Call Me Ella (Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er ikke skrevet af mig, men @BelWatson på Wattpad. Måske vil du læse den originale historie på Wattpad, engelsk. Ja, jeg mistede min far, og han var den bedste mand i hele verden. Ja, jeg har en stedmor, som er en heks, og den jeg lidenskabeligt hader mest. Ja, jeg har to stedsøstre, der er smerten i min røv, og som mistede deres hjerner da de var små. Ja, mit liv er som en kliché fra et blodeligt eventyr, men ved du hvem der mangler? Den skide Charme Prins! Og hvor er han? Intet sted! Sandsynligvis danser han i sit palads med en dum og tomhjernet Barbie. Røvhul. Hvem har brug for ham, alligevel? Bestemt, ikke mig. Jeg er næsten Askepot, men du kan kalde mig Ella.

3Likes
0Kommentarer
334Visninger
AA

3. Sommertid

Kapitel 1 - Sommertid

Klokken ringer og jeg stønner. I modsætning til alle mine klassekammerater, frygter jeg virkelig denne dag. Jeg ved at jeg burde være glad; skolen er ovre. Mere end ovre, det her er det sidste skole år. Men jeg kan ikke blive glad, for det betyder... nemlig, en sommer mere, hvor jeg skal arbejde og arbejde for Rhonda. En sommer mere med mine stedsøstre, rend mig dog. Som regel, tvinger de mig til at hjælpe dem med at få øje på nogle kendisser, selvom de nævnte berømtheder er langt fra deres alder. Intet kan stoppe de sociale kryb. De drømmer kun om at gifte sig med en kendt person og at leve 'drømmelivet'. Hvordan kan folk være så dumme? Seriøst, hvem vil have det?

Jeg ved at det her er min sidste sommer med dem, fordi efter alt det her, skal jeg på Universitetet og jeg planlægger ikke at komme tilbage. Nogensinde. Ha-ha. Jeg vil studere medicin, få min uddannelse og derefter vil jeg rejse ud i verden for at hjælpe så meget som muligt. Mor havde altid ønsket at jeg skulle blive en læge for at hjælpe folk, og da far startede sit center, håbede han at jeg ville arbejde der og være lægen for stedet. Nu vil jeg aldrig komme tilbage til dette sted, jeg planlægger heller ikke at hjælpe kendte folk, der kun minder mig om hvad dette sted plejede at være.

"Ella! Kom nu, forlad din plads!" Jeg hører en maskulin stemme og jeg ophæver mit blik til Charlie's øjne.

Charlie er min bedste ven, en sød og sjov brunhåret fyr med summede snit og varme nøddebrune øjne. Vi har været bedste venner siden vi var små og han har altid hjulpet mig med at holde min tilregnelighed. Gud velsigne ham og hans sjæl. Jeg ville havet mistet alt for flere år siden, hvis det ikke havde været for ham.

"Jeg har ikke lyst til at gå hjem." Klynker jeg, og hilser på bordet med mit fjæs. Av, det gør ondt.

"Jeg ved det, men du kan ikke blive på skolen når den er ovre! Så, flyt din røv og se at komme ud," joker han, mens han trækker i min arm.

"Hvilken røv?" Spørger jeg og han klukler. Lad os putte tingene på det rene: Min bagdel er ikke den mest tiltrækkende, ingen lægger mærke til den og det ved Charlie. "Jeg har aldrig fået en."

"Du har en og du gør det kun værre for dig selv hvis du bliver her, så kom op! Tving mig ikke til at bruge Kraften," insisterer han, og får mig til at fnise.

Måske, måske er vi ikke Star Wars fans.

"Okay, okay," og endelig bliver jeg enig med ham, med et dybt suk. Klasseværelset er tomt og jeg tager min skrivebog og min notesbog, smider them i min rygsæk og rejser mig op.

Charlie smiler til mig, men jeg kan ikke være lige så spændt som han er. Han elsker sommeren, fordi han har så mange ting at gøre med sin familie, de går ud og har det sjovt. Han er så heldig, han har en god familie. En smule overbeskyttende, men de er sådan fordi de tilbeder Charlie. Han er også et enebarn. Jeg har altid sagt at hans familie totalt skulle adoptere mig og så vil vi alle være glade.

"Desuden, har jeg en overraskelse til dig," tilføjer Charlie på vejen ud fra skolen. Jeg vil savne det her sted, det var min helligdom. Jeg var ikke populær, jeg havde knap nok venner, men jeg var Rhonda-fri og det er den smukkeste ting på jorden.

Med min arm foldet omkring hans, hæver jeg mine øjenbryn, "Og hvad kunne det mon være, åh kære Charles?" Spørger jeg ham med min bedste posh accent. Hans familie er velhavende. Min har en god indkomst, ej kom nu, de har et center for berømtheder! Men jeg ser ikke det gode i det.

