Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3229Visninger
AA

6. Kur

Sophie var den første. Hun kom fra Athen, og havde en særlig olivenolie med, som skulle lindre kvalme. Hun kom nogle få dråber i et glas med vand, som Lucifer så skulle drikke.

   "Det har selvfølgelig ikke en øjeblikkelig virkning," sagde hun, "men i morgen skulle kvalmen være væk." Efter Sophie var det Gustav til at gøre et forsøg, han havde lavet en særlig suppe. Men allerede da han trådte ind i værelset, rykkede Lucifer hurtigt væk. Han kunne lugte hvidløg. Sandra beklagede, Gustav følte sig dum over sin forglemmelse. Ungvampyrerne kunne stadig spise hvidløg i mindre dosser, men for Lucifer var det gift. Efter Gustav var det Delun, han kom fra Tibet, og havde lavet en urteblanding, Lucifer skulle drikke.

   "Hvis det er smagen, der skal virke, så beklager jeg meget, Delun, men..."

   "Nej nej," afbrød Delun, "du er faktisk heldig. Det virker godt, men smager afskyeligt!" Lucifer sukkede, trak på skuldrene og drak. Det gav ham bare mavepine, men han sagde ikke noget til den tolvårige Delun. Derefter var det Nico, han kom med en plante, der skulle gøre luften bedre. Nahuel lavede en åndecirkel i bedste navajo manér, Samantha prøvede med noget ørkenjord fra den australske ørken, Eshe forsøgte sig med en hellig remse, Pierre havde lavet en suppe, der næsten fik Lucifer til at græde, fordi den duftede så godt. Desværre måtte Sandra spise den. Kathy sprang af, Marina kom ind med nogle chilier.

   "De plejer at brænde sygdommen ud," sagde hun. Lucifer så utryg på dem.

   "Øhm... Brænde?"

   "Altså, ikke rigtigt, men det føles lidt sådan." Hun rakte ham en. "Prøv." Lucifer tog forsigtigt en op, skævede til Will, trak på skuldrene og spiste den. Først var der ikke noget. Så begyndte hans hals at vride sig.

   "Waow! Ahm, Marina, hvad er det for en chili?!"

   "Øhm, Carolina Reaper." Lucifer hostede og nikkede.

   "Ja, den brænder i hvert fald et eller andet!" Sandra, Will og Marina grinede, Lucifer smilede. Min prøvede at sætte nogle glas med røg på hans ryg, hun sagde, at det skulle løsne nogle chakrapunkter eller noget. Riku prøvede med specielle duftlys og massage, Lucifers foretrukne idé, Aira satte nogle healende blomster ved hans sengebord, og Susila tilberedte en speciel fisk fra Indonesien.

   Da natten var ved at være ovre, spurgte Will Lucifer, hvordan han havde det. Lucifer trak på skuldrene.

   "International, men ellers kan jeg ikke mærke noget. Må jeg sove nu?" Sandra smilede og nikkede. "Nårh ja, hvordan gik det med forældrebesøget?"

   "Det var kun Jennis forældre der kom i dag, hun var meget glad for at se dem." Lucifer nikkede.

   "Jeg er stadig overrasket over, at Jenni kunne klare at blive forvandlet." Will smilede.

   "Hun er en sej lille pige." Lucifer fnøs.

   "Du må være skør, jeg troede, jeg skulle brække nakken på hende, da jeg... bed... hende..." Lucifer lukkede øjnene og bed sig selv i læben. Will så på Sandra. Lagde en hånd på Lucifers skulder.

   "Er du okay?" spurgte Sandra.

   "Ja, et øjeblik..." Lucifer nikkede og åbnede øjnene. "Jeg har det fint. Beklager." Will trak ham ind til sig.

   "Det er ikke noget at være bange for. Du har redet vores liv."

   "Will, ærligt talt, så gider jeg ikke snakke om det." Sandra sukkede.

   "Du har ikke spist aftensmad," sagde hun til Will. "Er du ikke sulten?" Han trak på skuldrene.

   "Lidt." Sandra vinkede ham med sig.

   "Kom. Der er vist stadig mere af Pierres suppe tilbage." Will kyssede Lucifer godnat og fulgte med Sandra nedenunder. De sad i køkkenet og spiste, mange ungvampyrer var gået i seng, resten var på deres værelser, så der var meget stille i slottet. Sandra sad og gabte. Will så på hende.

   "Øhm, Sandra... Der er noget, jeg gerne vil spørge Lucifer om, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt." Sandra så op fra sin suppe.

   "Hvad er det?" Will så sig nervøst omkring.

   "Jeg vil helst ikke fortælle det, jeg vil ikke have, at en af de andre hører det. Men det er meget vigtigt." Sandra trak på skuldrene.

   "Hvorfor siger du det ikke bare direkte til ham?" Will trak på skuldrene.

   "Nej, jeg vil gerne gøre det på en speciel måde..." Sandra tog sin skål over og vaskede den af.

   "Søg lidt på nettet. Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis jeg ikke ved, hvad det er til. Beklager Will." Will sukkede.

