Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3227Visninger
AA

3. Dagligdag i Lake Castle

Aftenen i Lake Castle var altid et kaos. Selvom det lille slot kunne virke som et paradis, så der regler. En af dem var, at man mandag til fredag skulle stå op klokken halv syv om aftenen. Pigernes soveafdeling var altid kaotisk; De ældste var hysteriske og trætte, Kathy kom altid op at skændes med hendes værelseskammerat Samantha om, hvem der skulle ud på badeværelset først, og mens de skændtes, sneg Min sig ud på badeværelset. Det havde som regel allerede en besøger i form af Susila, der ofte lagde make-up på det tidspunkt. Der var tre brusebade og tre aflukkede toiletter, ikke at det gjorde badeværelset mindre hyggeligt. På det tidspunkt af morgenen kunne man ofte ikke komme i bad, fordi bruserne var optagede af Riku, Marina og Anna. Alice, Aira og Min stod ofte op før tid, Sophie sov ofte længe, og Jenni gik ikke i bad om vampyrernes morgen.

   Drengene var ofte mere rolig, de stod alle op på forskellige tidspunkter, og de var langt mere afslappede. De bekymrede sig ikke om, hvad de skulle tage på, eller hvem der kom i bad først - faktisk tilbød de gerne bruseren til hinanden, hvis de kunne.

   Den morgen var Kathy og Samantha kommet op i et særligt hidsigt skænderi, som Min uheldigvis var blevet inddraget i. De tre piger stod og råbte hysterisk på gangen, så højt, at det var blevet hørt i privatafdelingen, hvor Sandra, Lucifer og Will sov. Lucifer kom hen til dem.

   "Hey, piger! Piger! Tag det nu roligt, I skal nok komme til alle sammen!"

   "Lucifer, det er død uretfærdigt!" sagde Kathy hidsigt. "Samantha tror altid, at hun ka-a-aaan..." Hun så måbende på Lucifer. Samantha og Min stoppede deres skænderi og så på ham.

   Lucifer havde et par sorte bukser på, der sad stramt de rigtige steder. Han havde en kropsnær, ærmeløs, mørklilla trøje på, hvis hals sad tæt på hans. Han havde en korsørering i det ene øre, som accessorie havde han to gothbælter lagt over kors med hinanden.  Han havde sorte støvler med spænder på, så på pigerne med hævede øjenbryn og korslagte arme. Kathy og Min makkede ret og så ned i jorden, deres øjne flakkede indimellem op mod Lucifer. Samantha gav Lucifer tommel op.

   "Fed stil Lucifer - som altid." Lucifer lagde hovedet på skrå og så på Samantha. Hun sank en klump og så ned.

   "Årh, nogle gange hader jeg dig for at være bøsse," sagde Kathy irriteret. Lucifer så undrende på hende. Hun vred sine hænder. "Så kan jeg ikke selv blive din kæreste." Lucifer smilede og himlede med øjnene.

   "Jeg er alligevel for gammel til dig." Pigerne brød i latter. Lucifers alder var ingen hemmelighed. "Nå, men lad nu være med at skændes, det får I ikke noget ud af." Pigerne nikkede. Lucifer vendte om og gik.

   På drengenes afdeling var Will ved at rive drengene ud af fjerene med hård hånd - alt fra at trække gardinerne fra, så det ganske svage og milde solskin vækkede dem, til at rive deres dyner af og bogstaveligt talt hive dem ud under bruseren. Sådan var det for de drenge, der ikke stod op. For pigerne kom Sandra ind og vækkede dem noget blidere.

   "Marius, du kan ikke ligge og dovne hele dagen!" sagde Will til den tolvårige dreng fra Ystad.

   "Skal vi væde?!" knurrede Marius og krøb ned under dynen. Will trak dynen af ham, og han krøb sammen på madrassen. "WILL! Giv den tilbage!" Will gik grinende, lagde dynen ved døren, så Marius var nød til at komme ud af sengen.

