Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3220Visninger
AA

23. Itu

Lucifers skrig og Wills tårer satte en kædeeffekt i gang. Det var de færreste af ungvampyrerne, der havde set Will græde før, og Lucifers rædsel og smerteskrig bragte uro blandt dem. Da det alligevel var sent, gennede Sandra dem i seng, kun Bryan, Ulrich, Anna, Susila og Aira blev oppe. Det skruede ned for fjernsynet, så Lucifers skrig ikke vækkede nogen. Will var synderknust, brækket itu. Han så på skærmen, næsten uden at blinke, angrede alt det, han havde sagt og gjort mod Lucifer, mens hans havde glemt ham. De gange, han havde fået ham til at græde, han havde slået hånden af ham, sagt, at han ikke kunne lide ham.

   Will blev foran fjernsynet hele dagen, det fik ham til at føle, at han var med Lucifer, der først fik fred klokken ni om formiddagen.

   "Mine damer og herre," sagde Mort, "vi holder en kort pause, men vender tilbage med nye udfordringer til vores deltager klokken tolv, middag!" Han gik, højt grinende, huskede at klappe Lucifer på kinden. Ashton fulgte med ud. Sandra og de andre var gået i seng. Will sad foran fjernsynet og så på Lucifer med blanke øjne. Kameraet slukkede de ikke, ville vel have, at slottets beboere skulle kunne se alle Lucifers lidelser. Will kunne ikke få sig selv til at gå op, ville ikke.

   "Will," sagde Lucifer hæst, da der var gået flere minutter. "Sandra... Alle sammen... Jeg ved ikke, om I kan høre mig..." Will blev meget mere opmærksom. Nikkede.

   "Ja? Lucifer? Lucifer?!"

   "... men I skal vide, at I ikke kan stole på dem. De kan måske hjælpe mig, men det er ikke prisen værd. I skal end ikke overveje at komme. I er alle sammen stærkere og klogere end furierne nogensinde vil kunne blive. De er dårlige kopier fra et galt eksperiment. Mort ved ikke, hvad han snakker om." Will rystede på hovedet.

   "Nej, det gør han ikke..."

   "Will - jeg elsker dig så højt, også selvom du ikke kan huske mig. Jeg er ikke den samme, når jeg bliver furie, jeg vil gerne have, at I hører det her nu: Sandra, Will, alle sammen... Det eneste, en furie tænker på, er hævn over mennesker, de vil holde dem som slaver, som føde. Det er ikke sådan, ordenen er. Vampyrer skulle ikke være til, det skulle furier heller ikke. Men I skal være stolte over, hvem I er, også selvom det er min skyld, at I er blevet det.

   Når jeg er blevet furie vil jeg ikke længere kunne kontrollere mine handlinger. Will... Der ligger en pistol i den aflåste skuffe i dit sengebord. Nøglen ligger i klædeskabet, min side, under alle mine T-shirts. Dens kugler er af en speciel støbning, de kan dræbe en vampyr eller en furie, hvis du rammer i hovedet eller hjertet." Will rystede langsomt på hovedet.

   "Nej..." han vidste godt, hvad Lucifer ville bede ham om.

   "Jeg vil have, at du gør det forbi, før det begynder." Lucifer så direkte ind i kameraet, som ind i Wills øjne... "Du skal dræbe mig. Ingen andre - du skal gøre det." Will rystede voldsomt på hovedet. Nej, det måtte Lucifer ikke bede om! "Mort og mine andre 'kloner' kan være tilbage hvert øjeblik det skal være. Jeg elsker jer - alle sammen." Will holdt sig for munden, for ikke at bryde ud i et hysterisk anfald.

   Solens lys blev reflekteret i noget skinnende bag Lucifer. Will kneb øjnene sammen. Et af vinduerne var ikke dækket. Will greb fjernbetjeningen. Kunne det være..?

   Det lykkedes ham at koble fjernsynet til hans computer, zoomede ind på det udækkede vindue. JA!

   Et gammelt skilt fra en tankstation bøjede solens lys ind i pakhuset, hvis det da var det det var. Will kunne ikke lade være med at le af glæde, da han så det. Adressen!

 

"Sandra!" Sandra skreg forskrækket, da Will pludselig rev hendes dør op. Hun trak instinktivt dynen op over brystet, så rystet på ham. Hendes hår var vildt og rodet, hun så træt og forfjamsket på ham.

   "Hvad, hva'? Er der sket noget?" Will dumpede ned på hendes seng, viste hende kortet på computeren. Hun rynkede øjenbrynene. "Hvad er det her Will?"

   "Det er det sted, furierne holder Lucifer!" Sandra gispede.

   "Åh gud! Det havde jeg fuldstændig glemt! Er de stadig i gang?" Will rystede på hovedet.

   "Nej, men se nu her! Jeg fandt adressen, det ligger ikke så langt væk, der er ikke tid til forklaring, men sagen er, at vi må tage ud og rede Lucifer!" Sandra så beklagende på Will.

