Death N' Life

Jagten på ungvampyrerne er gået ind, og hele racen er efterhånden samlet i et gammelt slot i Michigan. Mens rester af afdeling X snuser rundt i skyggerne, stiger vampyrernes velstand efterhånden. Men det er ikke så nemt at kontrollere en flok unge vampyrer, og som Lucifers sjæl spaltes, stiger bekymringen i Will. Will selv prøver at få styr på sine nye evner, og samtidig kæmper han med at få nogle få, bestemte ord ud for Lucifer. Sandra, der underviser vampyrerne i slottet, kæmper med at kontrollere dem, og sammen med Will prøver hun at finde en måde, at genvinde Lucifers tabte sjæl på. Men da Will mister hukommelsen, må Lucifer starte hele deres forhold forfra. Det er dog ikke så let, da Will ikke husker, at han er til mænd. Og selv da det syntes, at Will lige så langsomt er ved at få vækket sine følelser for Lucifer igen, bliver Lucifer bortført af skumle væsner fra afdeling X...

10Likes
71Kommentarer
3219Visninger
AA

21. Anderledes

Vækkeuret bippede. Lucifer åbnede øjnene, og så ind i Wills. De var blå som altid. Vidunderlige og dybe. Som et hav, man kunne blive væk og drukne i. Will strøg Lucifers kind. De var tilbage i lejligheden i New York. Will kyssede Lucifer på panden, Lucifer lod sine fingre glide gennem hans fine, velplejede, korngule hår. Lucifer lo lidt.

   "Du kan huske mig?" spurgte han sart. Will lo, smilede. Hans tænder var hvide. Han børstede dem altid grundigt, spidsen af hans hugtænder kunne ses en smule, selvom de var lidt skjulte. Sådan var det altid. Hjørnetænderne var altid spidsere end de andre, de blev længere, når en vampyr blev sulten.

   "Selvfølgelig tosse." Han stemme var lige så sød som musik, vidunderlig. Lucifer var nær indhyllet i lykkefølelser og eufori.

   "Virkelig?" Will nikkede, aede Lucifers kind.

   "Har du haft en ond drøm?" Lucifer lo lidt.

   "Du kan huske mig!" Will nikkede smilende. "DU KAN HUSKE MIG!" Lucifer kastede sig lykkeligt over den forskrækkede Will.

 

"Er du klar til at køre?" Will så på Lucifer, der sad med sin mobil på sengen. Lucifer så på ham og nikkede. Will smilede. Lucifer havde fået det bedre. Da Will var vågnet den morgen, var Lucifer væk. Mens Will var ved at ringe til ham, kom han ind ad døren, smilede og så bedre ud. Han havde gået en aftentur efter solnedgang, havde det meget bedre.

   "Er vi hjemme inden midnat?" Will nikkede.

   "Ja, hvorfor?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Jeg glæder mig såmænd bare til at se Sashia igen." Will så op fra den kuffert, han var ved at lyne.

   "Hvem er Sashia?" Lucifer så lidt forfjamsket ud.

   "Øhm, jeg mente Sandra! Undskyld, jeg er vist stadig lidt, øhm, påvirket." Will smilede skævt.

   "Jeg tager kufferterne ned i bilen, kommer du?" Lucifer nikkede og fulgte med. Will låste døren, de to gik ned i bilen. Lucifer satte sig på passagersædet, Will smed kufferterne i bagagerummet og satte sig ind. Han startede bilen, så på Lucifer. "Nå? Jeg gætter på at du sov godt i nat?" Lucifer så spørgende på ham.

   "Hvad? Jeg sov som jeg plejede, hvorfor?" Will så ud gennem forruden. Undrende. Lettere fornærmet, faktisk.

   "Øhm... Du skjuler ikke ligefrem, at du er vild med mig, så jeg tænkte bare, at du måske ville være glad over, at vi faktisk har ligget i arm med hinanden hele natten?" Lucifer nikkede.

   "Ja, men, du ved, du kan jo ikke huske mig, så ville det ikke være upassende at jage dig?" Will så langsomt på Lucifer.

   "Ej, nu skræmmer du mig." Lucifer trak på skuldrene.

   "Kør." Will hævede øjenbrynene.

   "Undskyld mig?" spurgte han fornærmet. Lucifer så på ham.

   "Kør," sagde han bestemt. Will rynkede panden, rystede på hovedet og kørte.

