Luke Hemmings | 21:07 - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Færdig
Det er blevet jul, og Luke Hemmings og hans kæreste Audrey Smith går det i møde sammen. De sidste måneder har været fantastiske, og sådan ser det ud til at fortsætte. *One shot til min fanfiction: "Luke Hemmings | 01:38" *

65Likes
24Kommentarer
1781Visninger
AA

2. One Shot.

Jeg kiggede rundt omkring mig og kunne ikke lade være med at smile. Det lange bord var omkredset af min og Lukes familie. Til sidst lod jeg mit blik glide på Luke, der sad lige ved siden af mig og snakkede med min bror.

Et smil gled over mine læber. Han så dybt engageret ud i samtalen, og jeg nænnede ikke at afbryde dem. I stedet for tog jeg bare stille fat i hans hånd, og uden han overhovedet kiggede på mig, flettede han vores fingre sammen.

Det var uden tvivl sådan her det føltes at være forelsket og elske en person så meget, at man ville stille deres behov før ens egne. Det ville jeg uden tvivl gøre for Luke.

Min far sad og holdt et fad med kød næsten oppe over hovedet og halvråbte, om der ikke var nogen, der godt lige kunne klemme det sidste ned – så der ikke gik noget til spilde.

Til sidst, da jeg blev træt af at kigge og høre på det, rakte jeg over og tog fadet ud af hånden på ham.

”Det kan de her to herrer nok godt klare,” sagde jeg og blinkede til Luke, før jeg kiggede på Jackson, siden det var dem, jeg omtalte.  Luke skulle til at protestere, men jeg lod ham ikke snakke ud, før jeg fordelte det sidste på deres tallerkener.

”Du ved godt, du godt kan spise det, Lukey,” grinede jeg. Jackson trak på skuldrene. ”Hvad fanden, så går det løs, makker. Helle for at låne toilettet først, senere,” han slog til Luke med albuen, før han løftede sit bestik.

Luke grinede og vendte sig mod mig med hans søde smil.

”Du er forfærdelig, jeg kan jo ikke have mere i mig snart,” han tog igen fat i min hånd. Jeg trak på skuldrene. Så bed jeg mig lidt i læben, imens han kiggede på mig, fordi jeg vidste, det var noget, han godt kunne lide.

Hvad det var, der fik mig til at sige det næste, anede jeg ikke, men jeg kunne ikke lade være. Jeg lænede mig hen til hans øre.

”Du kommer alligevel til at forbrænde det hele senere,” hviskede jeg. Jeg fnes tilfredst, da jeg så, hvordan han med det samme spændte i kæberne ved lyden af mine ord. Da vi fik øjenkontakt igen, var hans blik meget mere intenst.

”Du er forfærdelig. Nu kan jeg tænke på det hele aftenen,” brokkede han sig. Alligevel tog han fat i sin gaffel og gik i gang med at spise.

Efter et par minutter blev der prikket til min skulder. Jeg vendte mig rundt og kiggede op på min mor, der havde rejst sig fra bordet.

”Vil du ikke hjælpe med at rydde ud?” spurgte hun om. Jeg vidste godt, at det ikke var yderligere op til diskussion, og jeg havde heller ikke noget i mod det. Arrangementet foregik trods alt i vores hus, så det var kun fair.

”Jeg rydder lige af bordet, skat,” jeg gav Luke et kys på kinden, og han nikkede. Og så gik jeg ellers i gang med at fjerne mad og tallerkener og glas og bestik, indtil der ikke var mere tilbage. Bare synet af alt den opvask gjorde mig stresset, og jeg priste mig lykkelig for, at vi havde en opvaskemaskine.

”Addy?” det var først, da Lukes stemme skar igennem rummet, det gik op for mig, at jeg var faldet hen i min egen verden. Hurtigt vendte jeg mig om. ”Hey du,” svarede jeg med et lille smil.

Han gik helt hen til mig og stillede sig overfor mig, så jeg lænede mig op af køkkenbordet.

”Du har været væk i 10 minutter,” mumlede han med hovedet utroligt tæt på mit. Drillende skubbede jeg ham en smule væk, så jeg kunne hoppe op på køkkenbordet og sidde. Da jeg sad deroppe tjekkede jeg, om der var åbent ind til stuen – det var der heldigvis ikke.

”Jeg faldt vidst lidt hen,” svarede jeg ham bare med et skuldertræk. Hans hænder lagde sig på mine hofter på en blid måde.