   Sandra var stået op klokken tre, så morgenmaden var klar, da ungvampyrerne kom ned. De spiste med store glæde. Lucifer stod i døråbningen og betragtede dem spise. Will kom hen til ham, han havde lige revet Nahuel ud af drømmeland.

   "Sulten?" spurgte Will. Lucifer trak på skuldrene. Det var ikke alle ungvampyrer, der brød sig om at se eller drikke blod direkte fra en krop. De havde ikke brug for det som Lucifer, da de selv producerede en smule. De fik det iblandet i maden.

   "Lidt." Lucifer lagde armene om Wills hals. Will smilede.

   "Det var ikke det jeg mente." Lucifer smilede.

   "Det ved jeg." Deres læber mødtes.

   "Hey, vi er nogen der prøver at spise!" grinede Kim. Lucifer så på ham.

   "Det her er noget af det eneste, jeg kan smage, så klap i!" grinede Lucifer tilbage. Kim rakte tunge. Lucifer slap Will. "Nå, sæt dig nu til bords som de andre." Ungvampyrerne sad alle ved et langbord i spisestuen, snakken gik lystigt. Lucifer betragtede dem med glæde. De var alle lige som hans børn, bortset fra Sandra og Will selvfølgelig.

   Efter maden delte ungvampyrerne sig op - dem til og med fjorten gik ned i klasselokalet, det ville sige seks ungvampyrer, hvor Sandra ville undervise i engelsk, dem mellem femten og atten, tolv personer, tog med Will ned i det lokale, hvor de skulle lære at omgås mennesker og den moderne teknologi, mens resten, fire personer, tog med Lucifer ned i det underjordiske træningslokale.

   Træningslokalet var et topmoderne rum, opdelt i tre - en svømmehal, der også blev brugt som pool, et fitnesscenter og en kampbane. Kampbanen kunne justeres til forskellige sværhedsgrader. I den kunne vampyrerne teste deres styrk.

   Sandra havde engang låst Lucifer inde i et skur. Da hun lukkede ham ud igen, havde hun spurgt, hvorfor han ikke bare havde ødelagt det med hans superstyrke. Lucifer havde sagt, at hun havde læst for mange bøger. Men det havde vist sig, at Sandra faktisk havde haft ret. Det blod, afdeling X havde sendt ham som føde, havde kun lige fungeret, og derfor udelukket hans overmenneskelige styrke. Nu trænede han de andre i at kontrollere og bruge den.

   I den sidste tid havde den overlevende del af den nedlagte afdeling X angrebet og truet slottet og dets beboere. Derfor var det vigtigt, at alle kunne forsvare sig selv.

   Alle klædte om til de træningsdragter, Lucifer havde fået fremstillet. De var næsten uforgængelige, i hvert fald svære at ødelægge.

   Flammekastere, pludselige huller i gulvet, oversvømmelser, pigge i væggene, det var kun nogle få at de udfordringer, den gigantiske maskine kunne justeres til.

   Sandra prøvede at få ungvampyrerne til at dæmpe sig, men de var urolige og spændte over natten. Mange af dem havde endnu ikke vendt sig til at kunne eller måtte være så sent oppe. Da hun endelig fik dem til ro, begyndte de timen. Det var vigtigt for dem, at de kunne sproget, især da ingen af dem faktisk var engelske, amerikanske eller australske. Det var op ad bakke, men de kunne det basale, og ellers var der en anden i slottet, der kunne deres sprog.

   Nede i garagen var Will ved at fortælle om forskellige teknikker, hvorved man kunne lukke motorlyde og anden støj ude. For at demonstrerer gassede han indimellem op i en af de fem biler, der holdt dernede. En af dem tilhørte Ulrich, der ikke ville efterlade sin bil i Sursee i Schweiz. Han var ikke gift, det var ingen af beboerne, men Aira havde faktisk været forlovet. Heldigvis havde hendes forældre aflyst ægteskabet, da hun var blevet vampyr.