"Far fortalte mig at hvis jeg ønsker at blive en mand før Universitetet, så skal jeg opføre mig som en, så jeg melder mig frivilligt for at arbejde den her sommer," starter han og jeg nikker, så han ved at jeg følger med. Charlie har aldrig arbejdet før i sit liv, så jeg er virkelig fascineret. Vi skal gå sammem til Universitetet for at studere medicin. Vi har så mange planer i fremtiden! Jeg kan ikke vente til at denne sommer er ovre.

"Og hvad har du i tankerne?" Spørger jeg, som vi går mod hans bil, en gammel lastbil. Han siger at det er en klassiker, så vær venligst omsorgsfuld når du fornærmer hans baby foran ham. Han bruger så mange timer på at fikse den bil, seriøst, han er besat. Alt jeg ser er metal og gummi, mens han ser et køretøj med sjæl og hjerte. Min ven er meget special.

"Faktisk, har jeg allerede et job," fortæller han mig, mens han åbner døren for mig som en herre. Charlie har de bedste manerer nogensinde og vi skal alle takke Fru St. James for det. Sikke en kærlig kvinde. "Gæt hvad? Du vil ikke være alene den her sommer."

Jeg fryser til is der, mens jeg stirrer på ham med vantro skrevet over alt på mit fjæs. Jeg blinker et par gange som hvis nu at alt ville give mening. Men nej, vi er stadig i hans bil og han stirrer stadig på mig med et underholdende smil.

"Laver du sjov med mig?" Udbryder jeg og så griner han. Charlie griner! "Du kan ikke arbejde for Rhonda. Alt er bedre end det! Løb væk fra hende og hvis du kan tage mig med dig, så gør det! Jeg er fanget hos hende, og det behøver du ikke," råber jeg og tager fat i hans arm med en desperat gestus.

Stadig grinende, placerer han sin hånd over min. "Slap af, det bliver fint. Det er kun én sommer og noget siger mig at du vil have brug for mig mere denne gang. Jeg vil ikke have dig til at dræbe nogen, før du kommer til Universitetet. Plus, måske skal jeg også lige have nogle billeder med de kendte," blinker han til mig, men jeg ryster på mit hoved. "Det er allerede forbi, Ella. Jeg snakkede med Frøken Drennan, og hun hat allerede skrevet under kontrakten. Jeg starter imorgen tidligt."

"Og hvad har du så tænkt dig at lave? Hva'? Rengøre rum og toiletter ligesom mig?" Spytter jeg ud. Jeg kan ikke tro at han er så dum.

"Nope," svarer han, med P'et udpoppet, da han så begynder tændingen. "Du ved da godt at jeg er god med motore, så jeg vil arbejde med alle bilerne og den slags. Også som en livredder, nogle dage."

"Du er den største idiot nogensinde, det skulle du bare vide," peger jeg ud, med mine arme foldede, vredt på ham.

"Du kan takke mig senere for at tage det der job. Plus, hvis jeg overlever dit stedmonster, så kan jeg klare alt i livet." Jeg griner, fordi at han har ret. Jeg håber bare at han overlever.

• • • • •

Jeg stønner så snart jeg går ind i rummet. Hvordan kan én berømthed være så rodet? De gør kun mit arbejde hårdere. Jeg ved at det her er et luksus center og at de kommer her for at slappe af og alt det der, men de er nådesløse. De smider bare alt på gulvet og tro mig; badeværelserne giver mig kuldegysninger. Jeg vil virkelig ikke vide hvad de gør derinde. Jeg har fundet så mange ting til et liv i terapi. Men det her er mit job, og sommerferien er allerede begyndt. Der er ikke andet at gøre på skolen, vi har allerede haft vores ceremonier og skolefester. Jeg fik endda lov til at gå til ballet med Charlie. Det var dejligt, for én gangs skyld.

Charlie og jeg har allerede arbejdet her i en uge og han gør det vel fint. Han har set Rhonda råbe af alle sammen og jeg ved at han er bange, så han prøver ikke at krydse hende. Bogstavligttalt, kan jeg ikke klage. Men Charlie fik ret i én ting: Det er godt at have ham her. Vi kan hygge os sammen om aften - fordi hele Drennan's Centers medarbejdere lever i komplekset fra mandag til lørdag -, drikke noget te og grine af nogle berømtheder. Denne sommer har vi mange og det er irriterende, fordi i denne sæson har vi yngre berømtheder end i alle andre sæsoner. Du kan forestille dig hvordan Jenny og Kimmy, mine to stedslanger, allerede flipper ud. De vil bande på at i denne her sommer, vil de finde deres mænd.

Føj.

Charlie havde ret. Jeg er taknemmelig over at han tog det her job, fordi han gør tingene udholdelige for mig.

