Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3213Visninger
AA

22. Fanget

"HVAD HAR DU GJORT VED HAM?!" råbte Riku vredt. Look Alike grinede.

   "Ah, listen er lang! Men lige nu har han det fint. Faktisk bedre, end han ville have det, hvis han vågede." Look Alike gik hen til Lucifer, lagde en hånd på hans skulder. "Han sover bare lige nu. Påvirket af en gift, der lader ham blive i hans drømme. En skæbne bedre end døden, trods alt. Vi kalder det Tornerosegift."

   "Vi?" Sandra og Will havde forladt den falske og havde sat sig i sofaen. Sandra så på Lucifers sovende ansigt. Han så ganske rigtig glad og fredfyldt ud... Look Alike smilede skummelt.

   "Jeg vil lade min bror her," han klappede Lucifer på skuldrene, "forklare det hele." Sandra og Will rynkede begge panden, så på hinanden. Lucifers eneste søskende var døde for flere hundrede år siden! Look Alike bakkede lidt væk. Vand blev hældt over Lucifer, der slog øjnene op. Han så sig forskrækket omkring. Fjernsynet flakkede. Han vred sig for at komme fri, så sig forvildet om.

   "Hvor er jeg?!" spurgte han hastigt, lysvågen. Look Alike kom hen til ham. Lucifer gispede. "Mort?! Hvad... Du er i live?!" Mort? Så det var hans navn? Mort pegede på kameraet.

   "Dine venner ser med, vamp." Lucifer så pludselig på kameraet. Frygtsomt.

   "I har ikke gjort dem noget?!" snerrede han. Mort rystede på hovedet.

   "Nej, selvfølgelig ikke - vi gør kun dig noget. Så, fortæl dem nu; hvem er vi?" Mort smilede koldt. Lucifer så på kameraet med blanke, vildfarne øjne. Rystede lidt på hovedet.

   "Nej, jeg kan ikke..." Mort sparkede groft Lucifer over skinnebenet, Lucifer stønnede og kneb øjnene sammen.

   "FORTÆL!" Lucifer så ind i kameraet.

   "I 1967... besluttede afdeling X, at de..." Han tøvede. "De ville have en hær, skrækken for en tredje verdenskrig stod stadig klar hos mange. De prøvede at klone mig ved hjælp af genmanipulation, en hær af vampyrer kunne ikke dø. Men..." Han sukkede. "Det lykkedes dem ikke. Der var, øhm, brister i klonerne. Forsøget var selvfølgelig hemmeligt, og forløb over et års tid. Klonerne blev kaldt for furier, og blev låst inde længst inde i afdeling X.

   Mort var den første klon, de kaldte os for brødre..." Mort nikkede.

   "Præcis. Vi undslap under branden, som I forresten startede! Der er kommet flere af os, og vi er ved at udvikle os til perfektion."

   "Hvad vil I så med Lucifer?" spurgte Delun. Mort rettede på en øresnegl, Lucifer lod slet ikke til at kunne høre. Det gik op for Sandra.

   "Lucifer kan ikke høre os - der er mikrofoner i slottet!"

   "Hurtigt, led efter dem!" sagde Will. Mort grinede.

   "De sidder bag på fjernsynet, under lænestolene, under bordet og i lysekronen, senderen sidder bag på fjernsynet. I er velkomne til at fjerne dem, men så kan I ikke følge med i Lucifers skæbne." Ungvampyrerne, som ellers alle lige havde rejst sig op, satte sig ned igen.

   "Hvad vil I med ham?" spurgte Will bestemt. Mort kom hen til Lucifer, strøg hans ansigt. Lucifer prøvede at fjerne sig, uden held.

   "Lucifer er trods alt vores far - på en måde. Han er syg, det ved I jo. Vi vil kurere ham." Der blev stille i slottet. Kurere? Det virkede urealistisk.

   "Hvorfor... Hvorfor så kidnappe ham?" spurgte Sandra forsigtigt. Mort smilede overbærende.

