Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3220Visninger
AA

24. Frihed?

Det var ganske rigtigt en stor, forladt lagerhal. En nedlagt, øde benzintank lå overfor. Begge to lå meget øde, midt ude i ingenting. Will tog en øresnegl på, vendte sig mod ungvampyrerne. Eshe, Kathy, Samantha, Bryan, Gustav, Nico, Pierre, Nahuel, Anna og Susila. Ti ungvampyrer. Det var mere, end Will havde håbet på.

   "Klar?" spurgte han. De nikkede stille. "Husk nu - de er ikke mennesker eller vampyrer. De er falske kopier. De drikker blod, fordi de ikke slev har noget. Deres hjerter banker ikke. De er allerede døde, så at aflive dem er ikke at dræbe." De nikkede igen. "I skal holde jer til jeres gruppe, beskyt hinanden, efterlad ingen." Will sank en klump. "Så rykker vi."

   De små grupper kom ubemærkede ind på området, hegnet omkring den forladte fabrik og de to tilhørende lagerbygninger var gammelt og rusten. Will havde en dårlig fornemmelse, at sikkerheden ikke var bedre var et dårligt tegn. Der kom ingen vagter løbende ud, ingen hørte dem. Will var nød til at stoppe grupperne, der fulgtes ad ind, da de var kommet hen i skyggen af en bygning.

   "Der er noget galt," hviskede han. "Gruppe et, I tager førte lagerbygning, gruppe to tager den anden - hold tre, vi tager selve fabrikken. Det må være der, de holder Lucifer fanget. Tag så mange ned I kan, skån ingen, men hvis de prøver at flygte, så lad være med at gå efter dem. Vi opsporer dem når Lucifer er i sikkerhed. Han er vores førsteprioritet." Grupperne spredtes, på Wills hold var Pierre, Nico og Anna. De kom hurtigt og forsigtigt hen til fabrikken. Stadig ingen modstand.

   "Jeg ville faktisk være tryggere," mumlede Nico, "hvis der kom nogen efter os." Pierre og Anna nikkede. Will sukkede.

   "Samme her. Men vi må bare se det som en fordel, vi har ingen modstand."

   "Hvad?!" Sandras stemme fik Will til at fare sammen, han lagde en finger på øresneglen.

   "Her er ingen vagter," sagde Will stille.

   "Nej, det var ikke til jer!" Sandra lød panisk. "Det er et trick! Det hele er et trick! De ville ikke kurere Lucifer, vores tid er udløbet, de skal til at furificere Lucifer! Billedet er lige blevet sort!" Will spærrede øjnene op.

   "Uh, jeg river Morts hoved af når jeg finder ham!" knurrede Will. En tom trussel. Der lød et skrig i den anden ende, Will bed sig i læben. Hans team gjorde holdt i skyggen af lagerbygning et. "Eshe, Bryan, kan I høre mig?" Eshe og Bryan var lederne på de to andre hold, begge havde fået øresnegle, så de tre kunne tale sammen.

   "Klart og tydeligt," svarede Bryan.

   "Aha," sagde Eshe.

   "Det er en fælde. Alle skal hen til fabrikken, den skal stormes nu! Lucifer er ved at blive ændret lige nu!"

   "Vi er på vej!" svarede de to i kor. Will ledte sit holdt hen til fabrikken, de mødtes med de to andre grupper. Der var stille lidt. Så stormede de bygningen.

   De sparkede med bekymrende lethed dørene ind, stod klar til at kæmpe - men der var ikke nogen. Løse kæder hang fra loftet, knirkede og knagede, men ellers var fabrikken helt forladt. Will så sig forundret omkring. Midt på gulvet lå en person. Nahuel løb hen til den, lagde to fingre på halsen. Han rejste sig op med et suk og så på sine venner.

   "En furie. Hun er død." Hun?

   "De... De er her ikke?!" sagde Will vantro. Nahuel rystede på hovedet.

   "Hun ligner ikke engang Lucifer. Det må være datter af andre furier." Sandra gispede i øresneglen.

   "Will," peb hun. "Jeg tror, de har flyttet ham til en anden bygning."

   "Hvorfor tror du det?" Hun peb.

