Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3211Visninger
AA

18. Rædsel

Lucifer støttede sig til Will. De lukkede døren efter sig. Der lå et lag støv på gulvet, så lyden af deres fodtrin blev dæmpede. En svag lampe lyste i loftet. Will rørte den forsigtigt, trak hurtigt hånden til sig, da den blev brændt.

   "Den har ikke været slukket i lang tid," sagde han stille.

   "Jeg undersøger huset," sagde Lucifer. Han gik. Der lød latter et sted i huset. Will gik op af trappen. Han skubbede en dør for enden af gangen op.

   Det var et værelse. På sengen sad en pige, hendes hår var fedtet og beskidt, havde vistnok engang været brunt. Nu var det nær sort. Hun sad med en dukke, skar i den med en køkkenkniv. Hun så på Will. Smilede foruroligende bredt.

   "Hej," sagde hun hæst. "Se!" Hun rakte dukken frem. Den var skåret over brystet og maven. "Er hun ikke fin?" Annabel havde blod på tøjet, der var ødelagt og beskidt. Will så hende an.

   "Annabel," sagde Will roligt, "jeg er kommet for at hjælpe dig." Annabel så på ham, hendes øjne var store og vilde. Hun slikkede sig om munden.

   "Er du ligesom lægerne?" mumlede hun. Han rystede på hovedet.

   "Nej, slet ikke. Jeg vil tage dig hen til et dejligt sted, hvor der er andre som dig." Annabel rejste sig op, hendes holdning var ludet og ekstremt dårlig. Will rystede hurtigt sine tanker af sig, forberedte sig på forsvar. Han havde en dårlig fornemmelse, stanken af død hang i luften omkring teenageren.

   "Det sagde mor og far også." Annabel trådte et skridt hen mod Will. Han anstrengte sig for ikke at bakke væk. "Ved du, hvad jeg gjorde ved dem?" Will rystede stille på hovedet. Annabel tog hans hånd og førte ham nedenunder. Ind i stuen. Lugten af råd og blod var ved at blive for meget, Will ville kaste op.

   Han gispede, da Annabel gik ind i stuen. I sofaen sad to mennesker, en mand og en kvinde, begge med brunt hår. Lænet op ad hinanden. Der sad tynde snore om deres halse. De var blevet kvalt.

   Annabel gik hen til dem. Fjernsynet kørte, som om de sad en helt normal dag og så TV. Annabel aede kvinden over håret.

   "Det her er mor," sagde hun. Hun lagde en hånd på mandens skulder. "Og det her er far. De ville ikke tie stille. Blev ved med at sige, at jeg skulle til et bedre sted, hvor de kunne passe på mig. De ville ændre på mig. Nu siger de ikke noget mere." Hun så ud i luften lidt. Will havde kuldegysninger, rædslen gnavede ham i stykker indefra.

   Nogen tog fat om hans håndled, han fór sammen. Lucifer kom til syne. Han så bestemt ud, stadig sygelig, men han havde et hårdt og koldt blik i øjnene. Will lod ham komme forbi.

   Lucifer så på Annabel. Hun vinkede stille til ham.

   "Ved I hvad?" spurgte hun stille. Spurgte hun sig selv. "Jeg tror, jeg vil gøre det samme med jer. Måske starter jeg en samling?" Hun nikkede, som om hun overvejede det lidt. Lucifer sank en klump, han så meget utilpas ud. Men hvem ville ikke det?

   "Annabel," sagde han køligt. "Vi vil gerne hjælpe dig. Okay?" Hun så på ham. Han kom hen mod hende med langsomme, rolige skridt. Han frygtede ikke døden. Han var allerede død.

   "Jeg tror ikke på jer." Annabel sprang mod Lucifer med et voldsomt skrig, han undgik hende, så hun faldt ned på gulvet på alle fire. Hun rejste sig op, vendte sig mod ham. Lige da det så ud til, at hun ville kaste sig mod ham igen, ombestemte hun sig, og i næste øjeblik lukkede hendes fingre sig om Wills strube. Han gispede og faldt bagover ved den voldsomme kraft. Kæmpede for at få pigen væk, men i den psykotiske halvvampyrtilstand, hun befandt sig i, var hun meget stærkere end han.

   Lucifer tøvede ikke. Han tog fat om hendes hoved og vred halsen om på hende. Hun faldt sammen på jorden.

   Will så på Lucifer, bange og overrasket. Lucifer så på den døde pige. Sukkede rystende, tog sig til hovedet og lukkede øjnene.

   "Nogle gange er det nødvendigt," sagde han lavt. "Ring til politiet." Will nikkede. Han tog sin mobil frem og ringede.

 

"Jeg syntes, det er en dårlig idé." Sandra stod med korslagte arme, havde netop hørt Lucifer og Wills historie. Lucifer var på vej i seng, igen, men sad bare på sengekanten og så på sine hænder. "Du burde ikke tage til de shoot. Ikke i den tilstand, du er i."

   "Det er ikke dit ærinde," mumlede Lucifer fjernt. Will lagde en hånd på hans skulder.

   "Sandra har altså ret, du er stadig i chok." Lucifer rev sin skulder til sig.

   "Det kan du da ikke sige - du kan ikke huske, hvordan jeg er, når jeg er i chok..." Lucifer lagde sig under dynen og lukkede øjnene. Sandra og Will udvekslede blikke. Så sukkede Sandra og gik ud. Det var omkring nitiden. Will og Lucifer var forsvundet fra rækkehuset, før politiet ankom.

