Mackeroniens Hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Jeg, Victoria, er lige fyldt femten år. Faktisk skulle man tro at livet som en prinsesse skulle være skønt, men det er det altså ikke. Ikke hele tiden. Manérene skal sidde der og derfor er jeg blevet sendt afsted til en ny skole, et nyt land og ny religion. Far sendte mig væk, fordi min nye stedmor vil lave hele slottet om, så vi ikke går og husker på vores mor. Min mor døde da jeg var 11. Fire dage efter min fødselsdag var hun på rejse med hendes veninde fra Norge. De kom aldrig hjem og nu er vi her. Far, mine 12 søstre, stedmor Luise og mig. Jeg har ikke nemt ved at holde tiderne ved aftensmad osv . Derfor sender de mig væk, for at få strammet mig op, så jeg engang kan overtage fars trone. - ikke af lyst, men af ære, som stedmor Luise siger. Denne movella vil handle om en pige, som hedder Victoria, hvis liv ikke er helt som mange går og tror. Hun lever et liv med hemmeligheder og løgne fra hendes families side. Var hendes mor også den som alle troede? Hvorfor er fuldmånen så vigt

1Likes
2Kommentarer
159Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg Victoria, er lige fyldt femten år. Faktisk skulle man tro at livet som en prinsesse skulle være skønt, men det er det altså ikke. Ikke hele tiden. Manérene skal sidde der og derfor er jeg blevet sendt afsted til en ny skole, et nyt land og ny religion. Far sendte mig væk, fordi min nye stedmor vil lave hele slottet om, så vi ikke går og husker på vores mor. 
Min mor døde da jeg var 11. Fire dage efter min fødselsdag var hun på rejse med hendes veninde fra Norge. De kom aldrig hjem og nu er vi her. Far, mine 12 søstre, stedmor Luise og mig. Jeg har ikke nemt ved at holde tiderne ved aftensmad osv . Derfor sender de mig væk, for at få strammet mig op,  så jeg engang kan overtage fars trone. - ikke af lyst, men af ære, som stedmor Luise siger. 

***

,,Godmorgen Victoria!'' - min tjenestepige står bøjet over min store dobbeltseng med de store, hvide laner og kigger på mig med det bekymrede blik som altid. 

I dag er dagen, hvor jeg skal flytte. Jeg er borte i 2 år. I et nyt land, ny religion og en ny skole.

-Jeg er mega spændt! 

Mit hår er helt pjusket, som var det en fuglerede der lige har fået en tur med tørretumbleren. Josephine, min tjenestepige, hænger min kjole op på mit store egetræs-skab på en træbøjle.

Kjolen er fint dekoreret med gamle perler fra mors bryllupskjole. -Det er min søndags kjole, jeg skal have på i dag. Jeg burde vel tage en afslappet kjole på, men mor ville ønske, jeg tog denne på. Dog er rejsen lang i bil, men var det i mormors tid, ville den have været længere. Det var jo i hestevogn. 

Josephine nejer inden hun går ud og jeg trækker min lange, hvide natkjole af. Ned over mine smalle skuldre og ned over hoften. Nogen gange ville jeg bare ønske, jeg var en ganske normal pige, der levede nede i byen. Boede hos en familie og at jeg kunne sove længe, uden tanken om, at jeg gjorde noget forkert. Alle teenagere sover længe, går sent i seng, fester, drikker, ryger osv. Men må jeg? Nej nej! Aldrig i livet.I mors bøger står der, at man sagtens kan være venner med en dreng, men far har altid beskyttet mig mod drengefolk, da han er bange for, at nogen skulle gøre mig ondet. Dog er jeg i den tro, at hvis nogen vil mig ondt, var det sket. Jeg har været spæret inde på slottet hele mit liv. Gårdspladsen var okay, hvis blot der var en tjenestepige med. Jeg har altid holdt en i hånden når jeg skulle ned af trappen. 

Blevet holdt øje med, mens jeg har skiftet tøj.. Jeg kunne blive ved med at remse flere og flere fængsels ting op, omkring mit liv her på Mackeroniensslots borg. 

,,Josephine, Johan er klar ude i limouen, når du er,'' det er far der snakker ude på den anden side af døren. 

regel nr. 362:

Råb aldrig til nogen i et andet rum, end dig selv. 

,,Er på vej,'' snakker jeg tilbage, med et roligt stemmefald, selvom jeg indvendig egentlig bare har lyst til at skrige, kalde på mor, få mor hjem, tilbage, måske smide mig i sengen og være den teenage pige, som jeg nu engang er. 

Seriøst hvor ville jeg dog gøre ALT for at kunne være i en normal familie, hvor der ingen hovedregler er. Ingen regel nr. 221 eller noget som helst. Kunne ride og danse hele natten lang, med den rette musik og partner. 

,,Josephine?'' Jeg kigger bag mig. Der står min yngste lille søster, Nora. Hun er lige fyldt 4 år. Hun blev født få dage før mor tog afsted, med hendes veninde fra Norge. 

Jeg nikker til hende i spejlet, så hun kan se, at jeg gerne vil høre, hvad hun har at sige. 

,,Jeg ville bare høre om du havde nogle balletsko?,'' faktisk har jeg ret ondt af hende. Hun elsker at danse ballet lige så meget som jeg. Vi må ikke. Siden vores stedmor Luise kom til Mackeroniensslot borg, har vi ikke fået lov til at danse ude i mors urtehave eller ride på slotsborgens heste, som mor ønskede, vi skulle. 

Jeg smutter forbi hende og finder mine gamle dansesko med to fredsduer på skosnuden, i mit mørketræ sengebord. Hun jubler og tager i mod dem. 

,,Shh.. Luise kan stå ude for døren'', vi griner begge i kor og jeg skubber hende afsted ud af døren fra mit værelse. 

Da jeg er i tøj og har sat mit hår op, i en slags forfalden knold, tager jeg min paraply og min frakke på og over mig.

Det styrter ned og trappen er meget glat, da jeg går ned af den. Jeg tæller trinene igen igen. Der er 33 trin ned til vores lille rundkørsel, af en gård. Der holder Johan, vores chaufør, i sin limousine. 

,,Vi kører nu, Victoria!'', siger Johan og min dør ruller i. 

Nu er vi på vej. 

Ny start

Nyt land

Ny religion

 

.................................................................................................

 

Håber I vil læse næste kapitel. Skriv gerne, hvad I synes der skal ske eller hvad I synes om den? :-) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...