   "Vi vil da også have noget ud af det." Åbenlyst. "Ud over at kurere Lucifer, vil vi også lave ham om til en furie, som os. Forestil jer det, vi kan få ud af det! De mennesker, der har holdt os fanget og frygtet os, vil blive knust! I er alle velkomne til at følge os - I skal bare laves om til furier!" Mort lo rungende, koldt. "I får én dag til at beslutte jer, om I vil slutte jer til os som furier - indtil da, skal nogle af Lucifers kære børn genforenes med deres far!" Døre gik op, fødder kom ind. Mort gik ud af billedet, en person med brunt, krøllet hår kom ind.

   Vedkommende gik hen til Lucifer, der stadig dryppede af vand, og satte nogle ting fast til ham. Små, runde gummicirkler, til hans fødder, hænder, skuldre, mave, bryst, tindinger, skinneben. Will gispede.

   "Den elektriske stol," mumlede han skræmt. De andre ungvampyrer begyndte at snakke bange sammen. Bag skærmen så Lucifer på furien, der begyndte at pille ved en fjernbetjening.

   "Vi skal have skræmt dine venner lidt, far," sagde furien. Far?! Will kneb øjnene sammen, selvom han ikke helt vidste, hvorfor. Han brød sig ikke om, at nogen kaldte Lucifer for far. "Okay?"

   "Nej!"

   "Godt så," svarede furien, ignorerede Lucifer fuldkomment. "Vi starter på 10 %." En gnistrende lyd fik mange af ungvampyrerne til at holde sig for ørene, Lucifer gispede og spændte musklerne for at kvæle et skrig. "Hvad, ingen skrigen?" spurgte furien, da strømmen lagde sig.

   "Hvis de andre ser med," gispede Lucifer, "skal de ikke bekymre sig - jeg har allerede overlevet den elektriske." Hm. Sandra troede ellers, hun vidste en god del om Lucifer, han havde bare aldrig fortalt om stolen.

   "Selvfølgelig har du det," smilede furien. "Du er trods alt vores far."

   "Gu' er jeg ej!" bed Lucifer, men han måtte afbryde sig selv i at tale videre, da strømmen igen løb gennem ham. Han knyttede næverne og skar tænder. Nogle af ungvampyrerne gik hurtigt, de yngste blev sendt væk. Lorenzo sad og rodede med fjernsynet.

   "Jeg kan ikke spore signalet," sagde han til Sandra og Will. Sandra nikkede.

   "Okay, øhm..." Hun sukkede, da det gik op for hende, at de kun kunne være passive tilskuere. Morts stemme begyndte igen:

   "Hvis I bestemmer jer for, at I gerne vil slutte jer til os, skal I bare sige det. Så snart I har meldt jer, får Lucifer fred for strømmen." Ingen svarede. "Sandra, det må da være mest fristende for dig? Du er den eneste, der ældes. Du kommer til at dø flere årtier før dine venner?" Sandra så ned, hun fik ondt i maven. Kathy tog hendes hånd og smilede venligt til hende. Mort sukkede. "Furier er stærkere end normale vampyrer - vi har for eksempel fire hugtænder. Held i uheld. Det var et kobbel af os, der angreb Lucifer, og..."

   "I skal ikke lytte til ham," sagde Lucifer sammenbidt. En muskel i den ene arm pulserede stadig væk, på grund af det elektriske chok. Mort lo.

   "Du har meget kampvilje, Lucifer, men vi har de bedste overtalelsesmetoder." Lucifer skar tænder og strakte hals, da elektriciteten igen løb igennem ham, de gnistrende lyde løb gennem skærmen til Lake Castles beboere.

   "Lucifer," peb Alice.

   "Alice, gå op i seng," sagde Sandra strengt. "Riku, vil du ikke gå op og holde øje med dem? Sørge for, at alle dem, der ikke er her, har det godt?" Riku nikkede, hun og Alice rejste sig op. Riku rynkede panden.

