Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3215Visninger
AA

12. Opkald

At styre ungvampyrerne alene var noget, Sandra havde prøvet ofte nok. De opførte sig ordentligt, for det meste. De fleste var trods alt teenagere. Det hele forløb vel i de første tre dage, ungvampyrerne var rolige, de havde fri for skole, når Lucifer og Will ikke var hjemme.

   Hver dag spurgte Jenni, om der var lang tid, til at de to kom tilbage. Kathy ville gerne have lov til at holde fest, hun havde flere venner i Michigan fra før, hun blev vampyr. Men Sandra måtte sige nej, ungvampyrerne ville næppe kunne klare høj musik, ikke at de vidste det.

   Will sendte opdateringer om deres tur hver dag over SMS, sendte billeder fra Las Vegas. På et sad han og Lucifer udenfor på en cafe, det var mørkt. Lucifer kyssede Will på kinden, Will grinede overrasket. Sandra delte det med de andre i huset, på nær dem, hvor hun kunne regne ud, at Will var fuld.

   "Hey Sandra?" Marina kom hen til Sandra, da Lucifer og Will havde været væk i godt fem dage. "Kan vi ikke lave et videoopkald til Will og Lucifer?" Sandra trak på skuldrene.

   "Jo, men jeg syntes ikke, at vi skulle forstyrre dem, de er trods alt på ferie." Hun sad og læste i et blad, nød den fred, der hvilede i huset. Lorenzo og Riku kom hen til dem.

   "Det lyder da som en god idé," sagde Riku. "De er i Canada nu, ikke?" Sandra nikkede.

   "Vi kan slutte telefonen til fjernsynet?" De andre ungvampyrer støttede op om idéen. Sandra sukkede og nikkede. Foldede bladet sammen og lagde det på sofabordet.

   "Okay, okay... Find de andre, så spørger jeg Will, om de har tid." Hun begyndte at skrive til ham, mens ungvampyrerne løb rundt for at finde hinanden.

   HAR I TID T 1 VIDEOOPKALD? Der gik et minuts tid.

   OK. Lorenzo sluttede telefonen til fjernsynet, Sandra sad med telefonen, så Will kunne se hende. Hun ringede op. Den ringede én gang, to gange... Will tog den. Han havde en dyne over sig, var åbenbart ikke stået op endnu. Det synlige af hans hud var bar. Hans hår var løst, det var irriterende fint. Trævæg, hvid dyne, de var ankommet til skihytten.

   "Hej," sagde han træt. Gabte. "Hvad så?" Sandra smilede.

   "Hej - de andre ser med. Er det okay?" Will hævede øjenbrynene.

   "Øhm... Jeg tror ikke det er en god idé," smilede han. Der lød et gab bag ham. Lucifer lænede sig hen over ham, kyssede ham på kinden. Han havde ingen trøje på. Will lukkede øjnene, smilede stadig.

   "Godmorgen." Ungvampyrerne var ved at flække af grin, Lucifer anede ikke, at de så med. Kun Kim, Ulrich og Jenny grinede ikke. Kim var blevet opdraget som modstander af homoseksualitet, Ulrich fandt ikke sådanne ting morsomme, og Jenny var bare for lille til at vide, hvad der foregik. Lucifer så på telefonen, Will holdt i hånden. "Hej Sandra. Hvordan går det derhjemme?" Hun fnes.

   "Du kan selv fortælle dem det." Hun vendte telefonen mod ungvampyrerne og skærmen, de begyndte at grine. Sandra fjernede kameraet og så på Lucifer. Musklerne i hans ansigt var spændte, han så ikke ligefrem glad ud.

   "Will ringer tilbage." Skærmen blev sort. Sandra sukkede.

   "Beklager," grinede hun. De andre trak på skuldrene. "Vil I vente, eller..." Nogle af ungvampyrerne gik, andre blev og snakkede. Der gik et kvarter, så ringede Will tilbage. Han havde en T-shirt på, lyden af en bruser lød i baggrunden. Han smilede.

   "Beklager," sagde han med et smil på læben. Hans hår var stadig løst, men det var mindre rodet end før. Børstet. Sandra smilede.

   "Det er okay, jeg ville nok heller ikke være så glad for at være med i en videochat, når jeg lige var vågnet fra..."

   "En vild nat!" brød Kathy leende ind. Will smilede og vinkede.

   "Hej alle sammen! Hvordan har I det?" De svarede alle lidt i munden på hinanden, Will lo. "Lucifer er meget urolig for jer - han er bange for, at I bliver spist af vilde bjørne." Ungvampyrerne lo. Nico så på Sandra.

   "Er der bjørne her i området?" Hun trak på skuldrene.

   "Det tror jeg ikke. Lucifer er bare pylret omkring jer." De grinede. Nahuel kom hen til Sandra og så ind i kameraet.

   "Nå, men hvordan er Canada?" spurgte han. Will sukkede.

   "Ah, vi er jo tæt på et skisportsområde, så her er koldt, men også meget flot."

   "Har I været ude og rode i sneen?" grinede Kathy. Will smilede med himmelvendte øjne.

   "Hvis du mener været i sneboldkamp, så ja, flere gange."

   "Det var ikke det jeg mente!" fniste Kathy. Anna og Riku fniste. Will smilede, nok lettere irriteret.