   Will lagde sig til at sove på sofaen. Han havde ladet de ubehagelige minder sive ud så godt han kunne, ville få noget søvn. Han havde et møde med banken angående nogle penge, der skulle hæves til slottet, et større beløb. Han ville gerne være nogen lunde udhvilet.

   Dog fik han ikke meget mere end to timers søvn, før han blev vækket af Lucifer, der lå og peb. Will stod op og ruskede i Lucifer.

   "Lucifer, vågn op, du drømmer. Lucifer..." Lucifer satte sig op med et dæmpet skrig. Han så rædselsslagent på Will. Will smilede venligt. "Så, det var bare et mareridt..." Lucifer rystede langsomt på hovedet. Han lagde armene om sig selv.

   "Jeg så dem igen," mumlede han hæst. Will rynkede panden.

   "Hvem?" Lucifer snak en klump.

   "Alle dem, jeg har slået ihjel..." Will rykkede lidt ubehageligt på sig. Så ned. Lucifer rystede.

   "Du ved..." begyndte Will langsomt. "Jeg kan godt huske dem." Lucifer så spørgende på ham. "Dem, jeg selv har dræbt. Jeg kan ikke huske, om du var der, men jeg kan godt huske dem." Lucifer gned sine øjne og gabte. "Er du okay nu?" Lucifer trak på skuldrene, rømmede sig og så lidt ud i luften. Så nikkede han og smilede skævt. Falskt.

   "Undskyld jeg vækkede dig."

   "Lige over."

 

Lucifer tjekkede for tredje gang adressen på shootet. Will havde taget jakkesæt på, Lucifer var nær druknet i sin egen latter, da Will havde fundet det frem.

   "DIG?! I jakkesæt?!" havde han sagt. Will havde bare himlet med øjnene. Det var endnu ret tidligt, klokken var kun halv seks. Udenfor var det ved at mørkne en smule. Sandra sad i en stol i hjørnet og læste. Will tog et slips op af kufferten, prøvede at binde det, men måtte snart efter opgive. "Her, lad mig," tilbød Lucifer. Han rejste sig op, gik hen til Will og tog slipset. Han begyndte at binde det. Men efter få sekunder skævede han op til Will. "Min finger sidder fast..." Will brød i latter, men så derefter håbløst hen på Sandra.

   "Sandra, hjælp," bad han. Hun fnøs og rystede smilende på hovedet.

   "Glem det."

   "Hvad?" sagde Lucifer. "Ej, kom nu."

   "Niks. Jeres knibe." Lucifer sukkede, vred sin finger fri. Will tog slipset af og smed det tilbage i kufferten.

   "Skidt pyt, jeg har det bedre uden. Sandra, er de andre klar?" Hun nikkede. Lucifer så på hende.

   "Hvad skal I?"

   "Bytur," svarede hun kort. Lucifer nikkede.

   "Okay. Nå, vi ses, jeg må hellere køre." Han kyssede hurtigt Will på kinden, Will rykkede forskrækket væk. Lucifer grinede frækt til ham.

   "Lucifer!" udbrød Will.

   "Hvad vil du gøre ved det?" spurgte Lucifer flabet og trak på skuldrene. "Det plejer at bringe held." Han strøg ud af døren. Will så på Sandra.

   "Han er da bare utrolig!" Hun fnøs og bladrede i sit blad.

   "Nej, du er. Jeg har prøvet at få ham som kæreste de sidste fire år, og du ignorerer ham næsten." Will så mundlam ud i luften. Han rystede på hovedet.

   "Hvad hedder den her planet?" spurgte han.

   "Jorden," svarede Sandra kort. Hun skævede op over magasinets kant. "Hvorfor?"

   "Jeg troede bare jeg var blevet fejlplaceret..." Han så sig i spejlet. Håret var samlet i en hestehale. Han sukkede og tog fat om pandehåret. "Jeg kan da ikke møde op sådan her..."

   Ungvampyrerne og Sandra tog ind til bymidten, delte sig op i to grupper, seværdigheder og shopping, Will begav sig mod banken. Han havde dog ét stop inden.

   Lucifer kørte hen mod adressen for shootet. Han holdt ind på en parkeringsplads og steg ud. Alarmklokkerne begyndte med det samme at ringe inden i ham.

   Det var en øde del af byen, forladte pakhuse stod i forfald, gaderne var beskidte, og flere pærer i gadelamperne var gået i stykker. En gadehund løb forbi ham. Det kunne ikke være det rigtige sted. Han så på adressen, som han havde skrevet ned på et papir. Han var nok holdt ind det eneste sted, hvor gadenavnet stadig var synligt. Det stod på en gammel bygning.

   Skridt. Lucifer vendte sig om. Det var koldt. Beskidt sne lå overalt. Himlen var overskyet. Månen lyste kun svagt igennem skydækket.

   Hurtigere skridt. Lucifer vendte sig endnu engang om. Skreg og blev væltet opkuld. Et øjeblik kæmpede han imod sin overfaldsmand, hvis det da overhovedet var et menneske.

   MIN! MIN! MIN! En ungvampyr? MIN! KUN MIN! Han kunne høre tankerne lige så tydelige som sine egne. BLOD! NU! Overfaldsmanden slog ham hårdt i hovedet. Lige inden han mistede bevidstheden, gik det op for ham - det var hans egne tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...