Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3215Visninger
AA

1. Dark Hill

Del 1

Der var mange omkring Dark Hill, der fandt dens mørke fæstning, Lake Castle, mærkværdig og uhyggelig. Dens beboere var kun unge mennesker, der ikke viste deres ansigter, i hvert fald ikke i dagslys. Det lille, treetagers slot lå i den nordligste del af Michigan i USA, og indehaveren var mindst lige så mystisk som slottet selv. Han kom aldrig i den nærliggende by, Hilltown, end ikke for at købe mad, tøj eller andre bekvemmeligheder til slottet. I stedet kom en høj mand med langt, blondt hår i en stor, sort jakke, en gang hver anden uge, sammen med to yngre mennesker, for at købe råvarer, tøj og andet til mindst tredive mennesker.

   Slottet var blevet købt for godt halvandet år siden. Dark Hill skrånede du over den tilhørende sø, slottet var blevet opkaldt efter. Rundt om søen lå en stor skov, hovedsageligt bestående af gran- og egetræer. Ved foden af bakken havde den nye ejer rejst et jerngitter og en port med elektronisk lås, så stedet var helt og aldeles privat. Der var forbud mod at sejle på søen, der var godt en kilometer i omkreds, og at bryde den regel kunne resultere i både bøde og fængselsstraf.

   Slottets beboere holdt sig for sig selv. Selv hvis de da bevægede sig uden for slottet indimellem, ville ingen have opdaget det, da flere områder af bakken var dækket af parklignende skov.

   Dark Hill og Lake Castle var i sandhed et mysterium for Hilltowns beboere. Men hvis man nu ikke var beboer i Hilltown, men derimod i Lake Castle, så det hele helt anderledes ud.

   Var man beboer i slottet var Lake Castle et hyggeligt og trygt hjem. Beboerne selv var ikke alle lige unge, faktisk var en enkelt af dem over trehundrede år gammel. Slottet var beboet af ungvampyrer, der var ved at lære og forstå de kræfter, det indebar, at være vampyr. Slottet husede i alt femogtyve vampyrer, og indehaveren var den første vampyr, Lucifer Sorrow, der havde købt slottet og søen, så han havde et sted til de unge.

   Manden, der en gang hver anden uge kom ned til Hilltown, hed William Baxter, blandt venner kaldet Will. Will var den første ungvampyr, Lucifer havde skabt, og handlede ind sammen med to af de yngre, for at kunne transportere det hele op til slottet, og for at de kunne komme ud blandt mennesker. Vampyrernes forbrug var en smule større end menneskenes, for eksempel kunne langt de fleste ungvampyrer endnu smage ting, og da Lucifer gav dem alt hvad de ville have (at spise), tøvede de ikke med at bestille.

   Vampyrerne levede dog ikke kun i idyl og velfærd. Lucifer havde sat den store jernport op, så vampyrernes fjender fra afdeling X, en hemmelig vampyrjagende organisation, ikke kunne komme ind til dem på slottet. Vampyrerne kom skam ud af slottet, men kun efter mørkets frembrud. Der svømmede de og gik tur i den lille park, engang imellem var der endda udflugter til nationalparken på den anden side af søen. Det var rigtigt nok, at beboerne holdt sig for sig selv, men fællesskabet inde bag slottets mure, måtte man endelig ikke tage fejl af.

   Beboerne var tætte, da de var de eneste af deres slags. Alle havde deres egne værelser, men ved de fleste måltider, der ikke indebar blod, var alle samlet i spisesalen. Fællesstuen var lagt sammen med indgangshallen, hvor store, tonede ruder lod de unge vampyrer se langt fra bakketoppen, slottet lå på. Ægte tæpper og gardiner i rødt fløjl dæmpede mange lyde, så vampyrernes sarte hørelse ikke blev generet. Selvom mange inventarer var i gammel, gotisk stil, så var der dog tegn på moderne tider - blandt andet det 60tommers fjernsyn i fællesstuen, den underjordiske garage med en Jaguar XJ220 og en mellemklasse-cruiser VZ 800, og det moderne køkken med alt hvad der dertil hørte.

   De unge vampyrer adskilte sig meget fra deres skaber. De kunne selv generere blod, om dog i mindre doseringer, de kunne smage, og mennesker generede dem ikke i lige så høj grad.