   "Hvor er den falske Lucifer blevet af?" Will rejste sig op. Et vindue var åbent, gardinerne blafrede i nattens kølige vind.

   "Pokkers," mumlede han. Det var dog ikke det, der var deres største bekymring i øjeblikket. Han så på skærmen. Strømmen stoppede, Lucifers hage ramte hans bryst. Han trak vejret hæst, gispede efter det. Han var bange, sikkert rædselsslagen.

   "Åh ja, og Will," sagde Mort. Will så på skærmen, Mort kom frem i billedet. "Det var forresten os, der gav dig en særlig gift mens du sov, så du glemte Lucifer. Dens effekt skulle holde op om nogle timer, det kan godt være, at du får lidt hovedpine." Samtlige vampyrer så på Will på samme tid. Han så med hævede øjenbryn og så på skærmen.

   "Så... Lucifer er faktisk min kæreste?" Mort, ungvampyrerne og Sandra, nikkede. Will sank en klump, forholdte sig passivt. Næsten stift. Mort klappede en enkelt gang i hænderne.

   "Nå, men skal vi ikke se hvordan Lucifer har det?" Han spankulerede hen til Lucifer, kameraet zoomede ind. Han tog fat om hans hår og holdt hans hoved op. "HEY, LUCIER!" råbte han, Lucifers ansigt fortrak sig ved den høje lyd. "Er du vågen?" Lucifer så forhadt på Mort.

   "Gå ad Helvede til," snerrede han. Mort sugede sin læbe indad og nikkede.

   "Okay... Det tager jeg som et nej. Ashton, væk ham med lidt skrappere midler!" Mort bakkede lidt væk, furien, der torturerede Lucifer, skruede op på en knap.

   Lucifer gispede og vred sig, slog hovedet fra side til side for at udholde smerten. En rød stribe dannedes fra hans mund og ned over hans hage. Da furien stoppede, så Lucifer gispende ned i gulvet, hans skuldre hævedes og sænkedes, han trak vejret hurtigt. Mort gav tegn til furien, Ashton, om at vente lidt med næste omgang, kom hen til Lucifer og løftede hans hoved op. Slikkede blodet væk, lod tungen løbe over hans mund.

   "Vågen?" spurgte Mort venskabeligt med et smil på læben. Lucifer så på ham med kolde øjne.

   "Du er syg," sagde han forhadt. Mort smilede koldt.

   "Kære, lille, dumme Lucifer - jeg er kopi af dig! Jeg er den første kopi, og det eneste, der gik galt med mig, var et lille raserianfald eller to." Mort skubbede Lucifers hoved ind i stolens ryglæn og rettede sig op. "Indse det - jeg gør ikke noget, du ikke kunne finde på." Han vendte sig og pegede mod kameraet. "Lad det være en lærestreg for jer alle! Vi har de samme tanker som Lucifer, på den ene eller den anden måde. Den eneste forskel er, at afdeling X ikke har givet os lige så lang snor! Vi er furier - hævnvogtere." Han nikkede mod Ashton. "25 %." Ashton nikkede og skruede op. En metallisk summen fik Lucifer til at se på Mort med frygt i øjnene.

   Ungvampyrerne, drenge og piger, unge og ældre, holdt sig for ørene, Sandra gjorde det samme. Kun Will sad og så på skærmen, hørte skriget i dets fulde længde, højde og rædsel. Hans hoved begyndte at dunke, øjnene sveg. Han slog hænderne for munden. Skriget stoppede et par sekunder, blev så gentaget i lidt højere styrke. Da det endelig var slut, og Lucifer sad halvt bevidstløs i stolen, pustende, prustende og gispende efter vejret, så Sandra på Will.

   "Will?" sagde hun stille.

   "Jeg kan huske ham," sagde Will stille. Han begyndte at hulke. "Jeg kan huske ham!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...