Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3226Visninger
AA

19. Skamfering

"William?" Will smilede, satte sig ved siden af de andre på caféen. Sandra smilede til ham. "Du er blevet klippet?" Han nikkede.

   "Ja, jeg var træt af at føle mig som Rapunsel." De andre lo. Samantha sukkede. Will så spørgende på hende. "Hvad?" Hun trak på skuldrene.

   "Ikke noget. Jeg tænkte bare på, hvad Lucifer mon vil sige til det?" Will trak på skuldrene.

   "Det er ikke hans problem."

   "Nej, men han er rimelig forgabt i dig," mumlede Kathy. Will sukkede og tog menukortet.

   "Nej se, de har hummer her," sagde han i et desperat forsøg på at ændre samtaleemnet. Sandra sukkede.

   "Tag din telefon frem," sagde hun, mens hun begyndte at studere menukortet.

   "Hvorfor skal jeg..."

   "Noter." Han fandt noterne på mobilen frem. En overskrift poppede straks frem; ALLERGIER. Will trykkede på den.

   Kære, søde, glemsomme Will, stod der, husk nu at du er allergisk over for pollen og skaldyr! Knus Lucifer <3. Will rynkede panden.

   "Hvornår kom den her ind?"

   "Lucifer satte den ind for tre måneder siden," sagde Eshe. "Du glemmer det altid." Will rynkede panden.

   "Nårh ja... Nå, så skal jeg bare have en cola." Mens de ventede på deres bestillinger, fortalte de forskellige ungvampyrer om det, de havde set, oplevet og købt i byen.

   Da drikkevarerne kom, var turen kommet til Kathy, der bare ævlede løs om alt de, hun havde set i butikkerne, om hendes mange køb og så videre og så videre... Til sidst fremdrog hun en lille æske.

   "Jeg fik øje på den her, og tænkte, at det var lige Lucifer!" Hun åbnede låget. Et læderarmbånd til at sno om håndleddet kom til syne. Små metalnitter glimtede i caféens lanterners skær. Sandra nikkede.

   "Du har et godt øje." Kathy smilede.

   "Så, hvornår kommer Lucifer egentlig tilbage?" Sandra trak på skuldrene.

   "Shootet skulle være færdigt omkring nitiden. Caféen lukker klokken ti, så måske skulle vi tage tilbage til hotellet omkring ni, og så bare mødes med ham der?" De andre nikkede. Wills telefon vibrerede.

   "Åh, undskyld mig et øjeblik," sagde han. Han rejste sig op og tog telefonen, gik lidt væk fra de andre.

   "Men altså," sagde Kathy, "jeg tænkte, at vi alle sammen kunne give ham det som en gave. Jeg ved godt, at han lige har haft fødselsdag, men som et plaster på såret over det med Will?" Nogle af de andre nikkede, andre tøvede.

   "Ville det ikke bare være at gnide salt i såret?" spurgte Samantha spydigt. Kathy skulede til hende.

   "HAN ER HVAD?!" Flokken ved bordet så forskrækkede hen på Will, der så ud som om han havde set et spøgelse. Han nikkede. "Ja, selvfølgelig, vi kommer hurtigst muligt!" Will lagde på og så hen mod bordet. "Lucifer er på hospitalet."

 

Bryan fik til opgave at passe ungvampyrerne på hotellet, alt imens Sandra og Will skyndte sig at køre hen til det lokale hospital, et ret stort hospital, det var trods alt også en større by. Fra venteværelset blev de fulgt op til akutstuen af en sygeplejerske.

   "Han blev fundet i en gyde down-town," fortalte sygeplejersken på vejen. "Af nogle teenagedrenge. De ringede efter en ambulance. De er selvfølgelig blevet forhørt af politiet, men er tilsyneladende bare forbipasserende."

   "Er Lucifer blevet overfaldet?" spurgte Sandra skræmt. Sygeplejersken nikkede, mens hun fortsatte hen ad gangen med raske skridt.

   "Det mener vi. Han er blevet stukket og skamferet flere steder på kroppen. Politiet er ved at finde ud af, hvilket våben der kan være blevet brugt."

   "Våben?!" peb Sandra. Will lagde en hånd på hendes skulder. Sygeplejersken åbnede en dør, forsigtigt. En mørk læge kom hen til dem. Han så på dem.

   "Vi har gjort vores bedste... Nu vil tiden være vores bedste ven." Lægen og sygeplejersken gik.

   Enestue. Gardinerne var trukket fra. I en hospitalsseng lå Lucifer ubevægeligt. Drops og blodtilførsel var koblet til ham, stukket ind under hans hud. Will gik hen til ham. Rystede på hovedet.

   "De tåber," mumlede han, og fjernede hurtigt iltmasken. Sandra nærmede sig langsomt. Det var et grotesk syn.

   Lucifer havde små sår, som fra hugtænder, på meget af den hud, der var synlig. Med passende mellemrum var de der, fire og fire ad gangen. Sandra satte sig på en stol ved siden af ham, Will blev stående. EKG måleren bippede med godt seks sekunders mellemrum. Will smilede.

   "Jeg tror bare han er bevidstløs." Sandra så på ham.

   "Hvorfor tror du det?"