Jeg tager en dyb indånding før jeg starter med at gøre mit job i det her rum. Jeg er ikke sikker på hvem der bor her, men det her helt klart en fyr, og ud af det er jeg sikker på at han ikke er her alene. Mange berømtheder kommer med deres 'venner' og den her fyr er ingen undtagelse.

Jeg er ved at samle tøj op, indtil min walky-talky vibrerer og jeg kan høre Rhonda's irriterende stemme. "Arabella!" Råber hun og jeg begynder med at krybe. "Hvor er du? Du skal komme ned lige nu og hjælpe de nye gæster vi lige har modtaget! Det er meget vigtigt!" Pis, flere berømtheder? Hvorfor, Gud? Er det ikke nok, allerede? Hvor mange berømtheder har verden lige?

"Jeg kommer," svarer jeg og en del af mig er glad, for jeg behøver ikke at gøre rent i det her rum... men derefter husker jeg at jeg skal tilbage igen senere og færdiggøre det. Jeg udskyder bare det uundgåelige.

Med et opgivende suk, forlader jeg rummet og lukker døren bag mig med min rengøringsvogn. Jeg trækker det ind i pedellen's skab og går direkte hen til gangen, hvor Melissa registrerer de nye gæster. Gad vide om jeg kender dem. Måske kommer de fra Amerika, eller et andet land, denne gang.

Men når jeg kommer ud på gangen, fryser jeg til is og forbander den høje himmel. Nej, Gud, jeg beder dig, ikke dem! Jeg kender de fyre, jeg tror på at hele verden kender dem, men Jenny og Kimmy er bogstavligttalt besat med dette boyband. De har været her i de sidste tre år, siden de var i X Factor. Jeg husker da de stemte på dem hele tiden og de tvang mig også til at stemme på dem. Selvom jeg ikke vil, føler jeg at jeg ved alt om dem fordi mine stedsøstre aldrig vil holde kæft.

Charlie ved det ikke, men nogle gange fanger jeg mig selv nynne en af deres sange eller danse når Kimmy dræber stereoen. Deres musik er super pop og fangende, du kan ikke beskylde mig, men jeg hader dem. Ikke kun fordi de er berømte og at de er Rhonda's besættelse og grunden til at hun ødelagde fars forretning, men også fordi de er hvad mine stedsøstre tilbeder. Jeg ville ikke have noget imod dem hvis det ikke var for de der faktore.

Selve tanken om Jenny og Kimmy, der får vide at One Direction er i komplekset, giver mig kuldegysninger. Hvad nu hvis jeg hopper ned fra taget og ender denne smerte før den starter?

Men Rhonda ser mig før jeg kan løbe væk, og kalder på mig. De fem fyre vender rundt for at kigge på mig og jeg sukker igen. Ingen kan få det at vide, men jeg tror at alle af dem er tiltrækkende. Lad os se om jeg kan huske alle deres navne. Zayn er den ene med den mørkere hud og den eksotiske skønhed. Harry er den ene med grønne øjne og krøllet hår, hipsteren af bandet. Louis er den ene med blå øjne og pixet ansigt, men har har noget vel behandlet hår nu og han ser endda bedre ud end på plakater; han har sin arm omkring en smuk brunette's talje, hans kæreste formoder jeg. Jeg kender ikke hendes navn. Den anden brunet dreng er Liam, med tykke øjenbryn og brune øjne. Den blonde er Niall, han er den irske og han har sin hånd omslynget med hånden af en smuk blondine. Åh, så han har en kæreste. Jenny vil blive knust.

Skønt!

Ud af de fem af dem, synes jeg Louis er den pæneste.

Okay, så jeg husker deres navne. Tre år på at høre Jenny og Kimmy tale 24/7 om dem har bragt nogle fordele... tror jeg. Jeg prøver at sætte mit bedste smil, mens jeg nærmer mig dem og jeg ved at de tjekker mig ud, men de bliver skuffede. Jeg beskylder dem ikke, ingen vil se godt ud i denne her uniform. Beige-farvede bukser med en blå navy polo skjorte og kondisko; plus, jeg er en definition af almindelighed.

"Du er her. Vær venlig at ledsage vores nye gæster til deres rum," instruerer Rhonda mig og giver mig deres nøgler, så jeg kan vide hvor de skal være. Derefter hviskende, tilføjer hun kun til mig, "Ødelæg det nu ikke for dem, de er milliardærer!"

Jeg ruller mine øjne før jeg smiler falsk til de fem fyre og de to piger. "Vær venlige at følge mig og velkommen til Drennan's Center," fortæller jeg dem med en høflighed, og leder dem frem til elevatoren.

De begynder at flytte sig og jeg tager kortet med alle deres tasker og starter med at skubbe. Hvor fanden er Fred? Det er meningen at han skal gøre det her! Jeg vil dræbe ham når jeg ser ham senere, fordi jeg skal tage One Direction til deres rum når det skulle være ham. Dumme Fred.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...