   "Billedet er kommet igen - det er et helt andet sted. Det ligner en gammel kiosk eller noget... Vinduerne er mørklagte, øhm... Det er lidt svært at se, men..."

   "De må være på tankstationen! Kom så!" Lucifer handlede hurtigt. Hele gruppen rykkede mod tanken på den anden side af vejen, døren var låst og blokeret. Tanken stadig var i brug, selvom den dog så øde og forladt ud. Benzinpriserne lyste, det kunne ikke ses fra vejen, fordi det var højlys dag. Will ruskede i dørhåndtaget, sparkede arrigt til døren.

   "Der må være en anden indgang," sagde Anna. "Jeg løber rundt og ser."

   "Gustav, tag med rundt, ingen går alene nu!" Gustav og Anna nikkede, begav sig rundt om bygningen. De kom frem på den anden side.

   "Der er et tagvindue, måske kan det slås i stykker?" Kathy sukkede.

   "Men hvordan kommer vi op?" Tanken havde en restaurant øverst, var i alt i to etager, stue og første. Will fnøs.

   "Vi klatrer." Han gik over til nedløbsrøret, tog fat og begyndte at klatre op. "Noget nyttigt lærte man da i afdeling X." De andre så måbende efter dem, de, der kunne, fulgte efter. Will var ved at falde ned flere gange, det havde regnet og røret var glat.

   På taget fandt Will hurtigt et vindue, der var i alt otte. Det var Eshe, der kom op efter ham, de to fik slået vinduet i stykker. De sprang ned i et mørkt lokale.

   Fem mennesker sad bundet i hjørnet, en af dem græd. De havde alle uniform på. Det havde vel bare været en normal arbejdsdag, da furierne pludselig overtog stedet.

   "Eshe, tag dig af dem, jeg leder efter Lucifer."

   "Du kan da ikke tage furierne ned alene," påpegede Eshe vantro. Will sukkede.

   "Jeg skal bare have Lucifer ud - det tror jeg godt, jeg kan klare." Eshe skulle til at protestere, men Will sagde vred: "Gør det nu bare, jeg..." En knasende, krassende lyd fik dem begge til at tie.

   "Hent forstærkning!" lød en bange, skrattende stemme. Will gik hen mod lyden, samlede en walkie-talkie op fra gulvet. "Hallo, er der nogen?! Find forstærkning! Kom og hjælp o - nej... Nej, lad mig vær..." stemmen blev grødet, gled over i et halvkvalt skrig. En isnende, ubehagelig, kold latter fik Will sig at suge maven ind i frygt. Det var Morts. Den lød fuldstændig som hans gale, psykotiske, frydefulde grin. Walkie-talkien døde. Will så rystet på Eshe. Så nikkede han.

   "Okay," sagde han lavt. "Kom med. Mort er blevet vanvittig af al den vold." Eshe så på fangerne.

   "I skal ikke være bange," sagde han. "Det hele bliver snart ordnet." De så tvivlsomt på ham, skulle en syttenårig knægt fortælle dem, at alt ville blive ordnet? Eshe fulgte med Will hen til trappen.

   "Will, stop!" Will gjorde som Sandra sagde. Der lød gråd bag hende. Hendes stemme rystede. "I skal ikke lede efter Lucifer mere - I vil ikke finde ham!"

   "Sandra, det er min kæreste du taler om," bed Will. "Kom med noget brugbart!" Hun snøftede. "Og hvem er det, der græder?!"

   "Det er Min," snøftede Sandra. "Åh, Will, du vil ikke tro det, vi lige har set!"

   "Lad mig gætte, Mort er gået amok? Vi ved det allerede." Will så på Eshe, nikkede ned ad trappen.

   "Will, jeg beder dig, lad være med at fortsætte! Du vil ikke..." Et højt skrig flængede luften. Det kom ikke så langt fra Will og Eshes position.

   "Sandra, tag så og klap i! Jeg får Lucifer med hjem, uanset hvad Mort så gør for at stoppe mig!"

   "Nej, WILL!" Will rev øresneglen ud, kastede den ned på gulvet og trådte på den så den gik i stykker. Eshe lyttede stadig i sin. Will fortsatte. Eshe gispede.

