Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3207Visninger
AA

14. Slettet

Del 2

Will gik tidligt i seng, han rystede og frøs. Lucifer blev bekymret hos ham, hentede tæpper, te og andre varme genstande, hvis han bad om det. Klokken kvart i fem om morgenen krøb Lucifer ned under dynen ved siden af ham.

   "Tak fordi du fik Jenni ind," sagde Lucifer stille. Will trykkede sig ind mod Lucifer.

   "Mhm..." Lucifer kyssede den halvsovende ungvampyr på hovedet.

   "Jeg elsker dig. Sov godt."

   "I li' måde," mumlede Will.

 

Farver? Lugte? Ting? Var det ikke det, det hele hed? Jo, han var ret sikker. Det var ret uklart, men det var der... Han åbnede forsigtigt øjnene. Dæmpet belysning. Hyggelige omgivelser... Han strakte en hånd frem for sig. En, to, tre, fire, fem fingre. Halvlange negle. Blanke. Fine. Velplejede. Han satte sig op. En hvid dyne. Blød. Hvidt lagen. Hvide puder. Var han glad for hvid?

   Blødt, forvirrende... Hår? Var det hans? Det var lyst, blond. Det måtte det være, det sad på hans hoved. Han rørte sit kraveben. Overkroppen var bar, han havde bukser på. Hvad var det nu, de hed? Joker bukser? Jokker bukser? Noget i den stil...

   Han rørte sin skulder, så på sin albue, prøvede at finde hoved og hale i det hele. Han... Hvem var han? Han vidste, at han var nogen, men navnet var ligesom smuttet i løbet af natten. Nej, ikke natten... Dagen. Det var aften nu.

   Noget eller nogen rørte på sig ved siden af ham. I sengen. Han så på det. Eller den. Han var ikke sikker på, hvad det hed - hvad noget hed.

   Den var fin. Hvidt, lidt blegt skind. Sort hår, kortere end hans. Var det også en han? Nej, det måtte være en hun, alt andet var ligesom unaturligt... Så meget var han da sikker på, hanner og hunner hørte sammen. Han rakte ud mod den, strøg huden i ansigtet. Kinden? Den smilede, havde stadig lukkede øjne. Den trak dynen lidt længere over sig, skulder og hage var dækket. Han rørte håret. Det var dejligt at røre ved, det havde ligesom flere farver af sort...

   "Will," mumlede den, "lad mig sove lidt længere..." Stemmen var dyb. Dejlig. Den fik det til at summe bestemte steder i ham. Will? Var det det, han hed? Will? En forkortelse, måske? Willy? Wilfred? Nej, det lød dumt. William? Nej, det var endnu værre! Han satte sig lidt mere op.

   "Hvor er jeg?" Han lagde en hånd på halsen. På en eller anden måde vidste han godt, hvor han var. Detaljerne var bare smuttet... Den smilede og åbnede et øje en smule. Det glødede rødt. Skinnede. Det gjorde ham faktisk en smule utryg.

   "Lad være med at drille så tidligt på aftenen, du ved godt, hvor træt jeg er." Den satte sig op. Han krøb lidt væk. En han! Det var da ikke rigtigt?

   "Hvem er du?" Den lo, en dejlig latter, men nu, hvor han vidste, at det var en han, var han på vagt.

   "Hold nu op William. Det er ikke sjovt." Æv, William? Så var Will bedre.

   "Will?" Will så ud i rummet. "Det er mig, ikke?" Den, den anden han, rynkede panden. Lagde en hånd på hans pande. Han skubbede den væk, ikke hårdt, men høfligt og bestemt.

   "Hm," sagde den. "Du har ikke feber." Den smilede og rykkede tættere på ham. "Nå, men godmorgen alligevel." Kyssede ham på kinden. Han skubbede den forskrækket væk. Den så forskrækket på ham. "Hvad laver du dog?!"

   "Hvem er du?!"

 

"Han har ikke feber, det har du ret i." Ulrich var ved at undersøge Will. Lucifer stod og holdt om sig selv ved siden af Sandra. Det var mærkeligt. Will kunne huske meget, navnene på ungvampyrerne, sin fødselsdag, han skulle bare mindes lidt om tingene eller se dem, så kunne han genkende dem og give dem et navn. Men Lucifer kunne han ikke genkende. Ikke huske. Ikke engang lide.

   "Vil I ikke bare sige mig hvem det er?" spurgte Will, og pegede på Lucifer. Lucifer bed sig i læben.

   "Jeg har jo sagt det," sagde han. "Jeg er Lucifer. Din kæreste." Will nikkede.

   "Ja, og jeg er hendes majestæt, dronningen af England. Sandheden, tak." Ulrich sukkede.

   "Det må være hukommelsestab, forårsaget af pludselig nedkøling af kroppen." Will så på Sandra.

   "Sandra, vil du ikke fortælle dem at de er tossede? Jeg kan jo huske alt, på nær mr. Sorrow dér." Lucifers øjne blev blanke, han så ned. Will havde aldrig rigtigt kaldt ham ved efternavn. Sandra lagde en hånd på Lucifers skulder.