   Da de to var kommet hjem fulgte Lucifer efter Will, så sig omkring, nysgerrigt men forsigtigt. Ungvampyrerne kom hen til ham, han så forskrækket på dem alle sammen. Will grinede og skubbede dem lidt til side.

   "Så alle sammen, lad nu Lucifer få noget luft." Sandra smilede til Will.

   "Hm, kommer I godt ud af det med hinanden?" Will himlede med øjnene.

   "Hold nu op, Sandra. Men ja. Selvom... Han har opført sig lid mærkeligt i dag."

   "Hvordan?"

   "Tjo, han kaldte dig for Sashia, han kunne ikke huske vores samtale i går aftes, han svarede forkert på meget af det, jeg spurgte ham om, og..."

   "Vent lidt, hvad spurgte du ham da om?"

   "Øhm, min yndling farve, han svarede grøn, selvom han sagde orange i går aftes, han sagde, at han foretrak spaghetti frem for tortellini, selvom han ikke kan smage noget, og han sagde, at Eshe kom fra Paris, Alice kom fra Fiesole, og at Nico kom fra Dadaab!" Sandra nikkede tænksomt.

   "Det kan være en bivirkning fra listen."

   "Han ville heller ikke spise i morges." Sandra rynkede panden.

   "Måske har han fået et tilbagefald, du ved, til ikke at kunne lide at bide os?" Will trak på skuldrene.

   "Det kan jeg nu ikke huske. Men jeg vil holde lidt øje med ham, hvis det er i orden?" Sandra nikkede. Hun gik hen til de andre og deltog i deres samtale. Lucifer undskyldte og sagde, at han gerne ville være lidt alene, og gik derefter op i biblioteket.

   Sandra og Will satte sig ud i køkkenet, snakkede lidt sammen. Will fortalte ikke Sandra om hans og Lucifers samtale, eller at de havde delt sengen på motellet.

   Pludselig kom Sophie løbende ind. Hun pustede lidt, pegede ud mod trappen.

   "Sandra, Will, jeg tror, vi har et problem!"

   "Rolig nu Sophie, hvad er der?" Sandra så roligt på pigen, der virkede nær panisk.

   "I ved godt, at Lucifer skriver helt forfærdeligt med højre hånd, ikke?" Sandra nikkede.

   "Ja, han er venstrehåndet," sagde Will. "Hvorfor?"

   "Nu skriver han altså skråskrift med den højre - kan man bare sådan skifte? Jeg så ham skrive i sidste uge!" Sandra rejste sig op og lagde en hånd på Sophies skulder.

   "Så, jeg går op og ser." Hun gik op ad trappen, endte på øverste etage, ud over loftet, og åbnede døren til biblioteket. Hun gik ind mellem de mange reoler med bøger, fandt Lucifer allerbagerst. Hun betragtede ham i skjul mellem nogle af bøgerne. Han skrev hurtigt og flot med højre hånd. Hans telefon ringede. Han tog den.

   "Hallo? Ja, jeg er alene." Han lo. "Nej, de idioter aner ikke noget. Hvordan har han det? Godt. Ha, William?! Jeg tvivler på, at han bliver en udfordring, giften virkede fint, han kan ikke huske..." Will fór frem bag Sandra, hans vampyrfart var begyndt at tage til, tog fat om Lucifers krave og løftede ham op. Lucifer tabte telefonen, den blev ødelagt på gulvet.

   "Du kommer med mig!" knurrede Will. Han trak Lucifer med sig. Sandra så forundret efter dem, fulgte med nedenunder.

   Lucifer vred sig for at komme fri, Will skubbede ham brutalt ned ad trappen. Ungvampyrerne skreg, da Lucifer ramlede ned på gulvet. Han så op på Will, der sprang ned mod ham med et dyrs vrede, og landede på hug. Will rettede sig op og så på Lucifer.

   "Hvor - er - Lucifer?!" knurrede han rasende. Ungvampyrerne begyndte at stimle sammen, Lucifer prøvede at kravle baglæns, men Will plantede en fod solidt på hans bryst. "HVOR ER HAN!"

   "Will, slap lidt af," sagde Sandra. "Hvad er der galt med di..." Will løftede Lucifer på benene og rev hans skjorte op, så vampyrens bryst blev blottet - intet biohazard tegn!