   "Will, stop!" Will rystede på hovedet.

   "Ikke også dig, Eshe! Lucifer er..."

   "... blevet gal!" Will stoppede op. Han vendte sig mod Eshe. Kenyaneren så bedende på ham. "Sandra siger, at de så det hele. Vi skal virkelig ikke lede efter Lucifer - ingen kan udholde så meget smerte, uden at gå fra forstanden!" Gustav og Nico dukkede op ved trappen. Nico gik hurtigt hen til de fangede, Gustav kom ned til Eshe og Will. Will rystede på hovedet. Det kunne ikke være sandt! Det måtte det ikke!

   Will løb ned ad trappen, Eshe og Gustav løb efter ham, råbte, at han skulle stoppe. Nogle få furier kom løbende forbi dem, mod den nærmeste udgang, vampyrer og furier ignorerede hinanden totalt.

   Den ene dør efter den anden blev sparket op. Will var rasende, hans adrenalin pumpede løs, det samme gjorde hans hjerte.

   Endelig fandt han den rigtige dør. Det var den sidste på gangen. Han sparkede den voldsomt ind, det var egentlig unødvendigt, da den var ulåst, men hans vrede tillod ikke ro. Eshe og Gustav var nået hen til ham.

   Alle tre vampyrer måtte vakle væk og holde sig for næsen, da en voldsom stank af blod ramte dem som en bombe. Deres sans blev overvældet, det var stort set umuligt for dem at koncentrere sig om noget. Will rev noget af sit ærme af og bandt det om næse og mund, så stanken blev dæmpet. Han trådte ind i rummet.

   Vinduerne var dækkede til med sort stof. Gulvet var klistret af blod. En kuldegysning gik gennem Will, der fik åndenød, da han trådte på en arm - kun en arm. Han hævede blikket, rystende af frygt. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne.

   Lucifer havde en lang akupunkturnål stukket i venstre skulder, højre lår og sikkert to ribben i højre side. Han stod med åben mund, snerrede mellem forpustede åndedrag. Hans ødelagte tøj hans løst på hans blodtilsølede krop, hans øjne glødede så rødt, at man ikke rigtig kunne se det hvide. Blod dryppede fra hans mundvige. Han stod ludet og en smule foroverbøjet, den venstre arm hang slapt ned. I den venstre havde han Morts hoved. Øjne og mund var stadig åbne, som et lydløst skrig, der aldrig ville ende.

   Lucifer hævede blikket mod Will. Han slap Morts hår, hovedet faldt ned på gulvet, trillede lidt og lå stille. Skæret i Lucifers øjne blev mildere, han blinkede en enkelt gang. Begyndte at ryste voldsomt.

   "Jeg vil gerne hjem nu." Will nikkede. Så rundt på de lemlæstede kroppe. Kom langsomt hen mod Lucifer. Bredte armene ud, holdt sig på nogle meters afstand. Hvis Lucifer var venligsindet, kunne han bare springe i armene på Will - hvis ikke, var Will klar til at slå ham ud. Bare aldrig dræbe.

   Lucifers øjne blev store og våde. Han brød ud i barnlig gråd, tårerne drev ned ad hans kinder. Han faldt på knæ på det blodige gulv, græd og græd som et lille barn. Skreg. Rev sig selv i håret og vred sig. Will kom hen til ham, lagde armene om ham. Lucifer skubbede ham væk og krøb baglæns.

   "Nej!" skreg han. "Bliv væk fra mig! Jeg skader dig bare!" Eshe og Gustav vovede sig lamslåede ind. De så rundt på kroppene. Gustav slog en hånd for munden, gik ud på gangen og kastede op. Eshe lignede en, der var ved at besvime.

   "Lucifer," sagde Will. "Vi skal nok finde ud af det - sammen. Bare lad mig komme hen til dig. Vi vil hjælpe dig. Husker du? Mig, og Sandra, og alle ungvampyrerne derhjemme? Vi..." Lucifer skreg, eller, var det et hånligt, psykopatisk grin? Han greb fat om noget sort stof og rev det af vinduet. Will skreg i smerte, da solen straks brændte hans arm. Vaklede væk og faldt om i smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...