Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3213Visninger
AA

16. Blomstrende

Bløde læber. Varm krop. Hed ånde. Et navn, der sart blev hvisket over lagnet. En hånd, der strøg en svedig hud. Tre små ord, der langsomt gled ud mellem læberne.

   "Kom tilbage." En tåget stemme, så fjern, på trods af at han bare skulle række ud og tage fat i dens ejer.

   Will anede ikke, hvorfor han havde drømt sådan. Han sad ved morgenmadsbordet og tænkte. Det var mærkeligt. Var der ikke noget, han skulle huske? Noget meget vigtigt? Det gjorde ham urolig at tænke på, især fordi det var en drøm som den, han havde haft den dag, der havde fået det frem i ham.

   Han havde forstået, at han var blevet vampyr. Forstået, ikke accepteret. Men de andre ungvampyrer virkede ikke ligefrem blodsberusede eller voldelige, faktisk var de som alle andre unge mennesker, fjollede og lettere useriøse.

   Sandra kom ind og satte sig til bords. Min så på hende.

   "Hvordan har Lucifer det?" Sandra sukkede og så ned i bordet. De andre var blevet stille.

   "Øhm, han er rimelig knust..." Alle, undtagen Sandra, vendte sit ansigt mod Will, der krympede sig lidt. Bryan så på Sandra.

   "Der er forsvundet en flaske rom fra skabet. Det var den sidste fra nytårsaften?" Sandra nikkede.

   "Ja, Lucifer drak den i nat." Igen, bebrejdende blikke på Will, der fik en dårlig smag i munden.

   "Alene?" spurgte Ulrich vantro. Sandra nikkede. Slev Jenni lod til at forstå alvoren. "Åh, det er slet ikke godt..."

   "Burde vi se til ham?" spurgte Kathy. Sandra rystede på hovedet.

   "Nej, tro mig! Han sidder og ser gamle vampyrfilm." Latter. For ungvampyrerne var enhver vampyrfilm sjov, fordi den var så langt fra virkeligheden. Sagt på en anden måde, det var ikke gysere, men komedier for de fleste af dem.

   "Will," sagde Eshe stille. "Er du sikker på, at du ikke kan huske noget om Lucifer?" Will rejste sig langsomt op, irriteret.

   "Ja," sagde han ud over bordet, så alle kunne høre ham. Han gik hen mod døren. Vendte sig mod dem. "Og bare så I ved det, så er det lige meget hvor mange gange I beder mig om at huske ham. Det er bare ikke sådan, det fungerer, okay?! Og nu siger jeg det, én gang for alle - jeg kan ikke lide mænd!" Nogle af de andre bed sig i læben, nogle så ned, og andre lukkede øjnene sammen i medlidenhed. Sandra sukkede og så ned i gulvet. Vinkede stille.

   "Hej... Lucifer..." Will så sig over skulderen.

   Lucifer så på ham. Hans øjne var blanke og en smule røde, han så ret så opgivende ud. Will sank en klump. Det havde jo ikke været hans mening at såre Lucifer, han kunne godt lide ham, bare ikke på den måde, alle andre ville have det.

   "Har du det bedre?" spurgte Sandra tøvende. Lucifer nikkede langsomt.

   "Det havde jeg." Han vendte sig om og gik ud af spisestuen. Will sukkede. Vendte sig mod de andre. Bebrejdende blikke. Han så på Sandra. Hun hævede øjenbrynene. "Gå op og undskyld," sagde hun bestemt. Will fnøs.

   "Hvorfor? Det er bare sådan jeg har det, det er ikke noget, I kan..."

   "Nu!" Will fór sammen, nikkede hurtigt. Sandra kunne være uhyggelig!

   "Okay okay, jeg går nu..." Han luskede ud i fællesstuen, op ad trappen. Det tredje øverste trin knirkede. Will slog sig for panden, der var altså et eller andet vigtigt, han skulle huske!

   Han bankede stille på Lucifers dør, men først efter nogle minutters tøven. Lucifer åbnede, så på Will og slog blikket ned.

   "Du er virkelig knust over det her, hva'?" Lucifer nikkede. "Hvorfor?"

   "Vi har været kærester i flere år, og nu har du glemt mig - kun mig." Lucifer lagde armene om sig selv. "Du aner ikke hvor ondt det gør." Will rystede på hovedet.

   "Nej, det gør jeg ikke." Han fangede Lucifers blik. "Men vi du så ikke forklare mig det?" Lucifer så undrende på ham. "Jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har været sammen, men jeg vil gerne være din ven." Lucifer slog hænderne for munden. "Jeg kan ikke lide at se dig ked af det." Han vaklede lidt baglæns. Will så på ham. "Er du okay? Er du syg eller noget?" Lucifer rystede på hovedet.

   "Det var det, du sagde til mig, lige inden du kyssede mig første gang." Will sukkede.

   "Nej, nu begynder du ikke på det igen! Gider du ikke godt..."

   "Stoppe? Jo!" Lucifer nikker hurtigt, tog Wills ene hånd. "Jo, jeg lover, jeg skal nok lade være med at prøve at få dig til at huske, eller forelske dig i mig igen, jeg lover, vi skal bare være venner!" Lucifer sank en klump. "Bare ikke bliv vred på mig. Jeg hader når du bliver vred på mig!" Will smilede skævt.

