Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3207Visninger
AA

17. Ændringer

Næste aften vågnede Lucifer meget sent. Han gabte og strakte sig, kunne ikke rigtig huske noget fra morgenen før. Han begyndte at pakke sine kufferter, havde et fotoshoot i en større by et godt stykke derfra. Han kom ned i fællesstuen, Samantha, Kathy og Nahuel kom hen til ham med det samme.

   "Lucifer, du husker vel, at du lovede at tage os med?" sagde Samantha. Han nikkede.

   "Ja, har I pakket jeres ting?" De nikkede. Will kom hen til dem.

   "Hvad sker der?" Lucifer smilede skævt.

   "Jeg har et shoot inde i byen, og har lovet at tage de tre med." Will så undrende på Lucifer. "Årh ja, det har du sikkert også glemt... Jeg arbejder som model en gang imellem. Nå, skal du med? Det er bare en tredags tur - en dag derhen, en derhenne, en hjem."

   "Hvem passer på jer?" spurgte Will, henvendte sig til ungvampyrerne.

   "Vi passer på os selv," smilede Kathy. Will hævede øjenbrynene.

   "Desværre Kathy, jeg kan godt huske, hvad din betegnelse af at 'passe på sig selv' er. Jeg tager med!" Lucifer lyste op i et smil.

   "Skønt! Skynd dig op og pak din taske, vi kører om en time." Will nikkede og gik ovenpå. Lucifer vendte sig om, da noget havde ramt ham i nakken. Drake vinkede, han havde en softgun i hånden. "Respekt for de levende døde!" snerrede Lucifer.

   "Kan jeg ikke komme med?" spurgte Drake. Lucifer sukkede.

   "Jeg ved ikke, om vi har plads til flere," sagde han. Sandra kom hen til dem.

   "Hvorfor tager vi ikke bare en tur alle sammen? Så kører vi i flere biler?" Lucifer tøvede.

   "Er alle ungvampyrerne klar til det?" Sandra trak på skuldrene. Hun råbte ud i lokalet:

   "ALLESAMMEN! KOM HERNED!" Der gik få minutter, så var alle samlet i stuen. "Hvor mange vil med ind til storbyen?" Størstedelen rakte en hånd i vejret. Sandra nikkede mod Ulrich, som ikke havde en hånd i vejret. "Vil du ikke passe dem, der ikke vil med, Ulrich?" Han nikkede. "De af jer, der gerne vil med - pak jeres tasker, vi kører om lidt!"

 

Sytten vampyrer, plus Will, Sandra og Lucifer, var på vej mod en større by i Michigan. Lucifer, Will, Anna, Aira og Bryan kørte en bil hver, så der var plads til alle. Lucifer kørte godt nok alene, da han ikke skulle helt samme vej som de andre.

   Vampyrerne lejede sig ind på et afsides liggende hotel, hyggeligt og billigt, og med værelser nok. Der fordelte de sig, efter Sandra og Wills ordre, drenge og drenge, piger og piger.

   Lucifer dukkede op sent, der var ikke flere ledige værelser. Han, Sandra og Will sad med tæpper ude på en altan og snakkede, efter de andre ungvampyrer var gået til ro. Klokken var halv seks om morgenen, himlen var ved at lysne.

   "Du kan få min seng," tilbød Will. Lucifers kinder blev en smule røde, han så ned.

   "Tak, men..."

   "Hey, hvis du skal være fotomodel i morgen, dur det ikke, at du dukker op og er kvæstet af at sove dårligt. Jeg tager bare sofaen." Sandra smilede.

   "Det er virkelig pænt, Will." Will trak på skuldrene. Lucifer gabte.

   "Tak. Så vil jeg gå i seng nu. Godnat." Lucifer gik ind på værelset, klædte sig af, lagde sig i sengen og lukkede øjnene. Men der gik kun ganske få minutter, så begyndte en irriterende, bippende, ubehagelig lyd. Lucifer krøb sammen og holdt sig ørene ved de høje, pludselige lyde. Will kom ind, han fandt et apparat frem og slog alarmen fra. Han så hen på Lucifer.

   "Ny ungvampyr." Han så ned og tøvede. "Øhm, tror jeg..." Lucifer satte sig op, nikkede. Will så på apparatet, en firkantet maskine med et digitalt kort, hvorpå røde prikker viste, hvor der var match til ungvampyrer. "Det er lige henne i nabobyen?" Lucifer nikkede.

   "Skal vi tage derhen nu?"

   "Skal du ikke sove?"

   "Det kan vente. Hættetrøjer og handsker, så kan vi godt klare lidt vintersol." Lucifer rejste sig op, Will så pludseligt væk. "Hvad er der galt?" spurgte Lucifer. Will lod som om han studerede kortet.

   "Hm, ikke noget, hvorfor?" Lucifer smilede stille. Han kendte godt Wills væremåde.

   Lucifer klædte sig på igen, Will tog ekstra tøj på, noget, der dækkede mere af hans bare hud. Derefter sagde de farvel til Sandra, gik ned til bilen og kørte ad sted.

   "Hvor langt er der?" spurgte Lucifer, og så ud gennem de tonede ruder. Solen var så småt ved at stå op, vejen var lang og lige, træer stod som mure på begge sider.

