Under the Mistletoe - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2014
  • Opdateret: 11 dec. 2014
  • Status: Færdig
En julehistorie om kærlighed gennem tid. To mennesker, ét kys og én mistelten. Samme sted, hvert år. // Mit bud til julekonkurrencen //

15Likes
4Kommentarer
780Visninger
AA

3. ❅ Kapitel 3 ❅

 

3

❅ 

 

Jeg tænkte på Niall gennem alle junior årene i High School. Jeg ønskede så inderligt, at jeg kunne få ham med til skolebal. Vise ham til mine venner. Det var virkelig underligt, hvor meget jeg følte for ham, og hvor langt væk han så var. Jeg skulle ikke have tænkt så meget på ham som jeg gjorde, i betragtning af, at vi kun have kysset én gang. Vi havde kun mødt hinanden i et flygtigt øjeblik. Han glemte sikkert alt om mig, sandsynligvis gået videre til en anden pige som gik på hans skole. Jeg var bare et kys under en mistelten. Han havde sikkert en masse smukke piger. Jeg var bare mig. Han ville helt sikkert glemme mig.

Månederne gik og sommeren var bestået. Jeg havde ikke kysset andre drenge og mit sind var stadig sat fast på det ene øjeblik mellem juletræerne og under mistelten. Med den mystiske dreng, Niall. Jeg ønskede at vide hvorfor det var så velkendt, men alligevel så nyt for mig. Jeg spekulerede på om jeg havde set ham. Måske mødt ham en gang eller to før.

Er det tilstrækkeligt at sige, at jeg ikke kunne gå langsomt. Jeg var alt for ophidset det sidste år. Jeg gik og krydsede fingre, hver gang jeg gik under en velkendt mistelten. Jeg håbede sådan, at jeg ville se Niall igen. Begivenheder spillede gennem mit sind, forskellige scenarier. Ville han være glad for at se mig? Hvad ville jeg gøre, hvis jeg så ham? Og det sidste spørgsmål… ledte han også efter mig?

Mit hjerte stoppede i mit bryst, da mine øjne landede på hans velkendte blå øjne. Vi stod bare stille et øjeblik og stod begge og spekulerede hvad vi skulle gøre. Han smilede langsomt og det flotte grin overtog hans ansigt. Hans hår var blevet lidt længere siden sidste jul. Han løftede en finger og viftede mig hen til ham. Det tog alt hvad jeg havde i mig, for ikke at løbe hen til ham, som skulle jeg krydse en målstreg. Hvert skridt jeg tog var hurtigt. Mine nerver prikkede da jeg kom tæt på ham. Jeg var så nervøs og min mund blev helt tør.

Da jeg kom hen til ham, pakkede han mig ind i sine arme stramt. Hans store hånd røg op i mit hår og han trak mit ansigt hen til hans skulder. Jeg åndede ud, slet ikke klar over, at jeg havde holdt vejret. De flagrende sommerfugle var velkendte i min mave. Han sænkede armene og hvilede dem på min talje. Jeg trak mig lidt væk, så jeg kunne se på ham.

”Jeg håbede jeg ville finde dig her, ” sagde han med et kæmpe smil om læberne.

”Jeg kommer her, hvert år med min familie, ” sagde jeg. Jeg bemærkede, at jeg var næsten åndeløs omkring ham.

”Jeg har ikke holdt op med at tænke på dig, siden kysset sidste år, ” sagde han. Han klemte mig en smule, mens han talte, ”jeg har gået hele parken rundt for at prøve at finde dig. ”

Jeg grinede og følte mig som et lille barn juleaften. Jeg vidste nu, at jeg ikke havde planer om at lade ham gå. Hvem vidste om jeg ville se ham næste år? Dette kunne være den sidste gang jeg så ham den næste måned, år og så videre. Jeg var nødt til at tage springet.

”Kan vi tale? Jeg vil gerne lære dig at kende. Jeg vidste bare sidste år, at jeg var nødt til at lære dig at kende, ” forsatte han. Han hakkede nervøst i ordene.

Jeg nikkede hen mod en bænk og vi satte os ned. Han sad så tæt på mig, ligesom om han var sikker på, at jeg ville forlade ham, hvis han ikke holdt sit blik på mig. Vi talte som, hvad der føltes som timer. Vi spurgte hinanden omkring alt, lige fra livretter til hvad vi var mest bange for. Det var som et spil. Sandhed eller konsekvens, men bare kun med sandhed. Det virkede så nemt at åbne op. Jeg håbede, at han følte det samme og det blev bekræftet da han lænede sig ind mod mig.

”Jeg vil ikke lade dig slippe den her gang Zoey, ” hviskede han tæt på mine læber. Jeg følte en flagren i maven, da han sagde mit navn. Han lagde sine læber mod mine. Min hånd faldt ned på hans bryst og jeg kunne næsten føle hans hjerteslag gennem hans fleece frakke.

Der sad vi, med hans ene hånd mod min hofte og den anden snigende op mod min kind. Hans varme hånd sendte kuldegysninger ned af min ryg.

Da han trak sig væk, lagde han sin pande mod min og de blå øjne gennemborede mine egne. ”Jeg vil gerne gøre noget mere ud af det her, ” sagde han, ”meget gerne. ”

Jeg smilede lidt af hans ord og nikkede så. Efter at kysse bare en smule mere og udveksle lidt mere om vores skjulte liv, bad han om mit nummer. Han lovede, at han ville skrive til mig lige med det samme. Det første minut vi skiltes. Da jeg gik tilbage for at mødes med mine forældre, som afslutning for denne jul, vendte jeg mig om. Niall så på mig med et smil og viftede med hånden. Jeg vinkede hurtigt igen.

Jeg smilede da hans navn dukkede op på min skærm. Det var virkelig det øjeblik vi skiltes.

Måneder efter den aften havde Niall og jeg brugt utallige aftener på at snakke i telefon før jeg faldt i søvn. Jeg var altid den første til at falde i søvn, da hans stemme var som en godnathistorie fra da jeg var barn. Vi Skypede et par gange om ugen og talte om, hvor meget vi savnede hinanden og, hvor meget vi gerne ville være i hinandens arme igen. Jeg fortalte ham også personlige ting om mig selv. Jeg fortalte ham om min mor, hvor ligeglad hun altid var med mig. Han fortalte om, hvor hårdt det var, at hans forældre blev skilt og hvor svært hans forhold til hans bror var. Jeg fandt ud af, at Niall rigtigt boede i Irland, men besøgte familie hver jul.

De havde samme tradition med altid at besøge Hyde Park, ligesom det var min families tradition.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...