Call Me Ella (Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er ikke skrevet af mig, men @BelWatson på Wattpad. Måske vil du læse den originale historie på Wattpad, engelsk. Ja, jeg mistede min far, og han var den bedste mand i hele verden. Ja, jeg har en stedmor, som er en heks, og den jeg lidenskabeligt hader mest. Ja, jeg har to stedsøstre, der er smerten i min røv, og som mistede deres hjerner da de var små. Ja, mit liv er som en kliché fra et blodeligt eventyr, men ved du hvem der mangler? Den skide Charme Prins! Og hvor er han? Intet sted! Sandsynligvis danser han i sit palads med en dum og tomhjernet Barbie. Røvhul. Hvem har brug for ham, alligevel? Bestemt, ikke mig. Jeg er næsten Askepot, men du kan kalde mig Ella.

3Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

2. Prolog

Prolog - Lorte Eventyr

Tillad mig at være teatralsk og kliché for et øjeblik, efter hvad al det her er, da mit liv ændrede sig til det værste. Så ja, jeg vil starte med et der var engang, for det er jo sådan alle historier starter, ikke? Samme åbningslinje, samme lort. Og ja, jeg vil forbande dette, fordi jeg hader mit liv og hver gang jeg ser tilbage, vil jeg forbande dette øjeblik.

Så, der var engang, hvor jeg var glad. Jeg havde drømme og jeg havde en lykkelig familie... ja, jeg havde. Jeg havde også en kærlig mor, der plejede at læse eventyrshistorier op for mig og sige at en skønne dag, vil jeg finde min Charme Prins, én, som ville elske mig og finde mig som hun fandt far. Og jeg troede på hende, jeg ønskede at blive en prinsesse, have et stort slot og at finde min Charme Prins, der red hans hvide hest. Og hvis han endda havde en enhjørning, ville det da være meget bedre.

Hun var fantastisk, én af de kvinder du ville se op til. Og ja, hun var, for da jeg var seks år, døde hun. Engang besvimede hun i køkkenet, og straks kom hun på hospitalet, hvor de fortalte hende at hun havde leukæmi, hvilket betød hun kun havde måneder at leve i. Se? Kliché. I løbet af nogle måneder, mistede jeg hende uden et løfte fra hende om at jeg skulle blive glad, hvis far en dag mødte en anden kvinde, så skulle jeg acceptere hende og elske hende som en anden mor, fordi hvor som helst hun skulle hen, ville hun kigge ud for mig.

Jeg lovede hende at jeg ikke ville modsige fars glæde, og det gjorde jeg ikke. Da han mødte Rhonda to dage efter, accepterede jeg hende. Jeg accepterede den kvinde og hendes to tvillinge døtre. Hendes mand havde forladt dem for et par år siden, og for at være det lille barn jeg var, spurgte jeg aldrig hvorfor han gjorde det. Men nu forstår jeg den mand. Kloge, kloge mand.

Rhonda er den mest forfærdelige kvinde nogensinde. Hun var al venlig og kærlig da hun blev gift med min far, hun og hendes døtre behandlede mig rigtigt og vi syntes at det var en lykkelig familie.

I løbet af tiden, startede far hans forretning: Et center for alle de mennesker, der havde brug for at flygte fra England's kaotiske liv. I starten havde vi kun mennesker fra London, senere kom der flere kunder og virksomheden var en komplet success.

Og det var det, som dødsdømte min familie.

En dag, da jeg kun var tolv år, skulle far mødes med nogle investorere, men han kom aldrig tilbage. Senere, den samme aften, fortalte politiet os at far ikke klarede sig til mødet. En ulykke, fortalte de os.

Den dag, mistede jeg ikke kun min far; jeg mistede også mit liv. Alle mine drømme, al min frihed, al min glæde, for dér, indså Rhonda at hun var ejeren af fars forretning - da jeg stadig var mindreårig - og at jeg også var hendes ansvar, besluttede hun at 'putte mig i det gode brug'; hvilket betød at jeg blev hendes tjener.

Fra den dag og fremefter, stoppede hun og mine to stedsøstre med at behandle mig som en del af familien og begyndte at behandle mig som lort. Mens alle omkring mig klagede over skolen og at være upopulær, elskede jeg det. Det var det eneste sted, hvor jeg kunne være fri for Rhonda, hvor jeg kunne blive et barn igen.

Og nu er jeg sytten år - og snart fylder atten, hvilket er til at mærke. Jeg er stadig under Rhonda's pleje, stadig lovligt hendes ansvar og stadig behandlet som lort. Jeg er tvunget til at arbejde for hende i forretningen, medmindre jeg vil have hende til at ændre fars gerning og udlade mig enhver fortjeneste, jeg kunne bruge til Universitetet. Åh, jeg tæller også hvor mange dage der er tilbage, til at sige farvel til dette sted. Jeg er ligeglad hvis jeg mister fars forretning, men efter alt, har hun allerede ødelagt den. Jeg ønsker bare at være fri for den skide heks!

Fars forretning... der engang var noget til at hjælpe alle mennesker, som nu er blevet til et helvede for mig. Rhonda ville være sikker på at det kun var kendte personer, der kunne komme her for at flygte fra deres offentlige verden. Fars forretning er nu et sted for kendisser, som hele tiden kommer her, og gemmer sig for denne verden. Vi modtager kendte folk fra hele verden, og jeg hader dem alle. Jeg væmmes ved deres overfladiske behandling og deres modbydelige personligheder.

De er alle de samme. Ingen undtagelse. Jeg hader dem alle. Selv Angelina Jolie og Brad Pitt med alle deres adopterede børn. Selv Zac Efron med det bestemte vaskebræt, der får alle kvinderne ril at savle en sø. Jeg hader dem alle fordi Rhonda elsker dem alle.

Så ser du, mit liv er en kliché. Fra at læse eventyrshistorier, blev mit liv et blodigt eventyr. Ond stedmor, forfærdelige stedsøstre, forældreløs, lever i helvede... Men hey, der er en forskel! Mit liv var ikke skrevet af Brødrene Grimm, efter alt. Der er én afgørende kendsgerning, der adskiller sig fra alle de eventyr, du kan læse, og det er, at der ingen Charme Prins er denne gang. Ingen ædel ridder med sin hvide hest til at redde mig og give mig en lykkelig slutning. Nej, selvfølgelig er der ingen Charme Prins. Den skide kælling, hvis han overhovedet eksisterer, må han være et eller andet sted og fester, møder en masse falske Barbie tøser og bruger tiden af sit liv på det, men har alt for travlt til at redde en stakkels og ulykkelig ingen-som-helst.

Åh, er jeg negativ? Bliver jeg overdramatisk? Nå, så skulle du da prøve at beskæftige dig med Rhonda og hendes møgunger - jeg mener, døtre - for fem år, mens du bliver behandlet som lort, så kan du fortælle mig at jeg er dødsyg og negativ og at jeg skal se på den positive side i livet. Det eneste positive i mit liv, er at jeg vil forlade dette dødsens farlige sted, når sommeren er slut.

Tre måneder. Jeg kan udholde tre måneder, kan jeg ikke?

Åh, vent. Jeg har ikke præsenteret dig for mig selv! Du kender historien om mit liv, men du kender mig ikke. Benåd mine manerer. Jeg er Arabella Drennan, og som du kan se, er jeg næsten Askepot, men du kan bare kalde mig Ella.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...