   "Tja, hans hvilepuls er normal, for hans standard. Se, han er blevet slået i hovedet." Lucifer havde ganske rigtigt et mørkt mærke i panden. Lucifer rørte det forsigtigt. Gned fingrene sammen. "Jord. Sikkert fra en sten. Han skal nok vågne snart." Sandra tog Lucifers hånd. Hun tog den rapport, der lå på bordet ved hans side, op, og skimmede den igennem.

   "Her står, at han har 48 sår på benene, tyve på armene, 64 på overkroppen og fire i nakken."

   "Hvad tæller overkrop i?"

   "Øhm, mave, bryst, ryg og skuldre." Will nikkede. Sandra rynkede på næsen og kneb øjnene sammen. "Uf, han har fire midt på rygsøjlen, to lige på den ene side, to lige på den anden." Will rykkede ubehageligt på sig.

   "Av. Lyder ikke rart." Will så på nogle af sårene. Skævede til Sandra. "Kan det mon være vampyrer?" Sandra rystede på hovedet.

   "Nej, det tror jeg ikke. De er lavet med ret stor præcision ved mellemrummene, så..."

   "Sh! Han vågner!" Lucifer rørte lidt på sig. Han lukkede øjnene sammen et øjeblik. Åbnede dem langsomt. Han så på Sandra. Smilede. Så på Will. Smilede endnu mere.

   "Har jeg drukket igen..." Han afbrød sig selv ved at hoste voldsomt. Sandra satte et glas vand for hans mund, han drak det forsigtigt. Lagde sig tungt tilbage i sengen. Lukkede øjnene. "Hvad skete der?" spurgte han hæst.

   "Du blev vist overfaldet," sagde Will. Lucifer så på Will. Smilede med et lille suk.

   "Jeg er så glad for at du er her, på trods af at du ikke kan huske mig." Will rykkede på sig med slet ubehag.

   "Lucifer, lad nu være med..."

   "Du skal ikke sige mig imod," smilede Lucifer. Han lukkede øjnene igen. "Slet ikke efter at jeg er blevet skambidt down-town." Will nikkede kort. Touche.

   "Var det før eller efter shootet?" spurgte Sandra for at undgå et skænderi. Lucifer sukkede.

   "Der var slet ikke noget shoot. Den adresse, jeg havde fået, lå down-town, og hvis den har noget som helst at gøre med et fotoshoot, så er verdenen gået af lave." Han bed sig i læben og stønnede. "Det gør så ondt!" klynkede han. Will tog hans hånd og gav den et venligt klem.

   "Så, det skal nok gå. Lægen kommer sikkert lige om lidt og giver dig noget smertestillende." Lucifer nikkede svagt. Han så på Sandra.

   "Er der sket noget med de andre?" Hun rystede på hovedet.

   "Nej, der er ikke nogen, der har fortalt om noget mærkeligt, ikke ud over det sædvanlige." Lucifer nikkede, slappede af og lukkede øjnene. Lægen kom ind. Han talte lidt med Lucifer, gav ham nogle piller og tog en sprøjte frem.

   "Jeg vil ikke lyve," sagde lægen med sin dybe, rolige stemme. Han vendte sig om for at fylde sprøjten. "Det her kan godt gøre lidt ondt." Lucifer strejfede instinktivt Wills hånd, Will trak den hurtigt til sig. Lucifer så ned, bed sig i læben. Sandra tog hans hånd, aede den forsigtigt. Lægen kom hen med nålen, trak hans ærme lidt op. Smurte noget på og stak ham. Det gibbede i Lucifer. "Så. Du bliver nok lidt træt. Du må ikke køre de næste tre dage, du skal spise regelmæssigt, det vil sige tre gange om dagen, og du bør nok ikke se for meget på en skærm." Lægen så op fra sine papirer, smilede. Lucifer sov næsten allerede. Lægen så på Sandra og Will. "Sørger I for, at han overholder det?" Sandra nikkede.

   "Ja, vi tager hjem i morgen, men vi skal nok få nogen til at få de andre med tilbage..." Lægen rakte en seddel til Sandra.

   "Det her er de regler, der skal overholdes i de næste tre dages tid. Det kan være, at de skal holde mere eller mindre tid, alt efter hans immunforsvar." Sandra tænkte sig om. Lucifer var relativ udødelig, men han var sjæleligt svækket. Hun nikkede og tog imod sedlen. "Mr. Sorrow bliver her natten over. Han bliver udskrevet i morgen klokken elleve." Sandra nikkede. Hun og Will rejste sig op.

   "Mange tak doktor. Vi går nu." De forlod hospitalet og kørte mod hotellet, snakkede ikke rigtig sammen.

   "Hvem kører Lucifer hjem i morgen?" spurgte Will, da han satte bilen i gang.

   "Kan du ikke? Så overtager jeg din kørsel?" Will bakkede ud af parkeringspladsen og kørte ud på vejen.

   "Okay... Hov vent! Klokken elleve?! Det er jo højlys dag!"

   "Tag en hættetrøje med til ham, og et par handsker. Måske et par solbriller?"

   "Men du kan i forvejen gå ud i sollys?!"

   "Lucifer skal spise tre gange om dagen. Glem ikke, at mit blod ikke er specielt sundt for ham." Vampyrer kunne ikke bare drikke løs af enhver blodtype, nogle blodtyper matchede ikke deres kroppe eller behov. Derfor var det usundt. Will sukkede.

   "Fint," mumlede Will. "Jeg får ham med hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...