagde jeg?" Will så Lucifer ind i øjnene.

   "Du ser ellers syg ud. Hvem har fortalt dig, at vampyrer ikke bliver syge?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Jeg har bare aldrig været syg før..." Han hostede stille. Sandra så på Will.

   "Ulrich er læge, jeg får ham til at kigge på ham."

   "Sandra, det er altså ikke nødvendigt," mumlede Lucifer træt. Hun så på ham med hævede øjenbryn.

   "Virkelig? Lucifer, du ligner noget der er løgn!"

   "Nej, Sandra..." Men Sandra var allerede gået. Lucifer sukkede og lagde sig tilbage i de store puder. Will gik hen og lukkede døren, så ungvampyrerne ikke kastede nysgerrige blikke på stakkels Lucifer. Lucifer så på Will. "Hvordan er jeg blevet syg?" spurgte han. Will trak på skuldrene.

   "Sikkert af at lege rundt ude i sneen i T-shirt i går. Bare fordi du ikke kan mærke kulden, betyder det ikke, at den ikke påvirker dig." Lucifer sukkede. "Hvordan har du det?"

   "Mit hoved dunker, jeg har en eller anden syrlig smag i halsen, mine øjne sviger, og mine tænder føles som om de er ved at falde ud." Will nikkede.

   "Ulrich kigger på dig, så finder vi noget medicin." Lucifer nikkede. Sandra åbnede døren, Ulrich kom ind. Han satte sig på sengekanten og undersøgte Lucifer, han havde taget de fleste af hans lægeredskaber med fra Schweiz. Det var også rart at have en læge ved hånden. Det tog heller ikke lang tid, før Ulrich var færdig.

   "Tja Lucifer, jeg tror bare det er en virus. Den skulle gå væk om nogle dage."

   "Dage?" stønnede Lucifer. "Mener du, at jeg skal have det sådan her i dage?!" Ulrich trak på skuldrene.

   "Det går hurtigere over, hvis du drikker masser af væske, is hjælper mod halsen, og du kan også svede feberen ud." Lucifer så tomt på ham.

   "Jeg kan ikke smage noget, så du får mig ikke i bedre humør med is, og jeg sveder stort set aldrig." Ulrich trak på skuldrene.

   "Jamen så må du bare vente på at den går over." Ulrich gik, Lucifer faldt med et støn tilbage i sengen.

   "Dage," mumlede han irriteret. "Hvad skal jeg dog lave i den tid? Jeg kan ikke undervise, jeg kan ikke træne, skal jeg virkelig bare ligger her?" Sandra sad på en stol ved siden af hans seng og trak på skuldrene.

   "Jeg er sikker på at ungvampyrerne gerne vil muntre dig op." Lucifer sukkede.

   "Tak, Sandra, men det sidste jeg har brug for, er en flok unge teenagevampyrer, der prøver at gøre mig rask." Sandra skævede hen mod døren.

   "Øhm... Så har du måske et lille problem."

   "Hvad?"

   "Jo, ser du, der er jo mange teenagere her i slottet, og det er bestemt ikke alle, der kan holde noget hemmeligt særlig længe..." Lucifer sukkede.

   "Åh nej... Sandra, hvad har du gjort?"

   "Ikke noget, men Kathy overhørte mig tale med Ulrich, og... tja." Det bankede på døren. Will åbnede. Udenfor stod Eshe, Kathy, Samantha, Gustav, Min, Marina, Sophie, Nahuel, Riku, Pierre, Susila, Delun, Aira og Nico. Lucifer så træt på dem.

   "Hvad?"

   "Øhm, Lucifer..." sagde Marina tøvende. "Vi hørte, at du var blevet syg. Vi har alle sammen en metode fra vores hjemland, som vores forældre plejede at kurere os med, når vi var syge. Vi vil gerne hjælpe dig?" Will så på Lucifer. Sandra smilede. Hvor var de dog søde. Lucifer nikkede kort.

   "Okay. Okay, I kan gøre et forsøg, men én af gangen, okay?" Ungvampyrerne smilede til hinanden og nikkede. Nogle af dem gik, de skulle sikkert forberede noget. Lucifer rynkede panden. Han så på Will. "Vent... Er det ikke i dag, forældrene plejer at komme på besøg?" Will så hurtigt på Sandra. Det havde de fuldstændig glemt! Lucifer sukkede. "Kan I tage jer af dem? I kender begge to koden til porten. Sørg for, at børnene for set deres forældre. Okay?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...