   "Tak alligevel - også med at tage hånd om Jennis forældre i dag." Jennis forældre var meget overbeskyttende, især nu, hvor deres lille pige var blevet en vampyr. De bebrejdede Lucifer det hele, plaprede løs om alt muligt i deres hjemland, og hvis der bare var det mindste mærkelige, truede de med at tilkalde myndighederne og få deres lille pige med tilbage til Finland. Lucifer var god til at dysse dem ned, med mindre de kom helt op at ringe. Men siden han havde været syg, havde dagen været forfærdelig lang. Sandra gabte og strakte sig.

   "Nå, jeg går i seng nu. Godnat Will."

   "Godnat Sandra." Will sad oppe et stykke tid. Hans mave kildede, hver gang han tænkte på spørgsmålet. Til sidst gik han dog også i seng.

 

Næste aften havde Lucifer det allerede bedre, og han bevæge sig rundt i huset, så man næsten ikke lagde mærke til ham - en evne, han havde udviklet i løbet af de sidste fem måneder, siden Kathy kom til Lake Castle.

   Will sad med computeren næsten hele natten, hver gang han fornemmede Lucifer i nærheden, lukkede han den sammen og gemte den væk. Når nogen spurgte, hvad han lavede, smilede han bare hemmelighedsfuldt.

   Ellers forløb natten som den plejede. Altså, indtil klokken blev halv seks.

   Det ringede på døren, og Kim kom ud for at lukke op. Udenfor stod to mænd i hvide dragter, de smilede venligt til Kim, men rumæneren nærede med det samme et naturligt had til de fremmede.

   "Goddag unge mand," sagde den ene af dem, en bred mand med brunt, karseklippet hår. "Vi kommer fra skadedyrsvæsnet. Vi er blevet hyret til at fjerne kakerlakker?" Kim rynkede panden og så ind i fællesstuen.

   "Øhm... Et øjeblik..." Kim vendte sig mod Will, der sad i sofaen med sin bærbare. "Hey William! Skadedyrsbekæmperen er her." Will så undrende på Kim. Han lukkede sin bærbare sammen og kom hen til døren.

   "Vi har ikke bestilt nogen skadedyrsbekæmper," sagde han til mændene. "Hvem har hyret jer?"

   "Mister Sorrow står der på ansættelsesordren," sagde den højeste, en rødhåret mand med et raffineret ansigt. Will så tvivlende på dem.

   "Ah... Det kan vist ikke passe." Han så på Kim. "Bare smut ind igen." Kim nikkede og forlod døren. "Hvad drejer det her sig om?"

   "Kakerlakker," sagde den brede. Will rystede på hovedet.

   "Vi har ikke haft nogle problemer med kakerlakker," sagde han kort.

   "Ordren er helt tydelig," sagde en rødhårede, og fremdrog et stykke papir fra sin lomme. Han rakte det til Will, der hurtigt læste det igennem. Lucifer Sorrow, afskaffelse af kakerlakker, ankomst klokken 5:00 AM til evakuering... Will så tøvende på mændene. Det så ud til at være i orden. Der var bare én ting, Will ikke kunne få til at stemme.

   "Lucifer - Sorrow - ville ikke lade bygningen evakuere på det tidspunkt." Det var kort tid inden solopgang. For kort tid. Skadedyrsbekæmperne trak på skuldrene.

   "Apropos dette tidspunkt - hvorfor er der så mange unge mennesker oppe nu?" Will tøvede.

   "Det er vist ikke jeres problem. Et øjeblik, så henter jeg Mister Sorrow." Will gik ind i fællesstuen og så sig omkring. "Lucifer?!" kaldte han. Lucifer dukkede op i døren fra køkkenet. Han så stadig træt og syg ud, men han kom hen til Will som om han var frisk.

   "Ja?"

   "Har du bestilt en skadedyrsbekæmper?" spurgte Will med korslagte arme. Lucifer rystede på hovedet. "Der står to herre i døren, og siger, at de skal fjerne kakerlakker?"

   "ADR!" udbrød Kathy fra den anden ende af stuen. "Kakerlakker! Føj, hvor ulækkert!"

   "Bare rolig Kathy," sagde Lucifer roligt, "der er ingen kakerlakker her. Lad mig tale med dem." Han gik hen til døren og åbnede den lidt mere op. Så tøvende på de to mænd. "Er I skadedyrsbekæmperne?" De to mænd nikkede. "Vi har ikke brug for jer, beklager meget for ulejligheden. Hvis I nu vil være så venlige at forlade min jord..." Lucifer tav og trådte hurtigt baglæns. "Hvordan kom I gennem porten?" spurgte han hurtigt. Mændene så på hinanden. Der var blevet stille i stuen.

   Så greb den rødhårede fat om Lucifer og holdt en pistol mod hans hoved. Ungvampyrerne skreg, Will gik i forsvarsposition. Lucifer greb fat om mandens arm.

   "Ingen rør sig!" sagde den rede. "Det her er meteoritkugler! De kan dræbe en vampyr på stedet!" Han trak et skinnende sølvskilt frem. I bronze krydsede et stort X skiltet. "Vi er fra afdeling X! Forhold jer roligt, så sker der jer ikke noget endnu." Will så på Lucifer. Han trak vejret en smule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...