   "Omkring 50 kilometer, tyve minutter til en halv time. Hvorfor?" Lucifer lænede sig op ad døren.

   "Så kan jeg få sovet lidt." Will smilede, lo lidt. Der gik dog kun få minutter, så sukkede Lucifer. "Tænd for radioen." Will grinede og tændte for musikken, rock slog rundt i bilen. Lucifer skar ansigt, Will skyndte sig at skrue ned.

   "Beklager."

   "Det er okay. Du plejer godt at kunne rock, så..."

   "Hvad kan du lide at høre?" spurgte Will smilende. Lucifer trak på skuldrene.

   "Jeg hører sjældent musik, det er altid for højt. Men... Du plejer at have noget liggende i handskerummet, jeg ved ikke, hvad det hedder." Will nikkede.

   "Find det." Lucifer fandt en CD, satte den i og lænede sig tilbage med et lille suk. Bløde toner gled ud i bilen, Lucifer stønnede sagte. "Du er ret træt," konstaterede Will.

   "Mhm." Lucifers stemme var sagte. Will skævede til ham, rykkede nervøst på sig.

   "Er det en god idé at du forvandler nogen, når du er så træt, Lucifer?" Lucifer knurrede.

   "Mit hoved gør ondt." Will så hurtigt på ham, han sad med lukkede øjne, læberne var en smule adskilte. Han så ikke helt rask ud.

   "Måske skulle vi vende om?"

   "Nej, sådan her får jeg det altid, når vi nærmer os en ungvampyr... Jeg skal nok tage mig sammen nu..." Ja, sikkert! Jeg burde vende om... Ja, ja, vende om, det ville være godt for os begge! "Hold op med at tænke sådan."

   "Kan du læse mine tanker?"

   "Mhm. Lad være med at snakke. Bare kør..." De fortsatte et godt stykke tid, i stilhed, endelig holdt Will ind på en parkeringsplads ved et rækkehus. Will så på Lucifer. Han var bleg og så meget utilpas ud. Will ruskede lidt i ham.

   "Lucifer. Vi er her nu." Lucifer så på Will med blanke øjne. Will bed sig bekymret i læben. Lucifer sukkede og lagde hovedet tilbage. Will lagde en hånd på hans skulder. "Du ser forfærdelig ud." Lucifer så ud af forruden, lukkede øjnene. "Er der noget vigtigt, jeg har glemt, eller..."

   "At forvandle folk til vampyrer ødelægger sjælen." Will så paralyseret ud i luften.

   "Ha?" Lucifer sukkede.

   "Du plejede at fjerne smerterne med et kys." Will prustede.

   "Helt ærligt, det er da den latterligste måde at få nogen til at kysse dig..."

   "Fysisk kontakt med et andet menneske udløser hormoner i kroppen, der paralyserer og fjerner smerter." Will hævede øjenbrynene, nikkede.

   "Hm... Virkelig?" Lucifer nikkede. Will sukkede, trak på skuldrene og greb fat om Lucifer. Lucifer spjættede forskrækket, da Will trykkede sine læber mod hans. Lucifer så på Will, der kyssede ham yderligere tre gange. "Hjalp det?" Lucifer så på Will. Lukkede øjnene.

   "Ja," mumlede han. "Jeg ville bare ønske, du kunne lide det." Will steg ud af bilen, åbnede døren for Lucifer. De havde begge slået hætterne op. Lucifer trådte ud. Will måtte støtte ham lidt, da han virkede usikker på benene.

   "Klarer du den?" Lucifer nikkede, men han rystede. Det var koldt, sneen lå i dynger i vejsiden, grå og sort, men ikke hvid eller spor ren. Åh, de amerikanske glæder.

   "Vores sædvanlige roller," mumlede Lucifer. "Du er psykolog, jeg er din assistent." Will nikkede. Solen var stået op, men et tykt lag skyer lukkede den ude.

   "Det er en pige, Annabel Detroy. Hun er femten år, lægerne siger, at hun er psykisk syg." Lucifer nikkede.

   "Ja, det siger de alle... Din lille maskine er ret nyttig." Will nikkede. De to gik hen mod rækkehuset, haven var fuld af sne. Stien ind var ikke ryddet, julelysene var endnu ikke taget ned fra cypresbuskene eller taget. I vinduerne stod dekorationer stadig fremme. Det hele så øde og forladt ud.

   "Bzt!" Will så hen mod naboens have. En mand kom hen til hegnet. "Hvem er I?" spurgte han lavt.

   "Vi kommer fra regeringen," løj Lucifer. "Vi skal tale med miss Detroy."

   "Ingen har hørt fra familien siden juledag. Der var et stort skænderi." Han gøs.

   "Tak, vi skal nok passe på," forsikrede Will. Manden nikkede og gik ind igen. Will gik hen til døren, tog i håndtaget. Døren knirkede, da han åbnede den.

   Lucifer gispede og faldt ned på knæ. En stærk, harsk stank væltede ud mod dem. Blod. Forrådnelse... Død! Will hjalp Lucifer på benene. De gik ind i det mørke hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...