   "Ah, ja, jeg forstår..."

   "Nå?"

   "Kathy!" sagde Sandra hårdt.

   "Nej, Sandra, det er okay - Ja, Kathy, vi har været ude og rode i sneen. Men det var fordi en lavine havde begravet vores ski, okay?" Kathy så ned og nikkede. Når Will stillede sådan et toneleje op, skulle man ikke genere ham.

   Lyden af rindende vand stoppede. Will så sig over skulderen.

   "Nå, jeg må nok hellere løbe. Vi ses i næste uge." Han vinkede farvel, ungvampyrerne vinkede.

   "Farvel," sagde Sandra og lagde på.

 

Will så på Lucifer, der kom gående ud fra badeværelset. Han var ved at tørre sit hår. Will smilede til ham.

   "Hej." Lucifer så køligt på ham og gik ind i soveværelset. Will sukkede. "Hej, Lucifer - undskyld. Jeg troede, du ville sove lidt længere." Lucifer kom ud, han havde taget en uldtrøje på. Will så på ham, smilede og lagde hovedet på skrå.

   "Du kunne godt være gået ud af værelset," mukkede Lucifer.

   "Ja," svarede Will. "Det beklager jeg." Lucifer satte sig i den anden ende af sofaen, Will havde tændt op i pejsen. Will havde en underlig fornemmelse. Han havde haft den flere gange i det sidste lange stykke tid, og det var svær at vende sig til. Lucifer lagde hovedet på skrå og blottede halsen. Will krøb over til ham, slikkede ham på halsen og bed. Lucifer lod ikke til at kunne mærke det mindste. Will havde ikke brug for meget, kun en lille smule... Da han var færdig slikkede han sårene rene og så på Lucifer. Lucifer smilede venligt til ham.

   "Så, hold det inde. Det er sundt for dig." Will havde det nu ikke så godt, smagen var noget svær at vende sig til, han havde kvalme og kunne ikke vende sig den ubehagelige følelse af, at bide igennem kød, blodårer, sener og muskler. Han holdt en hånd for munden og bed tænderne sammen. Hugtænderne prikkede på læben, han kunne endnu ikke trække dem tilbage ubevidst. "Lad være med at tænke på dem." Lucifer tog fat om Wills ansigt og tvang ham til at se på sig. "Se, se på mig. Okay? Kun mig, tag det helt roligt.

   Will sukkede, da den væmmelige følelse og smag endelig forsvandt. Lucifer smilede til ham og aede hans kind.

   "Se, var det ikke bedre?" Will stønnede.

   "Hvordan har du kunnet holde det ud så længe?" Lucifer smilede.

   "Alder er li med erfaring," hviskede Lucifer. Will smilede. Deres ansigter kom tættere på hinandens, Wills varme ånde kærtegnede Lucifers ansigt. Lucifer lagde en hånd bag Wills nakke. Will skubbede Lucifer ned i sofaen. Med den anden hånd strøg Lucifer Wills bryst. "Har du tænkt dig at kysse mig?" smilede Lucifer.

 

Will grinede, da Lucifer susede forbi ham. Kørte efter ham, prøvede at indhente ham. De to havde lejet snescootere og var kørt på måneskinstur, Will havde tasken på ryggen, i den var tæpper og varmt at drikke. Nok kunne Lucifer ikke smage, men han kunne godt blive varm. Will smilede. Han havde bevist det.

   Lucifer stoppede inde mellem nogle grantræer. Han tog skibrillerne op i panden og trak skihuen ned. Han smilede til Will. Will stoppede og fjernede skiudstyret. Han tog tasken af, bredte tæppet ud på jorden og tog termokanden med kakao op.

   De satte sig op ad hinanden på tæppet. Will tændte en lanterne, han var stadig ikke så god til at se i mørke.

   Will gøs og drak fra kruset på termokanden. Han rakte den til Lucifer, der skar ansigt og holdt sig for munden, da han havde drukket én gang. Will så spørgende på ham.

   "Hvad så?"

   "Mhm, jeg brændte tungen." Will lo og lagde en arm om Lucifer.

   "Her. Jeg har en kur." Han satte sine læber for Lucifers, Lucifer smilede og lagde armene om Will. Sådan sad de, kysset udviklede sig en smule, men ellers skete der ikke noget. Indtil...

   "Oh, je suis tellement désolé!" Will så forskrækket væk fra Lucifer. To mennesker, en mand og en kvinde, på omkring samme alder som Will, smilede venligt til dem. Lucifer så spørgende på dem. Manden rømmede sig. "Vi beklager meget." Han havde en tyk, fransk accent. "Det var ikke vores mening at forstyrre. Vi troede ikke, der ville være andre herude så sent." Will satte sig ordentlig op, Lucifer havde fået ham godt ned i sneen.

   "Ahm, det er okay... Øh, hvad laver I selv herude så sent?" Kvinden pegede op på himlen, hun havde sort hår. Hun mindede faktisk en lille smule om Lucifer... Det samme gjorde manden, men på hver deres måde.

   "Vi kom herud for at se på stjerner, ikke sandt, cher?" Manden nikkede.

   "Vi går nu. Undskyld forstyrrelsen." De var på langrand og fortsatte videre. Lucifer så på Will, der så på Lucifer. De begyndte at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...