   "Tak." Lucifer lukkede øjnene et øjeblik, sukkede rystende og slog blikket ned. Will lagde en hånd på hans skulder.

   "Lucifer. Ville du fortælle mig, hvor ondt det gør?"

   Da Lucifer havde lovet Will, at han ikke ville prøve at få ham til at huske ham, var Will blevet mere rolig omkring Lucifer. Han sagde, at det var okay, at Lucifer stadig var forelsket i ham, så længe han ikke gjorde mere. Han ignorerede det, når Lucifer lænede sig op ad ham, undgik det længselsfulde blik, Lucifer prøvede at holde for sig selv. Han lyttede opmærksomt, da Lucifer prøvede at beskrive, hvor dårligt han havde det over, at Will ikke kunne huske ham.

   Da Lucifer og Will havde talt ud, var Lucifer stadig knust. Pulveriseret, faktisk. Han holdt gråden i skak, men sat og pillede ved en løs snor i sin trøje, indadvendt. Natten gik, de to var sammen og talte hele dagen, spillede volleyball, lavede mad til de andre - Lucifers brændte på, Will grinede, da Lucifer flovt så ned på sine fødder.

   "Du er ikke vant til at lave mad, er du?" spurgte Will. Lucifer rystede på hovedet.

   "Det plejer du at stå for," mumlede han. Will så på ham, strengt. "Nej, jeg mener bare, jeg er vampyr." Han sank en klump. "Du er... var, min predestinat." Will nikkede forstående.

   "Har jeg en?" Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej, du er ungvampyr, og har ikke brug for de lige så ofte som en fuldblods som mig." Will nikkede, vendte en mexicansk pandekage i luften. Lucifer vrængede misundeligt.

   "Jeg kan stadig ikke helt fatte, at det er dig, der har gjort os alle til vampyrer. Er det ikke ligesom at have slået 24 personer ihjel, inklusiv mig?" Will så spørgende på Lucifer, fór forskrækket ammen. Lucifer var anspændt, rystede og havde et så stærkt tag om paletkniven, at den var ved at blive bøjet. Han slog en hånd for munden, lignede én, der var ved at kaste op. "Nej, undskyld! Det var ikke meningen, at det skulle lyde sådan, jeg..." Lucifer slap paletkniven og gik. Will slukkede for komfuret. "Kathy!" kaldte han. Hun kom ind. "Kan du ikke lave maden færdig, vi skal have mexicansk. Opskriften ligger på bordet." Kathy fik ikke en chance for at svare, for Will skyndte sig efter Lucifer.

   Inde på Lucifers værelse trak Lucifer skuffer ud og åbnede skabe, ledte efter den maske, der kunne fjerne ilten. Da Will kom ind, bøjede Lucifer forover og holdt en hånd for den ene lunge. Will gik hen til natbordet i hans gamle side af sengen, åbnede skuffen, fandt masken og kom hen til Lucifer. Han satte den venligt for hans mund og næse. Lucifer holdt vejret et stykke tid. Så åndede han lettet ud og lukkede øjnene. Vaklede lidt. Will holdt ham oprejst, hjalp ham hen til sengen. Lucifer beholdt masken i et par minutter. Så fjernede han den. Han rømmede sig.

   "Ilt er ikke godt for mine lunger," mumlede han hæst. "Sædvanligvis trækker jeg ikke vejret, så..."

   "... ilten river i dine lunger, ja, jeg ved det." Will tog masken og lagde den på plads. Lucifer så overrasket på ham.

   "Hvorfra vidste du, hvor masken var?" Will trak pustende på skuldrene.

   "Intuition?" Lucifer så tænksomt ned på sine hænder.

   "Du kunne også huske det med mine lunger..." Will trak på skuldrene.

   "Og?" Han satte sig ved siden af Lucifer. Lucifer så på ham. Sank en klump.

   "Jeg troede, du havde glemt alt om mig?" Will trak på skuldrene.

   "Lad os snakke om noget andet, jeg bryder mig ikke om..." Lucifer så på Will. Will sank en klump. Lucifer prøvede ikke på noget, kiggede bare. Hans læber var en smule adskilte, og håret så silkeblødt og dejligt ud... Hans hud var hvidere end før, eller var det bare noget, Will bildte sig ind?

   Lucifers øjne lukkedes, han faldt ind mod Will, der forskrækket så på ham. Lucifer rystede.

   "Lucifer?! Hvad er der galt?!" Lucifer åbnede øjnene en smule.

   "Ilt er ikke godt for mig," sagde han dæmpet. "Jeg er så træt..." At han trak vejret i fem minutter svarede vel til, at et normalt menneske holdt sit i samme tidsrum. Will lagde Lucifer i seng, blev ved hans side til han var faldet i søvn. Selv derefter blev han der, hvis nu hans vejrtrækning skulle gå i gang igen. Sandra kom med mad til ham, men han rørte det knap nok.

   Will var selv ved at falde hen, da en voldsom smerte i hånden rev ham vågen. Lucifer havde bidt ham, bed ham. Will var anspændt lidt, så slappede han af og aede Lucifer med den frie hånd. De sarte drikkelyde var kære, næsten ynkelige. Så desperate, hungrende. Ja... Lucifer hungrede. Det var et passende ord.

   "Undskyld," mumlede Lucifer stille. Will smilede og sukkede.

   "Det er okay. Du skal jo også spise."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...