   "Will, de har altså fortalt sandheden."

   "Sandra, ikke også dig," sukkede Will opgivende. "Er alle her gået fra forstanden?"

   "Nej, kun dig." Kathy stod i døren og så på Will. Will himlede med øjnene. Kathy så på Lucifer. "De andre spørger, om timerne snart går i gang?"

   "Jeg ved ikke rigtigt," sagde Lucifer stille. Han skævede til Will. "Jeg tror at det er bedst, at vi aflyser undervisningen i dag." Sandra nikkede.

   "Kom, Kathy, vi må nok hellere gå ned til de andre. Ulrich, kommer du med?" Ulrich nikkede, de tre gik ud. Will så stjålent på Lucifer, der bare så stift på Will. Will sank en klump.

   "Gider du godt lade være med at glo på mig?"

   "Nej," sagde Lucifer kort. "Jeg bliver ved med at kigge på dig, til du kan huske mig."

   "Beklager Sorrow, men jeg har jo sagt at jeg ikke kender dig!"

   "Kald mig Lucifer." Lucifers stemme var nær monoton. Will sukkede.

   "Fint - Lucifer. Jeg kender dig ikke, har aldrig mødt dig, men hvis du lader være med at kigge sådan på mig, kan vi blive venner?" Lucifer satte sig på en stol ved siden af den seng, Will lå i.

   "England, for godt fire år siden. Hvor og med hvem boede du?"

   "Hvorfor skulle jeg svare på det?"

   "Gør det nu bare, det er mig, der bestemmer her i huset."

   "Fint," mumlede Will. "Jeg boede alene, i en villa ved en stor sø ude i skoven."

   "Hvad lavede du der?"

   "Øhm, boede... Hvad ellers?" Lucifer så ned, tænkte sig om.

   "Norge, samme år - hvor, med hvem og hvorfor?" Will så mistænksomt på Lucifer.

   "Jeg ved godt at du kan lide mig, hvilket er sært, men jeg har ingen forpligtigelser til at svare på dine spørgsmål."
   "Jo, jeg bestemmer."

   "Det argument har du allerede brugt!" Will var ved at blive ophidset, Lucifer opholdt sit monotone pokerfjæs.

   "Og? Svar." Will så væk.

   "Nej!"

   "Hvorfor ikke?" Will kastede en pude mod Lucifer.

   "Gider du ikke bare tie stille?! Det rager ikke dig, det er altså uhyggeligt at du spørger sådan ud. Jeg boede oppe i Nordnorge på grund af mit arbejde i afdeling X."

   "Og hvad lavede afdeling X?"

   "Jagtede vampyrer og sådan." Lucifer hævede øjenbrynene og så afventende på Will. Hvis det ikke hjalp hukommelsen lidt på gled, gjorde intet...

   "Hvem er den sidst kendte vampyr?" Will fnøs.

   "Mort." Lucifer rynkede panden.

   "Mort? Ham har jeg aldrig hørt om. Du må da have slået rimeligt hårdt under isen..."

   "Stop nu..."

   "Hvordan blev afdeling X ødelagt?" Will skævede varsomt til Lucifer. Tøvede. Sukkede.

   "En nedsmeltning. Meget tragisk, selvfølgelig." Lucifer måbede.

   "Hvordan blev du en vampyr?" Will så hårdt på Lucifer.

   "Var din mund! Kald mig ikke noget sådan!" Lucifer så forskrækket på Will.

   "Hvor er du nu?"

   "I Lake Castle, med ungvampyrerne, som Sandra og jeg passer på."

   "Men du er ikke selv vampyr?" Will rystede energisk på hovedet. Han havde bundet håret op i en hestehale bagtil.

   "Nej, Gud forbyde det!" Will begyndte at slå korsets tegn for sig. Lucifer prøvede at stoppe ham, men for sent.

   Will skreg i kramper og bøjede forover. Lucifer rodede i sin lomme og fandt en lille pille. Den var større end dem, han havde haft fra afdeling X, men Ulrich og Bryan havde i samarbejde med Riku lavet en kopi i laboratoriet i kælderen. Lucifer fik skubbet Will ned i madrassen, tog pillen i munden og bed Will i halsen. Pilen blev opløst og løb ind i hans blod, han blev hurtigt roligere. Lucifer holdt ham nede et stykke tid, for at sikre sig, at han var blevet roligere.

   Sandra og Ulrich kom ind. Lucifer tørrede munden, Will lå med lukkede øjne og trak vejret i små stød.

   "Hvad skete der?" spurgte Sandra.

   "Han har glemt, at han er vampyr, og slog korsets tegn for sig." Ulrich skar ansigt.

   "Uh... Av..."

   Korset i fysisk genstand havde ingen effekt på vampyrer, de fleste havde mange smykker med det - men at slå korsets tegn udløste voldsomme smerter og kramper. Lucifer så sørgmodigt på Will.

   "Han kan virkelig ikke huske mig." Sandra lagde en hånd på Lucifers skulder.

   "Så må du jo bare få ham til at lære dig at kende - for første gang, igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...