   Ungvampyrerne gispede og begyndte at mumle. Den falske Lucifer så ned. Slog sig for panden.

   "Årh, tatoveringen! Store idiot..." Will slog ham hård på siden af ansigtet, så han vaklede lidt til højre.

   "Nahuel, reb." Nahuel løb efter reservetorvet fra træningscenteret i kælderen, Will bandt den falske Lucifer til en stol i fællesstuen. Ungvampyrerne stod omkring den falske. "Hvem er du, og hvor er Lucifer?" Den falske Lucifer smilede selvisk.

   "Man forråder ikke sin familie. Se selv på din egen." Will rynkede panden, så på ungvampyrerne.

   "Hvad snakker du dog om?" spurgte Will. Han gjorde klar til at slå. "Fortæl, din..." Sandra tog fat om Wills næve og holdt den fast, men ligesom hans vampyrfart, var styrken begyndt at kunne mærkes.

   "Will, slap nu af! Hvis du banker ham synder og sammen, så fortæller han ikke noget!" Will knurrede. "Så, gå lidt væk og køl ned." Will gik mumlende væk, Sandra så på den falske. "Arbejder du for afdeling X?" Han fnøs.

   "Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?" Sandra trak på skuldrene.

   "Ja, jeg ved selvfølgelig ikke, om du er vampyr eller menneske, men du ved en del om os her, ikke sandt?" Den falske tøvede. Sandra sukkede. "Du står i et aflåst slot fyldt med unge, friske vampyrer, vil du virkelig ud i det her?" Ungvampyrerne blottede deres hugtænder i drilske smil. Den falske sank en klump. Han så på Sandra, befippet.

   "D-du ville ikke lade dem gøre mig noget." Sandra sukkede og trak på skuldrene.

   "Nej, det ville jeg ikke... Men desværre er de i overtal, og de fleste af dem kan være meget overbevisende." Hun trak på skuldrene. "Jeg har jo undervist dem." Den falske bed sig i læben. Will knurrede og skubbede ungvampyrerne til side, gik arrigt over til den falske Lucifer.

   "Uh, lad mig tage mig af den lille..."

   "Will, børnene!" Will knurrede, da Sandra holdt ham tilbage.

   "Jeg flår struben op på ham!"

   "Hvorfor er du pludselig så besat af Lucifer?" spurgte Sandra. Will tøvede.

   "Han... han er blevet kidnappet! Hvorfor skulle jeg ikke være bekymret?!" Sandra klappede Will på skulderen.

   "Han skal nok tale, bare vent. Og for nu - det er sent." Hun så på ungvampyrerne. "I burde gå i seng." De tøvede lidt, nogle gik, men de fleste blev.

   "Vi bekymrer os også," sagde Samantha. "Lucifer er jo ligesom vores far..." Den falske fnøs.

   "Hvor sødt!" Samantha rakte tunge. Sandra holdt Will tilbage. Den falske sukkede og rømmede sig. Hvad er klokken?"

   "Hvorfor skulle vi fortælle det til dig, din..."

   "WILL!"

   "I vil måske finde noget interessant på kanal 137." Ungvampyrerne så på den falske. Hvorfor snakkede han nu om TV? Var situationen ikke gået op for ham? "Tænd det."

   "Vi har ikke en kanal 137," påpegede Lorenzo. Nico tændte for fjernsynet, tastede kanalens nummer ind med fjernbetjeningen. Skærmen flimrede lidt, så kom et klart billede frem.

   Grå vægge i en gammel bygning. Torve hang ned fra loftet, vinduerne var så støvede at lyset ikke kunne slippe ind. Det lignede noget fra en lavbudgets krimifilm. Billedet flimrede og blev skarpt igen. Ungvampyrerne begyndte at stimle sammen om det.

   "Ah, så tændte I endelig, hva'?" Stemmen lød lidt som Lucifers, men anderledes... Kameraet blev drejet, og et ansigt, meget lig Lucifers, blev synligt. Der var dog betragtelig forskel, for eksempel det lange ar, der gik tværs ned over det højre øje. Øjet var blegt, blindt. Han smilede koldt. "Det var også på tide." Lucifers look alike flyttede sig. Nogle meter bag ham sad en mørk person bundet til en stol. "Der er en her, der har ventet på jer." Kameraet zoomede ind. Lucifers bevidstløse ansigt blev synligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...