Det overraskede mig, at jeg stadig fik så mange sommerfugle i maven, hver gang han rørte ved mig. Min krop blev helt elektrisk ved hans berøringer, som om det var første gang, og det var skønt. Det var bare beviset på, at det var ægte i mellem os.

”Jeg elsker dig,” mumlede han sødt. Selvom jeg sad på køkkenbordet, og han stod op, var vores hoveder stadig på samme højdeniveau. Jeg lod en hånd rode lidt op i hans hår, før jeg placerede et kys på hans læber.

”Jeg elsker også dig, skat,” forsikrede jeg ham om og lukkede mine ben om livet på ham. Kysset blev en lille smule intenst, før en lyd af døren, der blev åbnet, fik os begge til at fare sammen.

Da jeg fik øje på min mor, kunne jeg mærke, hvordan jeg praktisk talt blev rød i hele hovedet og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

”Det er ikke, som det ser ud, mor,” skyndte jeg mig at sige og sprang ned fra bordet. Luke lignede en, der var ved at falde sammen af grin, selvom han desperat prøvede at holde det inde.

”Ja, ja, det siger I jo. Unge mennesker, jeg lader som om, jeg ikke så det, okay?” hun skyndte sig at tage en flaske rødvin, før hun igen forsvandt. Da døren var lukket igen, begyndte Luke at grine højt, og jeg puffede til ham.

”Hold så op! Det er slet ikke sjovt!” protesterede jeg. Han lyttede ikke til mig, men lagde blot en arm om mig, imens vi gik ud fra køkkenet og ind til de andre igen.

Omhyggeligt sørgede jeg for ikke at få øjenkontakt med min mor, selvom jeg kunne fornemme, hun stirrede på os.

Efter en halv time, hvor jeg undgik min mors blikke, blev det tid til at åbne gaver. Og det ville tage et godt stykke tid, var jeg godt klar over.

For at være ærlig glemte både Luke og jeg at følge særlig meget med, når andre end os åbnede gaver. Vi havde travlt med at sidde og fjolle med hinanden, som det klistrende kærestepar, vi nu engang rent faktisk var.

Luke havde åbnet min gave, som var to band t-shirts og en parfume, han havde ønsket sig. For at være ærlig anede jeg ikke, hvad jeg skulle give ham, og jeg havde gjort et stort nummer ud af at sige, at jeg altså ikke havde lige så mange penge som ham, så det var ikke ligefrem dyre gaver. Det havde han det helt fint med og havde allerede taget hans nye Green Day trøje på.

”Jorden kalder Luke og Audrey?” sagde Liz højt igennem rummet. Jeg rettede mig op, så jeg ikke længere lå op af Luke og følte mig totalt desorienteret.

”Hvad?” udbrød jeg forvirret, hvilket fik folk til at grine.

”Det er din tur til at åbne Lukes gave – det er den eneste, der er tilbage,” forklarede Lukes bror, Jack, mig. Jeg rødmede en anelse og kiggede på Luke, da jeg kunne mærke, at han vred sig lidt rundt i sofaen.

”Hvad så?” spurgte jeg lavt om, imens jeg tog i mod gaven, min mor rakte til mig. Han tøvede lidt. ”Måske er det bare bedst, hvis vi lige åbner den sådan… alene,” mumlede han. Det gik op for mig, at han var usikker på det, han havde købt. Det gjorde også mig en anelse nervøs, men jeg vidste, at jeg ikke ville blive skuffet lige meget hvad.

”Ej, det kan du ikke sige! Så skulle du ikke have lagt den under træet!” protesterede både Jackson og Lukes to brødre, der tilsyneladende var utroligt interesserede i, hvad han havde givet mig.

Egentlig bebrejdede jeg dem det ikke, når han opførte sig på den måde.

”Er det okay?” spurgte jeg ham om. Han endte med at nikke efter et par sekunder. ”Hvad fanden, så kan det være, at det bliver sværere for dig at…-” han afbrød sig selv, ”lige meget, bare åben den.”

Jeg kunne mærke, at jeg blev lidt nervøs. Han var tydeligvis bange for, at jeg ville gøre et eller andet, men hvad vidste jeg ikke.

”Okaaay,” mumlede jeg. Der var to gaver, og jeg startede med den lille æske. Jeg kunne næsten godt regne ud, at det var den ring, jeg havde ønsket mig og havde fablet om siden hvem ved hvornår, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at vine halvt, da jeg så det og kastede mig om halsen om ham – det var alligevel ikke en helt billig gave.

”Tak, tak, tak, skat,” hvis ikke der havde siddet så mange andre mennesker omkring os, ville jeg have kysset ham rundt omkring i ansigtet, men det ville jeg ikke udsætte ham for i offentligheden.