   Ungvampyrerne kom fra forskellige steder i verdenen. Afdeling X havde sendt en sang, der var blevet hørt af mange mennesker, hvilket kunne siges at være godt - hvis det da ikke var en sang, sunget af Lucifer, der vækkede vampyren i særlige menneskers gener. Disse var og blev stadig opsøgt, så Lucifer kunne forvandle dem og tage dem med til Lake Castle, hvor de kunne vende sig til og lære om deres nye jeg.

   Men kun mennesker under tredive kunne klare forvandlingen, og Lucifer havde slået hundredvis af mennesker ihjel, da forvandlingen havde negative effekter på dem. Mange var døde under forvandlingen, eller også var de blevet vanvittige, og havde fået vredet halsen om af Lucifer eller Will.

   De var sidst i januar. De ungvampyrer, der var raske og i orden, sad i Lake Castle og gjorde deres daglige ærinder. Lucifer og Will ventedes at vende hjem omkring aften, så skolen ville begynde igen. Lucifer og Will havde været væk i to hele uger. Will havde en alarm fra sit gamle arbejde i afdeling X, og den havde fortalt om en vampyr i det østlige Rusland.

   Drake, en syttenårig knægt fra New York, kom kørende gennem gangene på skateboard. Han undveg behændigt de andre vampyrer, der råbte af ham, når han var ved at støde ind i dem. Han grinede, men stoppede pludseligt, da han var ved at køre ind i en kvinde med albuelangt brunt, bølgende hår. Hun stod med korslagte øjne og hævede øjenbryn.

   Sandra Lillians var det eneste menneske i slottet, men ingen af vampyrerne turde bide hende, da hun både kunne være streng og lettere farlig. Selv Lucifer kunne bøje sig for den tyveårige kvinde, hvilket han ellers ikke gjorde for andre end Will. Sandra underviste de yngste vampyrer i normale fag, selvom hun var uudannet lærer, bare så de havde mere at lave end at lære om dem selv. Hun var dog også gode venner med langt de fleste, og havde sit ejede værelse i tårnet, der hang ud over søen.

   "Drake," sagde Sandra langsomt. "Du ved udmærket godt, at du ikke må stå på skateboard indenfor!" Drake så ned og steg af skateboardet.

   "Øhm, Sandra..." sagde han langsomt. "Undskyld, jeg ville bare, øhm..." Han kløede sig i det mørkebrune hår. "Ser du..."

   "Ingen undskyldninger. Du må vente til det bliver mørkt, okay?" Drake sukkede og nikkede. Sandra lagde en hånd på hans skulder. "Det er kun for de andres sikkerhed. Og for din sikkerhed - husk hjelmen en anden gang." Sandra smilede venligt til ham. Han nikkede og gik tilbage med skateboardet. Sandra sukkede og gik ind i fællesstuen. Kathy, Bryan, Pierre og Riku sad derinde, Riku sad med en bog, Pierre tegnede, og Kathy og Bryan sad med deres bærbare computere. Det første, ungvampyrerne lærte, var, at lukke elektrisk og supersonisk støj ude.

   "Hej Sandra," sagde Kathy muntert. Den femtenårige pige var altid meget livlig, hun havde sat det brune hår op i en høj hestehale. "Hvad så?" Sandra trak på skuldrene.

   "Jeg glæder mig til at se, om Lucifer og Will har en ny ungvampyr med tilbage." Kathy nikkede.

   "Ah, jeg håber at det er en pige! På min alder, og hun skal også helst kunne lide pop!" Kathy strøg sin lilla designercardigan, en gave fra Lucifer. Alle ungvampyrerne fik lov til at vælge en gave, når de ankom, så længe den ikke var ulovlig, havde noget med rygning, stoffer eller lignende at gøre, var et køretøj eller noget i den prisklasse.

   Lucifer havde masser af penge. Ud over de penge, han havde fået fra afdeling X, både mens han var en del af dem og på grund af deres nedlukning, så optrådte han stadig som model indimellem.

   Sandra satte sig i en lænestol og åbnede den tablet, hun havde under armen - hendes valg af gave, selvom hun først havde nægtet at modtage noget. Hun tjekkede sine mails og de lokale nyheder i Michigan, vejret for den nat og de næste par dage.

