Under the Mistletoe - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2014
  • Opdateret: 11 dec. 2014
  • Status: Færdig
En julehistorie om kærlighed gennem tid. To mennesker, ét kys og én mistelten. Samme sted, hvert år. // Mit bud til julekonkurrencen //

15Likes
4Kommentarer
782Visninger
AA

1. ❅ Kapitel 1 ❅

 

1

 

 

Mistelten blev hængt i visse sprækker af parken, deres falske røde bær former og sprøde grønne blade spirede fra centrum.

Det var alt jeg kunne huske, år efter år, når jeg gik ind i Hyde Park som barn. Det var koldt i luften og kulden nappede i mine kinder, hvilket medførte en permanent rødme i min hud. Der var en dyb duft af varm chokolade fra standerne, der stod rundt om det massive grå springvand. Springvandet var slukket på den her tid af året. Familier med børn gik rundt med deres klapvogne og andre sad rundt på bænkene. Par kyssede under mine yndlings mistelten, som var det første gang hvert år.

Alle de her erindringer kom tilbage til mig, hver evig eneste juleaften. Vi gik altid når solen var gået ned. Vi tog alle vores lodne frakker og plys tørklæder på, og begav os derhen med et smil på læben. Ingen kunne tørre de smil af vores ansigter. Det var en tradition, som var startet længe før jeg var blevet født. Mine forældre havde mødt hinanden ved festlighederne i Hyde Park, og var uadskillelige siden.

Min inderste erindring var om mødet med Niall Horan.

Vi var kun omkring fem og seks, da vi først havde lagt øjne på hinanden. Niall var en fræk lille én. Det kunne man se på ham lige med det samme. Min storesøster Hayley havde forladt mig i et par minutter ved springvandet, for at tale med en dreng, som hun havde haft et crush på i månedsvis. Jeg husker, at jeg ledte efter hende for hvad der føltes som timer. Jeg var bange for, at mine forældre ville forlade parken uden mig, og at jeg så aldrig ville kunne finde hjem igen. Midt i min søgen stødte jeg ind i en lille dreng, der gik med sin mor.

”Åh, er du blevet væk søde? ” spurgte hans mor. Hendes hår fejede mod kinderne på grund af vinden.

Jeg nikkede kraftigt på hovedet og suttede nervøst på min tommelfinger. Hun så på mig med et blik af skyld og så sig om for at se efter en forældre der synes at skulle lede efter et forsvundet barn. Mens hun kiggede rundt fik jeg endelig lagt øjne på drengen som jeg havde rumlet ind i lige før. Han var en kort ting. Kun nogle centimeter højere end mig. Hans blonde hår sad tæt ind til hans hoved og han havde de mest buttede kinder jeg længe havde set.

”Mistelten, ” kvækkede han efter at have set op over os. Før jeg vidste hvad der foregik, plantede han sine læber på mine. Han skræmte livet af mig. Han trak sig hurtigt tilbage, før hans mor så ned på os med et smil.

”Vi skal nok finde dem søde… lad mig bare, ” fortsatte hun, men blev afbrudt af min søster som kom skrigende hen mod os. Hun hev mig ind til sig og pakkede mig ind i hendes arme.

”Jeg er ked af det Zoey! Det var ikke meningen jeg skulle miste dig sådan, ” hviskede hun ind i mit øre. I min tykke lilla frakke prøvede jeg så godt som muligt at holde armene rundt om hende. Jeg nåede ikke rigtig at tænke over hvad der lige var sket mellem mig og drengen med det blonde hår.

Bagefter undskyldte Hayley mange gange for besværet og gentog tak, flere gange end jeg kunne tælle på mine små buttede fingre. Vi fandt vej tilbage til vores forældre. Jeg kiggede tilbage på drengen. Han trak i sin mors frakke og tiggede om en legetøjsbil, der var udstillet på et bord omkring dem. Min egen opmærksomhed var fokuseret på en dukke der var foran mine forældre. Min opmærksomhed var ikke længere knyttet til drengen, som kunne gøre underlige ting med sine læber under, hvad han kaldte mistelten. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...