”Kig på indersiden af den,” grinede han, glad over min reaktion. Mit hjerte smeltede, da jeg så der. Der stod A + L indgraveret, og selvom det var kliche og alt muligt andet, kunne jeg ikke være mere lykkelig. Det var det sødeste.

”Den vil jeg gå med hver eneste dag,” sagde jeg beslutsomt. Med det samme tog jeg min anden ring af og tog den anden på – overrasket over, at den passede.

”Hvordan kender du min præcise størrelse?” spurgte jeg ham overrasket om. Han kiggede på mig, som om jeg var dum. ”Jeg hapsede en af dine andre ringe og tog den med ned i butikken, så de kunne se på det,” sagde han, som om det da var det letteste.

Hvornår havde han været på mit værelse uden mig, var så spørgsmålet. Og det endnu større spørgsmål var, hvorfor jeg ikke havde opdaget, at jeg manglede en ring.

Jeg huskede på konvolutten, som jeg manglede at åbne. Det var den del af gaven, jeg var meget forvirret over, og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad det kunne være. Ikke en eneste, for der var ikke noget af det, jeg havde ønsket mig, der var så fladt, at det kunne være i en konvolut.

Luke virkede igen lidt for nervøs, og det så ud til, han ikke helt vidste, hvor han skulle kigge hen.

Let sprættede jeg brevet op og hev et lille kort ud. Det var meget enkelt med en rose foran, så det var tydeligvis ikke det, der skulle imponere. Det var først, da jeg åbnede det og så på billedet af et hus, jeg blev forvirret.

”Hvad?” jeg følte mig yderst dum, da jeg vendte mig mod ham og holdt billedet oppe. Der var ikke andre, der kunne se det, men jeg kunne mærke nysgerrige blikke på mig.

”Okay, jeg ved godt, det er et virkelig, virkelig, virkelig stort sats og alt muligt, og det er ret tidligt, men vi har været sammen i så lang tid, og selvom jeg tit er væk, så er jeg også altid hjemme, når jeg har fri, og det der hus ligger her i Sydney, ikke langt væk, og det er ikke for stort, og det er ikke for lille, og jeg ved, du har snakket om at flytte hjemmefra, og jeg vil bare gerne have, at det er sammen med mig. At du flytter sammen med mig.” han kiggede mig først i øjnene, da han var færdig med at snakke.

Jeg var mundlam. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle svare ham, for det var så overvældene.

Han fortsatte.

”Og du behøver jo ikke være der hele tiden, når jeg ikke er der, men i stedet for du går ud og køber en lille ikke så god lejlighed om nogle måneder, så kunne vi have det her sammen og bo sammen, og hvis jeg ringer til ham inden i morgen, kan jeg få det d. 1 februar eller 1. Marts – alt efter hvad der er bedst og sådan…” han stoppede langsomt med at svare.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde fået tårer i øjnene, men jeg kunne mærke væden og blinkede et par gange. Jeg havde aldrig mødt nogen, der gav mig følelsen af at være så værdsat, som Luke gjorde.

Og han havde ret i alt, han sagde. Og jeg nikkede langsomt. Luke så overrasket ud, da han så det.

”Var det et ja?! Mener du det? Vil du gerne?” udbrød han, og det var lige før, han skulle til at ryste i mig af ren og skær begejstring. Jeg grinede og nikkede. ”Ja. Ja, det vil jeg gerne.”
Jeg vil gerne bo sammen med dig, Luke Hemmings. Det sagde jeg ikke, men jeg tænkte det.

Lige i det øjeblik tænkte jeg ikke på, at stort set hele min familie sad og fulgte med i det, eller at det var en stor beslutning eller noget som helst – lige nu tænkte jeg kun på, hvor meget jeg elskede ham, og hvor meget han elskede mig, og at vi skulle bo sammen.

Jeg fik et chok, da en blitz fra et kamera lyste. Forvirret vendte jeg mig mod Jackson, der sad med et stort smil.

”Hvad? Jeg skal have bevis. Præcis klokken 21:07 blev min søster rigtig voksen.” mumlede han. Jeg grinede af hans åndsvaghed – og min egen for at sige ja og egentlig ikke vide noget.

Det vigtigste var, at det skete, og Luke følte sig så sikker med mig og vores forhold, at han ville bygge vores helt eget liv op sammen. Det var kærlighed. 

x x x

Håber, I kan lide det, selvom det er ret kliche n shit, men det er jul so why not x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...