   Frokosten blev indtaget klokken et om natten, højst bizart for Sandra. Der gik de forskellige klasser videre til næste time, Sandra gik fra engelsk til biologi, da de fleste fra femten godt kunne sproget, Will underviste i at lukke køkkenlyde ude, og Lucifer fortsatte med træningen. Efter to timer havde de ældste fri, da de havde afsluttet deres skole, resten af klasserne tog til de timer, de endnu ikke havde været til. Pjækkeri blev på ingen måde tolereret, og hvis det skete, blev vedkommende sat til at gøre slottets loft rent. Det var ikke ligefrem nogen fest, da det var støvet, gammelt og fyldt med kasser.

   Efter aftensmaden blev de mellemste, fra femten til atten, samlet af Will. Lucifer var også med, og da Eshe spurgte, hvorfor han var der, svarede Will, at han skulle være forsøgskanin.

   "I ved alle sammen, at vi som vampyrer allerede er døde, ikke?" De nikkede. "Men en vampyr kan også blive dræbt. I skal vide det her, så I ikke begynder at teste hinanden, og kommer til at slå nogen ihjel." På hans stemmeleje lød det som om han talte om vejret, men ordene sagde noget andet. "Lucifer?" Lucifer rejste sig op og kom hen til Will. Will lagde en hånd på hans skulder. "I ved jo, at de regler, vi har her, er til jeres ejet bedste. Sollys, ild og sådan noget ved I allerede, kan dræbe jer - men de mange ting, der kunne slå jer ihjel som mennesker, har ikke nødvendigvis effekt på jer nu. For eksempel..." Will tog en køkkenkniv op fra stuebordet. "Knive af normalt metal!" Han tog fat om Lucifers hår, trak hans ansigt tilbage og skar halsen over på ham. Ungvampyrerne skreg, Lucifer sank sammen. Will holdt ham oppe og slikkede blodet af Lucifers hals. Lucifer åbnede øjnene, sukkede og rettede sig op. Gned sin hals en smule.

   "Knive har ikke noget effekt, så længe I husker at slikke såret rent." Lucifers sår lukkedes så det kunne ses med det blotte øje. ungvampyrerne så forskrækkede på Lucifer og Will. Lucifer så på Will. "Kan jeg gå nu, eller skal du også prøve at skyde mig?" Will lo og skubbede til Lucifer, der gik ud i køkkenet. Kathy sad med en hånd oppe. Will pegede på hende.

   "Ja, Kathy?"

   "Ja, øhm, ser du, jeg tænkte på, kan vi blive kvalt, for eksempel i tyggegummi og sådan?" Will smilede skævt. Eshe så på Kathy, spørgende. "Hvad?" spurgte Kathy. "Jeg elsker mit jordbærtyggegummi, men jeg vil vide, om jeg kan dø af at få det galt i halsen."

   "Lige nu trækker I stadig vejret, og så længe I gør det, kan I blive kvalt. Om nogle år er det ikke nødvendigt mere, men indtil videre kan I jo bare træne i at holde vejret - men lad nu være med at kvæle hinanden!" Ungvampyrerne lo. Will rystede på hovedet. "Nej, jeg mener det faktisk, lad være med det."

   Ungvampyrerne spredtes, og Will gik op på værelset. Der var Lucifer allerede ude på badeværelset. Han betragtede såret i spejlet. I kælderen stod ti solarier, hvis vampyrerne ville kunne se sig selv i spejlet - Lucifer var én af dem.

   Will lagde armene om Lucifer bagfra. Lucifer lagde hovedet tilbage, ind mod Will. Will strøg resterne af såret.

   "Undskyld - gjorde det ondt?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Nja, et blackout kan jeg godt leve med, især et på nogle få sekunder." Will smilede og kyssede ham i nakken.

   "Du sagde slev ja." Lucifer fnøs.

   "Lad være med at tale udenom." Wills hånd gled stille ind under Lucifers stramme trøje.

   "Hvad så?" Will hviskede i Lucifers øre. "Har du lyst?" Lucifer himlede med øjnene.

   "Nej."

   "Hvorfor ikke?" Lucifer lo kort.

   "Fordi - du lige har skåret halsen over på mig søde William."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...