   "Will, det er for farligt. Der er mange furier, og vi kan ikke tage ungvampyrerne med. Jeg er ikke udødelig som du og Lucifer..."

   "Sandra, jeg beder dig! De har fået kamptræning af Lucifer, de har vi alle sammen, også dig, vi kunne godt gå efter dem, vi kunne..."

   "Hør dog dig selv!" sagde Sandra. Hun rejste sig op og så strengt på Will. "Du vil udsætte uskyldige liv for fare, for at få Lucifer tilbage?" Will kunne ikke tro sine egne øre. Sandra så undskyldende på ham. Will rejste sig truende op.

   "Der er mange flere, der vil dø. hvis det lykkes for furierne at forvandle Lucifer, så betyder det ikke noget, hvis nogle få af os dør!"

   "Du er jo gal!"

   "Jeg..." De to fik øje på ungvampyrerne samtidig. En større flok havde hørt deres skænderi, og stod nu og betragtede dem i døråbningen. Will sukkede og så væk. Sandra så på dem.

   "Gå tilbage til jeres værelser, det her er..."

   "Lad os gå efter furierne." Eshe bad stille. Nogle af de andre nikkede, nogle så bare ned i gulvet. "Lad os, der gerne vil ad sted, gå sammen med Will. Lucifer er vel også en slags far for os?" De andre nikkede. Sandra sukkede.

   "Det er en selvmordsmission," sagde hun stille.

   "Vi er blevet trænet godt." Kathys stemme var stille og sart, men bestemt. "Vi vil alle gerne se Lucifer i god behold." Sandra sank en klump.

   "Okay... Jeg kan vel ikke stå mellem en hel flok af vampyrer."

   De gik nedenunder, dem, der ville med Will begyndte at klæde om, resten satte sig foran fjernsynet. Mort var kommet ind med fire andre furier, Lucifers arme var bundet ud til siden, stolens ryglæn var blevet lagt ned. Kameraet var nu håndholdt, Mort filmede sig selv.

   "Velkommen tilbage!" sagde han i en værtagtig tone. "Den næste runde er lidt mere brutal end den første, hvor vi nåede op på hele 45 %! Slapsvans." Han hostede det sidste ord, grinede. "Vi skal nu til at spise middag! Kom med!" Han tog kameraet med hen til Lucifer, hvor furierne grinende stol klar. "Ser I, vi furier er ikke så heldige, at vi kan bedøve vores mad - men hey, what doesn't kill you makes you stronger!" Han klappede Lucifer på skulderen. "Du må være meget stærk..."

   "Kom nu bare i gang!" hvæsede Lucifer.

   "Uh," sagde Mort med falsk utryghed i stemmen, "katten har kløer. Nå, men husk nu," sagde han til kameraet, "at I stadig kan nå at slutte jer til os - så ender Lucifers lidelser."

   "Du er syg!" knurrede Nico. Mort trak på skuldrene.

   "Måske. Nå, bon appétit!" Sandra så væk, nogle af de andre holdt sig for ørene og lukkede øjnene, da furierne begyndte at bide Lucifer. Han gispede, skreg lidt, men var ellers lammet af smerte. Fire furier bed ham, det var ikke bare otte hugtænder, som det ville være med vampyrer, det var seksten tænder boret ned i sit kød. Lucifer knyttede næverne, senerne og nerverne i hans hals stod tydeligere frem. Mort gav en anden furie kameraet, skubbede de andre væk og bed selv ned i Lucifers hals, så dybt, at blodet piblede ned på gulvet.

   Mort rev Lucifers trøje op, furierne begyndte at rive huden op. Will så det hele. Kunne ikke se væk. Mort filmede sig selv igen, han slikkede sig om munden, det var langt fra nok, da han havde blod over det hele.

   "Tiden går," sagde han. "I har tolv timer - så bliver Lucifer en af os. Åh, og jeg bør nok nævne, at der kun skal to af os til at paralysere et normalt menneske, så... Ja, I kan fantasere jer lidt til, hvad der vil ske med Lucifer." Will gjorde tegn til, at de frivillige ungvampyrer skulle komme med ned i garagen. Han sagde ikke noget, ville ikke advare Mort og hans følgesvende om faren.

   I bilen var alle stille. Will overtrådte færdselsloven flere gange flere steder med samtlige tiere på hastighedsmåleren. Ungvampyrerne havde det særlige tøj på, som de brugte til træningen, det var skudsikkert til en vis grad og kunne klare megen modstand. Ud over det var der hætter på, så solen ikke ville brænde dem.

   Will havde headset tilkoblet sin telefon, så Sandra kunne holde ham opdateret om det, der skete med Lucifer, uden at de andre blev for bange eller nervøse.

   "I er meget modige," sagde Will en enkelt gang. De nikkede til tak.

   "De er færdige med at spise nu," sagde Sandra efter en times kørsel. Will sank en klump. "De holder pause. Hvor lang var den sidste?"

   "En time," svarede Will.

   "I har travlt." Will sukkede. Hans fingre strejfede den kolde genstand under hans jakke. Pistolen havde tyve skud - forhåbentlig var det nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...