   Mange af ungvampyrerne var stadig oppe om dagen, da det mørklagte slot ikke lod lys komme ind i farlige mængder. Sandra gik ud i køkkenet, hvor Aira stod og lavede te. Aira kom fra Bollywood og var en meget venlig og omsorgsfuld pige. Hun var tyve år gammel, og en af Sandras bedste veninder. Sandra havde taget kontakt til sin gamle veninde, Emma fra Madrid, og de to snakkede ofte længe sammen over telefonen. Airas sorte hår var samlet i en fletning på ryggen, hun smilede til Sandra, da hun kom ind.

   "Hej." Aira smilede, hendes hugtænder var skjulte. "Tørstig?" Sandra nikkede.

   "Ja, hvad er det for én?" Hun hentydede til den velduftende te.

   "Jasmin, mine forældre sendte mig den." Mange af vampyrerne havde stadig kontakt med deres forældre, men der var dog nogen, der ikke var så heldige, for eksempel Kim fra Rumænien. Aira skænkede op og satte sig foran Sandra. "Så, ved du, hvad klok William og Lucifer er tilbage?" Sandra trak på skuldrene.

   "Nej, bare at det er i aften." En lille pige kom ind, finske Jenni på ti. Alle havde lært engelsk, da de ankom, hvis de ikke kunne det i forvejen, men Jenni var en smule svær at forstå, da hun var den yngste ungvampyr. Jenni havde sit lyse hår sat op i rottehaler.

   "Kommer Lucifer hjem?" spurgte hun. Sandra nikkede.

   "Ja, i aften." Jenni smilede og løb ind i stuen. Aira og Sandra så efter hende.

   "Hun er så kær!" sagde Aira smilende. "Jeg forstår godt, at hendes forældre så ofte kommer på besøg." Indimellem kom familie på besøg, men de fik aldrig lov til at blive længe af gangen. Derfor var Jennis forældre flyttet til en by kun tredive kilometer væk, så de kom næsten hver weekend. Ungvampyrerne fik dog ikke lov til at forlade slottet, før de kunne kontrollere sig selv hundrede procent, hvilket ingen af dem endnu evnede.

   "Ja, hun er virkelig sød." Sandra nippede til teen. "Alt apropos, hvad sagde dine forældre ellers?" De to sad og snakkede længe om stort set alt. Aftensmaden blev lavet af Marina, Nico og Eshe. De mange forskellige kulturer og religioner i slottet resulterede altid i, at måltiderne blev lidt mere eksotiske. Marina var fra Chile, Nico var italiener og Eshe var fra Kenya.

   Da maden var spist sad de fleste tilbage og snakkede, som på en skole var der kliker, der snakkede bedst sammen, selvom alle nu snakkede fint med hinanden.

   Fjernsynet blev tændt - fodbold. De, der ikke ville se det, gik enten op på deres værelser, hen til medierummet, som indeholdt bordfodbold, airhocky, fjernsyn og computerspil så som Playstation og WII, eller ind på biblioteket, som indeholdt Lucifers samling af bøger, samt en masse andre, så der var lidt på alle sprog. Huset var den perfekte drøm, en himmel for vampyrer og mennesker. Men kun Sandra fik som levende lov til at komme der døgnet rundt.

   Natten summede af aktivitet, det var trods alt et vampyrhjem. Sandra var stået op klokken et, hun var den tidligste - den første vampyr var først vågnet klokken fire, den yngste, selvfølgelig. Det "menneskelige" aftensmåltid var deres morgenmad. Børnene løb rundt og legede, teenagerne lavede deres yndlingsting, og de voksne snakkede hvor de ville.

   Klokken var halv tolv, og Sandra overvejede så småt at gå i seng. Men så lød det pludselig i huset: "DE ER HJEMME!" Alle skyndte sig ned til fællesstuen, for at tage imod Will og Lucifer. Sandra åbnede dørene.

   Op ad vejen kom en sort bil kørende. Den parkerede på pladsen udenfor, det mørke springvand var den eneste lyd, ud over de mange vampyrer, der forstyrrede i natten. Will steg ud af bilen, vinkede til dem. Han havde fået langt hår i den sidste tid, det var samlet i en glat hestehale på ryggen. I den anden side af bilen kom Lucifer ud. Sandra smilede. Men der var noget galt... Det var kun dem - ingen vampyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...